fredag den 20. november 2015

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 2, Polen

Stubmarker, skove og storbyer. Jeg bevæger mig langsomt men sikkert ned gennem den vestlige del af Polen uden egentlig at vide, hvor turen ender. Undervejs møder jeg, hvad der ligner 72 jomfruer, der sjovt nok alle hedder Maria.




Szczecin. Helligdag i hele Polen. Hvis der er noget, som gør livet besværligt for cykelturisten, er det helligdage: Alt - med undtagelser - er lukket. Et personligt skrækeksempel var en cykeltur til Stockholm i 2011, der ramlede sammen med den svenske midsommerfest, der betød, at alt stort set var smeltet ned i folkhemmet i de to dage, festlighederne stod på. Men det er en helt anden historie. Her i Polen drejer det sig heldigvis kun om én helligdag - Jomfru Marias himmelfart – så min overlevelsesstatistik giver grund til optimisme. Ave Maria.

Regnemiraklet i receptionen forsøger at overtale mig til at snuppe en nat mere på hotellet, ja, netop på grund af helligdagen – så kan man jo lige så godt flade ud med kulørte cocktails i hotellobbyen (kreativ omgang med kildes udsagn) – men også fordi, der er udsigt til mere hede(bølge) den følgende dag. Jeg takker pænt nej, da jeg ønsker at finde noget overnatning dagen efter, der i højere grad harmonerer med mit stramme rejsebudget. Men en vandretur rundt i byen om aftenen overbeviser mig om, at jeg slet ikke har lyst til at spendere en ekstra nat i Szczecin, der ingenlunde vinder på naturlig charme og spændende arkitektur. Derfor beslutter jeg mig for at fortsætte turen dagen efter med hedebølge og helligdag som de mest insisterende forfølgere i feltet.

Park i Szczecin. Min cykel forvandles til et tørrestativ. Mens tøjet tørrer, spiser jeg frokost. Midt på eftermiddagen forlader jeg byen





















Det er først nu, turen rigtig begynder, føler jeg, nu hvor jeg kanter mig ud af Szczecins østlige forstæder ad en kønsløs hovedvej. Fabrikker, tankstationer, bilforhandlere, lager- og engrosvirksomheder skyder op langs vejen som påtrængende noder i vækstøkonomiens partitur. I praksis er al trafik langt an på at tage uindskrænket hensyn til benzindrevne køretøjer, for jeg må kigge uendeligt langt efter markeringer i asfalten, der kommer cykelfolket til undsætning. Sådan er det, viser det sig, med få undtagelser i store dele af Polen.

Jeg sætter kursen mod Poznan, en storby, der ligger tre cykeldage fra Szczecin i sydøstlig retning. Krakow logrer med halen i mit tankesystem og intuitivt ved jeg, at jeg er på vej til den historiske by i den sydlige del af landet. I den forbindelse vil jeg morderligt gerne se Auschwitz-Birkenau-museet lidt vest for Krakow (beklager utidigt sprogbrug). Men hvad der skal ske derefter, ikke mindst hvordan jeg kommer hjem igen, tja, den beslutning overlader jeg trygt til de ærede medlemmer af skæbneudvalget. Når det er sagt, går mine drømme i retning af Budapest med flyforbindelse hjem. Istanbul er stadig forebeholdt tosserne.





















