København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 7, Ungarn & Rumænien

Kronikøren er tæt på at smelte helt væk på den ungarske slette. Hedebølgen skyller ham helt til Rumænien, der mest af alt minder om en drøm.

Man siger, at asfalten smelter, når temperaturen når et vist punkt. Jeg hverken mærker eller ser tendenser i den retning, men at det er kogende varmt heroppe i det nordøstlige hjørne af Ungarn, behøver man vist ikke en klimatolog for at konstatere. Netop denne sommer har en dyne af varme lagt den centrale og østlige del af Europa ned med temperaturer langt over 30 grader, og jeg mærker nu på egen krop, at rygterne taler sandt; sveden forgrener sig i flodsystemer fra issen og panden ned i øjnene, der misser af ubehag, når den salte væske rammer iris.

Jeg køber forsyninger i et supermarked – Lidl – og bænker min efterhånden hårdt prøvede enderegion på den anden siden af vejen. På denne tid af døgnet – tidlig formiddag – er varmen stadig diplomatisk anlagt. Freden sænker sig, mens jeg langsomt rebooter kroppens energidepoter, der forhåbentligt sender mig ud af Sátoraljaújhely og et godt stykke videre ud over de ungarske stepper. På bænken mærker jeg et voksende velbefindende, hver gang jeg tager en bid af morgenbrødet. Jeg mærker også, at aftenens sociale oplevelser bidrager positivt til kroppens restitution. Igen og igen viser undersøgelser, at menneskelig kontakt, herunder berøring, er sundt, ja ligefrem en forudsætning for den psykiske og fysiske velfærd. Mange tak, Tünde! Eller köszönöm, som det hedder på de her kanter. 

Himlen har valgt kun at bruge spanden med den blå maling i dag. Jeg kigger mig over skulderen, da jeg er nået et godt stykke ud af byen (med det lange navn), hvor de opdyrkede hektarer begynder at dominere synsfeltet. I forgrunden står solsikker opmarcheret i den ubønhørlige hede, nedbøjet, som var de solens underdanige slavehær. Jeg står af cyklen og finder kameraet frem. I baggrunden slår Tatra et sidste formiddagsdovent dvask med halen. Motiv indrammet. Knips.

Hvad skal man mene om landskabet i Ungarn? Fladt mestendels med snorlige veje. Sultent fejer blikket henover horisonten og vejen længere fremme, men bliver ofte skuffet af den herskende monotoni. I hvert fald heroppe i landets øverste højre hjørne, der ligger i søndagstursafstand til både Slovakiet, Ukraine og Rumænien. Trafikken er temmelig sparsom på de brankede landeveje. Måske har folk i området valgt skyggen på terrassen derhjemme, frem for at søge ind til den nærmeste større by for at smelte blandt alle de andre lørdagshandlende. Jeg patter løs på cykelflaskerne, så vandspejlet i dem synker med foruroligende hast. Igen, en mark med solsikker, men denne gang af den solsvedne slags. 'Solsvedne' er en underdrivelse – de er simpelthen grillet til ukendelighed af solens kvælertag og ligner forkullede skamstøtter over den globale opvarmning.

Tørstegte solsikker. Ungarn

Mange af de landsbyer, jeg cyklede igennem, havde én eller flere af disse blå vandposter. Tilsyneladende var mange af dem ikke i brug. Ungarn

Jeg passerer en siesta-ramt landsby i ny og næ. Eller, ravnekroge er måske en mere dækkende betegnelse. Nogle huse ser temmelig kondemneringsmodne ud – afpillede tagkonstruktioner og retangulære huller i murværket, hvor der engang har siddet vinduer - som havde en krig huseret for år tilbage, uden at nogen efterfølgende har haft penge og resurser til at udbedre skaderne. Er det her Udkants-EU?

Når det er så varmt, som det er tilfældet, begynder man at fantasere om alskens drikkevarer på køl i supermarkeder. Der kører en reklameblok non-stop med læskende kolde drikke for mit indre blik. Endelig en købmand! Imens jeg forsøger at finde en halvandenlitersflaske med kildevand, nyder jeg lokalets mere menneskelige temperaturer mod min svedige og solcreme-beskyttede hud. Fem minutter efter sidder jeg udenfor butikken og genfinder kroppens væskebalance. Lidt vand i ansigtet og lidt snacks til maven. Afsted igen!

Kondemneringsmodent hus. Dette er et worst case-eksempel. Ungarn

Villa, vovse og Lada. Ungarn

Jeg må være ærlig – underholdningsværdien er langt fra helt i top, de to hele dage, jeg ender med at opholde mig i dette altovervejende lavland. Det sagt er ungarsk – altså sproget – en vedvarende kilde til spontane smil på læben, især de i danske øjne lange og gebrækkelige bynavne, der flotter sig med flere på hinanden følgende konsonanter og en håndfuld stavelser. Og tit synes de lange bynavne at være omvendt proportional med byernes størrelse. Selvværdet i de små ungarske landsbysamfund fejler vist ingenting.

Da jeg når en lidt større by, Kisvárda, ud på eftermiddagen, sætter jeg alle sejl ind på at finde et kort, der dækker resten af min færden mod den ungarsk-rumænske grænse, og gerne et godt stykke ind i det næste land på turen. Kortet, jeg har kørt med siden Slovakiet, rækker kun til og med denne by! Jeg cykler ind i centrum af byen, slår mig ned på en bænk på hovedstrøget, slapper af en stund, og får lidt fast føde til den videre tur. Mindre end tredive meter fra mig står en brud og brudgom med et mindre følge af venner og familie foran en bygning, nok byens rådhus. Stemningen er afslappet. Ingen ris og konfetti. De går ind. Jeg bliver nok aldrig gift med andet end min cykel.

Sza-bol-csver...

Næste dag vågner jeg i en skov. Jeg er ikke vågnet af mig selv. Der er menneskestemmer ikke langt fra mit telt, men jeg har svært ved at vurdere, hvor tæt de er på, hvor mange de er, og om de nærmer sig eller bevæger sig væk. Det er dem, som har vækket mig. Klokken er omkring halv syv. Stemmerne akkompagneres af en tør lyd, som når to træstykker bliver slået mod hinanden. Klap, klap, klap. Hvem er det? Jægere på klapjagt? Jeg går i panik, fumler med briller og kontaktlinser, som jeg skyndsomt få prikket ind på højre og venstre øjeæble. Febrilsk pakker jeg taskerne, men stopper med mellemrum i et sekund og stiller skarpt på stemmerne. Klap klap klap. Jeg stikker hovedet ud af teltdøren – der er intet at se. Pludselig kan jeg ane en skikkelse bag en mindre jordvold og noget krat omtrent hundrede meter fra mit telt. Det er en kvinde. Ikke langt fra kvinden står en mand. De kan vist ikke se den paniske dansker, og det er vist kun dem. Tilsyneladende står de og sorterer tømmer – en tidlig søndag morgen! - og hver gang et stykke træ rammer et andet, siger det naturligt nok 'klap'.

Disse blommer kunne man plukke langs landvejene i Ungarn. Da jeg stort ingen forints havde tilbage min sidste dag i landet, faldt de på et tørt sted (i min mave) 

På et tidspunkt skulle jeg krydse en flod. Den eneste mulighed for at passere floden var med denne kabelfærge. Medmindre jeg ville køre en længere omvej. Desværre havde jeg ikke nok forints til turen over, men den flinke "færge-cowboy" forbarmede sig heldigvis over mig! Ungarn

Den sidste dag i Ungarn er om muligt endnu varmere end dagen før. Desværre har jeg ikke taget et termometer med på turen, så det bliver kun til vilde gæt i varmen: 30? 32? 35? Nej, 42! Jeg tror knap mine egne ører, da hotelreceptionisten i Satu Mare oplyser mig om den reelle temperatur i området. Jeg har netop indlogeret mig på et centralt beliggende hotel i byen. Satu Mare ligger i Rumænien, mindre end tyve kilometer fra Ungarn, og turen ind til byens centrum byder på luftspejlinger og tanker om varmetilpasning: 1) Brug ikke alt for meget energi 2) Sørg for at drikke rigeligt med vand hvert 10-15 minut.

