København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 2, Polen

Stubmarker, skove og storbyer. Jeg bevæger mig langsomt men sikkert ned gennem den vestlige del af Polen uden egentlig at vide, hvor turen ender. Undervejs møder jeg, hvad der ligner 72 jomfruer, der sjovt nok alle hedder Maria.

Szczecin. Helligdag i hele Polen. Hvis der er noget, som gør livet besværligt for cykelturisten, er det helligdage: Alt - med undtagelser - er lukket. Et personligt skrækeksempel var en cykeltur til Stockholm i 2011, der ramlede sammen med den svenske midsommerfest, der betød, at alt stort set var smeltet ned i folkhemmet i de to dage, festlighederne stod på. Men det er en helt anden historie. Her i Polen drejer det sig heldigvis kun om én helligdag - Jomfru Marias himmelfart – så min overlevelsesstatistik giver grund til optimisme. Ave Maria.

Regnemiraklet i receptionen forsøger at overtale mig til at snuppe en nat mere på hotellet, ja, netop på grund af helligdagen – så kan man jo lige så godt flade ud med kulørte cocktails i hotellobbyen (kreativ omgang med kildes udsagn) – men også fordi, der er udsigt til mere hede(bølge) den følgende dag. Jeg takker pænt nej, da jeg ønsker at finde noget overnatning dagen efter, der i højere grad harmonerer med mit stramme rejsebudget. Men en vandretur rundt i byen om aftenen overbeviser mig om, at jeg slet ikke har lyst til at spendere en ekstra nat i Szczecin, der ingenlunde vinder på naturlig charme og spændende arkitektur. Derfor beslutter jeg mig for at fortsætte turen dagen efter med hedebølge og helligdag som de mest insisterende forfølgere i feltet.

Park i Szczecin. Min cykel forvandles til et tørrestativ. Mens tøjet tørrer, spiser jeg frokost. Midt på eftermiddagen forlader jeg byen

Det er først nu, turen rigtig begynder, føler jeg, nu hvor jeg kanter mig ud af Szczecins østlige forstæder ad en kønsløs hovedvej. Fabrikker, tankstationer, bilforhandlere, lager- og engrosvirksomheder skyder op langs vejen som påtrængende noder i vækstøkonomiens partitur. I praksis er al trafik langt an på at tage uindskrænket hensyn til benzindrevne køretøjer, for jeg må kigge uendeligt langt efter markeringer i asfalten, der kommer cykelfolket til undsætning. Sådan er det, viser det sig, med få undtagelser i store dele af Polen.

Jeg sætter kursen mod Poznan, en storby, der ligger tre cykeldage fra Szczecin i sydøstlig retning. Krakow logrer med halen i mit tankesystem og intuitivt ved jeg, at jeg er på vej til den historiske by i den sydlige del af landet. I den forbindelse vil jeg morderligt gerne se Auschwitz-Birkenau-museet lidt vest for Krakow (beklager utidigt sprogbrug). Men hvad der skal ske derefter, ikke mindst hvordan jeg kommer hjem igen, tja, den beslutning overlader jeg trygt til de ærede medlemmer af skæbneudvalget. Når det er sagt, går mine drømme i retning af Budapest med flyforbindelse hjem. Istanbul er stadig forebeholdt tosserne.

CHO-SZ-CZ-NO. Jeg øver mig i at udtale navnene på de byer, jeg cykler igennem. Eller rettere gætter mig til udtalen. 'Cześć', goddag, udgør mit samlede ordforråd på polsk - integration mislykket. Da jeg nærmer mig centrum af Choszczno, bliver jeg budt velkommen af Johannes Paul II, som troner i støbejern ved siden af byens store kirke. Hans rolige væsen harmonerer perfekt med byens vegeterende søndagsstemning. Jeg møder tit den polskfødte pave i fuld ornat rundtomkring, typisk i lidt større byer som her i Choszczno. I Polen er Johannes Paul II en rockstjerne. Men jeg tænker nu mere på mad end paver i det øjeblik, jeg ankommer til byen, for jeg har stort set ikke fortæret et solidt, varmt måltid siden København, hvad jeg mærker nu, for energiniveauet er ved at nå det kritiske røde felt. Tre-fire håndmadder, youghurt med müsli og lidt frugt og grønt – frokost classic – er ikke nærende nok i længden, særligt ikke når dagens sidste måltid ofte er frie variationer over samme opskrift. Jeg vælger derfor at købe ind til primus-middag for én i et supermarked i Choszczno.