CHO-SZ-CZ-NO. Jeg øver mig i at udtale navnene på de byer, jeg cykler igennem. Eller rettere gætter mig til udtalen. 'Cześć', goddag, udgør mit samlede ordforråd på polsk - integration mislykket. Da jeg nærmer mig centrum af Choszczno, bliver jeg budt velkommen af Johannes Paul II, som troner i støbejern ved siden af byens store kirke. Hans rolige væsen harmonerer perfekt med byens vegeterende søndagsstemning. Jeg møder tit den polskfødte pave i fuld ornat rundtomkring, typisk i lidt større byer som her i Choszczno. I Polen er Johannes Paul II en rockstjerne. Men jeg tænker nu mere på mad end paver i det øjeblik, jeg ankommer til byen, for jeg har stort set ikke fortæret et solidt, varmt måltid siden København, hvad jeg mærker nu, for energiniveauet er ved at nå det kritiske røde felt. Tre-fire håndmadder, youghurt med müsli og lidt frugt og grønt – frokost classic – er ikke nærende nok i længden, særligt ikke når dagens sidste måltid ofte er frie variationer over samme opskrift. Jeg vælger derfor at købe ind til primus-middag for én i et supermarked i Choszczno.

”Excuse me, can you tell me if this is carbonated water?”, spørger jeg en tilfældig kunde, en ung kvinde, i butikken. Jeg peger på en halvandenlitersflaske med mineralvand. ”Do you mean stillwater?”, svarer hun i kølvandet på den store forvirring, da det går op for hende, at jeg er på udkig efter vand uden bobler. Jeg er selvsagt dybt afhængig af vand, specielt når der er skruet godt op for solens termostat, så når en købmand spottes på vejen, er det tit ensbetydende med vandhamstring i halvandenlitersmål. Mineralvand med kulsyre slukker ikke tørsten i samme grad som vand uden - desuden hader jeg det - så jeg går målrettet efter 'uden kulsyre'. På polsk hedder det selvfølgelig noget helt femte, og så er det, man må bruge sin hermeneutiske sans. Eller udse sig et engelskkyndigt offer, som kan guide en gennem Vandland.

Paveskulptur i Stargard Szczecinski. Det kunne i princippet være i en hvilken som helst større polsk by




















'Kopytka' hedder min middag, en slags mel- og kartoffelboller, som skal koge i cirka fem minutter. De minder lidt om gnocchi, blot smager de mere af kartoffel end af pasta. Jeg har indrettet mig lidt afsides med kogegrej i byens centrale park, som ligger ned til en sø. Der er dømt søndagskarma i parken, hvor folk nyder den sidste weekenddag og hinandens selskab. Jeg nyder mit eget i selskab med en mindre myrehær. Vandet koger i aluminiumsgryden, mens bollerne springer for livet i det varme boblebad. Jeg holder konstant opsyn med gryden, der balancerer som en linedanser på den spinkle Optimus-brænder, hvorpå en dåse med gas er monteret. Det smager pragtfuldt, efter jeg har hældt det kogende vand fra og puttet tomatsovs i retten. Prikken over i'et er saltede peanuts, som jeg dryssser ovenpå til sidst som topping, noget jeg normalt ikke ville gøre i køkkenet derhjemme. Men det er blandt andet dét, som gør rejsen spændende og vederkvægende: Opdagelsen af nye og hidtil ukendte sanseområder som et kontrapunkt til hverdagens vanecirkler. Når det er sagt, kan peanuts i gryderetter godt gå hen og blive en dårlig vane.

På med handsken igen. De første to dage på polsk grund byder mestendels på befærdede, lige landeveje. Landskabet er overvejende fladt. Partikelforureningen klæber til ansigtet som Botox. Mit blik er snøret fast til den hvide kridtstreg, som adskiller vej fra rabat, for der er stort ingen nævneværdig skulder at klemme sig ind på. Klogeligt holder de lokale cyklister sig langt væk fra denne vejstrækning – jeg møder i hvert fald ingen lidelsesfæller i kampens hede - okay, måske én så - flertallet tør øjensynligt kun begive sig ud i trafikken formummet bag en kølerhjelm og et Wunderbaum. En stubmark på Lolland er dybest set ækvivalent med en stubmark i Polen, dvs. ikke videre sindsoprivende, især ikke når man har passeret pløjemark nr. 100 på en enkelt dag. Høsten er mange steder kommet i hus her medio august, så mange marker ligger øde hen i et ælte af jord, sten og stumper efter afgrøder.

