Min veninde fra Tyskland (Et portræt af en turcykel)

Nogle objekter bliver man så tæt knyttet til, både fysisk og følelsesmæssigt, at de nærmest tåler sammenligning med en nær ven, kæreste eller et skattet familiemedlem. Måske har man sågar givet tingen – for eksempel en gammel udgået sportsvognsmodel - et navn, som var det et nuttet kæledyr af kød og blod. Helt så bimmelim er jeg dog ikke i forhold til den cykel, som har båret mig på sin stærke ryg gennem blandt andet Sverige og det kontinentale Europa. Men jeg er godt på vej, skulle jeg hilse at sige!

Et tegn på, at det nok med tiden alligevel ender så grelt som eksemplet ovenfor, er, at jeg nu giver min cykel en betingelsesløs undskyldning for ikke have introduceret den – eller snarere hende - for dig, ærede læser, før i dette indlæg og altså knap to år efter, at jeg har oprettet nærværende blog. Som om cyklen havde en egen bevidsthed og kan føle smerte!

Cyklen bærer det lidt omstændelige officielle navn VSF Fahrradmanufaktur T-700. Tallet angiver modellen og VSF Fahrradmanufaktur er selvsagt navnet på firmaet, som har hovedsæde i Oldenburg i Tyskland, hvor det siden 1987 har lavet (semi)håndbyggede kvalitetscykler til det kræsne cykelfolk. Mig bekendt er Dansk Cyklistforbunds butik i Rømersgade (København) det eneste sted i DK, som forhandler VSF-cykler, og det var da også her, jeg købte mit eksemplar tilbage i efteråret 2010.

På butikkens hjemmeside hedder det, at dette er ”En cykel anvendelig til næsten alt: Turen til arbejde, lange dagsture og ferietur”. Beskrivelsen flugter ret godt med min egen oplevelse af cyklen: den har et bredt spektrum af anvendelsesmuligheder; fra den daglige pendling fra og til arbejdet, over indkøbs- og søndagsture til de lange stræk med cykeltasker for og bag. Sagt på jysk er det en rigtig god allround-cykel.

Opdatering 8. april 2015: Kedeligt at måtte meddele, at Cyklistforbundets butik er stoppet med at sælge VSF-cyklerne.

Fra begyndelsen var det meningen, at jeg udelukkende ville bruge den som turcykel, men siden min anden og noget ældre hverdagscykel – en middelmådig citybike - er stået af racet, så at sige, er jeg i stor stil begyndt at bruge den i hverdagen også. Nedenfor vil jeg komme lidt mere ind på cyklens fortrin i forhold til turcykling.

Foto-stop i naturskønne Østrig. Cyklen føles ikke specielt tung trods høj bagagevægt 

Hvad er en god turcykel? Det er der efterhånden skrevet mangt og meget om (en hurtig søgning på nettet vidner herom). Og som med så meget andet her i tilværelsen, er der ikke én holdning til, hvad den ”perfekte turcykel” er for en størrelse. Men kigger vi på min ”tyske veninde”, er der flere parametre som er opfyldt, når man sædvanligvis vurderer en cykels touring-potentiale.

For det første er cyklens gear-register ideelt til turcyklingsbrug, med et bredt udvalg af lave gear, hvad man bliver taknemmelig for i bjergrige områder, hvor rugbrødsmotoren er på overarbejde. Der sidder tre klinger foran (48,36,26), hvilket giver gode muligheder for at variere og afstemme gearingen efter det enkelte terræns hældning. Bagpå sidder der en 9-speed-kassette med 11-32 tænder. Cyklen har i øvrigt 27 gear, og ikke 30, som den nyeste årgang af cyklen er udstyret med.

Og så er der hjulene, som er konstrueret således, at de kan modstå maksimal belastning, hvorfor de er skræddersyet til turcykling. Med det menes, at hvert hjul har 36 eger - et relativt højt antal - og at de krydser hinanden i en slags fletværk, hvilket øger hjulets modstandskraft. Derudover er egernes diameter 2 mm, et godt udgangspunkt for et stærkt hjul. Fælgen er med et hulkammer, der betyder, at den udgøres af to vægge (på engelsk: 'double wall'), hvilket afstiver og konsoliderer fælgen yderligere i forhold til fælge med kun én væg. Også her imødekommer cyklen de krav, man bør stille til en god, robust turcykel.   


Det er vigtigt at påpege, at min cykel ikke er helt identisk med den cykel, som Dansk Cyklistforbund solgte i deres butik på købstidspunktet, idet jeg - netop for at optimere cyklen til touring – valgte at skifte cyklens medfødte flade styr ud med et multigripstyr, også kaldt butterflystyr, ottetalsstyr og tyskerstyr! Det var faktisk en sælger i butikken, som foreslog mig denne løsning, og monteringen af multigripstyret blev klaret af mekanikeren i butikken kvit og frit! Samtidig blev de ergonomiske håndtag, som sad på det oprindelige styr, flyttet med over på det nye styr, så komforten er med andre ord helt i top!

Multigripstyret med de ergonomiske håndtag optimerer komforten betragteligt

Det er lidt en temperamentssag, hvorvidt man foretrækker det ene styr frem for det andet, men også et spørgsmål om æstetik. Fordelen ved multigripstyret, som jeg oplever det, er flere; dels den oplagte: flere håndgreb stillet til rådighed, så hænderne ikke så let ”falder i søvn”, og dels at multigripstyret i højere grad dæmper/absorberer pludselige stød, der forplanter sig fra et bump på vejen og op i håndfladerne. 

