Kbh. - Møn tur/retur på cykel 2011

Billeder fra turen:   

https://picasaweb.google.com/109761170522781175648/CykelturTilMNOgStevnsSep2011#

Ud og cykle med The Smiths

Hvis du nu blev bedt om at nævne bare tre ting, som cykling og rock 'n' roll har tilfælles, ville du - gætter jeg - med stor sandsynlighed få blanke øjne og kigge ud ad vinduet i håbet om, at svaret blafrer i vinden. Efter at have tænkt et stykke tid ville du med stor sandsynlighed nå frem til følgende konklusion: Cykling og rock 'n' roll er som dag og nat. Okay, måske ville du nævne Kraftwerks Tour de France som et vellykket gadekryds mellem 'rock' og pedalkraft, men det ville primært være for at illustrere, at Düsseldorf-gruppens hit har stor lighed med tysk grammatik, når det kommer til det med undtagelserne...

Det kan også tænkes, at du ville fremhæve musikvideoen til The Smiths' Stop Me If You've Heard This One Before. I videoen ser vi gruppens forsanger, Morrissey, cykle rundt sammen med et team af unge mænd, der af ydre minder mistænkeligt meget om forsangeren selv (tykke retrobriller, som er kommet på mode igen i 00'erne, og højt opsat hår, som nærmest er blevet en signatur på den særegne sanger).

Nummeret er fra gruppens sidste pladeudgivelse, Strangeways, Here We Come (1987), og jeg gætter på, at gruppen må have været på kanten af opløsning - eller nedlagt sig selv helt - under filmoptagelserne, eftersom de resterende medlemmer af det britiske indieband er fraværende i videoen. Jeg vil hverken snakke sangen eller videoen ihjel i dette essay, men kun opfordre til at hente cyklerne frem og tage på sightseeing i Manchester med Morrissey! 

http://www.youtube.com/watch?v=naos7it_bl0&feature=relmfu

Cykeltursskildringens 10 "bud"

Cykeltursskildringen har ikke overraskende stor udbredelse på internettet, hvor der findes et utal af danske og udenlandske hjemmesider og blogs med dagbogsoptegnelser fra kortere eller længere cykelture. I bedste fald er disse virtuelle rejseskildringer underholdende og informative; i værste fald uinteressant læsning, især når man får en mistanke om, at disse sider i virkeligheden blot er en VIP-fest for venner og familie. I dette indlæg vil jeg dog begrænse mig til de trykte cykeltursskildringer og - kun - på dansk.

I Danmark er den trykte cykeltursskildring tilsyneladende et randfænomen at dømme ud fra en søgning af emnet i folkebibliotekernes database. Selv har jeg inden for det seneste halvandet år læst fire sådanne cykeltursskildringer. Det drejer sig om På cykel jorden rundt (1993) af Henrik Pyndt Sørensen, Igors Æblehave (2008) af Bjørn Harvig, Solo (2011) af Nicolai Bangsgaard, samt På to hjul under Sydkorset (2011) af Lars Nielsen. Indbyrdes er de fire titler forskellige i såvel form som indhold, men man støder også på en fællesmængde af træk og temaer, som jeg i 10 ”bud” kortfatter her:       

1) Mødet med den/det fremmed. Dette kan medføre, at hovedpersonen reflekterer over sin egen kulturelle baggrund og (vestlige) livsstil. Ofte bliver hovedpersonen mødt af en stor gæstfrihed af lokalbefolkningen.

2) Ulykken/Uheldet. Det kan være sygdom (ofte maveonde) eller materiel skade på cyklen, der sætter ”helten” ud af spillet for en kortere eller længere periode.

3) Den fysiske udfordring (pga. kuperet terræn, hård vind eller ekstrem varme/kulde).

4) Mere eller mindre deltajerede beskrivelser af cykelruten, herunder angivelse af afstande og oplysninger vedrørende vejnettets forfatning (ofte miserabel, når emnet berøres).

5) Beskrivelser af landskaber og artitektur.

6) Beskrivelser af fremmede sæder/skikke/madkulturer etc.   

