fredag den 15. april 2016

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 6, Ungarn

En tidlig aftentime ankommer kronikøren til Ungarn og bliver stillet over for følgende valg: Hotel eller ikke hotel - det er spørgsmålet! Da mørket sænker sig, synes valget at stå mellem bænk eller telt. Heldigvis forbarmer en engel sig over den arme mand i sidste øjeblik



Jeg ruller kilometerne ud foran mig som en rød løber og nærmer mig Ungarn. På mange måder befinder jeg mig allerede i Ungarn, for den sydlige del af Slovakiet er udpræget ungarsk. Indtil første verdenskrigs afslutning var Slovakiet en del af det østrig-ungarske imperium, hvad Trianon-traktaten ændrede radikalt på, til stor fortrydelse blandt den ungarske befolkning i området, der som den tabende part måtte vinke farvel til landsmændene syd for den nye, vedtagne grænsedragning. I Slovakiet såvel som i Rumænien bor der stadig mange ungarer, men eftersom flertallet holder en lav profil omkring deres nationale tilhørsforhold – der er ikke mange der går rundt med ungarske flag på ryggen eksempelvis - er det umuligt at identificere dem i gadebilledet. Til forskel fra romaerne, der lettere skiller sig ud med en hudfarve, der er mørkere og en påklædning, der er mere spraglet.

Jeg drejer af det forkerte sted tæt ved grænsen og cykler ud ad en mindre landevej, indtil jeg undrende spørger mig selv: Hvor begynder Ungarn? På det tidspunkt har jeg cyklet tre kilometer med kurs væk fra grænsen. Det hænder, at vildveje kan overraske positivt, ligesom her, for jeg passerer en telefonpæl, der så at sige er sprunget ud i en mindre skov på sit hoved med grene strittende ud til alle sider. En telefonpæl kan åbenbart også have en dårlig hårdag. Jeg tramper tilbage til den fatale vejfletning og panorerer forbi en roma-enklave, der dels består af tre- og fireetages betonblokke og ynkelige, faldefærdige træhytter, der nok ikke overlever næste gang, et stormvejr fejer hærgende forbi.

Telefonpæl med morgenhår. Slovakiet

"Romaslum". Læg mærke til parabolerne. Slovakiet

Op ad en frygtelig stejl bakke. Det er som om grænsedragningen ikke er helt tilfældig, her hvor landskabet puster sig op i en magtdemonstration mellem de to lande. Men jeg er også ved at være mør i alle ledder og kanter. Klokken har rundet 17.00, da jeg prustende krydser grænsen, men der står selvfølgelig ingen velkomstkomite parat med kippende flag og hornorkester i vejkanten. Heltemodtagelser findes kun i fjernsynet. EU har langsomt pillet dramaet ud af Europas grænser til trods for tendenser i den senere tid, der peger i den modsatte retning med et påskud om at dæmme op for den såkaldte 'flygtningestrøm'. Jeg er lykkeligt uvidende om flygtningekrisen, der er under opsejling, og er vel selv en slags 'bekvemmelighedsflygtning', med den undtagelse at mit hjemland ikke er hudflettet af en vanvittig krig.

På grænsen fejrer jeg endnu en milepæl på turen. Hovedretten består af lunken flaskevand og snacks fra styrtasken. Der er menneskestemmer 20-30 meter inde i krattet på den slovakiske side; børn- og voksenstemmer blander sig med fuglekvidder. For mit indre blik visualiserer jeg mig en romalejr kantet af farvestrålende hestevogne. Det kunne meget vel være sigøjnere på skovtur. Jeg foreviger det historiske øjeblik med cyklen i positur foran grænseskiltet. Så nåede jeg sgu til magyarernes land!

Fra grænsen flyver jeg ned af en lang bakke, som ender i en mindre by, Hollóháza. Selvom det er fredag eftermiddag, er der ikke meget liv i gaderne. Instinktivt snuser jeg efter en hæveautomat, men ser ingen. Er det her overhovedet centrum, spørger jeg mig selv. Jeg kigger mig omkring og får øje på to ældre mænd, der sidder og får sig et glas og en passiar uden for et værtshus. Ved siden af ligger en købmand. Jeg går ind i butikken og får lov til at betale for lidt proviant med de få euroer, jeg har tilbage. På spørgsmålet om byen har en ATM, nikker købmanden, men synes åbenbart ikke, at det er besværet værd at forklare den høje blonde, hvor i byen den ligger. Ved siden af købmanden står en ung kvinde, måske kæresten; men heller ikke hun får jeg mange informationer ud af. Nå, pyt! Før eller siden må det da lykkes mig at køre forbi et pengetræ!