”Excuse me, can you tell me if this is carbonated water?”, spørger jeg en tilfældig kunde, en ung kvinde, i butikken. Jeg peger på en halvandenlitersflaske med mineralvand. ”Do you mean stillwater?”, svarer hun i kølvandet på den store forvirring, da det går op for hende, at jeg er på udkig efter vand uden bobler. Jeg er selvsagt dybt afhængig af vand, specielt når der er skruet godt op for solens termostat, så når en købmand spottes på vejen, er det tit ensbetydende med vandhamstring i halvandenlitersmål. Mineralvand med kulsyre slukker ikke tørsten i samme grad som vand uden - desuden hader jeg det - så jeg går målrettet efter 'uden kulsyre'. På polsk hedder det selvfølgelig noget helt femte, og så er det, man må bruge sin hermeneutiske sans. Eller udse sig et engelskkyndigt offer, som kan guide en gennem Vandland.

Paveskulptur i Stargard Szczecinski. Det kunne i princippet være i en hvilken som helst større polsk by

'Kopytka' hedder min middag, en slags mel- og kartoffelboller, som skal koge i cirka fem minutter. De minder lidt om gnocchi, blot smager de mere af kartoffel end af pasta. Jeg har indrettet mig lidt afsides med kogegrej i byens centrale park, som ligger ned til en sø. Der er dømt søndagskarma i parken, hvor folk nyder den sidste weekenddag og hinandens selskab. Jeg nyder mit eget i selskab med en mindre myrehær. Vandet koger i aluminiumsgryden, mens bollerne springer for livet i det varme boblebad. Jeg holder konstant opsyn med gryden, der balancerer som en linedanser på den spinkle Optimus-brænder, hvorpå en dåse med gas er monteret. Det smager pragtfuldt, efter jeg har hældt det kogende vand fra og puttet tomatsovs i retten. Prikken over i'et er saltede peanuts, som jeg dryssser ovenpå til sidst som topping, noget jeg normalt ikke ville gøre i køkkenet derhjemme. Men det er blandt andet dét, som gør rejsen spændende og vederkvægende: Opdagelsen af nye og hidtil ukendte sanseområder som et kontrapunkt til hverdagens vanecirkler. Når det er sagt, kan peanuts i gryderetter godt gå hen og blive en dårlig vane.

På med handsken igen. De første to dage på polsk grund byder mestendels på befærdede, lige landeveje. Landskabet er overvejende fladt. Partikelforureningen klæber til ansigtet som Botox. Mit blik er snøret fast til den hvide kridtstreg, som adskiller vej fra rabat, for der er stort ingen nævneværdig skulder at klemme sig ind på. Klogeligt holder de lokale cyklister sig langt væk fra denne vejstrækning – jeg møder i hvert fald ingen lidelsesfæller i kampens hede - okay, måske én så - flertallet tør øjensynligt kun begive sig ud i trafikken formummet bag en kølerhjelm og et Wunderbaum. En stubmark på Lolland er dybest set ækvivalent med en stubmark i Polen, dvs. ikke videre sindsoprivende, især ikke når man har passeret pløjemark nr. 100 på en enkelt dag. Høsten er mange steder kommet i hus her medio august, så mange marker ligger øde hen i et ælte af jord, sten og stumper efter afgrøder.

Kopytka. Så pyt da!

Frokost i det grønne. Choszczno

Der er en tendens til, at turcyklister undlader at brokke sig over, hvor gabende uinspirerende cykellivet til tider kan være, i hvert fald offentligt. Jeg har for fanden glædet mig til turen i et halvt år og brugt alle mine spareskillinger på en Koga Miyata (20.000), synes den bagvedliggende årsag til pligtoptimismen at være. Men det er svært at holde smileymasken efter 70 kilometer på en intetsigende landevej presset ud i rabatten af en frådende sværm af biler og lastbiler. Utroligt så mange biler Polen kan mobilisere, symbolet på at en købestærk, polsk middelklasse er spiret frem.