        

7) Refleksioner over det at rejse, cykle og befinde sig i et fremmed land. Kan være filosofisk i sin grundtone.

8) Den logistiske udfordring (kan skyldes manglende overnatningsmuligheder i tyndt befolkede egne og mangel på vand).

9) Fotografiske fremstillinger af cykelturen, som typisk er præsenteret i adskilte afsnit.   

10) Kortsektion, som viser cykelruten på et kort (findes ofte som et bilag sidst i bogen).

Et essay om cykeltursskildringen

Jeg har bestemt ikke svært ved at identificere med den del af befolkningen, som lider af den allestedsnærværende krimi-virus. Imidlertid er det ikke bloddryppende mordgåder, jeg bliver feberhed af, men rejseskildringer, hvor rejsen hovedsageligt foretages på en cykel.

Ligesom en krimifan dybest set godt er klar over, at krimier ikke er stor litteratur - undtagelserne findes naturligvis - er jeg helt på det rene med, at rejseskildringer per cykel ingenlunde er litteraturens svar på Den Kongelige Ballet. Måske er det netop den kendsgerning, som er så besnærende, men også forbandende, ved cykeltursskildringen; grundlæggende er det bare helt ”almindelige” menneskers (rejse)oplevelser, formidlet med den entusiasme og det engagement, som kendetegner dilettantens kærlighed til sit eget erfaringsmateriale.

I den henseende er de to seneste danske bud på genren - begge udkommet i år - nemlig På to hjul under Sydkorset og Solo, skrevet af henholdsvis Lars Nielsen og Nicolai Bangsgaard, ingen undtagelser. Her må jeg dog hurtigt indskyde, at titlerne indbyrdes er ret forskellige såvel i form som indhold, selvom de også har lighedspunkter. Men lad os grave lidt dybere ned i de to udgivelser med henblik på at påvise, hvor stor spændvidden er inden for en genre, som mig bekendt ikke bærer et officielt navn, men som jeg i overskriften har døbt cykeltursskildringen.      

På to hjul under Sydkorset

På to hjul under Sydkorset (2011) af Lars Nielsen (erfaren eventyrcyklist med hele 145.000 km på sit imponerende turcykling-cv) er en samling på i alt fem rejseskildringer fra kortere eller længere cykelture foretaget på den sydlige halvkugle over en årrække. Som det fremgår af bogens undertitel, endte han med at tilbagelægge 27.000 km på disse ture, der bragte ham til New Zealand, Australien, Chile, Argentina, Peru og Sydafrika.

Lars Nielsens fortællestil er ligefrem, så alle kan være med. Sproget er uprætentiøst og i øjenhøjde med læseren, hvorfor man føler sig i godt selskab, når Nielsen beretter om sine mange oplevelser på den sydlige hemisfære. Omdrejningspunktet for skildringerne er de ofte mange tilfældige møder med mennesker, som krydser Nielsens vej. Ofte møder han en stor hjælpsomhed og imødekommenhed, ikke mindst i situationer, hvor behovet for hjælp er størst. For eksempel bliver han flere gange samlet op af hjælpsomme bilister i den australske outback.

Generelt er det de mange praktiske omstændigheder, der er forbundet med det at rejse på to hjul, som optager Nielsen; det være sig bøvl med lufthavnsbureaukratiet i forbindelse med fragt af hans elskede cykel eller ruteplanlægningen, som tit er en logistisk udfordring, når den skal gå op med de ofte få overnatningsmuligheder i tyndt befolkede egne. Det kan være interessant læsning, når Nielsen formår at formidle det på en levende måde, men også uvedkommende, når det minder lidt for meget om en logbog fra et skib. 

Et træk ved På to hjul under Sydkorset, som også er karakteristisk for cykeltursskildringen som genre, er Nielsens beskrivelser af de mange fysiske strabadser, mødet med et problematisk terræn eller vanskelige klimatiske forhold medfører (disse udfordringer bliver ikke mindre af, at forfatteren, som følge af en trafikulykke i 2002, har mistet en del af sin førlighed på sit venstre ben!).