Kopytka. Så pyt da!















Frokost i det grønne. Choszczno




















Der er en tendens til, at turcyklister undlader at brokke sig over, hvor gabende uinspirerende cykellivet til tider kan være, i hvert fald offentligt. Jeg har for fanden glædet mig til turen i et halvt år og brugt alle mine spareskillinger på en Koga Miyata (20.000), synes den bagvedliggende årsag til pligtoptimismen at være. Men det er svært at holde smileymasken efter 70 kilometer på en intetsigende landevej presset ud i rabatten af en frådende sværm af biler og lastbiler. Utroligt så mange biler Polen kan mobilisere, symbolet på at en købestærk, polsk middelklasse er spiret frem.

Polsk er katolsk. Små kapeller og Maria-figurer langs vejene står som kon(s)tante påmindelser om, at et stort flertal af polakkerne vender blikket mod Vatikanet i religiøse spørgsmål. Maria med tildækket hovedparti og et ansigtsudtryk i salig udfoldelse fås i small, medium eller large, farvestrålende eller klassisk bleg, der er frit valg i butikken for katolsk kitsch. Fabrikanten af disse ens, billigt udseende figurer (gips?) griner uden tvivl hele vejen til banken. Men hvad skal de gøre godt for? Hvilket formål tjener de? Jeg ser ingen, der knæler og slår korsets tegn for Jomfruen de utallige gange, jeg triller forbi i hedensk undren.

I en landsby ser jeg en ung kvinde komme trillende med en barnevogn, hun ligner en mor på 18. Ved sin side går en noget ældre kvinde – svigermor? Familieplanlægning på de her kanter er nok lig med pavestatens anbefalinger. Ingen prævention.






















Skov, skov og atter skov. De flade marker er forvandlet til fyrskov. Jeg er fyr i flammer over en ujævn skovvej, som sender rystelser op gennem forhjulet, forgaflen og styret, så det vibrerer i hele karosseriet. Jeg bander og svovler af vaskebrættet, som er årsag til de kæberaslende vibrationer. Først efter 17 kilometer stopper trykluftboret, da jeg rammer en asfalteret vej. Skoven, ihvilken jeg slog lejr for natten et halvt døgn tidligere, er vistnok en nationalpark; Puszcza Notecka, hedder den og ligger lidt nordvest for Poznan, som jeg ankommer til senere samme dag.

Jeg når Poznan ved 19-tiden. Byen viser sig at være større end først antaget. Jeg flakker om fra gade til gade, mens jeg godtroende og blindt følger min gps, der åbenbart mener at vide, hvor det bedste hotel eller hostel ligger inden for en radius af tre kilometer. Men det er udelukkende tre- og firestjernede etablissementer, så jeg dropper projekt ”billigt hotel”. Samtidig nages jeg af en tvivl, for det ligner unægtelig perferien af (eller lidt uden for) byens centrum, og følelsen af vildfarelse stiger i takt med at mørket breder sig og gadelygterne tændes.


Vaskebræt. Jeg er godt knotten, da jeg knipser billedet. Puszcza Notecka




















Det lykkedes mig langt om længe at finde et hostel i en etageejendom; jeg ringer på dørtelefonen og bliver zappet ind. Receptionen er ubemandet, da jeg træder ind af døren. Det ligner ikke et hostel, snarere et bofællesskab i en ældre herskabslejlighed. Jeg snuser lidt rundt. Til sidst banker jeg på en tilfældig dør, hvorud et ukranisk kærestepar træder. Den smukke halvdel kan lidt engelsk og får fat i receptionisten via en telefon. Jeg får fyren i røret. Nej, der er desværre ingen ledige værelser, men der ligger et hostel på den anden side af gaden, prøv det, opfordrer han. Mange tak! Kort tid efter står jeg foran hostel nummer to. Jeg banker på døren flere gange og presser håndtaget ned. Låst. Ingen reagerer på den husvilde dansker.