I forlængelse af styr-skiftet valgte jeg også at bytte cyklens originale saddel ud med en Brooks B17-saddel, som af mange turcyklister regnes for at være den ultimative tur-saddel. Mange ved, inklusive denne signatur, hvor ubønhørlig en jomfruelig Brooks-saddel kan være over for ens endeparti, men når den først er kørt til og har formet sig efter ens anatomi, er det en fantastisk behagelig saddel, ikke mindst til langturscykling (Husk cykelbukser). 

En yderligere kvalitet ved cyklen, som mange turfolk forventer, er med på tjeklisten over den perfekte turcykel, er det superstærke bagagebærer, i det her tilfælde af mærket Tubus. Mange turcyklister sværger til Tubus, da mærket befinder sig i eliten inden for slidstærke og robuste bagagebærere, som kun sjældent bukker under for metallisk træthed. Personligt ville jeg foretrække et lidt bredere bagagebærer – 2-3 cm – men dem laver Tubus vist også, så når jeg engang får en god økonomi, køber jeg nok en storebror til den lillebror, som befinder sig på cyklen p.t.. Bagagebæreren på forgaflen, ligeledes Tubus (Lowrider-modellen), har jeg selv monteret, så det var altså en merudgift og ikke installeret på cyklen fra ny af.

Det næste jeg vil kommentere, har egentlig ikke så meget at gøre med et must-have i forhold til en turcykel, men blot en ting ved cyklen som jeg bare er stærkt tilfreds med: den indbyggede dynamo i navet. Udover at jeg ikke skal tænke på at medbringe et sæt batterilygter på den korte eller lange cykeltur, specielt i den mørke vintertid, producerer dynamoen et fantastisk stærkt og klart lys og det endda uden mærkbar friktion, når du træder i pedalerne.

Men er der da slet intet kritisabelt ved cyklen, spørger du sikkert med en vis portion sund skepsis, som man ikke mindst føler, når noget synes at være lidt for godt til at være sandt. Jo, det hele er ikke lige godt på cyklen, men kun én ting ved cyklen er jeg decideret utilfreds med: de hydrauliske fælgbremser (af mærket Magura). Dels fordi jeg generelt vægrer mig imod alt for meget moderne højteknologi på en cykel - man er lidt ilde stedt, hvis skidtet for eksempel går i stykker på en cykeltur i Bolivia, og den lokale smedsmed ser vantro på en, når man siger "hydraulisk bremse". Men ikke mindst fordi bremseklodserne har en kedelig vane med at ”fryse fast”, når man slipper bremsegrebet, så de uvilkårligt kommer i kontakt med fælgen. Ad åre og når jeg forhåbentligt får den nødvendige kapital, vil jeg ikke udelukke, at jeg installerer et nyt bremsesystem efter klassisk model (=manuelt trækværk). 

Cyklens økonomi:

10.600 kr. inkl. rabat (600 kr.) pga. medlemskab af DCF. Prisen er dog steget til 11.499 (medlemspris)/11899 (Ikke-medlem)

Dertil merudgifter:

Butterflystyr inkl. skumgreb: 251 kr.
Abus ringlås: 240 kr. 
Brooks-saddel: 599 kr. 
Front-bagagebærer: 585 kr. 

Link til specifikationerne på cyklen (NB: Det er en nyere (dame)model og ikke 100 pct. identisk med min):
http://www.fahrradmanufaktur.de/katalog/trekking?product_id=670

Copenhagen to Venice on bicycle 2012

It took me 19 days to get to Venice from Copenhagen. I was cycling 1900 kilometers through Denmark, Germany, Austria and Italy on a heavy loaded bike. I was David against Goliath in The Alps and left my handle bag with all my valuables to its own fate at a campsite in Germany... 

 

Veni, Vidi, Venice!

 

I've posted a handful of accounts written in Danish about my bike trip in the late spring/early summer 2012 which naturally has its limitations in terms of how many readers I'll appeal to abroad Denmark. Therefore I've made a decision to write an english summary so non-Danish speakers also have a chance to get a glimpse of my adventurous bike trip which started in Copenhagen and finished 1900 km later in Venice. I hope the summary below will inspire and entertain!

 

The day before the adventure begins. Bags are packed on a day where everthing felt a bit chaotic

   

I launced the trip from the city where I live, Copenhagen. From thereon I headed south to the Baltic shores of Germany, through the eastern part of Germany, Bavaria (Bayern), Austria and Italy via the mountains of Dolomites. From the outset the itinerary was sketchy to say at least, but I had a clear idea which towns and locations I desired to investigate during my trip. Between these points of interest I drew a virtual guideline on Google Maps but I didn't follow it strictly as I alternated it several times on my way down Europe.

Germany is a vast european country, especially when you measure it vertically north-south so I spent more than half of the time on the trip in this culturally and geologically versatile country. For this reason the following paragraphes are dedicated to Germany. 

 

As I cycled my way down through Germany the landscape changed many times, from the forests and green fields of Mecklenburg-Western Pomerania (Mecklenburg-Vorpommern) to the plains of Brandenburg and the lush mountains of Thuringia (Thüringen). In Bavaria the landscape is dominated by big rivers like Vils and Danube (Donau). 

 

Idyllic landscape in Thuringia.

 

The differences are also a matter of religion as the catholic south (predominantly Bavaria) is more noticeable when it comes to show religious symbols in public (e.g. cruxifiks and figures of Virgin Mary next to roads) than the northern part of Germany which is dominated by (the more subtle) protestantism. 

