”Var rädd om dig, kör forsigtigt”, stod der på et skilt ved grænsen til byen Vaggeryd i hjertet af Småland. Selv syntes jeg, jeg gjorde begge dele – hvad andet kan man hævde om en mand, der bærer cykelhjelm! Alligevel kørte jeg (på cykelturens fjerde dag) i grøften - billedligt talt. Dagens etape gik fra Vaggeryd til Vadstena - det var i hvert fald tanken, da jeg trak i cykeluniformen om morgenen og tastede dagens destination ind på min indre GPS. Første rasteplads på etapen var Jönköping, en stor provinshovedstad smukt beliggende ved Vätterns sydspids.
Uden den store dramatik cykler jeg (efter at have tilbagelagt 38 kilometer ) ind i den centrale del af Jönköping, der, til trods for det er fredag eftermiddag, virker foruroligende mennesketom (Hvorfor, kommer jeg ind på senere). Mindst ligeså foruroligende er det, at cyklen pludseligt virker underlig gumpetung, og da jeg står af og triller cyklen op på fortovet, fornemmer jeg fælgens møde med kantstenen i stedet for den bløde fornemmelse fra et oppumpet dæk. Jeg aner straks uråd og kan til min store ærgrelse konstatere, at forhjulet er punkteret. Nå, på med cykelhandsken - huller er jo til for at blive lappet!
Hvad der umiddelbart forekom at være en simpel reparation – herre gud, det er jo kun en punktering! – viste sig mere og mere at minde om løsningen på en indviklet matematisk gåde. Med andre ord havde jeg mere end almindeligt svært ved at finde det der hulens hul. Jeg kunne hverken se, høre eller mærke hullet og måtte til sidst bide min stolthed i mig og ty til den uigenkaldeligt sidste udvej: vandtesten. Fyldt op med vand fra cykelflaskerne lod jeg slangen døbe i min spisemug, men også den strategi fejlede! I min desperation dyppede jeg i et sidste forsøg ventilen i muggen og sagen var afgjort: Luft i form af bobler piblede ud af et hul lige under ventilhovedet.
Det tog mig det meste af tre timer at finde hullet og skifte den defekte slange med en ny af slagsen. Én ulykke kommer sjældent alene, siger man. For det meste er det bare det rene sludder og en udokumenteret påstand. Men ikke dén dag. Det viste sig nemlig at hele Jönköping - samt folkhemmet Sverige - var gået i kollektiv koma på grund af Midsommerfesten, den svenske pendant til Skt. Hans aften i Danmark, der til forskel fra dansk tradition er en helligdag, hvor næsten alt er lukket ned i to dage. Hvad jeg ikke har fortalt, er, at stoppet i Jönköping primært var tiltænkt som en anledning til at få købt et vejkort til min videre tur op ad Vätterns østbred, men kort køber man som bekendt normalt i butikker - der har åbent! Uden dette kort ville den videre tur være forbundet med store navigationsproblemer, hvor lidt spredt vejskiltning rundtomkring ville være min eneste vejviser.
 |
| Landskab ved Vättern |
Det var nu blevet så sent - det var næsten aften - at al videre cykling den dag ville være nytteløs. Og så var der jo også det med det manglende kort. Jeg tog derfor en rask beslutning og cyklede op i byens nordøstlige del - fem kilometer fra centrum - hvor der ifølge pålidelige kilder lå et vandrerhjem. Og det gjorde der såmænd også - men jeg kunne bare ikke finde det! Det lykkedes mig dog med venlig assistance fra et ældre ægtepar, der var ude på en lille aftonpromenad, at finde vandrerhjemmet, der gemte sig på en stille villavej. Desværre havde midsommer-influenzaen smittet receptionisten på vandrerhjemmet for receptionen holdt helligdagslukket!
Slukøret kørte jeg tilbage til bymidten, men fandt dog snart en campingplads, hvor jeg kunne overnatte. Træt og skuffet over dagens hændelsesforløb fandt jeg en egnet teltplads på campingpladsen, men det var en højlydt og armfægtende herre siddende på en havestol bag mig åbenbart ikke enig i. Jeg var nemlig i færd med at slå mit telt op lige dér, hvor han havde udsigt til aftensolen over Vätterns vande. Fjerde dag på min cykeltur var med andre ord en rigtig møgdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar