København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Tredje del, Central- og Sydpolen (Krakow)

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 3, Central- og Sydpolen (Krakow)

Fra luksus til slutspurt. Jeg bevæger mig ned gennem det vestlige og centrale Polen til foden af Tatra-bjergene og Krakow. På min vej møder jeg pilgrimme og hjælpsomme mennesker.   

Poznan. Morgenmad på Hotel Moderno. Følelsen af at være gået forkert overmander mig prompte, da jeg iført mine (langt fra pletfrie) sandaler træder ind i den højtloftede sal, hvor morgenmaden venter. Indretningen minder om en finere liebhaverbolig med moderne feinschmeckermøbler, der er betrukket med sortlakeret læder af første sortering. Arne Jacobsens ånd svæver over stedet. Det gør Karl Marx' ikke ligefrem; til gengæld vender den gamle kommunist sig nok i sin grav. I midten af rummet troner et fem meter højt palmetræ, der ser ægte nok ud men er kunstigt kurateret i al dens malplacerede eksotisme.

Jeg finder et passende bord med en stol (sæde i lædersort). Det er morgenbuffet deluxe: Talrige, dyre oste og patéer, sirligt serveret på kvadratiske tallerkener. Til hver tallerken hører en fiks salattang, sort, naturligvis. Rundt om buffetten fører køkkenpersonalet – klædt i sorte uniformer - løbende status på kvalitet og kvantitet; som var de kirurger på en operationsstue, dog uden masker og latexhandsker. Hver gang jeg rumsterer med min stol – når jeg skal op og hente nye forsyninger i Slaraffenland eller ønsker at komme tættere ind til bordkanten - føler jeg nærmest, at jeg forstyrrer den højere kosmiske orden i lokalet. Ligesom jeg tænker ekstra meget på ikke at larme unødigt, hver gang jeg lander min kaffekop på undertallerknen. Personalet skulle bare vide, at jeg for et døgn siden lå i et klamt telt i en snavset skov. Ingen roomservice og intet Please, don't disturb-skilt på teltdøren. Og ingen luksusdyr i miles omkreds. Hver gang jeg tager en bid, er jeg spændt ud mellem nydelse og skam. Jeppe vågner snart.

Stary Rynek, Poznan

Da jeg et par timer efter står på gaden uden foran hotellet, ved jeg allerede, hvor jeg skal overnatte næste nat. Via en hostelbooking-side på nettet fandt jeg nemlig et centralt beliggende vandrehjem i byen, så nu skal jeg bare have tiden til at gå, indtil vandrerhjemmet åbner for indtjekning om eftermiddagen. Rart ikke at skulle piske af sted for én gangs skyld og bare drive rundt som en adspredt cumulussky. Og så finder jeg ENDELIG centrum, som blandt andet udgøres af Stary Rynek, byens gamle markedsplads, der består af fire længer med historiske tre- og fireplanshuse samt en øjebæ af et moderne kompleks i midten - byplanlægning på polsk? Men det er også her, man finder byens flotte, hvide rådhus. Poznan blev udsat for umenneskelige bombardementer mod slutningen af Anden Verdenskrig, ligesom mange andre polske byer, hvilket i særlig grad gik ud over den gamle bydel, der blev lagt i ruiner. I dag er ruinerne forvandlet til kønne, velskulpturerede minder over en svunden tid.

Jeg tjekker ind på Rosemary's Hostel ved 13-tiden. Det er stadig tidligt på eftermiddagen, men mit vovemod bliver kvitteret med held, for receptionisten sidder heldigvis bag sit skrivebord, så ingen problemer at rykke ind. Som navnet antyder, er vandrehjemmet en art temapark over den polskfødte filminstruktør Roman Polanskis værker. Hvert rum i huset har sin egen unikke indretning, der minder om scenografien i en af instruktørens berømte film. For eksempel er husets hovedfærdselsåre, trappen, en pastiche på den mørke og uhyggelige trappeskakt i Rosemary's Baby, og det er lige før jeg mærker en kold, tung hånd på min skulder, hver gang jeg vandrer op til mit værelse eller ned til gadedøren. Og mindre uhyggeligt bliver det bestemt ikke, når jeg føler, at jeg blot er én af ganske få gæster på vandrehjemmet. Måske fordi sommeren er ved at gå på hæld og turisterne så småt er ved at rejse hjem eller...

Rosemary's Hostel. I ånden fra Roman Polanski

Én hel dag i Poznan bliver det til. Storbylivet bliver ret hurtigt ensformigt og – paradoksalt nok – ensomt. Jeg har faktisk ikke rigtigt for alvor samtalet med et andet menneske siden København – her kan der også gå dagevis med munden lukket, men det er trods alt mit hjem. Det føles derfor rart, da jeg får en snak med receptionisten på vandrehjemmet, altimens jeg læsser cyklen lykkeligt uvidende om det brølende limbo af en hovedvej, jeg snart begiver mig ud på for at komme ud af byen. Han spørger naturligvis ind til mit ”lille projekt”, og jeg svarer, næsten lidt overivrigt, for mængden af ord har hobet sig op bag min tungerod og kommer nu nærmest ud som en bølge med skumtop.