 

Differences are also remarkable when you compare the state of the roads in the "Old East" (former DDR) with the roads in "Western Germany". Due to lack of funds in the eastern regions of Germany the quality of the roads and streets in this part of the country vary to a degree where roads with smooth tarmac are followed abruptly by roads with paving stones or potholes which evidently is a pain to cycle on with a heavy loaded bike. I've had my fill of bad roads for a long time!

 

Some roads in the "Old East" had smooth tarmac...

 

...other roads needed improvements...

 

...and there were roads like this which were utterly horrible for any cyclists to cycle on!

 

In spite of the bad roads in the eastern part of the country Germany is in many aspects a Shangri-La for biketouring. As mentioned earlier the landscape varies a lot so you never get bored of dull and monotonous strecthes without anything to see, and germans are in general nice people which I experienced on first hand when a nice guy invited me to spend a night in his house in the Harz region. Germans also have a gentleman's approach in the traffic which means that it's generally very safe and comfortably being a cyclist in Germany.

Another attraction were the many awesome towns lined along my way down Germany. In that aspect Regensburg in Bavaria is outstanding for its great cathedral and the old roman bridge which cross the Danube river. Other towns I liked were Bayreuth, Kulmbach, Weimar, Burghausen and Rostock. 

 

An encounter with a stranger was sometimes an occasion to immortalize myself. Here posing on the old roman bridge in Regensburg

 

But the main attraction is the many amazing cycle ways which criss-cross Germany. Some of them have their own separate track without interference from motorized traffic at all (for example in forests or along rivers), whereas other cycle ways follow less trafficked roads or roads in which a path beside the mainlane is dedicated to cyclists. Occasionally I joined one of these cycle tracks which are marked with signs in rich numbers so that you hardly need a map to navigate to when you start following the chosen track.

 

Signpost marking the cycle way "Berlin-Copenhagen"

Austria was a breathtaking experience since it was the first time in my life I was entering a region with mountains higher than 2000 meters above sea-level. As I crossed the German-Austrian border 60 km north of Salzburg I could spot the hazy mountains erecting in the horizon remembering me of what would come after two days of rest in Salzburg. It was like being in a dream moving on bike close to these tremendous mountains with summits capped in snow. Could this be real? I blinked my eyes deliberately to ensure that I was fully awake.    

By the way: Cycling in a mountainous landscape isn't necessarily a hard job as long as you run in the valleys or along the rivers where there's virtually no steep ascents to climb. That was the case on my first day in the Austrian Alps - second day was a different story facing the steep curving roads of Grossglockner Hochalpenstrasse... which I'll talk about later in this essay...

Awesome! Mountains in Austria appear like a dream.

In Italy I was welcomed by the mountains of Dolomites as soon as I crossed the border between Austria and Italy. Compared to the Eastern Alps The Dolomites are more ragged and dramatic which invited to amazing vistas at nearly every spot in this beautiful part of Italy. 

 

As I cycled my way further southwards the landscape changed from the landscape dominated by mountains to the flat lands of The Po Plain. It was a peculiar shift of geograhy to experience as I left the last gasps of the Dolomites and entered the Po Plain which is flat as any pizza can be!

 

The Dolomites. Ragged and dramatic.

   

Except for one rainy day (seven hours of pouring rain!) and a harmless crash on my bike (!) I had a good impression of Italy. It's easy to fall in love with this beautiful country although not every inch of Italy is gorgeous (Some roads are loaded with heavy traffic with no shoulders for cyclists). 

 

Among other things I had a positive impression of was a nice town called Vittorio Veneto which is located some 75 km north of Venice. I also liked the Villa Barbaro drawn by the famous architect Andrea Palladio which is located in a small town called Maser about 60 km north-west of Venice. And Venice... This magnificent town floating on water! I guess an introduction is superfluous...  

 

Vittorio Veneto is pittoresque as only Italian towns manage to be

 

The Rialto Bridge in Venice.

 

Accommodation on the trip was not a big issue as I was bringing a tent with me. Mostly I camped at campsites but the number of campsites in certain areas of especially Germany and Italy are sparse so I did "stealth camping" as well which went well (no one took notice of my appearance). I also checked in at youth hostels and hotels. In Italy hotels were the only option in many situations which were a serious threat against my lowbudget ethic!  

 

As a whole everthing went well on the trip but problems to some extent are hard to avoid on a bike trip and I'm no exception to that rule (The risk of troubles is increasing the longer your trip lasts of course). Apart from the bad roads in the former communist part of Germany, which you can categorize as a nuisance, I faced a more grave incident when I mindlessly left my Ortlieb handle bag unattended outside a sanitary estate at a German campsite for about half an hour! 

 

It's unnecessary to state that I was shocked when I - back in the tent - realized that my handle bag wasn't present beside me when I needed to pick something from it - whether it was my passport, camera, credit card or the plenty of euros in hard cash... I panicked and rushed to rescue my precious belongings and... the handle bag stood more or less where I've left it 30 minutes before... and with all my valuables untouched by undesirable hands! 

 

Camping. It wasn't on this campsite I mindlessly left my handle bag unattended for half an hour

 

I won't categorize the next episode as a 'problem'. 'Failure' is a more suitable term to describe my hard working and very slow way up to the pass "Hoctor" (2500 meters above sea-level) which is the endpoint of the famous Alp-road "Grossglockner Hochalpenstrasse" in Austria. Before I set out for this crazy bike climb I had no idea how hard and exhausting this trip would be except for a vague conception that it would be a physical challenge. The road would bring me from the region of Salzburg in north to the region of Eastern Tirol near the border between Austria and Italy. 