Til min overraskelse beder en politibetjent mig om at se mit pas ved grænseovergangen, allermest som jeg tror, at Schengen har afskaffet denne anakronisme for flere år siden. ”It doesn't look like you”, konstaterer han med henvisning til den unge mand, som er portrætteret i mit pas. Jeg får dog lov til at slippe ind i det forjættede land alligevel, og laver en post-it i min hjerne om, at det nok er en god ide at få fornyet passet, når jeg engang er kommet hjem igen. Senere finder jeg ud af, at Rumænien ikke er med i Schengen.

Ved grænseovergangen mellem Ungarn og Rumænien var jeg både tørstig og stolt. Nok mest tørstig.

Om aftenen går jeg rundt på og i nærheden af den centrale plads i Satu Mare med en nærmest helt surrealistisk følelse af, at jeg ved egen benkraft er nået helt til Rumænien. Jeg får lidt mad på en restaurant og køber lidt mad og snacks i en kiosk. Temperaturen er dalet en smule, og det føles næsten behageligt nu. Jeg er dødtræt og kan kun fokusere på helt jordnære ting i bunden af Maslows behovspyramide. Jeg går tilbage til hotellet, siger godnat til portieren og lister op ad trapperne til min lille airconditionerede suite. Derefter går der ikke lang tid, før jeg falder i søvn.

Efter morgenmad og udtjekning fra hotellet næste dag sætter jeg mig ned i den lille park midt på byens centrale plads. Jeg studerer kortet over Rumænien og tegner en rute ud af Satu Mare på min gps. Kort forinden, da jeg tjekker ud, viser det sig, at jeg ikke har mulighed for at rulle min cykel med taskerne ud ad døren, der fører ind til det depot, hvor mit ét og alt har stået sikkert natten over. Begrundelse: Der står kasser og andet, der spærrer for vejen, hvilket betyder, at jeg er nødt til at bugsere cyklen ud først, derefter taskerne af et par omgange. Besværet er til at overse, men en ansat på hotellet undskylder flere gange med en beklagelig mine for noget, der i mine øjne dybest set er ligegyldigt. Jeg forvisser den brødbetyngede mand om, at det er helt 'okay'. Oplevelsen sætter nogle tanker i gang hos mig. Måske sidder tiden med Nicolae Ceausescu (1965-89) stadig som en kronisk refleks hos den del af rumænerne, for hvem årene med den megalomane tyran stadig står lysende klart i erindringen. En gang slave, altid slave, som man siger.

Det er helt fantastisk! Jeg befinder mig midt i en drøm, og drømmen hedder Rumænien! Satu Mare fortoner sig i horisonten, mens jeg bevæger mig længere og længere ind i landet. Regionen, jeg kører igennem, hedder Maramures, der blandt andet er kendt for sine gamle trækirker. På begge sider af vejen står rækker af huse med strømførende kabler dinglende i luften fra pæl til pæl langs den snorlige landevej. Det synes at være reglen mere end undtagelsen, at hvert hus er forskanset bag en port eller låge inden for hvilken, der er bundet vindrueklaser op på en to-meter hævet og vandret espalier. Dertil står der ofte en overdækket brønd med et kegleformet tag på husets grund. Det er som om, alting har fået et mere sydligt og utæmmet præg, efter jeg forlod Ungarn og kørte ind i Rumænien. Der strejfer hunde rundt på må og få i gadebilledet – Rumænien classic – og heste spændt for høvogne i rustikt træ passerer fra tid til anden forbi akkompagneret af et nik eller et råb fra en vejrbidt kusk. Til forskel fra Ungarn bliver Rumænien aldrig for alvor kedelig – der er altid noget at more eller undre sig over!

Bevæger man sig ud på landet i Rumænien, møder man tit og ofte dette syn.

Brønd med tophue. Rumænien

Et forsøg på at pimpe villaen op med lidt middelalderromantik?

Vindrueklaser på espalier. Rumænien

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 6, Ungarn

En tidlig aftentime ankommer kronikøren til Ungarn og bliver stillet over for følgende valg: Hotel eller ikke hotel - det er spørgsmålet! Da mørket sænker sig, synes valget at stå mellem bænk eller telt. Heldigvis forbarmer en engel sig over den arme mand i sidste øjeblik

Jeg ruller kilometerne ud foran mig som en rød løber og nærmer mig Ungarn. På mange måder befinder jeg mig allerede i Ungarn, for den sydlige del af Slovakiet er udpræget ungarsk. Indtil første verdenskrigs afslutning var Slovakiet en del af det østrig-ungarske imperium, hvad Trianon-traktaten ændrede radikalt på, til stor fortrydelse blandt den ungarske befolkning i området, der som den tabende part måtte vinke farvel til landsmændene syd for den nye, vedtagne grænsedragning. I Slovakiet såvel som i Rumænien bor der stadig mange ungarer, men eftersom flertallet holder en lav profil omkring deres nationale tilhørsforhold – der er ikke mange der går rundt med ungarske flag på ryggen eksempelvis - er det umuligt at identificere dem i gadebilledet. Til forskel fra romaerne, der lettere skiller sig ud med en hudfarve, der er mørkere og en påklædning, der er mere spraglet.

Jeg drejer af det forkerte sted tæt ved grænsen og cykler ud ad en mindre landevej, indtil jeg undrende spørger mig selv: Hvor begynder Ungarn? På det tidspunkt har jeg cyklet tre kilometer med kurs væk fra grænsen. Det hænder, at vildveje kan overraske positivt, ligesom her, for jeg passerer en telefonpæl, der så at sige er sprunget ud i en mindre skov på sit hoved med grene strittende ud til alle sider. En telefonpæl kan åbenbart også have en dårlig hårdag. Jeg tramper tilbage til den fatale vejfletning og panorerer forbi en roma-enklave, der dels består af tre- og fireetages betonblokke og ynkelige, faldefærdige træhytter, der nok ikke overlever næste gang, et stormvejr fejer hærgende forbi.

Telefonpæl med morgenhår. Slovakiet

"Romaslum". Læg mærke til parabolerne. Slovakiet

Op ad en frygtelig stejl bakke. Det er som om grænsedragningen ikke er helt tilfældig, her hvor landskabet puster sig op i en magtdemonstration mellem de to lande. Men jeg er også ved at være mør i alle ledder og kanter. Klokken har rundet 17.00, da jeg prustende krydser grænsen, men der står selvfølgelig ingen velkomstkomite parat med kippende flag og hornorkester i vejkanten. Heltemodtagelser findes kun i fjernsynet. EU har langsomt pillet dramaet ud af Europas grænser til trods for tendenser i den senere tid, der peger i den modsatte retning med et påskud om at dæmme op for den såkaldte 'flygtningestrøm'. Jeg er lykkeligt uvidende om flygtningekrisen, der er under opsejling, og er vel selv en slags 'bekvemmelighedsflygtning', med den undtagelse at mit hjemland ikke er hudflettet af en vanvittig krig.

På grænsen fejrer jeg endnu en milepæl på turen. Hovedretten består af lunken flaskevand og snacks fra styrtasken. Der er menneskestemmer 20-30 meter inde i krattet på den slovakiske side; børn- og voksenstemmer blander sig med fuglekvidder. For mit indre blik visualiserer jeg mig en romalejr kantet af farvestrålende hestevogne. Det kunne meget vel være sigøjnere på skovtur. Jeg foreviger det historiske øjeblik med cyklen i positur foran grænseskiltet. Så nåede jeg sgu til magyarernes land!

Fra grænsen flyver jeg ned af en lang bakke, som ender i en mindre by, Hollóháza. Selvom det er fredag eftermiddag, er der ikke meget liv i gaderne. Instinktivt snuser jeg efter en hæveautomat, men ser ingen. Er det her overhovedet centrum, spørger jeg mig selv. Jeg kigger mig omkring og får øje på to ældre mænd, der sidder og får sig et glas og en passiar uden for et værtshus. Ved siden af ligger en købmand. Jeg går ind i butikken og får lov til at betale for lidt proviant med de få euroer, jeg har tilbage. På spørgsmålet om byen har en ATM, nikker købmanden, men synes åbenbart ikke, at det er besværet værd at forklare den høje blonde, hvor i byen den ligger. Ved siden af købmanden står en ung kvinde, måske kæresten; men heller ikke hun får jeg mange informationer ud af. Nå, pyt! Før eller siden må det da lykkes mig at køre forbi et pengetræ!