Det er nu næsten helt mørkt. Jeg er skiftevis desperat og paranoid, til sidst begge dele simultant. Klokken er næsten ni. Fast besluttet på at finde et sted at overnatte, uanset stand eller pris, spørger jeg oraklet - min gps - en sidste gang. 'Hotel Moderno' lyder svaret. Navnet stinker langt væk af designmøbler og personale med pinligt velplejede negle. Der er heldigvis et værelse ledigt, viser det sig. Men jeg må ofre 190 zloty, cirka 330 danske kroner, for et lille kammer, der mest af alt minder om et klædeskab med adgang til bad og toilet. En vigtig detalje som ”inclusive breakfast” rydder den sidste skepsis af vejen. Dyrt, ja, men hellere en seng på parnasset end en bænk i parken. Da værelset er betalt, viser receptionisten mig på et citymap, hvor hotellet ligger i forhold til centrum. Jeg tager mig til hovedet – tæt på men ikke tæt nok.


Luksusfælde. Hotel Moderno. Poznan



Hovedtorvet, Stary Rynek, i Poznan

søndag den 8. november 2015

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 1. Danmark, Tyskland & Polen


Den 10. august 2015 vristede jeg mig fri af andedammens rød-hvide fangearme. Viljestyrke, tid og lidt feriepenge - mere skulle der ikke til for at realisere dømmen om den lange rejse - samt, ikke at forglemme, min cykel, foruden hvilken jeg aldrig var taget af sted. Dette er første del i beretningen om en cykelrejse, der endte med at vokse sig større end forventet. Det hele begyndte i Køge.     






















Farvel til åndsforladte newspeak-politikere, dansk sensommervejr (gråt frem for alt) og alt det (intet)sigende danskerbrok, jeg fra tid til anden kan høre andre og ikke mindst mig selv udgyde i den ene eller anden sammenhæng, ikke mindst i supermarkedet, når jeg finder ud af, at jeg har betalt hele to kroner for meget for et Schulstad-rugbrød – jeg protesterer! Farvel til de små sko og goddag til den store verden! 

Hvilket vil sige Tyskland først (via Falster – synes udkanten fortjener lidt omtale uden negativ brod), videre østover til Polen, ned gennem den vestlige og centrale del af dette store, katolske EU-bjerg, til Tatrabjergene og Slovakiet, videre til Ungarn, Rumænien, Bulgarien og, endelig, Tyrkiet med Istanbul som endestation, både for mit og Europas vedkommende. Fik jeg nævnt, at jeg cyklede hele vejen, og at det egentlig ikke var planen fra starten, at jeg ville cykle helt til kejser Konstantins by?

København-Istanbul. Ja, når man udtaler de to byers navne efter hinanden, lyder det nærmest som et omkvæd i en popsang. Men sandheden er, at jeg, inkl. cykel og tasker, tog S-toget fra Ordrup (nord for København), hvor jeg bor, til Køge, for dels at undgå den værste forstadstristesse – Herlev, det bliver aldrig os! - og dels for at nå et godt stykke ned i det dybe Sjælland, inden turens første dag var omme (målet var Falster). Reelt set begyndte turen således i Køge, men prøv at sige Køge-Istanbul efter mig... Nej, vel? Det lyder lidt som en bizar halsbetændelse. Men som filminstruktøren John Ford har sagt det: Hvis du står og skal vælge mellem sandheden eller legenden: udgiv legenden!

Mellem turens to geografiske yderkoordinater, 3400 km i alt, befandt sig fem fænomenale, strabaserende og oplevelsestunge uger, som der nu kun er spor tilbage af, herunder fotos og tatoverede stregkoder i min langtidshukommelse, som jeg kan skanne, hvorpå der toner mentale billeder frem af bedårende landskaber, tilfældige menneskemøder eller – mere ufrivilligt - improviseret morgentoilette (på hug) i skove rundtomkring. Samt alt det andet naturligvis, højt som lavt, stort som småt.