 

Grossglockner Hochalpenstrasse: Relentless and fearsome!

 

With a heavy burden on my bike (approx. 25 kilo of luggage) the countless ascents which lasted for about 25 kilometers appeared a deal more merciless than if I climbed the same stretch on a light racing bicycle. This lighter alternative seemed more and more appealing as I met several guys on racing bicycles and no one - apparently - dared to climb this steep road on a heavy loaded touringbike - except a silly guy from Denmark (where the existence of mountains are none). 

  

The pace of my climb was as following: 200 meters of pedaling, alert at first, then slower and slower until I "hit the wall" and stopped of exhaustion and fatigue while I respired furiously. When I reached the pass Hoctor after five hours of climbing I was relieved, wet of rain and slightly proud. You may ask me: Would you cycle the Grossglockner Hochalpenstrasse again? My answer is: No way! And definitely not on a loaded bike! 

 

The Hochtor pass. I'm not thouched by the moment only damn wet!

 

My bike stood the test from Denmark to Italy save a chainbreak in Austria. It happened on the day after my adventure on Hochalpenstrasse and I have a theory that the chain responded to the pressure from the tough gear shifts on the steep roads up to Hoctor.

 

You might ask me: Did you have a succesful bike trip to Venice? I respond: Yes! Awesome! I'll repeat it any time again with the knowledge I have now from a bike trip where much went well and only little failed.  

 

Let er godt - hvad tager man med på en cykeltur?

Inden du går i gang med at pakke til en cykeltur, er det en god ide, at du spørger dig selv: hvad kan jeg undvære på turen? Eller rettere: hvad behøver jeg strengt talt ikke at tage med? Spørgsmålet tvinger dig til at reflektere over, hvilket udstyr, der er essentielt for, at din tur kan gennemføres på vellykket vis, samt hvilket udstyr, der sorterer under kategorien 'luksusgoder'.
 

Det vil naturligvis variere fra person til person, hvor grænsen går mellem basale fornødenheder og luksusting. For eksempel vil nogle mene, at et stort og tungt spejlreflekskamera er et luksusgode at bringe med på en cykeltur, mens andre har svært ved at leve uden.

Uanset hvad er det en god ide at pakke ud fra mantraet "let er godt". Husk på, at hvert nyt, påført kilo på din cykel er en byrde, som gør det en tand sværere for dig at cykle i et terræn med mange stigninger. En cykel med mange overflødige kilo "på sidebenene" lægger tillige en dæmper på den dynamiske kørestil, ligesom cyklen risikerer at slå ind på en ikke særligt behagelig slingrekurs.
 

Du kan holde vægten nede ved bevidst at gå efter letvægts-alternativer til det tøj og friluftsudstyr, som du skal have med på din cykeltur. 

F.eks. er det en god ide at gå efter tøj, der er lavet af kunststoffer, da det er noget lettere end tøj af uld/bomuld. Det er også en god ide at vælge et telt i light-klassen; selv har jeg et tomandstelt, der vejer under to kilo. 

Vægten kan også reduceres ved, at du inden for hver udstyrskategori kun lige tager det med, som du antageligvis får brug for på cykelturen. Det gælder for eksempel mængden af shampoo og andre væsker. 

Men det gælder selvsagt også i forhold til mængden af tøj, hvor det tangerer det åndssvage at medbringe et helt klædeskab, når du mange steder undervejs på din cykeltur får mulighed for at vaske dit tøj. Enten ved at du betaler dig fra det eller - per håndkraft - på hotelværelser, vandrerhjem og campingpladser. 

Pakkelisten nedenfor, som primært er afstemt efter sommerhalvårets krav til påklædning, er hverken ment som et forsøg på at udfærdige en endegyldig eller objektiv fortegnelse over, hvilke ting du bør tage med på en cykeltur. Derimod er den tænkt som en kilde til inspiration og refleksion. 

Listen så dagens lys i forbindelse med min cykeltur til Stockholm i 2011 og blev lettere modificeret under forberedelserne til cykelturen Kbh. - Venedig 2012. Listen afspejler derfor de fornødenheder - og mængden af samme - man kunne tænkes at få brug for på en cykeltur af en to-tre ugers varighed.  

Jeg har renset den for ting, som kun menes at berøre undertegnede, f.eks mit forbrug af astma-medicin og kontaktlinser. Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at der vil være ting på listen, som er irrelevante for nogle, navnlig for dem overnatning i telt ikke er aktuelt.

For overblikkets skyld har jeg inddelt listen i otte kategorier, som følger her:

Tøj (civilt)

2 T-shirts

1 lang trøje

2 par underbukser

1 par lange underbukser (Til kolde nætter)

1 undertrøje (Til om natten primært)

2 par sokker (hvoraf ét par er varme)

Fleecetrøje

Sandalsko (Jeg foretrækker sandalsko frem for almindelige sko, fordi de generelt er lettere, ventilerer bedre og er mere behagelige at have på)

1 par bukser (Undgå jeans! De vejer for meget!)

2 par shorts (som jeg bruger udenpå pudeindsyede cykelunderbukser)

Regnjakke (Regnjakken bruger jeg også som vindjakke)

Regnbukser

Skoovertræk

Cykeltøj:

3 svedtransporterende T-shirts (hvoraf én har lange ærmer)

1 par lange cykeltights (Til kolde dage)

2 par underbukser med pudeindlæg (Udenpå: shorts. Foretrækker du cykelbukser, erstatter de selvsagt underbukser med pudeindlæg)

1 soft shell-jakke

3 par cykelsokker
Cykelsko (Hvis du som mig sværger til cykelsko!)