Derudover er der den for cykeltursskildringen så typisk forekommende rutebeskrivelse, hvor Nielsen plotter rejsens stedkoordinater ind, så læseren kan følge med på et (indre) kort (Her er kortsektionen bagest i bogen ikke til megen hjælp).              

Som nævnt er bogen en antologi bestående af fem rejseskildringer. Fælles for dem er, at de er fortalt kronologisk, så læseren får en fornemmelse af den enkelte rejses fremadskridende forløb. Risikoen ved at vælge en kronologisk fremstilling er, at man trætter læseren med uinteressante, i værste fald ligegyldige, handlingsrefererende detaljer, hvad På to hjul under Sydkorset desværre er noget tynget af.

Et eksempel: Hvorfor er det lige, læseren absolut skal vide, at den grillkylling, Nielsen køber under en pustepause ved foden af Andesbjergene, ser ”godt gennemstegt ud”? (s.136). Eller at han har købt ”to nye diasfilm” til sit kamera, vel at mærke uden at denne oplysning tjener en fortællemæssig pointe? (s.140). Desværre er der mange eksempler på sådanne småsnakkende passager i bogen, som nok ikke, gætter jeg på, ville falde i nåde for en mere kritisk forlagsredaktørs blik (Bogen er udgivet på det lille forlag Mellemgaard).

Kritikken til trods er På to hjul under Sydkorset en fin cykeltursskildring, der glimtvis er både underholdende og morsom. Det er der et eksempel på her, hvor Nielsen på sin tur rundt om Australien falder i snak med en turcyklist fra England, der undrer sig over danskerens cykelrute:

”Han undrede sig over, hvorfor jeg cyklede med uret, fra øst mod vest. Det ville automatisk give mig modvind hele vejen rundt om Australien, sagde han. Han forklarede, at vindene stort set fulgte de samme baner rundt om kontinentet. Det var derfor, jeg syntes, der havde været så pokkers meget vindmodstand hidtil siden Sydney - og det ville vare over 12.000 kilometer endnu, tilbage til Sydney. Det var takken for en alt for kort tid til tilrettelæggelsen. Hastværk var lastværk – den måtte jeg lige fordøje! ”Have fun!” var hans afsluttende og grinende bemærkning inden vi skiltes”. (s.59)

SOLO - 4 år jorden rundt på cykel

Sammenlignet med Nielsens rejseoptegnelser er Solo på mange parametre en mere vellykket cykeltursskildring. Kort fortalt er Solo beretningen om Nicolai Bangsgaards jordomrejse på cykel, som det tog ham knap fire år (2006-2010) om at gennemføre, først sammen med en god ven, men snart solo, da vennen vælger at trække sig ud af projektet i det østlige Tyrkiet.

Til forskel fra På to hjul under Sydkorset er Solo (udgivet på Bangsgaards eget forlag Worldtravellers Press)  ikke kun en rejseskildring, der befinder sig på et ydre, konkret plan, men i ligeså høj grad en personligt farvet beretning, der giver læseren en særlig adkomst til en ung mands tanker. Dette kommer blandt andet til udtryk, når Bangsgaard sætter ord på savnet af venner og familien hjemme i Danmark eller som her, hvor han befinder sig på det tibetanske plateau, isoleret fra omverdenen og alene med sine egne tanker: ”Bliver her til aften kortvarigt ramt af ubehagelige hvad-laver-jeg-her-tanker. At ligge i det fjerneste hjørne af Kina i 4.420 m med frost om ørerne er ikke hverdagskost for en dansk akademiker. Men jeg slår tanken væk med, at jeg er træt og bør sove i stedet for at tumle med store (og ubrugelige) tanker.” (s.65).   