Skov og krat på begge sider af vejen. Tusmørket breder sig skyndsomt fra øst. Jeg sætter i turbofart mod eneste lidt større by på de her kanter, Sátoraljaújhely, der presser sig op mod grænsen til Slovakiet. Jeg grubler lidt over mine valgmuligheder; enten hedder det primitiv overnatning i skovagtige omgivelser, eller også står den på hotelovernatning i byen, som jeg af pladshensyn vil undlade at nævne alt for tit. Da jeg ikke har nok vand til en hel nat i det fri, vælger jeg hotellet, velvidende at jeg løber en chance, for hvad nu hvis alle værelser er lejet ud? Fredag aften er som bekendt primetime i hotel- og restaurationsbranchen.

Mit vægelsind synes at lege kispus med mig i dag – måske de mange kilometer i sadlen har påvirket frontallapperne? - for da jeg langt om længe opdager en hæveautomat i en lille by, undlader jeg at hæve! Jeg har simpelthen svært ved at overskue hvor mange forints, der går på én euro eller én dansk krone. Og det er tilsyneladende rigtig mange forints at dømme på de svimlende transaktionsmuligheder, som lokker på skærmen, fra 10.000 til 100.000! Bange som jeg er for at brænde inde med alt for mange forints ved grænsen til Rumænien et par dage ude i fremtiden, cykler jeg videre mod Sátoraljaújhely. Her må jeg da kunne hæve et passende antal forints, når jeg vel at mærke kender vekselkursen.

Skoven og det lidt bakkede landskab begynder så småt at ebbe ud i et fladt agerland. På min højre flanke ligger der noget, der minder om et fuglereservat med enge og buske. Der er i hvert fald en flerstemmig pippe-symfoni i gang og en hel eskadrille af mangeartede fugle på vingerne. En del af områdets beboer tilhørende homo sapiens har valgt, at weekenden passende kan starte med en aftentur til reservatet, for flere har parkeret cyklen og spejder efter fugle i det gyldne aftenlys. Jeg er velsagtens den mest eksotiske fugl, de møder dén dag. Vil jeg kunne rejse teltet her i tilfælde af akut mangel på et overnatningssted? I skjul bag en busk med en rødkælk som nærmeste nabo? Nej, landskabet er simpelthen for åbent her, og det ville i øvrigt forstyrre det helt specielle liv på egnen.

Kort før Sátoraljaújhely ligger der en stubmark kantet af noget træbeplantning. Jeg tænker, at der måske venter en lille grøn plet ud til marken, hvor jeg kan pløkke mit telt. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg har gang i – var planen ikke et billigt hotel? Nogle gange er hjernen et kundepunkt af konflikter, og når man er træt, sulten og lidt presset, har man en tendens til at handle i affekt. Jeg afsøger området, men døber ret hurtigt min lille akutte hjerneblødning for Projekt Dødfødt. På vej ned af byens hovedgade er det tæt på at være helt mørkt. Ifølge min gps skulle der ligge op til flere hoteller i byen, men enten er mange af dem lukket, eller også er min gamle gps ved at synge på sidste vers.

”Desværre, alt er booket”, får jeg at vide på et af byens hoteller. Det vrimler nu ellers ikke med gæster i hotellobbyen. Skuffet forlader jeg stedet. Gadelygterne lyser op, da mørket næsten har vredet det sidste lys ud af dagen som en presset citron. Gaderne bliver kun sparsomt lyst op; noget der ligner fyrrewatts-belysning og mange meter mellem hver lygte. Bystyret forsøger vel at få de kommunale penge til at række så langt som muligt. Såfremt hotellerne står i kø på byens hovedstrøg, gør de immervæk ikke meget væsen af sig med skiltning og spotlys på facaden. Jeg spørger oraklet, min gps, til råds flere gange. Blandt andet mener den, at jeg er rig nok til et firestjernes hotel i udkanten af byen. Jeg cykler derud og finder sjovt nok ud af, at jeg ikke er rig nok (+400 kr.). Det er ved at være alvor; klokken er snart otte, og alle muligheder for (billig) overnatning i byen synes snart at være udtømte. Desperat cykler jeg tilbage til centrum og spejder efter et gæstgiveri på byens hovedtorv. Nej, ingenting.

På torvet sidder to unge kvinder på en bænk og nyder den milde sommeraften i hinandens selskab. Jeg glemmer for et øjeblik, at jeg er klassens generte dreng, og henvender mig til dem: ”Undskyld mig, kan I fortælle mig, hvor der ligger et hotel i nærheden?”. Den ene lyser op i et smil og begynder straks at konferere med veninden på ungarsk. ”Kom med os”, siger Tünde, der er den mest udadvendte og snaksomme af de to, da de har tænkt lidt over mit spørgsmål. Tünde spørger lidt til mit cykelprojekt, mens vi bevæger os hen ad torvet og ender uden foran noget, der minder om et hotel. Gennem et større vinduesparti kan vi kigge ind på noget der ligner en reception med skranke og brune læddermøbler, men der ser ret mennesketomt ud. Hoveddøren er låst. Tünde forsøger at ringe hotellet op fra sin mobil, for der er en seddel på døren med kontaktoplysninger. Hun kommer igennem til en ansat og giver en opvisning i, hvordan ungarsk kan lyde. Et helt igennem mærkeligt sprog, der synger lidt i samme tonalitet som finsk. 

”Hotellet er ved at lukke helt ned”, forklarer Tünde efter endt telefonopkald. ”Men vi skal nok finde noget overnatning til dig”, beroliger hun mig. Hun virker helt igennem reel, og jeg slækker lidt på alle mine forbehold og min angst. Snart skal veninden videre i teksten og siger farvel til os begge. Derefter drejer den nystiftede dansk-ungarske alliance ned af en sidegade. Tünde har et hotel i tankerne. Vi small-talker lidt undervejs, mens hun foretager et opkald på sin mobil. Der er bryllup i familien i morgen, en kusine skal giftes, fortæller Tünde, og stressniveauet er højt, for som medarrangør er der en masse praktiske gøremål. Tünde lader sive ud, at jeg da også er velkommen, men beskeden (og dum!), som jeg er, slår jeg det hen med et ”jeg må nok hellere komme videre i morgen”. Snart oplever man lidt venlighed fra en fremmed, før man mærker den trælse danskerrefleks; den refleks der forhindrer, at man for alvor kommer ind på livet af folk, man ikke kender. Et ungarsk bryllup kan umuligt være kedeligt!

Som vi nærmer os hotellet, bliver jeg klar over, at det var dér, jeg fik beskeden om, at alt var optaget. ”Der har jeg allerede været!”, udbryder jeg opgivende. Tünde tygger lidt på andre hotel-alternativer. ”Vi tager ud til min by”, konkluderer Tünde. ”Min by” er en slags forstad, hvor der åbenbart ligger et hotel eller pensionat med plads til en træt viking – i bedste fald. Jeg er lidt forvirret, men vælger at tro på, at min nye skytsengel kan hjælpe mig ud af suppedasen – eller gullashsumpen. Tünde taler med en eller anden i sin mobil igen. Det viser sig at være hendes søster, Fanni, der ankommer i en Berlingo-lignende bil, næsten synkront med at Tünde har afsluttet samtalen med hende. ”Cyklen skal om på ladet”, befaler Tünde, ”og du skal også derind, for der er ikke plads foran i bilen til tre”. Jeg når dårligt nok at tænke en kritisk tanke til ende, før vi er på vej ud af byen. Hvis nu politiet stoppede os på vejen, kunne politirapporten lyder noget i stil med: ”Fastklemt dansker med cykel på ladet af en Berlingo. Han virkede konfus”.

Vi kører ud af byen på samme vej, som den jeg kørte ind af for over en time siden. Og Tünde og Fannis hjemby, hvor der efter sigende ligger et hotel, cyklede jeg også igennem tidligere på aftenen. Snart drejer vi ind på en holdeplads foran en restaurant. Fanni skal åbenbart videre, så hun kører igen. ”Kom”, siger Tünde, ”vi skal denne vej”. Vi går om bag restauranten og fortsætter et stykke ind i mørket, hvorefter hotellet toner frem i det sorte. Vi entrerer den oplyste lobby. Jeg forsøger at mobilisere hele mit trætte fortolkningsapparat, mens Tünde snakker ungarsk med de ansatte på hotellet. Hun får fat i en gammel dame, der, viser det sig, er moren til hotellets ejer, en kvinde i 30'erne, som ikke er til stede. At dømme på den gamle dames ansigtsudtryk ser det ikke lovende ud. Og nej, min bange anelse bliver bekræftet: Grundet et større hold af gæster er alle værelser desværre lejet ud. Pokkers!