Camping- og soveudstyr:

Telt

Liggeunderlag

Sovepose

Silke-liner

Pude (Køb en lille pude med dunfyld)

Pandelampe

Therm-A-Rest-stol (liggeunderlaget udgør stolens fyld!)
Telt-klud (Til at fjerne dug/regnvand af teltet om morgenen. Er ikke strengt nødvendig)
Ekstra bund til teltet (Her anvender jeg et regncover til min cykel, som både kan bruges til teltet, og som et beskyttende lag til cyklen i forbindelse med flytransport).  

Spise- og madudstyr:

Spisemug

Brænder
Lighter/Tændstikker (Til brænderen)

Grydesæt m/ støttefod

Foldekop

Lille skærebræt 

Bestik (Vælg letvægtsbestik i f.eks. plast)

Opvaskemiddel
Skuresvamp (til opvask)

Viskestykke (Her bruger jeg selv en mikrofiberklud)
Krydderier

Bouillonterninger
Salt

Madolie

Cykelspecifikke ting:

Cykelhjelm
Spirallås (Find en robust en af slagsen)

Værktøj

(Lille skruetrækker, skiftenøgle, kædeadskiller, unbrakonøgler, dækjern, lappegrej)

3 kædesamleled (F.eks. af mærket Sram)

Cykelolie

3-4 eger i reserve

Slange

Toiletsager og vask:

Tandbørste/Tandpasta

V6 (Kan erstatte tandbørstningen)

Vådservietter (Gode til "klatvask", hvis man ikke har adgang til vand).

Engangshandsker (Kan bruges efter nødtørft er forrettet, og der er langt til den nærmeste håndvask...! Kan også bruges til at holde hænderne rene i forbindelse med cykelreparationer).

Desinficerende væske (Ideelt til håndvask)

Deodorant 
Pincet (til at fjerne flåter med)
Solcreme

Shampoo

Barberskraber (Drop barberskummet! Det er ikke strengt nødvendigt. Selv bruger jeg engangsskrabere)
Vaskemiddel

Tørresnor

Tøjklemmer

Teknik:

Kamera

GPS 

Mobiltelefon 

Cykelcomputer

Diverse:

Solbriller

Solhat

Affaldsposer 
Lommetørklæder (Rigelige mængder lommetørklæder er simpelthen uundværlige på en cykeltur, hvor fingre/hænder let bliver fedtede/snavsede, f.eks. i forbindelse med indtagelse af mad. De fungerer også som et udmærket alternativ til toiletpapir) 

Førstehjælpskit (Inkl. plastre og gazebind)
Pas

Vej- og cykelkort
Vandrerhjemskort

Campingpas

Skriveblok (F.eks. til dagbogsnotater)

Kuglepen

Bog (Til hyggelæsning i teltet)

Snor

Strips (Kan bruges til nødreparation af brud på stellet, bagagebærer osv.)
Tape (Af ekstra stærk kvalitet. Kan bruges til flytransport, hvis din cykel skal pakkes ned i en papkasse eller på anden vis emballeres)

Multikniv

Mini-ordbog  (Hvis turen går til udlandet. Ikke strengt nødvendig. Kan med fordel erstattes af en parlør, der vejer og fylder mindre) 
Ekstra batterier til cykelcomputer etc.

Rejseguide (Du tager én rejseguide med, der ikke fylder/vejer nævneværdigt meget. Alternativt kan du tage kopier med fra udvalgte rejseguides).

Billeder fra Kbh. - Venedig på cykel 2012

Turen set på nogle dages afstand (Kbh. - Venedig)

I dag er det fire dage siden, jeg landede i Kastrup Lufthavn og sidste punktum blev dermed sat i eventyret "Kbh. - Venedig på cykel 2012".

Hermed er det blevet tid til at efterrationalisere lidt og se turen gennem bagklogskabens prisme. Det skulle helst ikke blive så kedeligt, som det lyder!

Rundt regnet endte turens længden på 1900 km. Jeg var 19 dage om at gennemføre projektet med blot én hviledag undervejs (i Salzburg). I mit første indlæg om turen vurderer jeg (med hjælp fra Google Maps) afstanden til at være 1600 km, altså 300 km mindre end turens faktiske længde.

Det var forventeligt og kan forklares med, at jeg dels kørte forkert nogle gange, kørte nogle (bevidste) omveje og var på et par "søndagsudflugter", der egentlig ikke var en del af turens "pensum".

De ekstra kilometer i det samlede kilometer-regnskab viste sig dog ikke at være noget problem, da jeg havde tre dage til at køre de resterende 80 km til Venedig, hvor et hotelværelse ventede på mig.

Dagen før startskuddet. Cykeltasker pakkes på en dag, hvor det hele er lidt kaotisk.

Men var det så en god tur? JA! FANTASTISK! Men som med så meget andet i livet er der ting på turen, jeg ville gøre anderledes i dag eller måske ligefrem har fortrudt. Men først det positive...

Helt grundlæggende er cyklen som transportform forbilledlig til rejsebrug. Man oplever simpelthen verdenen mere sanseligt, end hvis man kørte samme tur i en bil, da lyde, dufte og synsindtryk hele tiden konfronterer ens sanseapparat. Det lyder banalt, men denne måde at opleve verdenen på, i et tempo, som ikke er for langsomt eller for hurtigt, er en væsentligt forudsætning for, at denne tur kan kategories som 'vellykket'.

