Turen set på nogle dages afstand (Kbh. - Venedig)

I dag er det fire dage siden, jeg landede i Kastrup Lufthavn og sidste punktum blev dermed sat i eventyret "Kbh. - Venedig på cykel 2012".

Hermed er det blevet tid til at efterrationalisere lidt og se turen gennem bagklogskabens prisme. Det skulle helst ikke blive så kedeligt, som det lyder!

Rundt regnet endte turens længden på 1900 km. Jeg var 19 dage om at gennemføre projektet med blot én hviledag undervejs (i Salzburg). I mit første indlæg om turen vurderer jeg (med hjælp fra Google Maps) afstanden til at være 1600 km, altså 300 km mindre end turens faktiske længde.

Det var forventeligt og kan forklares med, at jeg dels kørte forkert nogle gange, kørte nogle (bevidste) omveje og var på et par "søndagsudflugter", der egentlig ikke var en del af turens "pensum".

De ekstra kilometer i det samlede kilometer-regnskab viste sig dog ikke at være noget problem, da jeg havde tre dage til at køre de resterende 80 km til Venedig, hvor et hotelværelse ventede på mig.

Dagen før startskuddet. Cykeltasker pakkes på en dag, hvor det hele er lidt kaotisk.

Men var det så en god tur? JA! FANTASTISK! Men som med så meget andet i livet er der ting på turen, jeg ville gøre anderledes i dag eller måske ligefrem har fortrudt. Men først det positive...

Helt grundlæggende er cyklen som transportform forbilledlig til rejsebrug. Man oplever simpelthen verdenen mere sanseligt, end hvis man kørte samme tur i en bil, da lyde, dufte og synsindtryk hele tiden konfronterer ens sanseapparat. Det lyder banalt, men denne måde at opleve verdenen på, i et tempo, som ikke er for langsomt eller for hurtigt, er en væsentligt forudsætning for, at denne tur kan kategories som 'vellykket'.

Mødet med lokalbefolkningen og/eller andre (cykel)rejsende på turen er en anden dimension, som gjorde min tur vellykket, også selvom der opstod lidt sprogforbistring undervejs og mit (tyske) ordforråd undertiden kom til kort i mødet med "den fremmed".

Der var eksempelvis mødet med en venlig tysker, der som ung mand havde været på cykeltur til Jerusalem, og som tilbød mig en overnatning i Harzen, hvor han boede (den invitation måtte jeg dog pænt takke nej til, idet min rute gik øst om Harzen). Eller mødet med et ungt amerikansk par på et hostel i Salzburg og...

Ja, der var flere møder af denne slags, typisk af kortere varighed, men ikke desto mindre vigtige som en slags "socialt brændstof" på en tur, hvor jeg var alene en stor del af tiden.

Et møde med en fremmed var en anledning til at forevige mig selv. Her på den af romerne anlagte bro Steinerne Brücke i Regensburg.

Men den største oplevelse på turen var den evigt afvekslende natur, landskabet og de mange mindeværdige byer, jeg kørte igennem.

Her vil jeg fremhæve Tyskland, som, grundet landets størrelse, er et stort tagselvbord af naturoplevelser, som spænder fra de frodige skove i Mecklenburg-Vorpommern, bjergene i Thüringen til floderne Vils og Donau i Bayern. 

Diversiteten gælder også landets mange byer, jeg besøgte: fra faldefærdige landsbyer i "det gamle øst", der ikke er kommet sig helt efter genforeningen endnu (om nogensinde?), til spændende kulturbyer som Regensburg og Bayreuth. Andre interessante byer, som jeg bør nævne, er Rostock, Güstrow, Brandenburg an der Havel, Dessau, Burghausen, Lutherstadt Eisleben, Regensburg og Kulmbach.

Landskab i Thüringen

Der var mange faldefærdige bygninger i den østlige del af Tyskland. Her et eksempel af den mere charmerende slags i Thüringen. På skiltet står der "Zu verkaufen", altså "Til salg".