Vi forlader slukøret hotellet og ender foran restauranten igen. Snart går den den unge hotelejer os i møde og gentager egentlig bare, hvad moren lige har meddelt os. Mens jeg står og ærgrer mig i skæret fra restauranten, lægger jeg mærke til et græsareal lige ved siden af, hvor vi står. Jeg lyser op og vender mig om mod hotelbossen og spørger hende: ”Ville det være muligt at overnatte i mit telt dér?”. Jeg peger på grønsværen, der er malet helt sort i mørket. ”Ja, det må du godt få lov til”, lyder det bekræftende. Jeg mærker et lettelsens suk i mit bryst. Tünde forklarer, at jeg roligt kan lægge mig til at sove i mit telt i 'hendes' by, for her er der ingen sigøjnere, der kommer og stjæler i nattens muld og mørke. ”De (romaerne) stjæler, hvor de kan slippe af sted med det”, lyder det advarende. Men Tünde er ikke helt tilfreds med udfaldet af sin hjælpsomhed. Det er lidt som om hun tænker: ”Mere end en time har jeg brugt på at hjælpe denne viking med at finde overnatning, og så må han tage til takke med et usselt telt? Nej, det skal være løgn!”. ”Vent et øjeblik”, lyder det pludseligt fra Tünde. Hun har vist fået en god ide og iler tilbage til hotellet. Lidt efter vender hun tilbage med godt nyt: Tilsyneladende har hun besnakket den gamle dame til at lade mig overnatte på et gæsteværelse i sit hus!

70 kroner er prisen for én nat. Værelset er hyggeligt indrettet. Jeg betaler med euro til den gamle dame, der virker en anelse reserveret og afmålt over for den fremmed. Men kan man fortænke hende i det? Pludselig bliver ens hjem invaderet af en to meter høj viking på cykel en fredag aften! Jeg får nøglen til hoveddøren, så jeg kan komme og gå, når det passer mig. Derefter ender vi nede på restauranten. Min mave forlanger en stor treretters menu omgående, men køkkenet er halvvejs lukket ned for aftenen, så jeg må tage til takke med øl og pizzaslice. Jeg hænger ud sammen med Tünde, Fanni og deres venner på restaurantens terrasse. Himlen er dækket af forsølvede støvpartikler. Der bliver drukket tæt her fredag aften, men ingen går over stregen i ølbrovtende adfærd, eller det der er værre.

Min sidemand, Jabor, fortæller om Ungarns historie; fra stormagt til ”småstat”. Ja, i den henseende deler landet mod nord og det altovervejende flade sletteland mod syd den samme smertelige oplevelse; for Danmarks vedkommende som konsekvens af nederlaget i 1864, for Ungarns vedkommede som resultat af Østrig-Ungarns endelige kollaps i 1920, der betød at landet mistede 70 % af sit territorium. Lettere beruset skitserer Jabor landets udstrækning før krigen på en lap papir med en god luns af det nuværende Rumænien. På Jabors forespørgsel lærer jeg ham at tælle til ti på dansk. Han samler på 1-10 på alverdens sprog, bedyrer han. Da han når til suuuv, slår Jabors tunge knuder. Selv er jeg klar til at tælle får, men det bliver nok ikke aktuelt, for jeg er dødtræt. Inden jeg lusker tilbage til den gamle dame, siger jeg endnu engang mange tak til Tünde. Første aften i Ungarn har været alt andet end kedeligt!

Torvet i Sátoraljaújhely, hvor jeg mødet Tünde om aftenen. Hun sad med sin veninde på første bænk til højre

Efterskrift: Jeg beklager, at der ikke er flere billeder fra denne del af turen. Det skyldes dels distraktion, og fordi jeg var stresset. Mest af alt ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik taget et billede af Tünde & co. Men jeg håber, fortællingen i sig selv skaber en masse billeder på nethinden! 

    

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 5, Slovakiet

Slovakiet er grønne højdedrag og stille landsbyer. På vejen op ad et bjerg må kronikøren erkende, at 'selfies' kræver øvelse. Og senere, at planer kan ændre sig på et splitsekund   

Slovakiet er et bjergland. Ja, rigtigt, men vi taler altså ikke om schweiziske tilstande med tobleronetinder hele horisonten rundt, selvom de også findes, især op til den store EU-nabo mod nord. Ofte er bjergene ikke højere end 600-1200 meter, så generelt er snegleridt med hårnålesving ad absurdum mere undtagelsen, end det er reglen. Medmindre man ligefrem har tilbøjeligheder i den retning og aktivt tilrettelægger sin rute med denne type udfordring for øje. Jeg springer over.

Målet for min tur gennem Slovakiet er byen Kosice, der ligger mod sydøst, omkring 25 km fra Ungarn. Fra Kezmarok til Spisska Nova Ves dominerer det åbne, opdyrkede landskab. Der er høj sol og varmt, omkring 30 i skyggen. Jeg standser, når jeg trænger til vand og fast føde i form af kiks eller nødder fisket op fra dybet af Ortlieb på styret. Livet er enkelt, som var jeg et ubekymret barn på hulesafari i den nærliggende park.

Dag 3 i Slovakiet. Jeg vågner i mit telt mindre end 20 meter fra en lille landevej. Jeg befinder mig i det centrale Slovakiet et sted, langt ude på landet. Det var en redning af den mere feberagtige slags, der gjorde, at det endelig lykkedes mig at finde et nogenlunde ugenert (og plant!) sted at slå lejr for natten. I gløden fra solens allersidste penselstrøg pløjede jeg mig igennem et vildnis (med/uden torne), der lå som en ærtesuppe mellem vejen og nogle træer, under hvis kroner jeg nu gemmer mig som et andet jaget vildt. Det første jeg ser og hører, da jeg søvnigt lyner teltdøren op næste morgen og stikker hovedet ud i den friske morgenluft, er en bil, der standser omtrent ud for, hvor mit telt står. Ud af bilen stiger en mand, der lyner gylpen ned og tisser i rabatten. Til mit held er han mere optaget af sin vandladning end af kratluskere fra København. Endnu engang er jeg lykkelig for, at jeg valgte et armygrønt telt på Amazon, og ikke ét i skrigende gult!

Rutinemæssigt pakker jeg taskerne og står inden længe på vejen og er klar til udskibning. Det bliver sol på himmelblå kanvas hele dagen, kan jeg mærke. Mindre end to kilometer længere nede af vejen dukker en landsby op, perfekt castet med grønne bjerge i baggrunden, som var det naturens eget murværk opført som byens værn mod fremmede elementer udefra. Det forhindrer dog ikke den fremmed i at trille ind over bygrænsen og parkerer sin cykel ved en købmand. Her provianterer jeg til dagens energidepoter, som meget vel kan komme på overarbejde i bjergene. I butikken står dagens første kunder og snakker med hinanden og købmanden (Herude, så langt fra alting, kan det umuligt hedde kasseassistent!).

Landsbyen er idyllisk som et postkort, hvorpå byens gule kirketårn knejser mod de grønne højdedrag. En romantisk maler fra 1800-tallet ville straks folde sit staffeli ud og begynde at male. Jeg nøjes med at forevige øjeblikket med et kameraknips.

Der er omtrent tre veje ud af byen, og jeg vælger dén, som virker mest sandsynlig. Mest sandsynlig fordi mit kort kommer til kort på de helt små veje (stier er et mere dækkende ord), så jeg navigerer efter min intuition og ved hælp af min gps. Jeg nærmer mig to mænd, der står og smalltalker i det gyldne morgenlys. Så snart jeg passerer dem, fortryder jeg, at jeg ikke stoppede op og spurgte dem til råds omkring ruten. Men jeg orker ikke sprogforbistring så tidligt på dagen, så jeg satser på mit held og begiver mig videre ud af den lille vej, hvor to biler umuligt kan klemme sig forbi hinanden.