Mødet med lokalbefolkningen og/eller andre (cykel)rejsende på turen er en anden dimension, som gjorde min tur vellykket, også selvom der opstod lidt sprogforbistring undervejs og mit (tyske) ordforråd undertiden kom til kort i mødet med "den fremmed".

Der var eksempelvis mødet med en venlig tysker, der som ung mand havde været på cykeltur til Jerusalem, og som tilbød mig en overnatning i Harzen, hvor han boede (den invitation måtte jeg dog pænt takke nej til, idet min rute gik øst om Harzen). Eller mødet med et ungt amerikansk par på et hostel i Salzburg og...

Ja, der var flere møder af denne slags, typisk af kortere varighed, men ikke desto mindre vigtige som en slags "socialt brændstof" på en tur, hvor jeg var alene en stor del af tiden.

Et møde med en fremmed var en anledning til at forevige mig selv. Her på den af romerne anlagte bro Steinerne Brücke i Regensburg.

Men den største oplevelse på turen var den evigt afvekslende natur, landskabet og de mange mindeværdige byer, jeg kørte igennem.

Her vil jeg fremhæve Tyskland, som, grundet landets størrelse, er et stort tagselvbord af naturoplevelser, som spænder fra de frodige skove i Mecklenburg-Vorpommern, bjergene i Thüringen til floderne Vils og Donau i Bayern. 

Diversiteten gælder også landets mange byer, jeg besøgte: fra faldefærdige landsbyer i "det gamle øst", der ikke er kommet sig helt efter genforeningen endnu (om nogensinde?), til spændende kulturbyer som Regensburg og Bayreuth. Andre interessante byer, som jeg bør nævne, er Rostock, Güstrow, Brandenburg an der Havel, Dessau, Burghausen, Lutherstadt Eisleben, Regensburg og Kulmbach.

Landskab i Thüringen

Der var mange faldefærdige bygninger i den østlige del af Tyskland. Her et eksempel af den mere charmerende slags i Thüringen. På skiltet står der "Zu verkaufen", altså "Til salg".

Som jeg bevægede mig ned gennem dette store EU-land, lagde jeg også mærke til dialektale forskelle fra region til region, særligt når jeg stod i en supermarkedskø i Sachsen-Anhalt, Thüringen eller Bayern og de lokale ytrede sig på den lokale dialekt. Forstod jeg et muk af, hvad de sagde? Nein, nichts!

Nu jeg opholder mig ved Tyskland, må jeg ikke glemme at nævne de utallige cykelruter, som på fornemste vis er afmærkede med skiltning rundt i hele landet. Faktisk behøver man ikke navigere efter et kort, når først man er slået ind på et udvalgt cykelspor.

Flere gange undervejs kørte jeg således ad en regional eller national cykelrute; blandt andet fulgte jeg "Radweg" Berlin-København et stykke samt nogle cykelspor i området omkring Regensburg, der følger floderne Vils og Donau.  

Tyskland er cykelland. Her et skilt med cykelruten Berlin-København. Blot ét blandt utallige eksempler på gode, afmærkede cykelruter i nabolandet mod syd

Turens absolut største naturoplevelse havde jeg ikke overraskende nok i Alperne og Dolomitterne. Allerede kort tid efter jeg havde krydset grænsen mellem Østrig og Tyskland lidt nord for Salzburg, begyndte et drømmesyn af bjerge at vise sig for mit blik. Samtidig var det en påmindelse om, hvad der ventede mig efter en tiltrængt hviledag i Salzburg.

"Hviledag" i Salzburg. "Hviledag" i gåseøjne, fordi det endte med at blive til ret mange kilometer på gåben den ene dag, jeg var i byen. Med udsigt til borgen i Salzburg.

Ubeskriveligt smukt! Ordene kommer næsten til kort, når jeg skal beskrive, hvor overvældende, eventyrligt og storslået det er at cykle rundt som et andet ubetydeligt atom blandt disse stoisk knejsende bjergtinder i Alperne. For en østriger er det nok bare "another day at the office", men for en dansker, der synes, Himmelbjerget faktisk lever op til sit navn, er det fuldstændig mindblowing vildt det her!

Af og til må jeg blinke nogle gange for at forvisse mig om, at jeg rent faktisk er vågen og ikke drømmer - men hvilken drøm ville det i så fald ikke have været!

Dolomitterne er mindst lige så, undskyld klichéen, bjergtagende smukke. Særligt området omkring skisportsbyen Cortina d'Ampezzo vil indskrive sig i min hukommelse, som et af højdepunkterne (bogstaveligt talt!) på turen.

Østrig. Her er der tyroler-kitsch for alle pengene. Men smukt er det!

Bjerg(be)tagende. Er jeg vågen, eller drømmer jeg? 

Og så er der Italien til sidst... som faktisk levede op til mine fordomme: pizza über alles, klassisk arkitektur, cypresser, vinmarker og italienernes notorisk ringe engelskkundskaber. Hvad der kom en anelse bag på mig: de stærkt trafikerede veje stort set alle steder, specielt i takt med, at jeg nærmede mig Venedig.

Men det er Venedig, som tager det sidste stik hjem. En fuldstændig unik og mageløs by, som samtidig var en perfekt afslutning på turen. Med andre ord: kronen på værket. Og ja, der er alt for meget turist-lir i Gondolernes By, men det ville næsten være for oplagt at hidse sig op over dét!

Gondolernes By. Udsigt til Rialto-broen.