Asfalt, der løber hastigt under mig, når jeg kigger ned. Jeg knokler mig godt gammeldags ud af Poznan på benzinfluernes nåde. Jeg farer vild et øjeblik og må vende om, da jeg kører ud af en bivej langs hovedvejen, der ender blindt. Senere furagerer jeg i en by ved den grimme hovedvej og mediterer med min frokost på en bænk i centrum. Solen bager brød. Selvfølgelig kommer jeg til at skubbe til min nyindkøbte youghurt, så den tipper og lander med halvdelen af sit indhold på den ellers nydelige torvebænk. Jeg forsøger at tørre det værste op med mine medbragte servietter og spuler noget af stadset væk med vand fra en af cykelflaskerne. Jeg skammer mig over min youghurt-inkontinens. Er der mon nogen, der kigger med?

Til gengæld er jeg meget i tvivl, om skammen står på spring, når den enkelte polak - tilsyneladende ukritisk - smider om sig med affald i naturen. Der går knap ti meter på de polske landeveje, hvor der ikke ligger flasker, dunke og mademballage i den ene eller anden form. Selv på grønne strækninger – skove og nationalparker - hvor folk burde besinde sig og undlade at rulle ”affaldslemmen” ned ligger skraldet og råber til de højere magter. Jeg bliver først harm, dernæst deprimeret og - til sidst – immun. Måske tager jeg grundigt fejl, men det virker som om, at mange polakker ikke rigtigt er vågnet op til de tømmermænd, der uvægerligt opstår i kølvandet på den store forbrugsfest. I det mindste kunne de hyre et sjak skraldemænd til at rydde op efter sig.

Måske bor nogle af affaldssynderne i de nyopførte villaer, der møder mit blik flere steder på min vej. Det er ikke huse bygget til mennesker i den socialistiske stat, men huse der stråler af amerikansk selvfedme og drømmen om et langt og lykkeligt liv med materiel velstand. Sjovt nok er de stort set alle skåret over samme læst: Toplanshuse i rød-brunt tegl med sort, glaseret tag og en bred gitterlåge, som afgrænser matriklen fra den omkringliggende verden. Jeg forestiller mig, at manden i huset er håndværker og arbejder på langtidskontrakt i Danmark, mens konen passer hjemmet og børnene. Hvis de da overhovedet er flyttet ind endnu.

En moderne totem

Efter et par dage når jeg byen Czestochowa. Samtidigt har jeg bevæget mig fra den vestlige del til den centrale og sydlige del af landet. I Czestochowa beslutter jeg mig for at tilbringe natten på en campingplads, tæt på byens hovedstrøg og det historiske klosterkompleks Jasna Góra, som er byens vartegn. Jeg finder ud af, at byen er et attraktivt pilgrimsmål for mange, især polske, katolikker, som valfarter til den ”hellige” by for at opleve det berømte ikonmaleri ”Den sorte madonna fra Czestochowa”, hvis oprindelse går tilbage til det 14. århundrede. Og backpacker-katolikker skorter det bestemt ikke på i det halve døgn, jeg opholder mig i byen, for det vrimler med dedikerede hærenheder af pilgrimsrejsende, som var det et større spejdertræf i Jylland. En messende præst – måske fra taget af Jasna Góra - sender bønner og prædikener ud over tusmørkebyen forstærket via et højtaleranlæg, så jeg kan ligge i mit nylon-kloster og lytte med. Samtidigt beder jeg til, at Hans Hellighed snart går i seng.

Et døgn efter okser jeg ind i Krakow. Benene er mere møre end stegt kalkun, da jeg endelig når den historiske by ved 19-tiden. Da jeg triller over bygrænsen, står dagens kilometertæller på +140, så dagen ryger direkte ind på førstepladsen over ”længste cykeldag” overhovedet, både på denne og tidligere cykelture, jeg har været på. Etapen ryger også ind på top tre over ”den vildeste etape nogensinde” på min personlige hitliste. Dagens første forhindring var noget så banalt men væsentligt som manglende nattesøvn, så jeg måtte forlade mig på kroppens adrenalinpumper og grundform, som nu efter to uger i sadlen var gået fra bronze til sølv.

Jeg når knap nok at vinke farvel til campingpladsen i Czestochowa, før jeg støder ind i en stime morgenduelige pilgrimme, der kortvarigt standser og knæler foran en Maria-statue, blot et stenkast fra Jasna Gora. Højt hævet på et podium installeret på klostermuren velsigner en decibelforstærket præst de fremmødte. Øjet i det høje. Med lige dele nysgerrighed og vantro foreviger jeg optrinnet, hvorpå jeg hurtigt stempler skoene i pedalerne og glider ud af byen. Jeg cykler til Olsztyn, hvor der ligger en borgruin fra middelalderen højt hævet på en klippeafsats. Det er et signal om, at landskabet så småt ændrer karakter fra det overvejende flade Vestpolen til det geografisk mere dramatiske Sydpolen.