Nicolai Bangsgaard er i glimt en blændende formidler, ikke mindst når han gør brug af reportagens metoder og kobler den konkrete iagttagelse og beskrivelse med det personlige engagement. En kende øretæveindbydende indledte jeg mit essay med at hævde, at cykeltursskildringen er resultatet af dilettantens kærlighed til sit eget erfaringsmateriale. ’Dilettant’ er Bangsgaard så langt fra, hvad man kan forvisse sig om i følgende passus, hvor reporteren Bangsgaard reporterer fra den thailandske højtid Songkran, det buddhistiske svar på nytårsaften, der blandt andet markeres ved en kaosagtig vandkamp:

”Den religiøse vandstænkning har gennem årene udviklet sig til en gigantisk vandkamp i gaderne fra morgen til aften, alle mod alle. Sådan er den moderne verden. Det er satans til vanvid. Trafikken i gaderne står nærmest stille. Stemningen koger i en sydende suppe af dansende, glade mennesker, og de normalt så respektfulde og afdæmpede thaiere viser pludselig en meget ekspressiv side. Der er kaos og der er madness, der er forløsninger af opbyggede aggressioner, frustrationer og af ekstrem ophidselse og livsglæde. Lovløsheden råder, men inden for fornuftens rammer” (s.98).

Under læsningen af Solo opdager man, at det ikke kun er Bangsgaards ærinde at beskrive og fortælle, men også at forholde sig refleksivt til sig selv og den verden, der omgiver ham. Bangsgaard er uddannet antropolog, hvilket kaster nogle spændende horisontudvidende (felt)analyser af sig, når han udlægger de bagvedliggende incitamenter og bevæggrunde til, hvorfor mennesker handler og ytrer sig, som de gør.

Med de antropologiske briller på observerer han blandt andet, at mennesker og folkeslag har en tendens til at lufte (negative) fordomme i beskrivelsen af befolkningen i nabolandet, hvad der - viser det sig - aldrig holder stik med realiteterne, når forfatteren krydser landegrænsen og oplever en række af dementier herpå.

Som jeg har beskrevet ovenfor, er Solo meget mere og andet end en beretning om livet på alverdens landeveje i fotogen forening med en cykel. Måske er det netop den kendsgerning, som gør bogen til et på mange måder mere interessant bekendtskab end På to hjul under Sydkorset, der har en tendens til cykle rundt i det samme tematiske lavland. Og så er der også den mærkbare forskel på de to udgivelser, at Bangsgaard er begavet med en sproglig musikalitet.

Der er mange gode takter i Solo, og kun få fejltrin. Hvad sidstnævnte angår, kan fremhæves en træthed mod slutningen af bogen, hvor der bliver længere og længere mellem Bangsgaards dagbogsnotater, og hvor han giver indtryk af, at Afrika og Europa blot er to "forhindringer", der skal overstås i en fart, så han kan komme hjem til sin forsømte familie i Middelfart.

Jeg er nu heller ikke udelt begejstret for de urimeligt mange og i længden trættende rejse-/ordsprogscitater, som indleder hvert nyt afsnit; her kunne forfatteren med fordel have publiceret halvdelen af citaterne - og gemt resten til parmiddagen!

Men noget må hr. Bangsgaard have gjort rigtigt, for mit turcykling-syndrom er blevet markant forværret, efter jeg har cyklet mig igennem Solo, ét af de mere vellykkede eksempler på cykeltursskildringen, jeg er stødt på.


Nicolai Bangsgaards hjemmeside:
 http://www.nicolaibangsgaard.dk/

Lars Nielsens hjemmeside:
http://www.long-rider.com/

Fotos fra cykelturen København-Stockholm 2011

Del 3: En rigtig møgdag (Kbh. - Stockholm på cykel)

”Var rädd om dig, kör forsigtigt”, stod der på et skilt ved grænsen til byen Vaggeryd i hjertet af Småland. Selv syntes jeg, jeg gjorde begge dele – hvad andet kan man hævde om en mand, der bærer cykelhjelm! Alligevel kørte jeg (på cykelturens fjerde dag) i grøften - billedligt talt. Dagens etape gik fra Vaggeryd til Vadstena - det var i hvert fald tanken, da jeg trak i cykeluniformen om morgenen og tastede dagens destination ind på min indre GPS. Første rasteplads på etapen var Jönköping, en stor provinshovedstad smukt beliggende ved Vätterns sydspids.

