tirsdag den 12. juli 2011

Del 3: En rigtig møgdag (Kbh. - Stockholm på cykel)

”Var rädd om dig, kör forsigtigt”, stod der på et skilt ved grænsen til byen Vaggeryd i hjertet af Småland. Selv syntes jeg, jeg gjorde begge dele – hvad andet kan man hævde om en mand, der bærer cykelhjelm! Alligevel kørte jeg (på cykelturens fjerde dag) i grøften - billedligt talt. Dagens etape gik fra Vaggeryd til Vadstena - det var i hvert fald tanken, da jeg trak i cykeluniformen om morgenen og tastede dagens destination ind på min indre GPS. Første rasteplads på etapen var Jönköping, en stor provinshovedstad smukt beliggende ved Vätterns sydspids.


Uden den store dramatik cykler jeg (efter at have tilbagelagt 38 kilometer) ind i den centrale del af Jönköping, der, til trods for det er fredag eftermiddag, virker foruroligende mennesketom (Hvorfor, kommer jeg ind på senere). Mindst ligeså foruroligende er det, at cyklen pludseligt virker underlig gumpetung, og da jeg står af og triller cyklen op på fortovet, fornemmer jeg fælgens møde med kantstenen i stedet for den bløde fornemmelse fra et oppumpet dæk. Jeg aner straks uråd og kan til min store ærgrelse konstatere, at forhjulet er punkteret. Nå, på med cykelhandsken - huller er jo til for at blive lappet!

Hvad der umiddelbart forekom at være en simpel reparation – herre gud, det er jo kun en punktering! – viste sig mere og mere at minde om løsningen på en indviklet matematisk gåde. Med andre ord havde jeg mere end almindeligt svært ved at finde det der hulens hul. Jeg kunne hverken se, høre eller mærke hullet og måtte til sidst bide min stolthed i mig og ty til den uigenkaldeligt sidste udvej: vandtesten. Fyldt op med vand fra cykelflaskerne lod jeg slangen døbe i min spisemug, men også den strategi fejlede! I min desperation dyppede jeg i et sidste forsøg ventilen i muggen og sagen var afgjort: Luft i form af bobler piblede ud af et hul lige under ventilhovedet.

Det tog mig det meste af tre timer at finde hullet og skifte den defekte slange med en ny af slagsen. Én ulykke kommer sjældent alene, siger man. For det meste er det bare det rene sludder og en udokumenteret påstand. Men ikke dén dag. Det viste sig nemlig at hele Jönköping - samt folkhemmet Sverige - var gået i kollektiv koma på grund af Midsommerfesten, den svenske pendant til Skt. Hans aften i Danmark, der til forskel fra dansk tradition er en helligdag, hvor næsten alt er lukket ned i to dage. Hvad jeg ikke har fortalt, er, at stoppet i Jönköping primært var tiltænkt som en anledning til at få købt et vejkort til min videre tur op ad Vätterns østbred, men kort køber man som bekendt normalt i butikker - der har åbent! Uden dette kort ville den videre tur være forbundet med store navigationsproblemer, hvor lidt spredt vejskiltning rundtomkring ville være min eneste vejviser.


Landskab ved Vättern

Det var nu blevet så sent - det var næsten aften - at al videre cykling den dag ville være nytteløs. Og så var der jo også det med det manglende kort. Jeg tog derfor en rask beslutning og cyklede op i byens nordøstlige del - fem kilometer fra centrum - hvor der ifølge pålidelige kilder lå et vandrerhjem. Og det gjorde der såmænd også - men jeg kunne bare ikke finde det! Det lykkedes mig dog med venlig assistance fra et ældre ægtepar, der var ude på en lille aftonpromenad, at finde vandrerhjemmet, der gemte sig på en stille villavej. Desværre havde midsommer-influenzaen smittet receptionisten på vandrerhjemmet for receptionen holdt helligdagslukket!

Slukøret kørte jeg tilbage til bymidten, men fandt dog snart en campingplads, hvor jeg kunne overnatte. Træt og skuffet over dagens hændelsesforløb fandt jeg en egnet teltplads på campingpladsen, men det var en højlydt og armfægtende herre siddende på en havestol bag mig åbenbart ikke enig i. Jeg var nemlig i færd med at slå mit telt op lige dér, hvor han havde udsigt til aftensolen over Vätterns vande. Fjerde dag på min cykeltur var med andre ord en rigtig møgdag.                 