En cykeltur uden problemer i et eller andet omfang er en illusion. På et tidspunkt "går det galt", men ikke mere galt end at tingene for det meste løser sig selv. Der var da også flere ting som gik galt på denne tur, både i forhold til ruten, cyklen og et par dumme episoder, hvor det kun i sidste øjeblik lykkedes mig at finde et logi for natten. 

Turens største bommert er dog uden tvivl en episode på en campingplads i turens begyndelse, hvor jeg hovedløst glemte min taske med blandt andet pas, penge, kreditkort og kamera udenfor campingpladsens sanitetshus. Her fik tasken lov til at blomstrer i en halv time, før dens ejermand ved et tilfælde opdagede det! 

Mirakuløst stod tasken samme sted, som da jeg forlod den, med alt indholdet intakt! Sådan en episode slipper man kun ustraffet fra én gang!

På en campingplads i Heiligenblut. Det var ikke her, jeg hovedløst glemte min taske med pas, penge, kreditkort og kamera.

Jeg havde ikke problemer med cyklen undervejs bortset fra et kædebrud en enkelt gang. Jeg fik dog hurtigt lappet den med et kædesamleled, og alt var godt igen.

Man bliver klog af skade, siger man, og lidt klogere blev jeg da også på, hvor min smertegrænsen ligger i forhold til, hvor stor spidsbelastning min krop kan holde til, da jeg som en anden snegl med hus på ryggen cyklede op ad Grossglockner Hochalpenstrasse (Se tidligere indlæg). 

Havde jeg den viden og erfaring om denne frygtindgydende bjergvej, før jeg tog af sted, som jeg har nu, ville nok ikke, naiv som jeg var, begive ud på denne sadomasochistiske klatretur. Alle veje fører jo som bekendt til Rom (og mange af dem til Venedig!), så jeg ville uden problemer kunne finde et mere "humant alternativ" til dette monster af en vej.

Udsigt fra Grossglockner Hochalpenstrasse. Smeltevand fra bjergene søger ned mod dalen.

Nu hvor vi befinder os på fortrydelsernes holdeplads, vil jeg også i samme åndedræt fortryde et sidespring til "De Tre Tinder", som er tre forrevne bjergtinder, der, skulder ved skulder, står på et højt hævet bjergplateau i Dolomitterne (Lidt nord for Cortina d'Ampezzo). 

Naturreservatet, hvor de De Tre Tinder ligger, er specielt kræs for vandrere, og der var da også mange vandrere, da jeg som den eneste turcyklist befandt mig i dette naturskønne område. 

Turen derop går ad en snoet bjergvej med stigninger på 12, 13, 14.... og 18 %!, og til trods for jeg var godt hærdet efter manddomsprøven på Hochalpenstrasse, fik jeg ikke desto mindre kamp til stregen. Ja, den sidste kilometer op til passet måtte jeg stå af cyklen og skubbe den, simpelthen fordi det blev lidt for "spændende". 

Sigtbarheden ved passet var i øvrigt elendig (på grund af tåge), så jeg kunne knap nok ane De Tre Tinder gennem tågesløret, da jeg langt om længe (og udmattet!) nåede toppen...

Dolomitterne. På sneglefart op til "De Tre Tinder", hvor alt var indhyllet i et tågeslør.

Havde du en god tur, spørger du måske igen. JA! FANTASTISK! Og jeg ville til en enhver tid cykle turen igen med den nye viden og de erfaringer, jeg har med mig i bagagen fra en tur, hvor meget gik godt, og kun lidt gik galt.

Regnvejr på en begivenhedsrig dag

4. juni: Calalzo -Vittorio Veneto (75 km)

Jeg tror, vejrguderne må have haft et horn i siden på mig, da denne dag målt i regnmængder minder om en syndflod fra Det Gamle Testamente. Det må næsten skyldes den hybris, jeg har gjort mig skyldig i, ved at der stort set ikke er faldet en eneste dråbe regn, siden jeg forlod fædrelandet 14 dage tidligere. Nu er det regnskabets time! Nemesis!

Dagen begynder ellers i det tørre hjørne, men fra cirka kl. 9.30 åbner himlens sluser sig, og det bliver de ved med ind til sidst på eftermiddagen, dvs. til cirka kl. 16.30. Med andre ord regner det uafbrudt i syv timer.

Da regnen sætter alle sejl ind kl. 9.30, befinder jeg mig på en campingplads ved søen Lago di Pieve di Cadore ved byen Calalzo. Teltet pakker jeg skyndsomt ned, vådt som et badeforhæng. Jeg forsirer mig med mit medbragte regntøj, og så er vejret ellers ikke en god undskyldning for ikke at tage af sted (Æv!).

Lago di Pieve di Cadore i regnvejr. Campingpladsen ligger ned til søen.

I forbindelse med, at mit korte ophold på campingpladsen skal afregnes, gør receptionisten på campingpladsen et helhjertet forsøg på at fortælle mig, hvilken vej jeg skal køre ad mod Venedig (Endelig en italiener, der kan tale bare lidt engelsk!). 

Han advarer mig blandt andet imod at følge hovedvejen i sydgående retning, da denne bliver ført igennem en række lange tunneler med så dårlig luft på grund af bilernes udstødning, at det godt kan gå hen at blive et helbredsproblem for cyklister... I stedet for skal jeg køre ad en cykelsti, forklarer den snakkeglade italiener, som vist nok kører parallelt med hovedvejen.

Den omtalte cykelsti finder jeg dog aldrig, og så er det ellers ud på hovedvejen med de dårligt ventilerede tunneler...

