København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 5, Slovakiet

Slovakiet er grønne højdedrag og stille landsbyer. På vejen op ad et bjerg må kronikøren erkende, at 'selfies' kræver øvelse. Og senere, at planer kan ændre sig på et splitsekund   

Slovakiet er et bjergland. Ja, rigtigt, men vi taler altså ikke om schweiziske tilstande med tobleronetinder hele horisonten rundt, selvom de også findes, især op til den store EU-nabo mod nord. Ofte er bjergene ikke højere end 600-1200 meter, så generelt er snegleridt med hårnålesving ad absurdum mere undtagelsen, end det er reglen. Medmindre man ligefrem har tilbøjeligheder i den retning og aktivt tilrettelægger sin rute med denne type udfordring for øje. Jeg springer over.

Målet for min tur gennem Slovakiet er byen Kosice, der ligger mod sydøst, omkring 25 km fra Ungarn. Fra Kezmarok til Spisska Nova Ves dominerer det åbne, opdyrkede landskab. Der er høj sol og varmt, omkring 30 i skyggen. Jeg standser, når jeg trænger til vand og fast føde i form af kiks eller nødder fisket op fra dybet af Ortlieb på styret. Livet er enkelt, som var jeg et ubekymret barn på hulesafari i den nærliggende park.

Dag 3 i Slovakiet. Jeg vågner i mit telt mindre end 20 meter fra en lille landevej. Jeg befinder mig i det centrale Slovakiet et sted, langt ude på landet. Det var en redning af den mere feberagtige slags, der gjorde, at det endelig lykkedes mig at finde et nogenlunde ugenert (og plant!) sted at slå lejr for natten. I gløden fra solens allersidste penselstrøg pløjede jeg mig igennem et vildnis (med/uden torne), der lå som en ærtesuppe mellem vejen og nogle træer, under hvis kroner jeg nu gemmer mig som et andet jaget vildt. Det første jeg ser og hører, da jeg søvnigt lyner teltdøren op næste morgen og stikker hovedet ud i den friske morgenluft, er en bil, der standser omtrent ud for, hvor mit telt står. Ud af bilen stiger en mand, der lyner gylpen ned og tisser i rabatten. Til mit held er han mere optaget af sin vandladning end af kratluskere fra København. Endnu engang er jeg lykkelig for, at jeg valgte et armygrønt telt på Amazon, og ikke ét i skrigende gult!

Rutinemæssigt pakker jeg taskerne og står inden længe på vejen og er klar til udskibning. Det bliver sol på himmelblå kanvas hele dagen, kan jeg mærke. Mindre end to kilometer længere nede af vejen dukker en landsby op, perfekt castet med grønne bjerge i baggrunden, som var det naturens eget murværk opført som byens værn mod fremmede elementer udefra. Det forhindrer dog ikke den fremmed i at trille ind over bygrænsen og parkerer sin cykel ved en købmand. Her provianterer jeg til dagens energidepoter, som meget vel kan komme på overarbejde i bjergene. I butikken står dagens første kunder og snakker med hinanden og købmanden (Herude, så langt fra alting, kan det umuligt hedde kasseassistent!).

Landsbyen er idyllisk som et postkort, hvorpå byens gule kirketårn knejser mod de grønne højdedrag. En romantisk maler fra 1800-tallet ville straks folde sit staffeli ud og begynde at male. Jeg nøjes med at forevige øjeblikket med et kameraknips.

Der er omtrent tre veje ud af byen, og jeg vælger dén, som virker mest sandsynlig. Mest sandsynlig fordi mit kort kommer til kort på de helt små veje (stier er et mere dækkende ord), så jeg navigerer efter min intuition og ved hælp af min gps. Jeg nærmer mig to mænd, der står og smalltalker i det gyldne morgenlys. Så snart jeg passerer dem, fortryder jeg, at jeg ikke stoppede op og spurgte dem til råds omkring ruten. Men jeg orker ikke sprogforbistring så tidligt på dagen, så jeg satser på mit held og begiver mig videre ud af den lille vej, hvor to biler umuligt kan klemme sig forbi hinanden.

Jeg skal på en eller anden måde over bjergene, så da vejen begynder at stige med et par procenter, kommer det ikke bag på mig. Sulten melder sig, så jeg holder rast på en diger træstamme - stol og bord i ét - der ligger klinet op ad og parallelt med den lille vej. Youghurt, müsli og brød akkompagneret af behagelig fugle-fuga. Slovakiet by morning er ren zen for den stressramte.