Pilgrimstræf i Czestochowa

Fra sit podium velsigner præsten de fremmødte pilgrimme, der befinder sig uden for billedrammen. Der er ligeså mange tomme stolerækker som i en dansk folkekirke

Indtil videre har det ikke været et stort problem at finde vej med hjælp fra et vejatlas i forholdet 1:600.000. Men pludselig viser det sig, at jeg har kørt tre kilometer ud af det forkerte spor, fordi kortets detaljeringsgrad simpelthen er for grovmasket. ”Det har jeg fandme ikke tid til det her!”, hvæser jeg, som om kortet var et lille uartigt barn, men der er ikke noget at gøre andet end at lave et U-sving og køre tilbage op ad en lang og stejl bakke for at nå den fatale skillevej... Tre skridt frem og tre tilbage. Men det bliver værre endnu. Jeg kegler rundt som en blind hund på rulleskøjter og må til sidst konstatere, at jeg er faret vild. Min manddom lider et knæk. Hvis nu bare min gps kunne redde mig i land, men nej, den er tilsyneladende ligeså forvirret som sin ejer.

I min vildfarelse spørger jeg to fyre, som står foran et hus, om vej. De viser sig at være i familie med hinanden, en onkel og en nevø. Nevøen, en yngre mand i 30'erne, viser sig at være ganske god til engelsk, i hvert fald rækker hans engelske gloser til at konkludere at ”this is a shitty map” med henvisning til mit kort. ”You must follow this road 8 kilometers and the turn left at a junction and then left at the next junction and then right”, forklarer han, mens jeg forsøger at memorere hans anvisninger, så godt jeg formår. Ti minutter senere har jeg selvfølgelig glemt alt. Men jeg cykler i sydlig retning ud fra den betragtning, at så længe jeg gør det, kan det ikke gå helt galt. Jeg stopper flere gange undervejs og grubler over min situation; et par gange kører en bil op på siden af mig, hvorpå vinduet bliver rullet ned og en eller anden spørger om vej!

Middelalderborgen i Olsztyn

Linedanserskulptur i Olsztyn

På et tidspunkt rammer jeg en hovedvej – jeg ved stadig ikke, hvor jeg befinder mig. En gammel mand på en bænk rejser sig op og antaster mig, da jeg endnu en gang stopper op i min store forvirring. Han er uden tvivl den mest snakkesaglige polak, jeg har mødt indtil videre, desværre kan han kun tale polsk. Jeg forsøger mig med lidt tysk, mens min pegefinger glider over kortet. Tilsyneladende forstår han godt, hvor jeg er på vej hen, for han vifter med sin finger i retning af en mindre sidevej, som starter på den anden side af hovedvejen, samtidig med at han ihærdigt gentager den samme sætning. Jeg har en følelse af, at han forsøger at fortælle mig noget vigtigt. Desværre er vejen ikke indtegnet på kortet, og jeg tør simpelthen ikke begive mig ud på en vej, som i værste falder ender blindt. Jeg er ved at miste tålmodigheden med min nye polske ven og forsøger at afbryde med et ”vielen Dank, vielen Dank”, mens jeg gør tegn til at cykle videre.

Jeg svinger til venstre ud ad hovedvejen uden en klar strategi, dvs. ingen strategi overhovedet! Jeg får dog snart kolde fødder, stopper op og overvejer seriøst at vende om og køre tilbage igen. I modsat retning nærmer en cyklist sig, en ældre lidt væver fyr iført briller, cykelhjelm og cykeldress. Han standser og råber mig an, på polsk selvfølgelig, men jeg gætter han siger noget i stil med: ”Hey, hvor er du på vej hen!?”. Han stiger af cyklen og krydser vejen. Fyren viser sig at hedde Frederic og er hjælpsomheden selv; han beder mig om at følge med, for han er helt sikker på, hvilken vej jeg skal cykle ad, og det er ikke nærværende hovedvej. Vi kører tandem tre-fire kilometer, indtil han stopper og forklarer, at jeg skal dreje dér og fortsætte ad en anden hovedvej. Vejen figurerer også på kortet, og langt om længe får jeg følelsen af at være på rette spor igen.

Hjælpsomme Frederic. Fyren til højre hjalp os med at oversætte fra polsk til engelsk

Jeg er ved at være ret udmattet, klokken nærmer sig hastigt seks, og jeg må holde en pause for at spise og samle kræfter til den afsluttende spurt ind til Krakow. Jeg er virkelig kommet ud på landet i Polen; ser løsgående høns pile rundt ved og på vejen. Længere fremme kommer en bondekone gående med en ko foran sig. Snart kører jeg gennem et smukt landskab med klippeformationer; det viser sig at være Ojców National Park lidt nord for Krakow. Jeg føler mig heldig – havde jeg valgt en anden rute, ville jeg slet ikke være kommet igennem parken. Måske var det det, den gamle mand ved hovedvejen forsøgte at fortælle mig? At jeg skulle gøre mig selv den tjeneste at lægge vejen forbi dette naturskønne område? I Krakow venter et værelse på mig. Jeg er lykkelig og træt. 

Ojców Nationalpark

Ojców Nationalpark. Fallosklippen bærer navnet Herkules' kølle

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 2, Polen

Stubmarker, skove og storbyer. Jeg bevæger mig langsomt men sikkert ned gennem den vestlige del af Polen uden egentlig at vide, hvor turen ender. Undervejs møder jeg, hvad der ligner 72 jomfruer, der sjovt nok alle hedder Maria.

Szczecin. Helligdag i hele Polen. Hvis der er noget, som gør livet besværligt for cykelturisten, er det helligdage: Alt - med undtagelser - er lukket. Et personligt skrækeksempel var en cykeltur til Stockholm i 2011, der ramlede sammen med den svenske midsommerfest, der betød, at alt stort set var smeltet ned i folkhemmet i de to dage, festlighederne stod på. Men det er en helt anden historie. Her i Polen drejer det sig heldigvis kun om én helligdag - Jomfru Marias himmelfart – så min overlevelsesstatistik giver grund til optimisme. Ave Maria.

