Regnvejr på en begivenhedsrig dag

4. juni: Calalzo -Vittorio Veneto (75 km)

Jeg tror, vejrguderne må have haft et horn i siden på mig, da denne dag målt i regnmængder minder om en syndflod fra Det Gamle Testamente. Det må næsten skyldes den hybris, jeg har gjort mig skyldig i, ved at der stort set ikke er faldet en eneste dråbe regn, siden jeg forlod fædrelandet 14 dage tidligere. Nu er det regnskabets time! Nemesis!

Dagen begynder ellers i det tørre hjørne, men fra cirka kl. 9.30 åbner himlens sluser sig, og det bliver de ved med ind til sidst på eftermiddagen, dvs. til cirka kl. 16.30. Med andre ord regner det uafbrudt i syv timer.

Da regnen sætter alle sejl ind kl. 9.30, befinder jeg mig på en campingplads ved søen Lago di Pieve di Cadore ved byen Calalzo. Teltet pakker jeg skyndsomt ned, vådt som et badeforhæng. Jeg forsirer mig med mit medbragte regntøj, og så er vejret ellers ikke en god undskyldning for ikke at tage af sted (Æv!).

Lago di Pieve di Cadore i regnvejr. Campingpladsen ligger ned til søen.

I forbindelse med, at mit korte ophold på campingpladsen skal afregnes, gør receptionisten på campingpladsen et helhjertet forsøg på at fortælle mig, hvilken vej jeg skal køre ad mod Venedig (Endelig en italiener, der kan tale bare lidt engelsk!). 

Han advarer mig blandt andet imod at følge hovedvejen i sydgående retning, da denne bliver ført igennem en række lange tunneler med så dårlig luft på grund af bilernes udstødning, at det godt kan gå hen at blive et helbredsproblem for cyklister... I stedet for skal jeg køre ad en cykelsti, forklarer den snakkeglade italiener, som vist nok kører parallelt med hovedvejen.

Den omtalte cykelsti finder jeg dog aldrig, og så er det ellers ud på hovedvejen med de dårligt ventilerede tunneler...

Jeg føler, at regnen bliver kraftigere og kraftigere for hver kilometer, jeg tilbagelægger. Og så er det relativt koldt, kun 15 grader. 

Samtidig begynder de frygtede tunneler at dukke op bag regnens gardiner. Den første tunnel er 1300 meter lang, fremgår det af et skilt ved tunnelens indgangsport. Samtidig er der et skilt, som advarer trafikanterne mod høj koncentration af kuldioxid i tunnelen. Meget betryggende! 

Jeg overlever turen gennem tunnelen, hvilket også gælder for de to efterfølgende tunneler, som er på henholdsvis 1100 og 1400 meter. Hver gang jeg forlader en tunnel, hoster jeg bevidst for at få udstødningsgasserne ud af organismen igen. Buon appetito! 

Fjerde tunnel er på 2400 meter! Jeg standser foran tunnelens indgang og overvejer mine odds for og imod, hvorvidt jeg vil overleve turen igennem en så lang tunnel. 

Jeg studerer kortet, som jeg navigerer efter og konstaterer, at der ligger en lille by ved en indfaldsvej lidt før tunnelen. Måske går der en vej sideløbende med hovedvejen og udenom bjerget, hvorigennem tunnelen skærer sig igennem? Min teori viser sig at holde stik! Snart befinder jeg mig på en mindre vej UDEN tunneler, hvor jeg kan trække vejret normalt igen. Hvor befriende!

Turen går videre sydpå, samtidig med, at jeg kan mærke, at regnvandet siver ind i det indre af mine cykelsko, til trods for at jeg har forskanset dem med 'vandtætte' skoovertræk.

Jeg har svært ved at absorbere de smukke landskaber, som glider forbi mig på grund af den ubønhørlige regns missilangreb mod min hovedbund. Hvor overvældende smukt og charmerende ville landskabet da ikke tage sig ud, hvis det IKKE regnede?

Som jeg bevæger mig sydpå ændrer landskabet sig gradvist fra Dolomitternes savtakkede tinder til Poslettens pizzaflade lavland.

Regnen lagde en kraftig dæmper på min lyst til at tage billeder. Her ét af de få billeder, jeg tog på denne regnfulde dag.

Allerede tidligt på dagens etape beslutter jeg mig for en kort dag i sadlen. Regnen har jo alligevel ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Jeg bestemmer mig for at udse mig et hotel i byen Vittorio Veneto (cirka 80 km nord for Venedig), som skal blive mit værn mod regnen indtil næste dag, hvor vejrprognosen ifølge den venlige campingreceptionist lover solskin! 

Da jeg ankommer til Vittorio Veneto, er det er ikke helt nemt for mig at finde et hotel i netop min prisklasse, og i min søgen (og tankerne og øjnene et helt andet sted end på kørebanen) styrter jeg som en anden talentløs cirkusartist på min cykel, mens tre modne italienske herrer overværer optrinnet fra fortorvet. 

Heldigvis sker der hverken skade på mand eller materiel, udover lidt ømhed i den ene side af hoftepartiet og en slem forskrækkelse! Mit lille "stunt" viser sig dog ikke alene at skyldes uopmærksomhed fra undertegnedes side, men lige så meget en klodsagtig anordning på vejbanen, som skal holde cykelstien adskilt fra bilernes kørebane. I regnen var den blevet glat som en isblok, og så kan uheld jo nemt ske.

Om aftenen forlader jeg kortvarigt mit nyerhvervede hotelværelse (50 euro for én nat... 50 euro!!!) med det formål at finde et passende spisested, hvor jeg kan indtage dagens hovedmåltid. I Italien er det relativt let at ende på et pizzeria, og det gør jeg så også efter en anbefaling fra et sødt par, jeg møder på hovedgaden i byen (den mandlige halvdel er hollænder og har boet i Italien i 40 år).

 Regnvejr blev afløst af solskinsvejr i den smukke by Vittorio Veneto

Pizzamæt og hjemme på hotellet igen overværer jeg en sær forvrænget stemme på gangen, som fører hen til mit værelse. Stemmen kommer vist vist inde fra et værelse, men den er svær at lokalisere og er underlig diffus. Jeg opsnapper ordet 'bella', men hvad "meddelelsen" går ud på, har jeg ikke den fjerneste anelse om. 

Klangligt minder den om Gollums forpinte stemme i filmatiseringen af Ringenes Herre. Er hotellet mon hjemsøgt af Gollums hvileløse genfærd? Der er lidt David Lynch-stemning over hele setuppet med det rødvinsrøde hotel-interiør og den surreelle stemme bag døren. Var der nogen, der sagde Twin Peaks? 

Jeg står lidt og gransker situationen og overvejer, om der nu ikke alligevel er mere mellem himmel og jord. Man har jo hørt om spøgelseshoteller og den slags... Jeg slår det hen med en indre latter. Spøgelser!? Nej, de findes da ikke!

Næste dag sidder jeg i stuen, hvor morgenmaden bliver serveret. Jeg er den eneste i lokalet, indtil en ældre, undselig mand med spadserestok indfinder sig. Da han ser mig, hilser han med et 'buon giorno', og den Gollum-agtige stemme afslører sit ophav. 

Stemmes ejermand er således hverken et spøgelse, Gollums genfærd eller noget andet paranormalt, men en tilsyneladende helt tilforladelig og lettere anonym herre, der antageligvis har pådraget sig en skade eller sygdom på sit stemmebånd eller strubehoved.
         

Vittorio Veneto er malerisk, som kun italienske byer formår at være det.