Skov og krat på begge sider af vejen. Tusmørket breder sig skyndsomt fra øst. Jeg sætter i turbofart mod eneste lidt større by på de her kanter, Sátoraljaújhely, der presser sig op mod grænsen til Slovakiet. Jeg grubler lidt over mine valgmuligheder; enten hedder det primitiv overnatning i skovagtige omgivelser, eller også står den på hotelovernatning i byen, som jeg af pladshensyn vil undlade at nævne alt for tit. Da jeg ikke har nok vand til en hel nat i det fri, vælger jeg hotellet, velvidende at jeg løber en chance, for hvad nu hvis alle værelser er lejet ud? Fredag aften er som bekendt primetime i hotel- og restaurationsbranchen.

Mit vægelsind synes at lege kispus med mig i dag – måske de mange kilometer i sadlen har påvirket frontallapperne? - for da jeg langt om længe opdager en hæveautomat i en lille by, undlader jeg at hæve! Jeg har simpelthen svært ved at overskue hvor mange forints, der går på én euro eller én dansk krone. Og det er tilsyneladende rigtig mange forints at dømme på de svimlende transaktionsmuligheder, som lokker på skærmen, fra 10.000 til 100.000! Bange som jeg er for at brænde inde med alt for mange forints ved grænsen til Rumænien et par dage ude i fremtiden, cykler jeg videre mod Sátoraljaújhely. Her må jeg da kunne hæve et passende antal forints, når jeg vel at mærke kender vekselkursen.

Skoven og det lidt bakkede landskab begynder så småt at ebbe ud i et fladt agerland. På min højre flanke ligger der noget, der minder om et fuglereservat med enge og buske. Der er i hvert fald en flerstemmig pippe-symfoni i gang og en hel eskadrille af mangeartede fugle på vingerne. En del af områdets beboer tilhørende homo sapiens har valgt, at weekenden passende kan starte med en aftentur til reservatet, for flere har parkeret cyklen og spejder efter fugle i det gyldne aftenlys. Jeg er velsagtens den mest eksotiske fugl, de møder dén dag. Vil jeg kunne rejse teltet her i tilfælde af akut mangel på et overnatningssted? I skjul bag en busk med en rødkælk som nærmeste nabo? Nej, landskabet er simpelthen for åbent her, og det ville i øvrigt forstyrre det helt specielle liv på egnen.

Kort før Sátoraljaújhely ligger der en stubmark kantet af noget træbeplantning. Jeg tænker, at der måske venter en lille grøn plet ud til marken, hvor jeg kan pløkke mit telt. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg har gang i – var planen ikke et billigt hotel? Nogle gange er hjernen et kundepunkt af konflikter, og når man er træt, sulten og lidt presset, har man en tendens til at handle i affekt. Jeg afsøger området, men døber ret hurtigt min lille akutte hjerneblødning for Projekt Dødfødt. På vej ned af byens hovedgade er det tæt på at være helt mørkt. Ifølge min gps skulle der ligge op til flere hoteller i byen, men enten er mange af dem lukket, eller også er min gamle gps ved at synge på sidste vers.

”Desværre, alt er booket”, får jeg at vide på et af byens hoteller. Det vrimler nu ellers ikke med gæster i hotellobbyen. Skuffet forlader jeg stedet. Gadelygterne lyser op, da mørket næsten har vredet det sidste lys ud af dagen som en presset citron. Gaderne bliver kun sparsomt lyst op; noget der ligner fyrrewatts-belysning og mange meter mellem hver lygte. Bystyret forsøger vel at få de kommunale penge til at række så langt som muligt. Såfremt hotellerne står i kø på byens hovedstrøg, gør de immervæk ikke meget væsen af sig med skiltning og spotlys på facaden. Jeg spørger oraklet, min gps, til råds flere gange. Blandt andet mener den, at jeg er rig nok til et firestjernes hotel i udkanten af byen. Jeg cykler derud og finder sjovt nok ud af, at jeg ikke er rig nok (+400 kr.). Det er ved at være alvor; klokken er snart otte, og alle muligheder for (billig) overnatning i byen synes snart at være udtømte. Desperat cykler jeg tilbage til centrum og spejder efter et gæstgiveri på byens hovedtorv. Nej, ingenting.