Del 2: Min debut som campist (Kbh. - Stockholm på cykel)

Mine erfaringer med campinglivets glæder og sorger var nærmest ikke-eksisterende, før jeg pressede den første teltpløk ned i den skånske muld på cykelturens førstedag. Fænomenet camping var for mit vedkommende mest af alt synonymt med dårligt ventilerede discount-telte på Roskilde Festival. (Fuldblodscampister vil nok argumentere for, at ”Roskilde” er uden for kategori, en opvisning i organiseret druk tilsat lidt larm fra 7-8 scener i en lille uge).

De første fire overnatninger på turen var enten henlagt til campingpladser eller vandrerhjem. Dernæst gav jeg allemandsretten en chance og camperede i det fri, selvom første teltslagning af denne art var langt fra forestillingen om malerisk skogsjö med sagte ild fra en Trangia-brænder. Nej, det her var sgu storby-camping, mere præcist i Norrköping, hvor jeg byggede rede i periferien af et udendørs sportsanlæg i byens udkant. Et temmelig tåbeligt sted at campere - kan ikke anbefales.

Camping i det fri lidt nord for Nyköping
Da roen havde sænket sig over mit lille nylon-hjem, blev privatlivets fred brat forstyrret af en ung mand (en atlet på vej hjem efter træning?), som - gætter jeg på - havde udset sig min telt-matrikel til vandladningssted. Hvorom alting er, kom han hurtigt på andre tanker, da han opdagede en tosset dansker med telt og forsvandt lige så hurtigt som han trådte ud af aftenskumringen. Den nat sov jeg ikke så meget.

Så var næste fritliggende overnatning mere i grønspættebogens ånd. Her var sportsanlæg forvandlet til et skovbryn med en stor population af myg, myrer og fluer. Herligt! Jeg slog mit telt op ved 21.30-tiden, efter at have indtaget et vellykket aftenmåltid på en restaurant i Nyköping, ca. 10 km fra mit nye ad hoc-hjem. Nu behøver jeg ikke besvære mig med at lave aftensmad, tænkte jeg, og snart lå jeg i mit mobile home og ventede på, at søvnens æterdampe ville bedøve mig.

Der gik vel ikke mere end femten minutter, før jeg måtte opgive mit søvnprojekt, eftersom et natteaktivt dyr udenfor teltet istemte en besynderlig solosang, måske for at markere sine territorialgrænser over for ubudne gæster (inkl. turcyklister)? Var det en grævling? En mår? En vildfaren los fra Värmland? Allermest lød det som en humørsyg alien fra et fjernt solsystem, hvis rumskib var havareret nogle kilometer længere inde i skoven.

Uhyret nærmede sig langsomt teltet. ”Kom an, hvis du tør”, tænkte jeg og fiskede febrilsk efter min røde schweizerkniv i det mørklagte telt, parat til at tage kampen op med bæstet, hvis den var ude på øretæver. Holmgangen blev dog afblæst og efter tyve minutters sangimprovisation listede dyret væk som en ambulance-sirene, der langsomt aftager i natten for helt at forstumme til sidst. Derefter genvandt jeg hvilepulsen, og jeg faldt endelig i søvn.    

Del 1: Lidt fakta om turen Kbh. - Stockholm på cykel

Som de fleste rejser begyndte min rejse som en dagdrøm, der havde hjemsøgt mig gennem længere tid. Min drøm var nærmest banal: at cykle til Stockholm med start i København. Det tog mig syv dage og 791 km, før jeg trillede over målstregen i den svenske hovedstad, væsentligt længere end de ca. 650 km, som var den afstand, jeg havde målt mig frem til på Google Maps under forberedelserne til turen hjemmefra.

Oprindeligt var det min plan, at jeg ville tage til Gotland efter Stockholm-besøget. Desværre led dette projekt skibbrud på grund af prisniveauet på færgeoverfarten, som var mere end det berammede rejsebudget kunne efterkomme. I stedet cyklede jeg hjem efter tre hviledage i den svenske hovedstad - næsten - for i Växjö steg jeg på øresundstoget mod København, og eventyret var forbi. I de to uger jeg var af sted, cyklede jeg i alt 1300 km.


 Det smålandske højland var nok turens største fysiske udfordring 

Hjemmefra havde jeg lagt en omtrentlig rute med plads til sidespring og afstikkere, hvis der undervejs opstod fristelser i form af natur- og kulturoplevelser, som var vanskelige at ignorere. Eneste kriterium for ruten var, at jeg ønskede at lægge vejen forbi Vättern (det viste sig at være et af turens højdepunkter). På grund af Vätterns placering, valgte jeg en rute indlands i stedet for den mere kystnære rute langs Østersøen. Ruten havde også den fordel, at jeg fik mulighed for at cykle et stykke ad Göta kanalen (fra Motala i vest til Norrköping i øst). En oplevelse jeg ikke ville have været foruden!