Jeg skal på en eller anden måde over bjergene, så da vejen begynder at stige med et par procenter, kommer det ikke bag på mig. Sulten melder sig, så jeg holder rast på en diger træstamme - stol og bord i ét - der ligger klinet op ad og parallelt med den lille vej. Youghurt, müsli og brød akkompagneret af behagelig fugle-fuga. Slovakiet by morning er ren zen for den stressramte.

Et vandløb hvisker og tisker i mit højre øre, da jeg kort efter fortsætter op ad den stadig mere og mere stejle vej, der på et tidspunkt overgår fra asfalt til jord af den sprukne og porøse slags (EU-midlerne rakte åbenbart ikke til mere asfaltering). Jeg høvler sved af kroppen som mælk fra en yverspændt ko og sender danske eder i retning af de umælende fyr- og løvtræer, som er klodset op ud til stien.

Bedst som det er allerværst, får jeg den løjerlige ide at forevige alt mit møje og besvær med et selfportræt via timeren på mit kamera. Ja, som en anden Don Quixote på sin jernkrikke! Jeg skruer tripod'en på kameraet og planter det et sted i rabatten, parat til optagelse. 12 sekunder, så lang tid får jeg, inden selvudløseren detonerer, hvilket kræver rapfodet handling og evne til at se overskudsagtig ud, når kameraet knipser. Så, nu! Løb, løb løb! Op på cyklen, knips, ned igen, hen og kigge på motivet. Pokkers, mit hoved kom ikke med! Indstille billedrammen og så, igen, nu! Løb, løb, løb! Op på cyklen, knips, ned igen, hen og kigge på motivet. Pokkers, jeg nåede ikke engang at smække røven i sadlen! Og heller ikke tredje gang er lykkens gang. Jeg opgiver mit tvivlsomme selfie-projekt – hvem ved, måske gemmer der sig en fyr bag et træ i nærheden, som har overværet 'showet' og er ved at flække af grin? - og tænker, at man på en eller anden måde må kunne indstille timeren manuelt, så jeg får mere tid at løbe på... Da jeg endelig når passet, foreviger jeg min cykel med udsigt til bjergene – nu uden timer og ejer i badutspring.

Efter stormen kommer solen, eller hvad det nu hedder, og rigtig nok: En dejlig lang nedstigning fra bjerget er i vente samt en smuk panoramaudsigt ud over en sø, der ligger og koketerer i bunden af dalen. Da jeg næsten er kørt over en bro, der forbinder den ene søbred med den anden, stiger jeg af cyklen og tager en selfie i henslængt positur op ad broens gelænder. Hvis Caspar David Friedrich kom forbi nu, måtte han godt male mig.

Fra bjergets top til søens bred.

Kosice. Turen ind til byen foregår med håndbremsen halvt i bund, lige indtil det begynder at flade ud ved bygrænsen. Kosice - i øvrigt smuk og et besøg værd - er Slovakiets andenstørste med et indbyggertal på 235.000. Da jeg rammer hjertet af byen, beslutter jeg mig for at vegetere på en af byens mange fortovsrestauranter, der ligger og dovner under parasollerne i eftermiddagsheden. Pludselig kommer en nonne gudhjælpemig cyklende forbi i fuld ornat! Men byens lange hovedstrøg bliver for meget – for pebret og poppet – så jeg udser mig en hyggelig restaurant lidt ned ad en hyggelig smøge. Jeg bestiller noget italiensk pasta – man tager ikke helt til Slovakiet for at spise slovakisk, vel? Øllen er tjekkisk. Billigt og godt.

Hvad nu? Jo, planen var at fortsætte et stykke længere mod øst og derefter dreje mod syd til Ungarn. Da jeg cykler ud af Kosice, er jeg fast besluttet på at følge denne plan; det betyder én nat mere i Slovakiet. Men min euro-beholdning er ved at være kørt helt i sænk, så én overnatning mere i Slovakiet, betyder én overnatning mere i det fri. Et hotelværelse til under 12 euro – det til rådighed stående beløb - er nok urealistisk. Jeg er ikke vildt begejstret ved tanken om endnu en overnatning i telt på fjerde klasse, så jeg begynder seriøst at lege med tanken om at droppe sidste etape af tour de Slovakiet og styre direkte mod Ungarn, der ligger mindre end 20 kilometer væk. I Ungarn kan jeg muligvis finde en ATM-automat umiddelbart efter, jeg har passeret grænsen og hæve et passende antal forints, som er navnet på den ungarske møntfod. Derefter vil jeg kunne checke ind på et hotel i en tilfældig by. Skulle det ske, at hotelstrategien kommer til kort, har jeg stadig mulighed for at slå teltet op et sted lidt syd for grænsen, for ifølge kortet skulle der være et større område med noget der minder om skov. Jeg gør det sgu!, lyder det begejstret i mit hoved, da de sidste logistiske brikker er faldet på plads. Jeg hopper af cyklen og går ind til en købmand for at købe noget drikkelse og en is. Den nye plan skal fejres!      

Katedralen i Kosice

Nonne on the run. Kosice

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 4, Sydpolen og Slovakiet

Storbysafari og bjergklatring. Fra Krakows turistmarked og Auschwitz' rædsler til kamp mod kæmper i Tatra. Snart farvel til Polen og goddag til Slovakiet!   

Krakow, et gadeteater af summende turister med skarpladte Canon-kanoner og glubske blikke. Jeg flakker rundt i byen et par dage, mens mine tanker forskandser sig bag to lige store og rivaliserende ringborge; den ene siger Budapest. Den anden Rumænien. Sjældent har jeg været så meget i tvivl i en fremmed by. Tvivlen går blandt andet på det penikulære: Har jeg nu nok penge til at fortsætte turen? Og ok, Rumænien, men hvor mere præcist? Bukarest? Indrømmet, jeg er ikke typen, der vælger den nemmeste vej ned til bageren – omveje har en magnetisk virkning på mig. Jeg foretrækker de små, krøllede sideveje – det er her eventyret venter og kontrasterne er størst.

Når jeg tænker sådan, giver valget egentlig sig selv; Budapest kan lidt sammenlignes med den slagne vej ned til bageren, hvorimod Rumænien er den lange omvej; ned til vandet først og et smut forbi kirkegården. Sidstnævnte hænger også sammen med, at jeg efterhånden har fået så meget selvtillid, når det kommer til min fysiske forms formåen, at jeg godt kan se mig selv i Karpaterne med mælkesyre i benene og stigningsprocenter på tolv. Med andre ord: Jeg er slet ikke færdig endnu! Og pengene? Jeg har hørt, at pengene rækker langt i Rumænien, så det går nok!

Den centrale plads i Krakow, Rynek Glowny

Gadestemning, Krakow

Fra min base i Krakow – et enmandsværelse på et hostel tæt på den historiske bymidte – begiver jeg mig ud på lange fodture i nærområdet. Officielt holder jeg 'hviledage', men jeg iler mere, end jeg hviler, for Krakow er en spændende by. Den sidste dag i byen tager jeg på udflugt til Auschwitz-Birkenau-museet, der ligger cirka 60 km vest for Krakow. Fordi jeg har glemt at melde min ankomst via en formular på museets hjemmeside i god tid – alle besøgende skal melde deres ankomst via denne formular – kan jeg kun få en besøgstid, der ligger på et ”skævt” tidspunkt, dvs. sidst på eftermiddagen. Det betyder, at jeg kun får cirka tre timer i pigtrådsbyen. Hvilket er alt for lidt, når man tænker på KZ-lejrens enorme udstrækning og på, hvor vidtgående konsekvenser Auschwitz har haft på europæisk tænkning og politik i de sidste 70 år.