Uden den store dramatik cykler jeg (efter at have tilbagelagt 38 kilometer) ind i den centrale del af Jönköping, der, til trods for det er fredag eftermiddag, virker foruroligende mennesketom (Hvorfor, kommer jeg ind på senere). Mindst ligeså foruroligende er det, at cyklen pludseligt virker underlig gumpetung, og da jeg står af og triller cyklen op på fortovet, fornemmer jeg fælgens møde med kantstenen i stedet for den bløde fornemmelse fra et oppumpet dæk. Jeg aner straks uråd og kan til min store ærgrelse konstatere, at forhjulet er punkteret. Nå, på med cykelhandsken - huller er jo til for at blive lappet!

Hvad der umiddelbart forekom at være en simpel reparation – herre gud, det er jo kun en punktering! – viste sig mere og mere at minde om løsningen på en indviklet matematisk gåde. Med andre ord havde jeg mere end almindeligt svært ved at finde det der hulens hul. Jeg kunne hverken se, høre eller mærke hullet og måtte til sidst bide min stolthed i mig og ty til den uigenkaldeligt sidste udvej: vandtesten. Fyldt op med vand fra cykelflaskerne lod jeg slangen døbe i min spisemug, men også den strategi fejlede! I min desperation dyppede jeg i et sidste forsøg ventilen i muggen og sagen var afgjort: Luft i form af bobler piblede ud af et hul lige under ventilhovedet.

Det tog mig det meste af tre timer at finde hullet og skifte den defekte slange med en ny af slagsen. Én ulykke kommer sjældent alene, siger man. For det meste er det bare det rene sludder og en udokumenteret påstand. Men ikke dén dag. Det viste sig nemlig at hele Jönköping - samt folkhemmet Sverige - var gået i kollektiv koma på grund af Midsommerfesten, den svenske pendant til Skt. Hans aften i Danmark, der til forskel fra dansk tradition er en helligdag, hvor næsten alt er lukket ned i to dage. Hvad jeg ikke har fortalt, er, at stoppet i Jönköping primært var tiltænkt som en anledning til at få købt et vejkort til min videre tur op ad Vätterns østbred, men kort køber man som bekendt normalt i butikker - der har åbent! Uden dette kort ville den videre tur være forbundet med store navigationsproblemer, hvor lidt spredt vejskiltning rundtomkring ville være min eneste vejviser.





Landskab ved Vättern



Det var nu blevet så sent - det var næsten aften - at al videre cykling den dag ville være nytteløs. Og så var der jo også det med det manglende kort. Jeg tog derfor en rask beslutning og cyklede op i byens nordøstlige del - fem kilometer fra centrum - hvor der ifølge pålidelige kilder lå et vandrerhjem. Og det gjorde der såmænd også - men jeg kunne bare ikke finde det! Det lykkedes mig dog med venlig assistance fra et ældre ægtepar, der var ude på en lille aftonpromenad, at finde vandrerhjemmet, der gemte sig på en stille villavej. Desværre havde midsommer-influenzaen smittet receptionisten på vandrerhjemmet for receptionen holdt helligdagslukket!

Slukøret kørte jeg tilbage til bymidten, men fandt dog snart en campingplads, hvor jeg kunne overnatte. Træt og skuffet over dagens hændelsesforløb fandt jeg en egnet teltplads på campingpladsen, men det var en højlydt og armfægtende herre siddende på en havestol bag mig åbenbart ikke enig i. Jeg var nemlig i færd med at slå mit telt op lige dér, hvor han havde udsigt til aftensolen over Vätterns vande. Fjerde dag på min cykeltur var med andre ord en rigtig møgdag.                 

Del 2: Min debut som campist (Kbh. - Stockholm på cykel)

Mine erfaringer med campinglivets glæder og sorger var nærmest ikke-eksisterende, før jeg pressede den første teltpløk ned i den skånske muld på cykelturens førstedag. Fænomenet camping var for mit vedkommende mest af alt synonymt med dårligt ventilerede discount-telte på Roskilde Festival. (Fuldblodscampister vil nok argumentere for, at ”Roskilde” er uden for kategori, en opvisning i organiseret druk tilsat lidt larm fra 7-8 scener i en lille uge).