Regnemiraklet i receptionen forsøger at overtale mig til at snuppe en nat mere på hotellet, ja, netop på grund af helligdagen – så kan man jo lige så godt flade ud med kulørte cocktails i hotellobbyen (kreativ omgang med kildes udsagn) – men også fordi, der er udsigt til mere hede(bølge) den følgende dag. Jeg takker pænt nej, da jeg ønsker at finde noget overnatning dagen efter, der i højere grad harmonerer med mit stramme rejsebudget. Men en vandretur rundt i byen om aftenen overbeviser mig om, at jeg slet ikke har lyst til at spendere en ekstra nat i Szczecin, der ingenlunde vinder på naturlig charme og spændende arkitektur. Derfor beslutter jeg mig for at fortsætte turen dagen efter med hedebølge og helligdag som de mest insisterende forfølgere i feltet.

Park i Szczecin. Min cykel forvandles til et tørrestativ. Mens tøjet tørrer, spiser jeg frokost. Midt på eftermiddagen forlader jeg byen

Det er først nu, turen rigtig begynder, føler jeg, nu hvor jeg kanter mig ud af Szczecins østlige forstæder ad en kønsløs hovedvej. Fabrikker, tankstationer, bilforhandlere, lager- og engrosvirksomheder skyder op langs vejen som påtrængende noder i vækstøkonomiens partitur. I praksis er al trafik langt an på at tage uindskrænket hensyn til benzindrevne køretøjer, for jeg må kigge uendeligt langt efter markeringer i asfalten, der kommer cykelfolket til undsætning. Sådan er det, viser det sig, med få undtagelser i store dele af Polen.

Jeg sætter kursen mod Poznan, en storby, der ligger tre cykeldage fra Szczecin i sydøstlig retning. Krakow logrer med halen i mit tankesystem og intuitivt ved jeg, at jeg er på vej til den historiske by i den sydlige del af landet. I den forbindelse vil jeg morderligt gerne se Auschwitz-Birkenau-museet lidt vest for Krakow (beklager utidigt sprogbrug). Men hvad der skal ske derefter, ikke mindst hvordan jeg kommer hjem igen, tja, den beslutning overlader jeg trygt til de ærede medlemmer af skæbneudvalget. Når det er sagt, går mine drømme i retning af Budapest med flyforbindelse hjem. Istanbul er stadig forebeholdt tosserne.

CHO-SZ-CZ-NO. Jeg øver mig i at udtale navnene på de byer, jeg cykler igennem. Eller rettere gætter mig til udtalen. 'Cześć', goddag, udgør mit samlede ordforråd på polsk - integration mislykket. Da jeg nærmer mig centrum af Choszczno, bliver jeg budt velkommen af Johannes Paul II, som troner i støbejern ved siden af byens store kirke. Hans rolige væsen harmonerer perfekt med byens vegeterende søndagsstemning. Jeg møder tit den polskfødte pave i fuld ornat rundtomkring, typisk i lidt større byer som her i Choszczno. I Polen er Johannes Paul II en rockstjerne. Men jeg tænker nu mere på mad end paver i det øjeblik, jeg ankommer til byen, for jeg har stort set ikke fortæret et solidt, varmt måltid siden København, hvad jeg mærker nu, for energiniveauet er ved at nå det kritiske røde felt. Tre-fire håndmadder, youghurt med müsli og lidt frugt og grønt – frokost classic – er ikke nærende nok i længden, særligt ikke når dagens sidste måltid ofte er frie variationer over samme opskrift. Jeg vælger derfor at købe ind til primus-middag for én i et supermarked i Choszczno.

”Excuse me, can you tell me if this is carbonated water?”, spørger jeg en tilfældig kunde, en ung kvinde, i butikken. Jeg peger på en halvandenlitersflaske med mineralvand. ”Do you mean stillwater?”, svarer hun i kølvandet på den store forvirring, da det går op for hende, at jeg er på udkig efter vand uden bobler. Jeg er selvsagt dybt afhængig af vand, specielt når der er skruet godt op for solens termostat, så når en købmand spottes på vejen, er det tit ensbetydende med vandhamstring i halvandenlitersmål. Mineralvand med kulsyre slukker ikke tørsten i samme grad som vand uden - desuden hader jeg det - så jeg går målrettet efter 'uden kulsyre'. På polsk hedder det selvfølgelig noget helt femte, og så er det, man må bruge sin hermeneutiske sans. Eller udse sig et engelskkyndigt offer, som kan guide en gennem Vandland.