Jeg føler, at regnen bliver kraftigere og kraftigere for hver kilometer, jeg tilbagelægger. Og så er det relativt koldt, kun 15 grader. 

Samtidig begynder de frygtede tunneler at dukke op bag regnens gardiner. Den første tunnel er 1300 meter lang, fremgår det af et skilt ved tunnelens indgangsport. Samtidig er der et skilt, som advarer trafikanterne mod høj koncentration af kuldioxid i tunnelen. Meget betryggende! 

Jeg overlever turen gennem tunnelen, hvilket også gælder for de to efterfølgende tunneler, som er på henholdsvis 1100 og 1400 meter. Hver gang jeg forlader en tunnel, hoster jeg bevidst for at få udstødningsgasserne ud af organismen igen. Buon appetito! 

Fjerde tunnel er på 2400 meter! Jeg standser foran tunnelens indgang og overvejer mine odds for og imod, hvorvidt jeg vil overleve turen igennem en så lang tunnel. 

Jeg studerer kortet, som jeg navigerer efter og konstaterer, at der ligger en lille by ved en indfaldsvej lidt før tunnelen. Måske går der en vej sideløbende med hovedvejen og udenom bjerget, hvorigennem tunnelen skærer sig igennem? Min teori viser sig at holde stik! Snart befinder jeg mig på en mindre vej UDEN tunneler, hvor jeg kan trække vejret normalt igen. Hvor befriende!

Turen går videre sydpå, samtidig med, at jeg kan mærke, at regnvandet siver ind i det indre af mine cykelsko, til trods for at jeg har forskanset dem med 'vandtætte' skoovertræk.

Jeg har svært ved at absorbere de smukke landskaber, som glider forbi mig på grund af den ubønhørlige regns missilangreb mod min hovedbund. Hvor overvældende smukt og charmerende ville landskabet da ikke tage sig ud, hvis det IKKE regnede?

Som jeg bevæger mig sydpå ændrer landskabet sig gradvist fra Dolomitternes savtakkede tinder til Poslettens pizzaflade lavland.

Regnen lagde en kraftig dæmper på min lyst til at tage billeder. Her ét af de få billeder, jeg tog på denne regnfulde dag.

Allerede tidligt på dagens etape beslutter jeg mig for en kort dag i sadlen. Regnen har jo alligevel ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Jeg bestemmer mig for at udse mig et hotel i byen Vittorio Veneto (cirka 80 km nord for Venedig), som skal blive mit værn mod regnen indtil næste dag, hvor vejrprognosen ifølge den venlige campingreceptionist lover solskin! 

Da jeg ankommer til Vittorio Veneto, er det er ikke helt nemt for mig at finde et hotel i netop min prisklasse, og i min søgen (og tankerne og øjnene et helt andet sted end på kørebanen) styrter jeg som en anden talentløs cirkusartist på min cykel, mens tre modne italienske herrer overværer optrinnet fra fortorvet. 

Heldigvis sker der hverken skade på mand eller materiel, udover lidt ømhed i den ene side af hoftepartiet og en slem forskrækkelse! Mit lille "stunt" viser sig dog ikke alene at skyldes uopmærksomhed fra undertegnedes side, men lige så meget en klodsagtig anordning på vejbanen, som skal holde cykelstien adskilt fra bilernes kørebane. I regnen var den blevet glat som en isblok, og så kan uheld jo nemt ske.

Om aftenen forlader jeg kortvarigt mit nyerhvervede hotelværelse (50 euro for én nat... 50 euro!!!) med det formål at finde et passende spisested, hvor jeg kan indtage dagens hovedmåltid. I Italien er det relativt let at ende på et pizzeria, og det gør jeg så også efter en anbefaling fra et sødt par, jeg møder på hovedgaden i byen (den mandlige halvdel er hollænder og har boet i Italien i 40 år).

 Regnvejr blev afløst af solskinsvejr i den smukke by Vittorio Veneto

Pizzamæt og hjemme på hotellet igen overværer jeg en sær forvrænget stemme på gangen, som fører hen til mit værelse. Stemmen kommer vist vist inde fra et værelse, men den er svær at lokalisere og er underlig diffus. Jeg opsnapper ordet 'bella', men hvad "meddelelsen" går ud på, har jeg ikke den fjerneste anelse om. 

Klangligt minder den om Gollums forpinte stemme i filmatiseringen af Ringenes Herre. Er hotellet mon hjemsøgt af Gollums hvileløse genfærd? Der er lidt David Lynch-stemning over hele setuppet med det rødvinsrøde hotel-interiør og den surreelle stemme bag døren. Var der nogen, der sagde Twin Peaks? 

Jeg står lidt og gransker situationen og overvejer, om der nu ikke alligevel er mere mellem himmel og jord. Man har jo hørt om spøgelseshoteller og den slags... Jeg slår det hen med en indre latter. Spøgelser!? Nej, de findes da ikke!

Næste dag sidder jeg i stuen, hvor morgenmaden bliver serveret. Jeg er den eneste i lokalet, indtil en ældre, undselig mand med spadserestok indfinder sig. Da han ser mig, hilser han med et 'buon giorno', og den Gollum-agtige stemme afslører sit ophav. 

Stemmes ejermand er således hverken et spøgelse, Gollums genfærd eller noget andet paranormalt, men en tilsyneladende helt tilforladelig og lettere anonym herre, der antageligvis har pådraget sig en skade eller sygdom på sit stemmebånd eller strubehoved.
         

Vittorio Veneto er malerisk, som kun italienske byer formår at være det.