Cykelnoter

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 1. Danmark, Tyskland & Polen

Den 10. august 2015 vristede jeg mig fri af andedammens rød-hvide fangearme. Viljestyrke, tid og lidt feriepenge - mere skulle der ikke til for at realisere dømmen om den lange rejse - samt, ikke at forglemme, min cykel, foruden hvilken jeg aldrig var taget af sted. Dette er første del i beretningen om en cykelrejse, der endte med at vokse sig større end forventet. Det hele begyndte i Køge.

Farvel til åndsforladte newspeak-politikere, dansk sensommervejr (gråt frem for alt) og alt det (intet)sigende danskerbrok, jeg fra tid til anden kan høre andre og ikke mindst mig selv udgyde i den ene eller anden sammenhæng, ikke mindst i supermarkedet, når jeg finder ud af, at jeg har betalt hele to kroner for meget for et Schulstad-rugbrød – jeg protesterer! Farvel til de små sko og goddag til den store verden!

Hvilket vil sige Tyskland først (via Falster – synes udkanten fortjener lidt omtale uden negativ brod), videre østover til Polen, ned gennem den vestlige og centrale del af dette store, katolske EU-bjerg, til Tatrabjergene og Slovakiet, videre til Ungarn, Rumænien, Bulgarien og, endelig, Tyrkiet med Istanbul som endestation, både for mit og Europas vedkommende. Fik jeg nævnt, at jeg cyklede hele vejen, og at det egentlig ikke var planen fra starten, at jeg ville cykle helt til kejser Konstantins by?

København-Istanbul. Ja, når man udtaler de to byers navne efter hinanden, lyder det nærmest som et omkvæd i en popsang. Men sandheden er, at jeg, inkl. cykel og tasker, tog S-toget fra Ordrup (nord for København), hvor jeg bor, til Køge, for dels at undgå den værste forstadstristesse – Herlev, det bliver aldrig os! - og dels for at nå et godt stykke ned i det dybe Sjælland, inden turens første dag var omme (målet var Falster). Reelt set begyndte turen således i Køge, men prøv at sige Køge-Istanbul efter mig... Nej, vel? Det lyder lidt som en bizar halsbetændelse. Men som filminstruktøren John Ford har sagt det: Hvis du står og skal vælge mellem sandheden eller legenden: udgiv legenden!

Mellem turens to geografiske yderkoordinater, 3400 km i alt, befandt sig fem fænomenale, strabaserende og oplevelsestunge uger, som der nu kun er spor tilbage af, herunder fotos og tatoverede stregkoder i min langtidshukommelse, som jeg kan skanne, hvorpå der toner mentale billeder frem af bedårende landskaber, tilfældige menneskemøder eller – mere ufrivilligt - improviseret morgentoilette (på hug) i skove rundtomkring. Samt alt det andet naturligvis, højt som lavt, stort som småt.

Giv dig tid. Bydeformen gjorde mig helt stresset! Sydsjælland

Fra Køge til den tysk-polske grænse

Jeg står på Køge Station, alt er pakket, cykel og ejer er pudset og nusset til den lange tur. Klokken er 14.15. Jeg er selvfølgelig kommet alt for sent af sted. Hjemmefra har jeg udset mig en fri teltplads i en skov via udinaturen.dk, nærmere bestemt på Falster, lidt nord for Nykøbing F, hvilket bliver turens første overnatningssted.

Efter et sandt desperadoridt hen over det flade Nordfalster – skumringen er gået ind i sin sidste afgørende fase – når jeg skoven angrebet af bange anelser: vil det overhovedet lykkes mig at finde teltpladsen i en noget nær mørklagt skov? Jeg finder det forjættede skilt, der indikerer, at her må man frit slå sit telt op, men, øh, hvor!? Jeg rekognoscerer som en jægersoldat, man finder ingen synligt markeret teltplads i smulerne fra dagens sidste lys. Til sidst får jeg nok, trasker ind et tilfældigt sted i skoven og slår lejr for natten i forvisning om, at det nok er O.K., for hele skoven er vist en stor fri teltplads ifølge udinaturen.dk. Klokken er godt og vel ni.

Lidt benzin til rugbrødsmotoren før en fortjent nattesøvn; det er hvad mine knapper resurser rækker til nu. Men en feststemt abeflok på et landsted/gård ikke langt fra min lejr i forlængelse af skoven, vil det åbenbart helt anderledes, for en insisterende technobas hamrer ud i æteren fra et anlæg, mens der bliver råbt, skreget og sunget hooliganagtige slagsange blandt festens deltagere. I skovens dybe stille ro – ikke her! Spektaklet står på til midt på natten, på det tidspunkt nærer jeg ingen illusioner om at få besøg af Ole med de lukkede øjne. Hvilepulsen er ikke-eksisterende, måske dels på grund af forventningens sitrende uro – i morgen Tyskland! - og dels på grund af alle stresshormonerne, der bliver hvirvlet op af en fest, jeg ufrivilligt følger på (sikker) afstand i mit lille, mobile hjem.