På torvet sidder to unge kvinder på en bænk og nyder den milde sommeraften i hinandens selskab. Jeg glemmer for et øjeblik, at jeg er klassens generte dreng, og henvender mig til dem: ”Undskyld mig, kan I fortælle mig, hvor der ligger et hotel i nærheden?”. Den ene lyser op i et smil og begynder straks at konferere med veninden på ungarsk. ”Kom med os”, siger Tünde, der er den mest udadvendte og snaksomme af de to, da de har tænkt lidt over mit spørgsmål. Tünde spørger lidt til mit cykelprojekt, mens vi bevæger os hen ad torvet og ender uden foran noget, der minder om et hotel. Gennem et større vinduesparti kan vi kigge ind på noget der ligner en reception med skranke og brune læddermøbler, men der ser ret mennesketomt ud. Hoveddøren er låst. Tünde forsøger at ringe hotellet op fra sin mobil, for der er en seddel på døren med kontaktoplysninger. Hun kommer igennem til en ansat og giver en opvisning i, hvordan ungarsk kan lyde. Et helt igennem mærkeligt sprog, der synger lidt i samme tonalitet som finsk. 

”Hotellet er ved at lukke helt ned”, forklarer Tünde efter endt telefonopkald. ”Men vi skal nok finde noget overnatning til dig”, beroliger hun mig. Hun virker helt igennem reel, og jeg slækker lidt på alle mine forbehold og min angst. Snart skal veninden videre i teksten og siger farvel til os begge. Derefter drejer den nystiftede dansk-ungarske alliance ned af en sidegade. Tünde har et hotel i tankerne. Vi small-talker lidt undervejs, mens hun foretager et opkald på sin mobil. Der er bryllup i familien i morgen, en kusine skal giftes, fortæller Tünde, og stressniveauet er højt, for som medarrangør er der en masse praktiske gøremål. Tünde lader sive ud, at jeg da også er velkommen, men beskeden (og dum!), som jeg er, slår jeg det hen med et ”jeg må nok hellere komme videre i morgen”. Snart oplever man lidt venlighed fra en fremmed, før man mærker den trælse danskerrefleks; den refleks der forhindrer, at man for alvor kommer ind på livet af folk, man ikke kender. Et ungarsk bryllup kan umuligt være kedeligt!

Som vi nærmer os hotellet, bliver jeg klar over, at det var dér, jeg fik beskeden om, at alt var optaget. ”Der har jeg allerede været!”, udbryder jeg opgivende. Tünde tygger lidt på andre hotel-alternativer. ”Vi tager ud til min by”, konkluderer Tünde. ”Min by” er en slags forstad, hvor der åbenbart ligger et hotel eller pensionat med plads til en træt viking – i bedste fald. Jeg er lidt forvirret, men vælger at tro på, at min nye skytsengel kan hjælpe mig ud af suppedasen – eller gullashsumpen. Tünde taler med en eller anden i sin mobil igen. Det viser sig at være hendes søster, Fanni, der ankommer i en Berlingo-lignende bil, næsten synkront med at Tünde har afsluttet samtalen med hende. ”Cyklen skal om på ladet”, befaler Tünde, ”og du skal også derind, for der er ikke plads foran i bilen til tre”. Jeg når dårligt nok at tænke en kritisk tanke til ende, før vi er på vej ud af byen. Hvis nu politiet stoppede os på vejen, kunne politirapporten lyder noget i stil med: ”Fastklemt dansker med cykel på ladet af en Berlingo. Han virkede konfus”.

Vi kører ud af byen på samme vej, som den jeg kørte ind af for over en time siden. Og Tünde og Fannis hjemby, hvor der efter sigende ligger et hotel, cyklede jeg også igennem tidligere på aftenen. Snart drejer vi ind på en holdeplads foran en restaurant. Fanni skal åbenbart videre, så hun kører igen. ”Kom”, siger Tünde, ”vi skal denne vej”. Vi går om bag restauranten og fortsætter et stykke ind i mørket, hvorefter hotellet toner frem i det sorte. Vi entrerer den oplyste lobby. Jeg forsøger at mobilisere hele mit trætte fortolkningsapparat, mens Tünde snakker ungarsk med de ansatte på hotellet. Hun får fat i en gammel dame, der, viser det sig, er moren til hotellets ejer, en kvinde i 30'erne, som ikke er til stede. At dømme på den gamle dames ansigtsudtryk ser det ikke lovende ud. Og nej, min bange anelse bliver bekræftet: Grundet et større hold af gæster er alle værelser desværre lejet ud. Pokkers!