Et vandløb hvisker og tisker i mit højre øre, da jeg kort efter fortsætter op ad den stadig mere og mere stejle vej, der på et tidspunkt overgår fra asfalt til jord af den sprukne og porøse slags (EU-midlerne rakte åbenbart ikke til mere asfaltering). Jeg høvler sved af kroppen som mælk fra en yverspændt ko og sender danske eder i retning af de umælende fyr- og løvtræer, som er klodset op ud til stien.

Bedst som det er allerværst, får jeg den løjerlige ide at forevige alt mit møje og besvær med et selfportræt via timeren på mit kamera. Ja, som en anden Don Quixote på sin jernkrikke! Jeg skruer tripod'en på kameraet og planter det et sted i rabatten, parat til optagelse. 12 sekunder, så lang tid får jeg, inden selvudløseren detonerer, hvilket kræver rapfodet handling og evne til at se overskudsagtig ud, når kameraet knipser. Så, nu! Løb, løb løb! Op på cyklen, knips, ned igen, hen og kigge på motivet. Pokkers, mit hoved kom ikke med! Indstille billedrammen og så, igen, nu! Løb, løb, løb! Op på cyklen, knips, ned igen, hen og kigge på motivet. Pokkers, jeg nåede ikke engang at smække røven i sadlen! Og heller ikke tredje gang er lykkens gang. Jeg opgiver mit tvivlsomme selfie-projekt – hvem ved, måske gemmer der sig en fyr bag et træ i nærheden, som har overværet 'showet' og er ved at flække af grin? - og tænker, at man på en eller anden måde må kunne indstille timeren manuelt, så jeg får mere tid at løbe på... Da jeg endelig når passet, foreviger jeg min cykel med udsigt til bjergene – nu uden timer og ejer i badutspring.

Efter stormen kommer solen, eller hvad det nu hedder, og rigtig nok: En dejlig lang nedstigning fra bjerget er i vente samt en smuk panoramaudsigt ud over en sø, der ligger og koketerer i bunden af dalen. Da jeg næsten er kørt over en bro, der forbinder den ene søbred med den anden, stiger jeg af cyklen og tager en selfie i henslængt positur op ad broens gelænder. Hvis Caspar David Friedrich kom forbi nu, måtte han godt male mig.

Fra bjergets top til søens bred.

Kosice. Turen ind til byen foregår med håndbremsen halvt i bund, lige indtil det begynder at flade ud ved bygrænsen. Kosice - i øvrigt smuk og et besøg værd - er Slovakiets andenstørste med et indbyggertal på 235.000. Da jeg rammer hjertet af byen, beslutter jeg mig for at vegetere på en af byens mange fortovsrestauranter, der ligger og dovner under parasollerne i eftermiddagsheden. Pludselig kommer en nonne gudhjælpemig cyklende forbi i fuld ornat! Men byens lange hovedstrøg bliver for meget – for pebret og poppet – så jeg udser mig en hyggelig restaurant lidt ned ad en hyggelig smøge. Jeg bestiller noget italiensk pasta – man tager ikke helt til Slovakiet for at spise slovakisk, vel? Øllen er tjekkisk. Billigt og godt.

Hvad nu? Jo, planen var at fortsætte et stykke længere mod øst og derefter dreje mod syd til Ungarn. Da jeg cykler ud af Kosice, er jeg fast besluttet på at følge denne plan; det betyder én nat mere i Slovakiet. Men min euro-beholdning er ved at være kørt helt i sænk, så én overnatning mere i Slovakiet, betyder én overnatning mere i det fri. Et hotelværelse til under 12 euro – det til rådighed stående beløb - er nok urealistisk. Jeg er ikke vildt begejstret ved tanken om endnu en overnatning i telt på fjerde klasse, så jeg begynder seriøst at lege med tanken om at droppe sidste etape af tour de Slovakiet og styre direkte mod Ungarn, der ligger mindre end 20 kilometer væk. I Ungarn kan jeg muligvis finde en ATM-automat umiddelbart efter, jeg har passeret grænsen og hæve et passende antal forints, som er navnet på den ungarske møntfod. Derefter vil jeg kunne checke ind på et hotel i en tilfældig by. Skulle det ske, at hotelstrategien kommer til kort, har jeg stadig mulighed for at slå teltet op et sted lidt syd for grænsen, for ifølge kortet skulle der være et større område med noget der minder om skov. Jeg gør det sgu!, lyder det begejstret i mit hoved, da de sidste logistiske brikker er faldet på plads. Jeg hopper af cyklen og går ind til en købmand for at købe noget drikkelse og en is. Den nye plan skal fejres!      

Katedralen i Kosice

Nonne on the run. Kosice