Tyskland i horisonten. Sejlturen over Østersøen forløber med en velfortjent morfar, hængende på en stol med ludende hoved i et venterum omgivet af et hold snakkelystne kinesere med udsigt til måger i svæv på dækket. Jeg føler mig lidt som Bill Murray i Lost in Translation. Påmønstringen i Gedser var et sandt Shangri-la af feriecyklister bevæbnet med Ortlieb og cykeltights. Flertallet er nok i færd med at tilbagelægge den ret så populære 'Radweg' København-Berlin. Efter landgangen i Warnemünde, lidt nord for Rostock, får jeg en snak med en engelsk turcyklist. Uheldet vil, at fælgen på hans cykel har opdraget sig et fatalt brud, så jeg møder ham trækkende med ”patienten” fra færgen. Der er ikke andet at gøre end at skifte fælgen helt, fortæller han, hvilket så bliver næste dags projekt i Rostock.

Jeg møder ham en time senere på hovedtorvet i byen på udkig efter et hotelværelse og overvejer selv samme, men også lidt pebrede, løsning, alternativt vandrehjem. ”I'll find a place outside the town where I can pitch my tent”, konstaterer jeg, lidt som én der i al sin indbilskhed giver indtryk af ufravigelig damage control over tilværelsen, men som dybest set ikke har styr på en skid. ”Maybe we'll meet again”, siger englænderen med et smil, med henvisning til, at vi allerede er stødt ind i hinanden to gange inden for en time. Det skete dog ikke – jeg mødte ham aldrig igen.

Jeg tager en alvorlig beslutning: Wild camping. Efter en forgæves udfulgt til et centralt beliggede vandrehjem – alt er optaget – beslutter jeg at campere i det fri. Udsigten til et dyrt hotelværelse huer mig ikke, særligt ikke her i turens indledende fase. Det er derfor bare om at komme ud af Rostock hurtigst muligt og finde noget grønt at gemme sig bag, inden solen går helt ned. Jeg sætter kursen stik syd. Snart triller jeg forbi et trestjernet hotel i en landsbyagtig forstad til Rostock. Hmm, måske det alligevel var et forsøg værd? ”All is full”, får jeg at vide i den nydelige hotellobby, som vel nærmest er antitesen til det fremmedlegeme, jeg føler, jeg er i det sekund, jeg træder ind af døren. Tirsdag er åbenbart primetime i hotelverdenen på de her kanter. Receptionisten indvilliger dog i at tanke vand på mine halvtomme cykelflasker; første vigtige komponent i en vellykket overnatning i det fri. En halv time efter finder jeg en grøn plet i en lille skov, ikke langt fra noget bebyggelse – ikke helt efter bogen, men der er ikke så meget at stille op, nu hvor mørket trænger sig voldsomt på. Natten forløber roligt.

Kreativ byfornyelse i byen Schwann, Mecklenburg-Vorpommern

Næste dag ankommer jeg til byen Schwann omkring 12-15 km syd for Rostock. Den videre rute befinder sig blot i form af en løselig, mental skitse. Pilen i mit indre kompas peger i sydøstlig retning, målet er Szczecin i Polen, en tur, der tager tre dage at tilbagelægge. En strøm af små og større veje erobres i de følgende dage. Landsbyer flimrer i ét væk, svært at skelne fra hinanden i deres grå-brune enshed af forfald og (tilsyneladende) forladthed. Områderne, jeg kører igennem, er også nogle af forbundsrepublikkens allerfattigste. Flere steder har nogle beboere fået nok af det klæbende post-DDR-stigma og startet en stille revolution ved at pifte deres huse op i pangfarver a la grønt, gult og rødt. Farverne smitter, som jeg defilerer forbi på min cykel.

Kan godt mærke, at min fysiske form ikke har nået zenit endnu, men heldigvis er det overvejende flade terræn godt nyt for mine hårdt prøvede benmuskler. Dagtemperaturen simrer omkring 20-25 grader, yderst behageligt pedalklima, men den stiger ret hurtigt og rammer 30 grader allerede på turens tredjedag. I regionshovedstaden Neubrandenburg nærmer det sig hedebølgelignende tilstande. Byens hovedtorv er ucharmerende som i stål, glas og beton. Fødderne når kogepunktet i cykelskoene. Jeg installerer mig midlertidigt på en burgerrestaurant på byens hovedstrøg, bestiller en 'veggieburger' og ser mit snit til at soignere lidt på restaurantens toilet, ligesom cykelflaskerne får et boost frisk vand. Kun wi-fi med adgangskode - jeg dropper det.