Paveskulptur i Stargard Szczecinski. Det kunne i princippet være i en hvilken som helst større polsk by

'Kopytka' hedder min middag, en slags mel- og kartoffelboller, som skal koge i cirka fem minutter. De minder lidt om gnocchi, blot smager de mere af kartoffel end af pasta. Jeg har indrettet mig lidt afsides med kogegrej i byens centrale park, som ligger ned til en sø. Der er dømt søndagskarma i parken, hvor folk nyder den sidste weekenddag og hinandens selskab. Jeg nyder mit eget i selskab med en mindre myrehær. Vandet koger i aluminiumsgryden, mens bollerne springer for livet i det varme boblebad. Jeg holder konstant opsyn med gryden, der balancerer som en linedanser på den spinkle Optimus-brænder, hvorpå en dåse med gas er monteret. Det smager pragtfuldt, efter jeg har hældt det kogende vand fra og puttet tomatsovs i retten. Prikken over i'et er saltede peanuts, som jeg dryssser ovenpå til sidst som topping, noget jeg normalt ikke ville gøre i køkkenet derhjemme. Men det er blandt andet dét, som gør rejsen spændende og vederkvægende: Opdagelsen af nye og hidtil ukendte sanseområder som et kontrapunkt til hverdagens vanecirkler. Når det er sagt, kan peanuts i gryderetter godt gå hen og blive en dårlig vane.

På med handsken igen. De første to dage på polsk grund byder mestendels på befærdede, lige landeveje. Landskabet er overvejende fladt. Partikelforureningen klæber til ansigtet som Botox. Mit blik er snøret fast til den hvide kridtstreg, som adskiller vej fra rabat, for der er stort ingen nævneværdig skulder at klemme sig ind på. Klogeligt holder de lokale cyklister sig langt væk fra denne vejstrækning – jeg møder i hvert fald ingen lidelsesfæller i kampens hede - okay, måske én så - flertallet tør øjensynligt kun begive sig ud i trafikken formummet bag en kølerhjelm og et Wunderbaum. En stubmark på Lolland er dybest set ækvivalent med en stubmark i Polen, dvs. ikke videre sindsoprivende, især ikke når man har passeret pløjemark nr. 100 på en enkelt dag. Høsten er mange steder kommet i hus her medio august, så mange marker ligger øde hen i et ælte af jord, sten og stumper efter afgrøder.

Kopytka. Så pyt da!

Frokost i det grønne. Choszczno

Der er en tendens til, at turcyklister undlader at brokke sig over, hvor gabende uinspirerende cykellivet til tider kan være, i hvert fald offentligt. Jeg har for fanden glædet mig til turen i et halvt år og brugt alle mine spareskillinger på en Koga Miyata (20.000), synes den bagvedliggende årsag til pligtoptimismen at være. Men det er svært at holde smileymasken efter 70 kilometer på en intetsigende landevej presset ud i rabatten af en frådende sværm af biler og lastbiler. Utroligt så mange biler Polen kan mobilisere, symbolet på at en købestærk, polsk middelklasse er spiret frem.

Polsk er katolsk. Små kapeller og Maria-figurer langs vejene står som kon(s)tante påmindelser om, at et stort flertal af polakkerne vender blikket mod Vatikanet i religiøse spørgsmål. Maria med tildækket hovedparti og et ansigtsudtryk i salig udfoldelse fås i small, medium eller large, farvestrålende eller klassisk bleg, der er frit valg i butikken for katolsk kitsch. Fabrikanten af disse ens, billigt udseende figurer (gips?) griner uden tvivl hele vejen til banken. Men hvad skal de gøre godt for? Hvilket formål tjener de? Jeg ser ingen, der knæler og slår korsets tegn for Jomfruen de utallige gange, jeg triller forbi i hedensk undren.

I en landsby ser jeg en ung kvinde komme trillende med en barnevogn, hun ligner en mor på 18. Ved sin side går en noget ældre kvinde – svigermor? Familieplanlægning på de her kanter er nok lig med pavestatens anbefalinger. Ingen prævention.

Skov, skov og atter skov. De flade marker er forvandlet til fyrskov. Jeg er fyr i flammer over en ujævn skovvej, som sender rystelser op gennem forhjulet, forgaflen og styret, så det vibrerer i hele karosseriet. Jeg bander og svovler af vaskebrættet, som er årsag til de kæberaslende vibrationer. Først efter 17 kilometer stopper trykluftboret, da jeg rammer en asfalteret vej. Skoven, ihvilken jeg slog lejr for natten et halvt døgn tidligere, er vistnok en nationalpark; Puszcza Notecka, hedder den og ligger lidt nordvest for Poznan, som jeg ankommer til senere samme dag.

Jeg når Poznan ved 19-tiden. Byen viser sig at være større end først antaget. Jeg flakker om fra gade til gade, mens jeg godtroende og blindt følger min gps, der åbenbart mener at vide, hvor det bedste hotel eller hostel ligger inden for en radius af tre kilometer. Men det er udelukkende tre- og firestjernede etablissementer, så jeg dropper projekt ”billigt hotel”. Samtidig nages jeg af en tvivl, for det ligner unægtelig perferien af (eller lidt uden for) byens centrum, og følelsen af vildfarelse stiger i takt med at mørket breder sig og gadelygterne tændes.

Vaskebræt. Jeg er godt knotten, da jeg knipser billedet. Puszcza Notecka

Det lykkedes mig langt om længe at finde et hostel i en etageejendom; jeg ringer på dørtelefonen og bliver zappet ind. Receptionen er ubemandet, da jeg træder ind af døren. Det ligner ikke et hostel, snarere et bofællesskab i en ældre herskabslejlighed. Jeg snuser lidt rundt. Til sidst banker jeg på en tilfældig dør, hvorud et ukranisk kærestepar træder. Den smukke halvdel kan lidt engelsk og får fat i receptionisten via en telefon. Jeg får fyren i røret. Nej, der er desværre ingen ledige værelser, men der ligger et hostel på den anden side af gaden, prøv det, opfordrer han. Mange tak! Kort tid efter står jeg foran hostel nummer to. Jeg banker på døren flere gange og presser håndtaget ned. Låst. Ingen reagerer på den husvilde dansker.