Giv dig tid. Bydeformen gjorde mig helt stresset! Sydsjælland

Fra Køge til den tysk-polske grænse

Jeg står på Køge Station, alt er pakket, cykel og ejer er pudset og nusset til den lange tur. Klokken er 14.15. Jeg er selvfølgelig kommet alt for sent af sted. Hjemmefra har jeg udset mig en fri teltplads i en skov via udinaturen.dk, nærmere bestemt på Falster, lidt nord for Nykøbing F, hvilket bliver turens første overnatningssted.

Efter et sandt desperadoridt hen over det flade Nordfalster – skumringen er gået ind i sin sidste afgørende fase – når jeg skoven angrebet af bange anelser: vil det overhovedet lykkes mig at finde teltpladsen i en noget nær mørklagt skov? Jeg finder det forjættede skilt, der indikerer, at her må man frit slå sit telt op, men, øh, hvor!? Jeg rekognoscerer som en jægersoldat, man finder ingen synligt markeret teltplads i smulerne fra dagens sidste lys. Til sidst får jeg nok, trasker ind et tilfældigt sted i skoven og slår lejr for natten i forvisning om, at det nok er O.K., for hele skoven er vist en stor fri teltplads ifølge udinaturen.dk. Klokken er godt og vel ni. 

Lidt benzin til rugbrødsmotoren før en fortjent nattesøvn; det er hvad mine knapper resurser rækker til nu. Men en feststemt abeflok på et landsted/gård ikke langt fra min lejr i forlængelse af skoven, vil det åbenbart helt anderledes, for en insisterende technobas hamrer ud i æteren fra et anlæg, mens der bliver råbt, skreget og sunget hooliganagtige slagsange blandt festens deltagere. I skovens dybe stille ro – ikke her! Spektaklet står på til midt på natten, på det tidspunkt nærer jeg ingen illusioner om at få besøg af Ole med de lukkede øjne. Hvilepulsen er ikke-eksisterende, måske dels på grund af forventningens sitrende uro – i morgen Tyskland! - og dels på grund af alle stresshormonerne, der bliver hvirvlet op af en fest, jeg ufrivilligt følger på (sikker) afstand i mit lille, mobile hjem. 





















Tyskland i horisonten. Sejlturen over Østersøen forløber med en velfortjent morfar, hængende på en stol med ludende hoved i et venterum omgivet af et hold snakkelystne kinesere med udsigt til måger i svæv på dækket. Jeg føler mig lidt som Bill Murray i Lost in Translation. Påmønstringen i Gedser var et sandt Shangri-la af feriecyklister bevæbnet med Ortlieb og cykeltights. Flertallet er nok i færd med at tilbagelægge den ret så populære 'Radweg' København-Berlin. Efter landgangen i Warnemünde, lidt nord for Rostock, får jeg en snak med en engelsk turcyklist. Uheldet vil, at fælgen på hans cykel har opdraget sig et fatalt brud, så jeg møder ham trækkende med ”patienten” fra færgen. Der er ikke andet at gøre end at skifte fælgen helt, fortæller han, hvilket så bliver næste dags projekt i Rostock. 

Jeg møder ham en time senere på hovedtorvet i byen på udkig efter et hotelværelse og overvejer selv samme, men også lidt pebrede, løsning, alternativt vandrehjem. ”I'll find a place outside the town where I can pitch my tent”, konstaterer jeg, lidt som én der i al sin indbilskhed giver indtryk af ufravigelig damage control over tilværelsen, men som dybest set ikke har styr på en skid. ”Maybe we'll meet again”, siger englænderen med et smil, med henvisning til, at vi allerede er stødt ind i hinanden to gange inden for en time. Det skete dog ikke – jeg mødte ham aldrig igen.