Jeg mangler et vejkort til den videre tur østover, et tilbagevendede irritationsmoment, da udbredelsen af gps-navigation i stigende grad betyder, at markedet for fysiske kort er på skrump. Ejer godt nok en gps, som jeg også har taget med, men det relativt lille display vanskeliggør navigation over større afstande, så den kommer kun frem af taskedybet, når jeg eksempelvis skal finde rundt i lidt større byer. Med mit nyindkøbte kort bevæger jeg mig ud af Neubrandenburg. På et tidspunkt er jeg snublende nær ved at vælte på cyklen, da jeg pludselig får problemer med at klikke skoene ud af pedalerne. Jeg skal vist lige blive helt dus med de nye 'clipless'-pedaler af mærket Shimano...

Forfald. Den hvide, "sunde" bygning agerer modvægt. Mecklenburg-Vorpommern

Off-road i Mecklenburg-Vorpommern

Byport i Malchin, Mecklenburg-Vorpommern

Det er dagen, hvor jeg krydser den tysk-polske grænse. Efter en god nats søvn, mindst fem timer (ren luksus), i et skovbryn, er det på med hjelmen og ud og danse tæt i morgentrafikken. Omkring 11-tiden triller jeg ind i Prenzlau, hvis dominerende vartegn er byens centralt beliggende kirke, der flankeres af en statue af Martin Luther bærende på de hellige skrifter – et sidste sværdslag for den reformerte kirke før det katolske Polen cirka 60 km væk. Der udspiller sig nærmest et ritual, hver gang jeg entrerer en større eller mindre by, således også i Prenzlau: Et par snapshots af bymidten - hvis den ellers er fotogen – generel forvirring, proviantering, madindtag, tolietbesøg samt påfyldning af vand på cykelflaskerne. Der kan snildt gå to timer med at besørge alle disse gøremål.

Solen bager godt, men det blæser lidt, så det kan sammenlignes med en føntørrer, der står et sted mellem 0 og maks, dvs. ret varmt og næsten rart. Når jeg vel at mærke cykler. Jeg når til flækken Penkun, mindre en 30 km til grænsen. På byens torv får to cykelkolleger sig et break i eftermiddagsheden. Den ene, en ung kvinde, sidder og læser i en bog, mens den anden, en ung mand, får sig en morfar på en bænk. Et kærestepar fra Østrig viser det sig. ”Excuse me, do you have a map covering the area?”, spørger jeg kvinden, for jeg er temmelig desperat efter lidt topografiske oplysninger det sidste stykke til Szczecin. Igen klager jeg min kortnød! ”Yes, I do”, svarer hun og fisker et detaljeret cykelkort frem over området. Jeg forklarer hende, hvor jeg er på vej hen, hvorpå hun foreslår, jeg vælger en cykelrute, som er indtegnet på kortet. Jeg prøver at lave en mental kopi af ruten, for jeg kan af gode grunde ikke få kortet med. Imens er fyren vågnet. Han foreslår, jeg tager et billede af kortet med min smartphone, så har jeg det jo lige ved hånden! Smart synes den, der halter langt bagefter den teknologiske udvikling.

Høsttid. Brandenburg

Kirken i Prenzlau, Brandenburg

Skræmmekampagne på tysk. Brandenburg

Szczecin. Godt mørnet i hoved og bentøj efter en hård og varm dag i sadlen. Dagens kilometerregnskab siger 100 km. Klokken er omkring syv. Tid til at finde et billigt logi for natten. Valget falder på et tostjernet Ibis-hotel i centrum af byen. Jeg ånder lettet op, da den lidt tilknappede receptionist meddeler, at der er et ledigt værelse til mig. 208 zloty siger prisen. Aner ikke, hvor meget én zloty er i danske kroner - jeg synes, jeg har haft andet og vigtigere ting at tage mig til end at undersøge vekselkurser. ”How much in euro?”, spørger jeg receptionisten, der bruger det meste af et halvt minut på at konvertere prisen til euro på hendes regnmaskine. ”30 euros”, svarer hun. Okay, tænker jeg, altså omkring 210 danske kroner, det kunne have været meget værre!

Efter jeg har betalt for overnatning og cykelparkering – ja, hele to euro koster det for at få lov til at parkere sin cykel i hotellets P-kælder – overgiver jeg mig betingelsesløst til dobbeltsengen. Nå, måske jeg lige skulle tjekke prisen for værelset på Valutaomregner.dk, bare for at være helt sikker på prisen, tænker jeg. Jeg slå 208 zloty ind og opdager til min gru, at overnatningen koster 390 kroner! Fandens! Enten har receptionisten regnet forkert, eller også har jeg sovet i timen. En god forretning forvandles på et splitsekund til en dårlig deal.