De tre timer viser sig at være nok og samtidig alt for lidt. Jeg vandrer alene fra blok til blok i den førstopførte lejr – Auschwitz I – der i begyndelsen først og fremmest var beregnet som arbejdslejr for krigsfanger og derfor ikke ”kun” et perverst samlebånd for udryddelsen af Europas jøder. Det er nok ikke klogt at besøge museet på egen hånd; jeg mangler dialogen med et andet menneske på min vej gennem limbo. Sært nok føler jeg ikke trang til på noget tidspunkt at fælde en tåre. Afstumpethed? Måske er omfanget og arten af alle de grufulde gerninger simpelthen for uvirkeligt til, at ét menneske kan rumme smerten? Måske er tårekanalerne allerede tørlagt som resultat af de mange tv-udsendelser om holocaust, jeg har set i tidens løb? Da aftenskumringen er gået ind i sin sidste fase – det er tæt på at være helt mørkt – venter jeg på bussen, der skal fragte mig tilbage til Krakow. I ventetiden køber jeg en alt for dyr kildevand i museumscaféen, dels for at marinere mit svælg, og dels fordi jeg mangler nogle mønter til toilettet i kælderen. Auschwitz er også business. Til gengæld kom jeg gratis ind og slap ud med livet i behold.

Den herostratisk berømte indgang til Auschwitz

Auschwitz II, også kendt som Auschwitz-Birkenau

Dagen er oprundet, hvor jeg forlader Krakow. Inden jeg lægger byen bag mig helt, slår jeg et smut forbi Schindlers fabrik. Jeg har ikke set Spielbergs film i noget der føles som en halv menneskealder, så jeg kan simpelthen ikke vurdere, om filmens kulisser svarer til virkelighedens. Bygningen er lidt funkisagtig, men der er ikke rigtigt noget at se udover fotoportrætter af nogle af Schindlers jøder udstillet i vinduerne ud til gaden. I dag er fabrikken et museum, men vejene ud af byen lokker med bilernes sirenesang, så jeg beslutter ret hurtigt at hoppe i sadlen igen.

Det begynder at regne, da jeg befinder mig i byen Wieliczka, lidt sydøst for Krakow. Byen er berømt for sin saltmine, der går tilbage til 1200-tallet. Selvfølgelig er der gået masseturisme i skidtet, og folk velfarter til for blandt andet at gå ad de underjordiske gange. Ifølge Wikipedia skulle en helt katedral være skåret ud af saltsten! Nå, jeg er sulten og spiser frokost i en park. Snart drypper det med vand fra oven på mine tunmadder – jeg kunne godt have brugt lidt salt i stedet! Jeg søger læ under en overdækket søjleindgang ind til en offentlig bygning. Står og har en indre monolog i ti minutter: Regntøj eller ikke regntøj, det er spørgsmålet! Regnen insisterer i både omfang og længde, så svaret giver sig selv.

Oskar Schindlers fabrik

Regnvejr i Tatra

Snart snegler jeg mig op af et mindre bjerg for at slippe ud af byen. Stigningsprocenterne er ved at eskalere her tæt på Slovakiet, og landskabet krummer mere og mere ryg i takt med, at jeg bevæger mig sydpå. Det er virkelig hårdt slid i sadlen i dag, men belønningen i form af våde, skovklædte bjerge kompenserer for anstrengelserne. Jeg vil ikke bytte. Regnen løjer stille af, og det er ved at være tid, hvor teltet skal luftes for natten. Det viser sig at være mere krævende end først antaget. Nogle af de bedste og sværeste steder at slå telt op er i bjergområder. Bedste, fordi beliggenheden tit og ofte er fantastisk. Sværeste, fordi det selvsagt er en udfordring at finde et nogenlunde plant og jævnt underlag i et område, hvor vertikaliteten dominerer. Læg dertil, at denne bjergegn er tæt bebygget. Da det næsten er helt mørkt, tager jeg en resolut beslutning om at rejse teltet mindre end et grankoglekast fra vejen. Jeg kan se lygterne fra bilerne panorere over teltdugen, når jeg opholder mig i suiten og høre lastbilerne, som var de foruroligende tæt på at kollidere med mit kære hjem. Natten forløber relativt fredeligt, dog uden megen søvn.

Om morgenen næste dag får jeg et chok, da en ældre mand med hat og stok lunter forbi mit telt. Der er mindre end 30 meter imellem os! Tilsyneladende opdager han ingenting, for han bevæger sig en retning væk fra teltet og får derfor ikke øje på danskeren, hvis ansigtskulør har ændret sig en smule til den blege side. Da han er tonet helt ud af en lille, genert skovsti – nok hans vandrerute hver morgenstund – skynder jeg mig at pakke sammen i en ruf. Først ud og derefter hjem af samme rute, så han er nok tilbage om en halv times tid, tænker jeg, mens jeg kyler skiftetøj, sovepose og toiletsager ned i taskerne uden tanke på systematik og æstetik. Og rigtigt nok; cirka en halv time efter, mens jeg står på vejen og klikker taskerne fast på cyklen og er klar til at skibe ud, træder han ud af budskadset, præcist samme sted som han gik ind. Jeg skammer mig lidt og tør ikke rigtigt at få øjenkontakt med ham.

Bjerge og floder. Jeg elsker det!

Break fra bjergene

Jeg nærmer mig hastigt Slovakiet. Af alle områderne, jeg har krydset på min vej ned gennem Polen, står dette tættest på mit kevlarhjerte. Bjerge bagt i gavmild solskin og brede floder svømmende synkront med asfaltslangen. Manden fra lavlandet er svært tilfreds. Det er varmt, nok 30 i skyggen. Jeg mangler et kort over næste land i rækken, så jeg indleder en klapjagt på papirbæstet i sidste by inden grænsen (Kruscienko nad Dunajcem). 18 danske kroner må jeg slippe - skandaløst! Jeg er nærmest desperat efter at brænde de sidste zloty af, inden de forvandles til matadorpenge i Slovakiet, så hvad vil være mere naturligt end at formøble hele sin formue på... pizza! Med rester af pizza i mundvigene fortsætter jeg min stålsatte kurs mod grænsen. Der er ikke vanvittigt meget skiltning, der peger mod nabolandet – cikane på polsk? - og min navigation befinder sig derfor flere gange på gyngende grund. Men endelig sker det! Slovakiet!

Det er sjovt og mærkeligt at krydse grænser; sproget og byggestilen ændrer karakter, måske kun en accentforskydning, ja, så lille er forskellen nogle gange, at man har svært ved at præcisere hvad, der er anderledes. Jeg lægger hurtigt mærke til at kontrasterne er større i Slovakiet, ikke mindst mellem rig og fattig, som kommer til udtryk i byggemassen, som går fra nydeligt velholdte murmestervillaer til decideret slumbebyggelse bestående af planker, plast og blik, der er banket sammen til en uskøn kollage. Snart cykler jeg igennem en by, hvor der står en mindre flok mennesker med mørklødet ansigter. Syriske flygtninge? Nej, romaer. Jeg kender ikke tallet for, hvor stor romabefolkningen er i Slovakiet, men hver by – det er mit indtryk - har sit kvarter, hvor dette forkætrede nomadefolk henslæber en tilværelse i samfundets periferi. Kvinderne er tit klædt i farverige gevandter, børnene i beskidte og slidte bukser og T-shirts. Mon tøjet nogensinde har set det inderste af en vaskemaskine? Det er mit indtryk, at en stor del af disse børn er udsat for misrøgt. En dansk socialrådgiver ville straks slå alarm. Her, i Slovakiet, er socialpolitik vel kun for de rige.

Slovakiet!

Romaslum

Dag 2 i Slovakiet. Jeg sidder og spiser morgenmad på en bænk i byen Kezmarok. Snart sætter der sig en fyr – han ligner en roma - på nabobænken til højre. Han begynder at tale til mig. Mit slovakiske er stadig ikke perfekt efter kun et halvt døgn i landet, så jeg spørger ham venligt, om han ikke kan slå over i engelsk, til nød tysk. Sprogproblematikken synes ikke at optage ham synderligt, for han fortsætter på slovakisk, som om intet var hændt. Han spørger mig tilsyneladende om et eller andet. Penge? Jeg bemærker en ølflaske, som står på hans bænk. Situationen begynder at blive en anelse anspændt, ikke mindst fordi mandens øjne virker kolde og insisterende, lidt hen af Javier Bardem i No Country For Old Men. Til sidst vælger jeg at hæve mødet med mit første slovakiske bekendtskab, pakker maden sammen og triller væk.

Jeg finder snart et supermarked i Kezmarok. Mens jeg forsyner mig i lampeskæret fra kølediskene, fornemmer jeg en krybende angst, en angst som alle turcyklister mærker før eller siden: Angsten for at en fingersnild person render med ens ejendele, taskerne eller – det ultimative mareridt – cyklen. Mødet med Javier Bardems fætter kort forinden lægger ikke ligefrem en dæmper på stresshormonerne.