Jeg tager en alvorlig beslutning: Wild camping. Efter en forgæves udfulgt til et centralt beliggede vandrehjem – alt er optaget – beslutter jeg at campere i det fri. Udsigten til et dyrt hotelværelse huer mig ikke, særligt ikke her i turens indledende fase. Det er derfor bare om at komme ud af Rostock hurtigst muligt og finde noget grønt at gemme sig bag, inden solen går helt ned. Jeg sætter kursen stik syd. Snart triller jeg forbi et trestjernet hotel i en landsbyagtig forstad til Rostock. Hmm, måske det alligevel var et forsøg værd? ”All is full”, får jeg at vide i den nydelige hotellobby, som vel nærmest er antitesen til det fremmedlegeme, jeg føler, jeg er i det sekund, jeg træder ind af døren. Tirsdag er åbenbart primetime i hotelverdenen på de her kanter. Receptionisten indvilliger dog i at tanke vand på mine halvtomme cykelflasker; første vigtige komponent i en vellykket overnatning i det fri. En halv time efter finder jeg en grøn plet i en lille skov, ikke langt fra noget bebyggelse – ikke helt efter bogen, men der er ikke så meget at stille op, nu hvor mørket trænger sig voldsomt på. Natten forløber roligt. 


Kreativ byfornyelse i byen Schwann, Mecklenburg-Vorpommern




















Næste dag ankommer jeg til byen Schwann omkring 12-15 km syd for Rostock. Den videre rute befinder sig blot i form af en løselig, mental skitse. Pilen i mit indre kompas peger i sydøstlig retning, målet er Szczecin i Polen, en tur, der tager tre dage at tilbagelægge. En strøm af små og større veje erobres i de følgende dage. Landsbyer flimrer i ét væk, svært at skelne fra hinanden i deres grå-brune enshed af forfald og (tilsyneladende) forladthed. Områderne, jeg kører igennem, er også nogle af forbundsrepublikkens allerfattigste. Flere steder har nogle beboere fået nok af det klæbende post-DDR-stigma og startet en stille revolution ved at pifte deres huse op i pangfarver a la grønt, gult og rødt. Farverne smitter, som jeg defilerer forbi på min cykel. 


Kan godt mærke, at min fysiske form ikke har nået zenit endnu, men heldigvis er det overvejende flade terræn godt nyt for mine hårdt prøvede benmuskler. Dagtemperaturen simrer omkring 20-25 grader, yderst behageligt pedalklima, men den stiger ret hurtigt og rammer 30 grader allerede på turens tredjedag. I regionshovedstaden Neubrandenburg nærmer det sig hedebølgelignende tilstande. Byens hovedtorv er ucharmerende som i stål, glas og beton. Fødderne når kogepunktet i cykelskoene. Jeg installerer mig midlertidigt på en burgerrestaurant på byens hovedstrøg, bestiller en 'veggieburger' og ser mit snit til at soignere lidt på restaurantens toilet, ligesom cykelflaskerne får et boost frisk vand. Kun wi-fi med adgangskode - jeg dropper det.

Jeg mangler et vejkort til den videre tur østover, et tilbagevendede irritationsmoment, da udbredelsen af gps-navigation i stigende grad betyder, at markedet for fysiske kort er på skrump. Ejer godt nok en gps, som jeg også har taget med, men det relativt lille display vanskeliggør navigation over større afstande, så den kommer kun frem af taskedybet, når jeg eksempelvis skal finde rundt i lidt større byer. Med mit nyindkøbte kort bevæger jeg mig ud af Neubrandenburg. På et tidspunkt er jeg snublende nær ved at vælte på cyklen, da jeg pludselig får problemer med at klikke skoene ud af pedalerne. Jeg skal vist lige blive helt dus med de nye 'clipless'-pedaler af mærket Shimano...