Det er nu næsten helt mørkt. Jeg er skiftevis desperat og paranoid, til sidst begge dele simultant. Klokken er næsten ni. Fast besluttet på at finde et sted at overnatte, uanset stand eller pris, spørger jeg oraklet - min gps - en sidste gang. 'Hotel Moderno' lyder svaret. Navnet stinker langt væk af designmøbler og personale med pinligt velplejede negle. Der er heldigvis et værelse ledigt, viser det sig. Men jeg må ofre 190 zloty, cirka 330 danske kroner, for et lille kammer, der mest af alt minder om et klædeskab med adgang til bad og toilet. En vigtig detalje som ”inclusive breakfast” rydder den sidste skepsis af vejen. Dyrt, ja, men hellere en seng på parnasset end en bænk i parken. Da værelset er betalt, viser receptionisten mig på et citymap, hvor hotellet ligger i forhold til centrum. Jeg tager mig til hovedet – tæt på men ikke tæt nok.

Luksusfælde. Hotel Moderno. Poznan

Hovedtorvet, Stary Rynek, i Poznan

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 1. Danmark, Tyskland & Polen

Den 10. august 2015 vristede jeg mig fri af andedammens rød-hvide fangearme. Viljestyrke, tid og lidt feriepenge - mere skulle der ikke til for at realisere dømmen om den lange rejse - samt, ikke at forglemme, min cykel, foruden hvilken jeg aldrig var taget af sted. Dette er første del i beretningen om en cykelrejse, der endte med at vokse sig større end forventet. Det hele begyndte i Køge.     

Farvel til åndsforladte newspeak-politikere, dansk sensommervejr (gråt frem for alt) og alt det (intet)sigende danskerbrok, jeg fra tid til anden kan høre andre og ikke mindst mig selv udgyde i den ene eller anden sammenhæng, ikke mindst i supermarkedet, når jeg finder ud af, at jeg har betalt hele to kroner for meget for et Schulstad-rugbrød – jeg protesterer! Farvel til de små sko og goddag til den store verden! 

Hvilket vil sige Tyskland først (via Falster – synes udkanten fortjener lidt omtale uden negativ brod), videre østover til Polen, ned gennem den vestlige og centrale del af dette store, katolske EU-bjerg, til Tatrabjergene og Slovakiet, videre til Ungarn, Rumænien, Bulgarien og, endelig, Tyrkiet med Istanbul som endestation, både for mit og Europas vedkommende. Fik jeg nævnt, at jeg cyklede hele vejen, og at det egentlig ikke var planen fra starten, at jeg ville cykle helt til kejser Konstantins by?

København-Istanbul. Ja, når man udtaler de to byers navne efter hinanden, lyder det nærmest som et omkvæd i en popsang. Men sandheden er, at jeg, inkl. cykel og tasker, tog S-toget fra Ordrup (nord for København), hvor jeg bor, til Køge, for dels at undgå den værste forstadstristesse – Herlev, det bliver aldrig os! - og dels for at nå et godt stykke ned i det dybe Sjælland, inden turens første dag var omme (målet var Falster). Reelt set begyndte turen således i Køge, men prøv at sige Køge-Istanbul efter mig... Nej, vel? Det lyder lidt som en bizar halsbetændelse. Men som filminstruktøren John Ford har sagt det: Hvis du står og skal vælge mellem sandheden eller legenden: udgiv legenden!

Mellem turens to geografiske yderkoordinater, 3400 km i alt, befandt sig fem fænomenale, strabaserende og oplevelsestunge uger, som der nu kun er spor tilbage af, herunder fotos og tatoverede stregkoder i min langtidshukommelse, som jeg kan skanne, hvorpå der toner mentale billeder frem af bedårende landskaber, tilfældige menneskemøder eller – mere ufrivilligt - improviseret morgentoilette (på hug) i skove rundtomkring. Samt alt det andet naturligvis, højt som lavt, stort som småt.

Giv dig tid. Bydeformen gjorde mig helt stresset! Sydsjælland

Fra Køge til den tysk-polske grænse

Jeg står på Køge Station, alt er pakket, cykel og ejer er pudset og nusset til den lange tur. Klokken er 14.15. Jeg er selvfølgelig kommet alt for sent af sted. Hjemmefra har jeg udset mig en fri teltplads i en skov via udinaturen.dk, nærmere bestemt på Falster, lidt nord for Nykøbing F, hvilket bliver turens første overnatningssted.

Efter et sandt desperadoridt hen over det flade Nordfalster – skumringen er gået ind i sin sidste afgørende fase – når jeg skoven angrebet af bange anelser: vil det overhovedet lykkes mig at finde teltpladsen i en noget nær mørklagt skov? Jeg finder det forjættede skilt, der indikerer, at her må man frit slå sit telt op, men, øh, hvor!? Jeg rekognoscerer som en jægersoldat, man finder ingen synligt markeret teltplads i smulerne fra dagens sidste lys. Til sidst får jeg nok, trasker ind et tilfældigt sted i skoven og slår lejr for natten i forvisning om, at det nok er O.K., for hele skoven er vist en stor fri teltplads ifølge udinaturen.dk. Klokken er godt og vel ni. 