Vi forlader slukøret hotellet og ender foran restauranten igen. Snart går den den unge hotelejer os i møde og gentager egentlig bare, hvad moren lige har meddelt os. Mens jeg står og ærgrer mig i skæret fra restauranten, lægger jeg mærke til et græsareal lige ved siden af, hvor vi står. Jeg lyser op og vender mig om mod hotelbossen og spørger hende: ”Ville det være muligt at overnatte i mit telt dér?”. Jeg peger på grønsværen, der er malet helt sort i mørket. ”Ja, det må du godt få lov til”, lyder det bekræftende. Jeg mærker et lettelsens suk i mit bryst. Tünde forklarer, at jeg roligt kan lægge mig til at sove i mit telt i 'hendes' by, for her er der ingen sigøjnere, der kommer og stjæler i nattens muld og mørke. ”De (romaerne) stjæler, hvor de kan slippe af sted med det”, lyder det advarende. Men Tünde er ikke helt tilfreds med udfaldet af sin hjælpsomhed. Det er lidt som om hun tænker: ”Mere end en time har jeg brugt på at hjælpe denne viking med at finde overnatning, og så må han tage til takke med et usselt telt? Nej, det skal være løgn!”. ”Vent et øjeblik”, lyder det pludseligt fra Tünde. Hun har vist fået en god ide og iler tilbage til hotellet. Lidt efter vender hun tilbage med godt nyt: Tilsyneladende har hun besnakket den gamle dame til at lade mig overnatte på et gæsteværelse i sit hus!

70 kroner er prisen for én nat. Værelset er hyggeligt indrettet. Jeg betaler med euro til den gamle dame, der virker en anelse reserveret og afmålt over for den fremmed. Men kan man fortænke hende i det? Pludselig bliver ens hjem invaderet af en to meter høj viking på cykel en fredag aften! Jeg får nøglen til hoveddøren, så jeg kan komme og gå, når det passer mig. Derefter ender vi nede på restauranten. Min mave forlanger en stor treretters menu omgående, men køkkenet er halvvejs lukket ned for aftenen, så jeg må tage til takke med øl og pizzaslice. Jeg hænger ud sammen med Tünde, Fanni og deres venner på restaurantens terrasse. Himlen er dækket af forsølvede støvpartikler. Der bliver drukket tæt her fredag aften, men ingen går over stregen i ølbrovtende adfærd, eller det der er værre.

Min sidemand, Jabor, fortæller om Ungarns historie; fra stormagt til ”småstat”. Ja, i den henseende deler landet mod nord og det altovervejende flade sletteland mod syd den samme smertelige oplevelse; for Danmarks vedkommende som konsekvens af nederlaget i 1864, for Ungarns vedkommede som resultat af Østrig-Ungarns endelige kollaps i 1920, der betød at landet mistede 70 % af sit territorium. Lettere beruset skitserer Jabor landets udstrækning før krigen på en lap papir med en god luns af det nuværende Rumænien. På Jabors forespørgsel lærer jeg ham at tælle til ti på dansk. Han samler på 1-10 på alverdens sprog, bedyrer han. Da han når til suuuv, slår Jabors tunge knuder. Selv er jeg klar til at tælle får, men det bliver nok ikke aktuelt, for jeg er dødtræt. Inden jeg lusker tilbage til den gamle dame, siger jeg endnu engang mange tak til Tünde. Første aften i Ungarn har været alt andet end kedeligt!

Torvet i Sátoraljaújhely, hvor jeg mødet Tünde om aftenen. Hun sad med sin veninde på første bænk til højre

Efterskrift: Jeg beklager, at der ikke er flere billeder fra denne del af turen. Det skyldes dels distraktion, og fordi jeg var stresset. Mest af alt ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik taget et billede af Tünde & co. Men jeg håber, fortællingen i sig selv skaber en masse billeder på nethinden! 
    

2 kommentarer:

  1. Hej Kasper - Fantastisk cykelblog - sikke nogle oplevelser du har haft :) Kan vi gøre os nogle forhåbninger om sidste del af turen?

    SvarSlet
  2. Hej Jensen fra Lunderskov. Tak for de pæne ord! Jeg har netop skrevet et nyt indlæg. Jeg satser på at resten kommer op ind 2300! :P

    SvarSlet