De første fire overnatninger på turen var enten henlagt til campingpladser eller vandrerhjem. Dernæst gav jeg allemandsretten en chance og camperede i det fri, selvom første teltslagning af denne art var langt fra forestillingen om malerisk skogsjö med sagte ild fra en Trangia-brænder. Nej, det her var sgu storby-camping, mere præcist i Norrköping, hvor jeg byggede rede i periferien af et udendørs sportsanlæg i byens udkant. Et temmelig tåbeligt sted at campere - kan ikke anbefales.

Camping i det fri lidt nord for Nyköping

Da roen havde sænket sig over mit lille nylon-hjem, blev privatlivets fred brat forstyrret af en ung mand (en atlet på vej hjem efter træning?), som - gætter jeg på - havde udset sig min telt-matrikel til vandladningssted. Hvorom alting er, kom han hurtigt på andre tanker, da han opdagede en tosset dansker med telt og forsvandt lige så hurtigt som han trådte ud af aftenskumringen. Den nat sov jeg ikke så meget.

Så var næste fritliggende overnatning mere i grønspættebogens ånd. Her var sportsanlæg forvandlet til et skovbryn med en stor population af myg, myrer og fluer. Herligt! Jeg slog mit telt op ved 21.30-tiden, efter at have indtaget et vellykket aftenmåltid på en restaurant i Nyköping, ca. 10 km fra mit nye ad hoc-hjem. Nu behøver jeg ikke besvære mig med at lave aftensmad, tænkte jeg, og snart lå jeg i mit mobile home og ventede på, at søvnens æterdampe ville bedøve mig.

Der gik vel ikke mere end femten minutter, før jeg måtte opgive mit søvnprojekt, eftersom et natteaktivt dyr udenfor teltet istemte en besynderlig solosang, måske for at markere sine territorialgrænser over for ubudne gæster (inkl. turcyklister)? Var det en grævling? En mår? En vildfaren los fra Värmland? Allermest lød det som en humørsyg alien fra et fjernt solsystem, hvis rumskib var havareret nogle kilometer længere inde i skoven.

Uhyret nærmede sig langsomt teltet. ”Kom an, hvis du tør”, tænkte jeg og fiskede febrilsk efter min røde schweizerkniv i det mørklagte telt, parat til at tage kampen op med bæstet, hvis den var ude på øretæver. Holmgangen blev dog afblæst og efter tyve minutters sangimprovisation listede dyret væk som en ambulance-sirene, der langsomt aftager i natten for helt at forstumme til sidst. Derefter genvandt jeg hvilepulsen, og jeg faldt endelig i søvn.    

Del 1: Lidt fakta om turen Kbh. - Stockholm på cykel

Som de fleste rejser begyndte min rejse som en dagdrøm, der havde hjemsøgt mig gennem længere tid. Min drøm var nærmest banal: at cykle til Stockholm med start i København. Det tog mig syv dage og 791 km, før jeg trillede over målstregen i den svenske hovedstad, væsentligt længere end de ca. 650 km, som var den afstand, jeg havde målt mig frem til på Google Maps under forberedelserne til turen hjemmefra.

Oprindeligt var det min plan, at jeg ville tage til Gotland efter Stockholm-besøget. Desværre led dette projekt skibbrud på grund af prisniveauet på færgeoverfarten, som var mere end det berammede rejsebudget kunne efterkomme. I stedet cyklede jeg hjem efter tre hviledage i den svenske hovedstad - næsten - for i Växjö steg jeg på øresundstoget mod København, og eventyret var forbi. I de to uger jeg var af sted, cyklede jeg i alt 1300 km.



 Det smålandske højland var nok turens største fysiske udfordring 



Hjemmefra havde jeg lagt en omtrentlig rute med plads til sidespring og afstikkere, hvis der undervejs opstod fristelser i form af natur- og kulturoplevelser, som var vanskelige at ignorere. Eneste kriterium for ruten var, at jeg ønskede at lægge vejen forbi Vättern (det viste sig at være et af turens højdepunkter). På grund af Vätterns placering, valgte jeg en rute indlands i stedet for den mere kystnære rute langs Østersøen. Ruten havde også den fordel, at jeg fik mulighed for at cykle et stykke ad Göta kanalen (fra Motala i vest til Norrköping i øst). En oplevelse jeg ikke ville have været foruden!