Lidt benzin til rugbrødsmotoren før en fortjent nattesøvn; det er hvad mine knapper resurser rækker til nu. Men en feststemt abeflok på et landsted/gård ikke langt fra min lejr i forlængelse af skoven, vil det åbenbart helt anderledes, for en insisterende technobas hamrer ud i æteren fra et anlæg, mens der bliver råbt, skreget og sunget hooliganagtige slagsange blandt festens deltagere. I skovens dybe stille ro – ikke her! Spektaklet står på til midt på natten, på det tidspunkt nærer jeg ingen illusioner om at få besøg af Ole med de lukkede øjne. Hvilepulsen er ikke-eksisterende, måske dels på grund af forventningens sitrende uro – i morgen Tyskland! - og dels på grund af alle stresshormonerne, der bliver hvirvlet op af en fest, jeg ufrivilligt følger på (sikker) afstand i mit lille, mobile hjem. 

Tyskland i horisonten. Sejlturen over Østersøen forløber med en velfortjent morfar, hængende på en stol med ludende hoved i et venterum omgivet af et hold snakkelystne kinesere med udsigt til måger i svæv på dækket. Jeg føler mig lidt som Bill Murray i Lost in Translation. Påmønstringen i Gedser var et sandt Shangri-la af feriecyklister bevæbnet med Ortlieb og cykeltights. Flertallet er nok i færd med at tilbagelægge den ret så populære 'Radweg' København-Berlin. Efter landgangen i Warnemünde, lidt nord for Rostock, får jeg en snak med en engelsk turcyklist. Uheldet vil, at fælgen på hans cykel har opdraget sig et fatalt brud, så jeg møder ham trækkende med ”patienten” fra færgen. Der er ikke andet at gøre end at skifte fælgen helt, fortæller han, hvilket så bliver næste dags projekt i Rostock. 

Jeg møder ham en time senere på hovedtorvet i byen på udkig efter et hotelværelse og overvejer selv samme, men også lidt pebrede, løsning, alternativt vandrehjem. ”I'll find a place outside the town where I can pitch my tent”, konstaterer jeg, lidt som én der i al sin indbilskhed giver indtryk af ufravigelig damage control over tilværelsen, men som dybest set ikke har styr på en skid. ”Maybe we'll meet again”, siger englænderen med et smil, med henvisning til, at vi allerede er stødt ind i hinanden to gange inden for en time. Det skete dog ikke – jeg mødte ham aldrig igen.

Jeg tager en alvorlig beslutning: Wild camping. Efter en forgæves udfulgt til et centralt beliggede vandrehjem – alt er optaget – beslutter jeg at campere i det fri. Udsigten til et dyrt hotelværelse huer mig ikke, særligt ikke her i turens indledende fase. Det er derfor bare om at komme ud af Rostock hurtigst muligt og finde noget grønt at gemme sig bag, inden solen går helt ned. Jeg sætter kursen stik syd. Snart triller jeg forbi et trestjernet hotel i en landsbyagtig forstad til Rostock. Hmm, måske det alligevel var et forsøg værd? ”All is full”, får jeg at vide i den nydelige hotellobby, som vel nærmest er antitesen til det fremmedlegeme, jeg føler, jeg er i det sekund, jeg træder ind af døren. Tirsdag er åbenbart primetime i hotelverdenen på de her kanter. Receptionisten indvilliger dog i at tanke vand på mine halvtomme cykelflasker; første vigtige komponent i en vellykket overnatning i det fri. En halv time efter finder jeg en grøn plet i en lille skov, ikke langt fra noget bebyggelse – ikke helt efter bogen, men der er ikke så meget at stille op, nu hvor mørket trænger sig voldsomt på. Natten forløber roligt. 

Kreativ byfornyelse i byen Schwann, Mecklenburg-Vorpommern

Næste dag ankommer jeg til byen Schwann omkring 12-15 km syd for Rostock. Den videre rute befinder sig blot i form af en løselig, mental skitse. Pilen i mit indre kompas peger i sydøstlig retning, målet er Szczecin i Polen, en tur, der tager tre dage at tilbagelægge. En strøm af små og større veje erobres i de følgende dage. Landsbyer flimrer i ét væk, svært at skelne fra hinanden i deres grå-brune enshed af forfald og (tilsyneladende) forladthed. Områderne, jeg kører igennem, er også nogle af forbundsrepublikkens allerfattigste. Flere steder har nogle beboere fået nok af det klæbende post-DDR-stigma og startet en stille revolution ved at pifte deres huse op i pangfarver a la grønt, gult og rødt. Farverne smitter, som jeg defilerer forbi på min cykel. 