Puha, cyklen står der endnu! Således lettet cykler jeg lidt rundt i byens indre på udkig efter et passende sted at fortsætte den afbrudte morgenbanket. Jeg finder endelig en lille park, hvor jeg kan sidde lidt diskret og fouragere med mine madder. Snart sætter der sig en ældre kvinde på bænken til venstre for mig. Omkring hende kigger to små drenge, nok børnebørnene. Hun siger ikke noget i et stykke tid, men kan alligevel ikke dy sig, da Hr. Nysgerrighed vist er ved at flække hende fra isse til tå. ”Sig mig, unge mand, hvor kommer De fra, og hvor er De på vej hen?”, spørger hun sikkert (Det spørger gamle damer altid om!). Jeg peger og gestikulerer og prøver mig frem med 'Danimarca'. Da det går op for hende, at jeg har cyklet helt fra Danmark til den bænk, hun sidder på, begynder hun at le og ligner en, der næsten ikke kan tro det. Helt fra Danmark!? Nej, hvor sjovt! På vej ud af byen kan jeg konstatere, at slovakker er, som folk er flest: Meget forskellige.

Bjerg by night. Slovakiet

Bjerg by day. Slovakiet

Lidl, en by i Slovakiet. Kezmarok

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Tredje del, Central- og Sydpolen (Krakow)

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 3, Central- og Sydpolen (Krakow)

Fra luksus til slutspurt. Jeg bevæger mig ned gennem det vestlige og centrale Polen til foden af Tatra-bjergene og Krakow. På min vej møder jeg pilgrimme og hjælpsomme mennesker.   

Poznan. Morgenmad på Hotel Moderno. Følelsen af at være gået forkert overmander mig prompte, da jeg iført mine (langt fra pletfrie) sandaler træder ind i den højtloftede sal, hvor morgenmaden venter. Indretningen minder om en finere liebhaverbolig med moderne feinschmeckermøbler, der er betrukket med sortlakeret læder af første sortering. Arne Jacobsens ånd svæver over stedet. Det gør Karl Marx' ikke ligefrem; til gengæld vender den gamle kommunist sig nok i sin grav. I midten af rummet troner et fem meter højt palmetræ, der ser ægte nok ud men er kunstigt kurateret i al dens malplacerede eksotisme.

Jeg finder et passende bord med en stol (sæde i lædersort). Det er morgenbuffet deluxe: Talrige, dyre oste og patéer, sirligt serveret på kvadratiske tallerkener. Til hver tallerken hører en fiks salattang, sort, naturligvis. Rundt om buffetten fører køkkenpersonalet – klædt i sorte uniformer - løbende status på kvalitet og kvantitet; som var de kirurger på en operationsstue, dog uden masker og latexhandsker. Hver gang jeg rumsterer med min stol – når jeg skal op og hente nye forsyninger i Slaraffenland eller ønsker at komme tættere ind til bordkanten - føler jeg nærmest, at jeg forstyrrer den højere kosmiske orden i lokalet. Ligesom jeg tænker ekstra meget på ikke at larme unødigt, hver gang jeg lander min kaffekop på undertallerknen. Personalet skulle bare vide, at jeg for et døgn siden lå i et klamt telt i en snavset skov. Ingen roomservice og intet Please, don't disturb-skilt på teltdøren. Og ingen luksusdyr i miles omkreds. Hver gang jeg tager en bid, er jeg spændt ud mellem nydelse og skam. Jeppe vågner snart.

Stary Rynek, Poznan

Da jeg et par timer efter står på gaden uden foran hotellet, ved jeg allerede, hvor jeg skal overnatte næste nat. Via en hostelbooking-side på nettet fandt jeg nemlig et centralt beliggende vandrehjem i byen, så nu skal jeg bare have tiden til at gå, indtil vandrerhjemmet åbner for indtjekning om eftermiddagen. Rart ikke at skulle piske af sted for én gangs skyld og bare drive rundt som en adspredt cumulussky. Og så finder jeg ENDELIG centrum, som blandt andet udgøres af Stary Rynek, byens gamle markedsplads, der består af fire længer med historiske tre- og fireplanshuse samt en øjebæ af et moderne kompleks i midten - byplanlægning på polsk? Men det er også her, man finder byens flotte, hvide rådhus. Poznan blev udsat for umenneskelige bombardementer mod slutningen af Anden Verdenskrig, ligesom mange andre polske byer, hvilket i særlig grad gik ud over den gamle bydel, der blev lagt i ruiner. I dag er ruinerne forvandlet til kønne, velskulpturerede minder over en svunden tid.

Jeg tjekker ind på Rosemary's Hostel ved 13-tiden. Det er stadig tidligt på eftermiddagen, men mit vovemod bliver kvitteret med held, for receptionisten sidder heldigvis bag sit skrivebord, så ingen problemer at rykke ind. Som navnet antyder, er vandrehjemmet en art temapark over den polskfødte filminstruktør Roman Polanskis værker. Hvert rum i huset har sin egen unikke indretning, der minder om scenografien i en af instruktørens berømte film. For eksempel er husets hovedfærdselsåre, trappen, en pastiche på den mørke og uhyggelige trappeskakt i Rosemary's Baby, og det er lige før jeg mærker en kold, tung hånd på min skulder, hver gang jeg vandrer op til mit værelse eller ned til gadedøren. Og mindre uhyggeligt bliver det bestemt ikke, når jeg føler, at jeg blot er én af ganske få gæster på vandrehjemmet. Måske fordi sommeren er ved at gå på hæld og turisterne så småt er ved at rejse hjem eller...

Rosemary's Hostel. I ånden fra Roman Polanski

Én hel dag i Poznan bliver det til. Storbylivet bliver ret hurtigt ensformigt og – paradoksalt nok – ensomt. Jeg har faktisk ikke rigtigt for alvor samtalet med et andet menneske siden København – her kan der også gå dagevis med munden lukket, men det er trods alt mit hjem. Det føles derfor rart, da jeg får en snak med receptionisten på vandrehjemmet, altimens jeg læsser cyklen lykkeligt uvidende om det brølende limbo af en hovedvej, jeg snart begiver mig ud på for at komme ud af byen. Han spørger naturligvis ind til mit ”lille projekt”, og jeg svarer, næsten lidt overivrigt, for mængden af ord har hobet sig op bag min tungerod og kommer nu nærmest ud som en bølge med skumtop.

Asfalt, der løber hastigt under mig, når jeg kigger ned. Jeg knokler mig godt gammeldags ud af Poznan på benzinfluernes nåde. Jeg farer vild et øjeblik og må vende om, da jeg kører ud af en bivej langs hovedvejen, der ender blindt. Senere furagerer jeg i en by ved den grimme hovedvej og mediterer med min frokost på en bænk i centrum. Solen bager brød. Selvfølgelig kommer jeg til at skubbe til min nyindkøbte youghurt, så den tipper og lander med halvdelen af sit indhold på den ellers nydelige torvebænk. Jeg forsøger at tørre det værste op med mine medbragte servietter og spuler noget af stadset væk med vand fra en af cykelflaskerne. Jeg skammer mig over min youghurt-inkontinens. Er der mon nogen, der kigger med?

Til gengæld er jeg meget i tvivl, om skammen står på spring, når den enkelte polak - tilsyneladende ukritisk - smider om sig med affald i naturen. Der går knap ti meter på de polske landeveje, hvor der ikke ligger flasker, dunke og mademballage i den ene eller anden form. Selv på grønne strækninger – skove og nationalparker - hvor folk burde besinde sig og undlade at rulle ”affaldslemmen” ned ligger skraldet og råber til de højere magter. Jeg bliver først harm, dernæst deprimeret og - til sidst – immun. Måske tager jeg grundigt fejl, men det virker som om, at mange polakker ikke rigtigt er vågnet op til de tømmermænd, der uvægerligt opstår i kølvandet på den store forbrugsfest. I det mindste kunne de hyre et sjak skraldemænd til at rydde op efter sig.