Polsk er katolsk. Små kapeller og Maria-figurer langs vejene står som kon(s)tante påmindelser om, at et stort flertal af polakkerne vender blikket mod Vatikanet i religiøse spørgsmål. Maria med tildækket hovedparti og et ansigtsudtryk i salig udfoldelse fås i small, medium eller large, farvestrålende eller klassisk bleg, der er frit valg i butikken for katolsk kitsch. Fabrikanten af disse ens, billigt udseende figurer (gips?) griner uden tvivl hele vejen til banken. Men hvad skal de gøre godt for? Hvilket formål tjener de? Jeg ser ingen, der knæler og slår korsets tegn for Jomfruen de utallige gange, jeg triller forbi i hedensk undren.

I en landsby ser jeg en ung kvinde komme trillende med en barnevogn, hun ligner en mor på 18. Ved sin side går en noget ældre kvinde – svigermor? Familieplanlægning på de her kanter er nok lig med pavestatens anbefalinger. Ingen prævention.

Skov, skov og atter skov. De flade marker er forvandlet til fyrskov. Jeg er fyr i flammer over en ujævn skovvej, som sender rystelser op gennem forhjulet, forgaflen og styret, så det vibrerer i hele karosseriet. Jeg bander og svovler af vaskebrættet, som er årsag til de kæberaslende vibrationer. Først efter 17 kilometer stopper trykluftboret, da jeg rammer en asfalteret vej. Skoven, ihvilken jeg slog lejr for natten et halvt døgn tidligere, er vistnok en nationalpark; Puszcza Notecka, hedder den og ligger lidt nordvest for Poznan, som jeg ankommer til senere samme dag.

Jeg når Poznan ved 19-tiden. Byen viser sig at være større end først antaget. Jeg flakker om fra gade til gade, mens jeg godtroende og blindt følger min gps, der åbenbart mener at vide, hvor det bedste hotel eller hostel ligger inden for en radius af tre kilometer. Men det er udelukkende tre- og firestjernede etablissementer, så jeg dropper projekt ”billigt hotel”. Samtidig nages jeg af en tvivl, for det ligner unægtelig perferien af (eller lidt uden for) byens centrum, og følelsen af vildfarelse stiger i takt med at mørket breder sig og gadelygterne tændes.

Vaskebræt. Jeg er godt knotten, da jeg knipser billedet. Puszcza Notecka

Det lykkedes mig langt om længe at finde et hostel i en etageejendom; jeg ringer på dørtelefonen og bliver zappet ind. Receptionen er ubemandet, da jeg træder ind af døren. Det ligner ikke et hostel, snarere et bofællesskab i en ældre herskabslejlighed. Jeg snuser lidt rundt. Til sidst banker jeg på en tilfældig dør, hvorud et ukranisk kærestepar træder. Den smukke halvdel kan lidt engelsk og får fat i receptionisten via en telefon. Jeg får fyren i røret. Nej, der er desværre ingen ledige værelser, men der ligger et hostel på den anden side af gaden, prøv det, opfordrer han. Mange tak! Kort tid efter står jeg foran hostel nummer to. Jeg banker på døren flere gange og presser håndtaget ned. Låst. Ingen reagerer på den husvilde dansker.

Det er nu næsten helt mørkt. Jeg er skiftevis desperat og paranoid, til sidst begge dele simultant. Klokken er næsten ni. Fast besluttet på at finde et sted at overnatte, uanset stand eller pris, spørger jeg oraklet - min gps - en sidste gang. 'Hotel Moderno' lyder svaret. Navnet stinker langt væk af designmøbler og personale med pinligt velplejede negle. Der er heldigvis et værelse ledigt, viser det sig. Men jeg må ofre 190 zloty, cirka 330 danske kroner, for et lille kammer, der mest af alt minder om et klædeskab med adgang til bad og toilet. En vigtig detalje som ”inclusive breakfast” rydder den sidste skepsis af vejen. Dyrt, ja, men hellere en seng på parnasset end en bænk i parken. Da værelset er betalt, viser receptionisten mig på et citymap, hvor hotellet ligger i forhold til centrum. Jeg tager mig til hovedet – tæt på men ikke tæt nok.

Luksusfælde. Hotel Moderno. Poznan

Hovedtorvet, Stary Rynek, i Poznan