Kan godt mærke, at min fysiske form ikke har nået zenit endnu, men heldigvis er det overvejende flade terræn godt nyt for mine hårdt prøvede benmuskler. Dagtemperaturen simrer omkring 20-25 grader, yderst behageligt pedalklima, men den stiger ret hurtigt og rammer 30 grader allerede på turens tredjedag. I regionshovedstaden Neubrandenburg nærmer det sig hedebølgelignende tilstande. Byens hovedtorv er ucharmerende som i stål, glas og beton. Fødderne når kogepunktet i cykelskoene. Jeg installerer mig midlertidigt på en burgerrestaurant på byens hovedstrøg, bestiller en 'veggieburger' og ser mit snit til at soignere lidt på restaurantens toilet, ligesom cykelflaskerne får et boost frisk vand. Kun wi-fi med adgangskode - jeg dropper det.

Jeg mangler et vejkort til den videre tur østover, et tilbagevendede irritationsmoment, da udbredelsen af gps-navigation i stigende grad betyder, at markedet for fysiske kort er på skrump. Ejer godt nok en gps, som jeg også har taget med, men det relativt lille display vanskeliggør navigation over større afstande, så den kommer kun frem af taskedybet, når jeg eksempelvis skal finde rundt i lidt større byer. Med mit nyindkøbte kort bevæger jeg mig ud af Neubrandenburg. På et tidspunkt er jeg snublende nær ved at vælte på cyklen, da jeg pludselig får problemer med at klikke skoene ud af pedalerne. Jeg skal vist lige blive helt dus med de nye 'clipless'-pedaler af mærket Shimano...

Forfald. Den hvide, "sunde" bygning agerer modvægt. Mecklenburg-Vorpommern 

Off-road i Mecklenburg-Vorpommern

Byport i Malchin, Mecklenburg-Vorpommern

Det er dagen, hvor jeg krydser den tysk-polske grænse. Efter en god nats søvn, mindst fem timer (ren luksus), i et skovbryn, er det på med hjelmen og ud og danse tæt i morgentrafikken. Omkring 11-tiden triller jeg ind i Prenzlau, hvis dominerende vartegn er byens centralt beliggende kirke, der flankeres af en statue af Martin Luther bærende på de hellige skrifter – et sidste sværdslag for den reformerte kirke før det katolske Polen cirka 60 km væk. Der udspiller sig nærmest et ritual, hver gang jeg entrerer en større eller mindre by, således også i Prenzlau: Et par snapshots af bymidten - hvis den ellers er fotogen – generel forvirring, proviantering, madindtag, tolietbesøg samt påfyldning af vand på cykelflaskerne. Der kan snildt gå to timer med at besørge alle disse gøremål.

Solen bager godt, men det blæser lidt, så det kan sammenlignes med en føntørrer, der står et sted mellem 0 og maks, dvs. ret varmt og næsten rart. Når jeg vel at mærke cykler. Jeg når til flækken Penkun, mindre en 30 km til grænsen. På byens torv får to cykelkolleger sig et break i eftermiddagsheden. Den ene, en ung kvinde, sidder og læser i en bog, mens den anden, en ung mand, får sig en morfar på en bænk. Et kærestepar fra Østrig viser det sig. ”Excuse me, do you have a map covering the area?”, spørger jeg kvinden, for jeg er temmelig desperat efter lidt topografiske oplysninger det sidste stykke til Szczecin. Igen klager jeg min kortnød! ”Yes, I do”, svarer hun og fisker et detaljeret cykelkort frem over området. Jeg forklarer hende, hvor jeg er på vej hen, hvorpå hun foreslår, jeg vælger en cykelrute, som er indtegnet på kortet. Jeg prøver at lave en mental kopi af ruten, for jeg kan af gode grunde ikke få kortet med. Imens er fyren vågnet. Han foreslår, jeg tager et billede af kortet med min smartphone, så har jeg det jo lige ved hånden! Smart synes den, der halter langt bagefter den teknologiske udvikling.

Høsttid. Brandenburg

Kirken i Prenzlau, Brandenburg

Skræmmekampagne på tysk. Brandenburg

Szczecin. Godt mørnet i hoved og bentøj efter en hård og varm dag i sadlen. Dagens kilometerregnskab siger 100 km. Klokken er omkring syv. Tid til at finde et billigt logi for natten. Valget falder på et tostjernet Ibis-hotel i centrum af byen. Jeg ånder lettet op, da den lidt tilknappede receptionist meddeler, at der er et ledigt værelse til mig. 208 zloty siger prisen. Aner ikke, hvor meget én zloty er i danske kroner - jeg synes, jeg har haft andet og vigtigere ting at tage mig til end at undersøge vekselkurser. ”How much in euro?”, spørger jeg receptionisten, der bruger det meste af et halvt minut på at konvertere prisen til euro på hendes regnmaskine. ”30 euros”, svarer hun. Okay, tænker jeg, altså omkring 210 danske kroner, det kunne have været meget værre! 

Efter jeg har betalt for overnatning og cykelparkering – ja, hele to euro koster det for at få lov til at parkere sin cykel i hotellets P-kælder – overgiver jeg mig betingelsesløst til dobbeltsengen. Nå, måske jeg lige skulle tjekke prisen for værelset på Valutaomregner.dk, bare for at være helt sikker på prisen, tænker jeg. Jeg slå 208 zloty ind og opdager til min gru, at overnatningen koster 390 kroner! Fandens! Enten har receptionisten regnet forkert, eller også har jeg sovet i timen. En god forretning forvandles på et splitsekund til en dårlig deal.

Invasion af Polen

Gadeliv i Szczecin. St. Jacobs Katedralen i baggrunden

Gadeliv i Szczecin