Forfald. Den hvide, "sunde" bygning agerer modvægt. Mecklenburg-Vorpommern 




















Off-road i Mecklenburg-Vorpommern




















Byport i Malchin, Mecklenburg-Vorpommern




















Det er dagen, hvor jeg krydser den tysk-polske grænse. Efter en god nats søvn, mindst fem timer (ren luksus), i et skovbryn, er det på med hjelmen og ud og danse tæt i morgentrafikken. Omkring 11-tiden triller jeg ind i Prenzlau, hvis dominerende vartegn er byens centralt beliggende kirke, der flankeres af en statue af Martin Luther bærende på de hellige skrifter – et sidste sværdslag for den reformerte kirke før det katolske Polen cirka 60 km væk. Der udspiller sig nærmest et ritual, hver gang jeg entrerer en større eller mindre by, således også i Prenzlau: Et par snapshots af bymidten - hvis den ellers er fotogen – generel forvirring, proviantering, madindtag, tolietbesøg samt påfyldning af vand på cykelflaskerne. Der kan snildt gå to timer med at besørge alle disse gøremål.


Solen bager godt, men det blæser lidt, så det kan sammenlignes med en føntørrer, der står et sted mellem 0 og maks, dvs. ret varmt og næsten rart. Når jeg vel at mærke cykler. Jeg når til flækken Penkun, mindre en 30 km til grænsen. På byens torv får to cykelkolleger sig et break i eftermiddagsheden. Den ene, en ung kvinde, sidder og læser i en bog, mens den anden, en ung mand, får sig en morfar på en bænk. Et kærestepar fra Østrig viser det sig. ”Excuse me, do you have a map covering the area?”, spørger jeg kvinden, for jeg er temmelig desperat efter lidt topografiske oplysninger det sidste stykke til Szczecin. Igen klager jeg min kortnød! ”Yes, I do”, svarer hun og fisker et detaljeret cykelkort frem over området. Jeg forklarer hende, hvor jeg er på vej hen, hvorpå hun foreslår, jeg vælger en cykelrute, som er indtegnet på kortet. Jeg prøver at lave en mental kopi af ruten, for jeg kan af gode grunde ikke få kortet med. Imens er fyren vågnet. Han foreslår, jeg tager et billede af kortet med min smartphone, så har jeg det jo lige ved hånden! Smart synes den, der halter langt bagefter den teknologiske udvikling.


Høsttid. Brandenburg



Kirken i Prenzlau, Brandenburg






































Skræmmekampagne på tysk. Brandenburg




















Szczecin. Godt mørnet i hoved og bentøj efter en hård og varm dag i sadlen. Dagens kilometerregnskab siger 100 km. Klokken er omkring syv. Tid til at finde et billigt logi for natten. Valget falder på et tostjernet Ibis-hotel i centrum af byen. Jeg ånder lettet op, da den lidt tilknappede receptionist meddeler, at der er et ledigt værelse til mig. 208 zloty siger prisen. Aner ikke, hvor meget én zloty er i danske kroner - jeg synes, jeg har haft andet og vigtigere ting at tage mig til end at undersøge vekselkurser. ”How much in euro?”, spørger jeg receptionisten, der bruger det meste af et halvt minut på at konvertere prisen til euro på hendes regnmaskine. ”30 euros”, svarer hun. Okay, tænker jeg, altså omkring 210 danske kroner, det kunne have været meget værre! 

Efter jeg har betalt for overnatning og cykelparkering – ja, hele to euro koster det for at få lov til at parkere sin cykel i hotellets P-kælder – overgiver jeg mig betingelsesløst til dobbeltsengen. Nå, måske jeg lige skulle tjekke prisen for værelset på Valutaomregner.dk, bare for at være helt sikker på prisen, tænker jeg. Jeg slå 208 zloty ind og opdager til min gru, at overnatningen koster 390 kroner! Fandens! Enten har receptionisten regnet forkert, eller også har jeg sovet i timen. En god forretning forvandles på et splitsekund til en dårlig deal.


Invasion af Polen


Gadeliv i Szczecin. St. Jacobs Katedralen i baggrunden



Gadeliv i Szczecin