Måske bor nogle af affaldssynderne i de nyopførte villaer, der møder mit blik flere steder på min vej. Det er ikke huse bygget til mennesker i den socialistiske stat, men huse der stråler af amerikansk selvfedme og drømmen om et langt og lykkeligt liv med materiel velstand. Sjovt nok er de stort set alle skåret over samme læst: Toplanshuse i rød-brunt tegl med sort, glaseret tag og en bred gitterlåge, som afgrænser matriklen fra den omkringliggende verden. Jeg forestiller mig, at manden i huset er håndværker og arbejder på langtidskontrakt i Danmark, mens konen passer hjemmet og børnene. Hvis de da overhovedet er flyttet ind endnu.

En moderne totem

Efter et par dage når jeg byen Czestochowa. Samtidigt har jeg bevæget mig fra den vestlige del til den centrale og sydlige del af landet. I Czestochowa beslutter jeg mig for at tilbringe natten på en campingplads, tæt på byens hovedstrøg og det historiske klosterkompleks Jasna Góra, som er byens vartegn. Jeg finder ud af, at byen er et attraktivt pilgrimsmål for mange, især polske, katolikker, som valfarter til den ”hellige” by for at opleve det berømte ikonmaleri ”Den sorte madonna fra Czestochowa”, hvis oprindelse går tilbage til det 14. århundrede. Og backpacker-katolikker skorter det bestemt ikke på i det halve døgn, jeg opholder mig i byen, for det vrimler med dedikerede hærenheder af pilgrimsrejsende, som var det et større spejdertræf i Jylland. En messende præst – måske fra taget af Jasna Góra - sender bønner og prædikener ud over tusmørkebyen forstærket via et højtaleranlæg, så jeg kan ligge i mit nylon-kloster og lytte med. Samtidigt beder jeg til, at Hans Hellighed snart går i seng.

Et døgn efter okser jeg ind i Krakow. Benene er mere møre end stegt kalkun, da jeg endelig når den historiske by ved 19-tiden. Da jeg triller over bygrænsen, står dagens kilometertæller på +140, så dagen ryger direkte ind på førstepladsen over ”længste cykeldag” overhovedet, både på denne og tidligere cykelture, jeg har været på. Etapen ryger også ind på top tre over ”den vildeste etape nogensinde” på min personlige hitliste. Dagens første forhindring var noget så banalt men væsentligt som manglende nattesøvn, så jeg måtte forlade mig på kroppens adrenalinpumper og grundform, som nu efter to uger i sadlen var gået fra bronze til sølv.

Jeg når knap nok at vinke farvel til campingpladsen i Czestochowa, før jeg støder ind i en stime morgenduelige pilgrimme, der kortvarigt standser og knæler foran en Maria-statue, blot et stenkast fra Jasna Gora. Højt hævet på et podium installeret på klostermuren velsigner en decibelforstærket præst de fremmødte. Øjet i det høje. Med lige dele nysgerrighed og vantro foreviger jeg optrinnet, hvorpå jeg hurtigt stempler skoene i pedalerne og glider ud af byen. Jeg cykler til Olsztyn, hvor der ligger en borgruin fra middelalderen højt hævet på en klippeafsats. Det er et signal om, at landskabet så småt ændrer karakter fra det overvejende flade Vestpolen til det geografisk mere dramatiske Sydpolen.

Pilgrimstræf i Czestochowa

Fra sit podium velsigner præsten de fremmødte pilgrimme, der befinder sig uden for billedrammen. Der er ligeså mange tomme stolerækker som i en dansk folkekirke

Indtil videre har det ikke været et stort problem at finde vej med hjælp fra et vejatlas i forholdet 1:600.000. Men pludselig viser det sig, at jeg har kørt tre kilometer ud af det forkerte spor, fordi kortets detaljeringsgrad simpelthen er for grovmasket. ”Det har jeg fandme ikke tid til det her!”, hvæser jeg, som om kortet var et lille uartigt barn, men der er ikke noget at gøre andet end at lave et U-sving og køre tilbage op ad en lang og stejl bakke for at nå den fatale skillevej... Tre skridt frem og tre tilbage. Men det bliver værre endnu. Jeg kegler rundt som en blind hund på rulleskøjter og må til sidst konstatere, at jeg er faret vild. Min manddom lider et knæk. Hvis nu bare min gps kunne redde mig i land, men nej, den er tilsyneladende ligeså forvirret som sin ejer.

I min vildfarelse spørger jeg to fyre, som står foran et hus, om vej. De viser sig at være i familie med hinanden, en onkel og en nevø. Nevøen, en yngre mand i 30'erne, viser sig at være ganske god til engelsk, i hvert fald rækker hans engelske gloser til at konkludere at ”this is a shitty map” med henvisning til mit kort. ”You must follow this road 8 kilometers and the turn left at a junction and then left at the next junction and then right”, forklarer han, mens jeg forsøger at memorere hans anvisninger, så godt jeg formår. Ti minutter senere har jeg selvfølgelig glemt alt. Men jeg cykler i sydlig retning ud fra den betragtning, at så længe jeg gør det, kan det ikke gå helt galt. Jeg stopper flere gange undervejs og grubler over min situation; et par gange kører en bil op på siden af mig, hvorpå vinduet bliver rullet ned og en eller anden spørger om vej!

Middelalderborgen i Olsztyn

Linedanserskulptur i Olsztyn

På et tidspunkt rammer jeg en hovedvej – jeg ved stadig ikke, hvor jeg befinder mig. En gammel mand på en bænk rejser sig op og antaster mig, da jeg endnu en gang stopper op i min store forvirring. Han er uden tvivl den mest snakkesaglige polak, jeg har mødt indtil videre, desværre kan han kun tale polsk. Jeg forsøger mig med lidt tysk, mens min pegefinger glider over kortet. Tilsyneladende forstår han godt, hvor jeg er på vej hen, for han vifter med sin finger i retning af en mindre sidevej, som starter på den anden side af hovedvejen, samtidig med at han ihærdigt gentager den samme sætning. Jeg har en følelse af, at han forsøger at fortælle mig noget vigtigt. Desværre er vejen ikke indtegnet på kortet, og jeg tør simpelthen ikke begive mig ud på en vej, som i værste falder ender blindt. Jeg er ved at miste tålmodigheden med min nye polske ven og forsøger at afbryde med et ”vielen Dank, vielen Dank”, mens jeg gør tegn til at cykle videre.

Jeg svinger til venstre ud ad hovedvejen uden en klar strategi, dvs. ingen strategi overhovedet! Jeg får dog snart kolde fødder, stopper op og overvejer seriøst at vende om og køre tilbage igen. I modsat retning nærmer en cyklist sig, en ældre lidt væver fyr iført briller, cykelhjelm og cykeldress. Han standser og råber mig an, på polsk selvfølgelig, men jeg gætter han siger noget i stil med: ”Hey, hvor er du på vej hen!?”. Han stiger af cyklen og krydser vejen. Fyren viser sig at hedde Frederic og er hjælpsomheden selv; han beder mig om at følge med, for han er helt sikker på, hvilken vej jeg skal cykle ad, og det er ikke nærværende hovedvej. Vi kører tandem tre-fire kilometer, indtil han stopper og forklarer, at jeg skal dreje dér og fortsætte ad en anden hovedvej. Vejen figurerer også på kortet, og langt om længe får jeg følelsen af at være på rette spor igen.

Hjælpsomme Frederic. Fyren til højre hjalp os med at oversætte fra polsk til engelsk

Jeg er ved at være ret udmattet, klokken nærmer sig hastigt seks, og jeg må holde en pause for at spise og samle kræfter til den afsluttende spurt ind til Krakow. Jeg er virkelig kommet ud på landet i Polen; ser løsgående høns pile rundt ved og på vejen. Længere fremme kommer en bondekone gående med en ko foran sig. Snart kører jeg gennem et smukt landskab med klippeformationer; det viser sig at være Ojców National Park lidt nord for Krakow. Jeg føler mig heldig – havde jeg valgt en anden rute, ville jeg slet ikke være kommet igennem parken. Måske var det det, den gamle mand ved hovedvejen forsøgte at fortælle mig? At jeg skulle gøre mig selv den tjeneste at lægge vejen forbi dette naturskønne område? I Krakow venter et værelse på mig. Jeg er lykkelig og træt. 

Ojców Nationalpark

Ojców Nationalpark. Fallosklippen bærer navnet Herkules' kølle