Som jeg bevægede mig ned gennem dette store EU-land, lagde jeg også mærke til dialektale forskelle fra region til region, særligt når jeg stod i en supermarkedskø i Sachsen-Anhalt, Thüringen eller Bayern og de lokale ytrede sig på den lokale dialekt. Forstod jeg et muk af, hvad de sagde? Nein, nichts!

Nu jeg opholder mig ved Tyskland, må jeg ikke glemme at nævne de utallige cykelruter, som på fornemste vis er afmærkede med skiltning rundt i hele landet. Faktisk behøver man ikke navigere efter et kort, når først man er slået ind på et udvalgt cykelspor.

Flere gange undervejs kørte jeg således ad en regional eller national cykelrute; blandt andet fulgte jeg "Radweg" Berlin-København et stykke samt nogle cykelspor i området omkring Regensburg, der følger floderne Vils og Donau.  

Tyskland er cykelland. Her et skilt med cykelruten Berlin-København. Blot ét blandt utallige eksempler på gode, afmærkede cykelruter i nabolandet mod syd

Turens absolut største naturoplevelse havde jeg ikke overraskende nok i Alperne og Dolomitterne. Allerede kort tid efter jeg havde krydset grænsen mellem Østrig og Tyskland lidt nord for Salzburg, begyndte et drømmesyn af bjerge at vise sig for mit blik. Samtidig var det en påmindelse om, hvad der ventede mig efter en tiltrængt hviledag i Salzburg.

"Hviledag" i Salzburg. "Hviledag" i gåseøjne, fordi det endte med at blive til ret mange kilometer på gåben den ene dag, jeg var i byen. Med udsigt til borgen i Salzburg.

Ubeskriveligt smukt! Ordene kommer næsten til kort, når jeg skal beskrive, hvor overvældende, eventyrligt og storslået det er at cykle rundt som et andet ubetydeligt atom blandt disse stoisk knejsende bjergtinder i Alperne. For en østriger er det nok bare "another day at the office", men for en dansker, der synes, Himmelbjerget faktisk lever op til sit navn, er det fuldstændig mindblowing vildt det her!

Af og til må jeg blinke nogle gange for at forvisse mig om, at jeg rent faktisk er vågen og ikke drømmer - men hvilken drøm ville det i så fald ikke have været!

Dolomitterne er mindst lige så, undskyld klichéen, bjergtagende smukke. Særligt området omkring skisportsbyen Cortina d'Ampezzo vil indskrive sig i min hukommelse, som et af højdepunkterne (bogstaveligt talt!) på turen.

Østrig. Her er der tyroler-kitsch for alle pengene. Men smukt er det!

Bjerg(be)tagende. Er jeg vågen, eller drømmer jeg? 

Og så er der Italien til sidst... som faktisk levede op til mine fordomme: pizza über alles, klassisk arkitektur, cypresser, vinmarker og italienernes notorisk ringe engelskkundskaber. Hvad der kom en anelse bag på mig: de stærkt trafikerede veje stort set alle steder, specielt i takt med, at jeg nærmede mig Venedig.

Men det er Venedig, som tager det sidste stik hjem. En fuldstændig unik og mageløs by, som samtidig var en perfekt afslutning på turen. Med andre ord: kronen på værket. Og ja, der er alt for meget turist-lir i Gondolernes By, men det ville næsten være for oplagt at hidse sig op over dét!

Gondolernes By. Udsigt til Rialto-broen.

En cykeltur uden problemer i et eller andet omfang er en illusion. På et tidspunkt "går det galt", men ikke mere galt end at tingene for det meste løser sig selv. Der var da også flere ting som gik galt på denne tur, både i forhold til ruten, cyklen og et par dumme episoder, hvor det kun i sidste øjeblik lykkedes mig at finde et logi for natten. 

Turens største bommert er dog uden tvivl en episode på en campingplads i turens begyndelse, hvor jeg hovedløst glemte min taske med blandt andet pas, penge, kreditkort og kamera udenfor campingpladsens sanitetshus. Her fik tasken lov til at blomstrer i en halv time, før dens ejermand ved et tilfælde opdagede det! 

Mirakuløst stod tasken samme sted, som da jeg forlod den, med alt indholdet intakt! Sådan en episode slipper man kun ustraffet fra én gang!

På en campingplads i Heiligenblut. Det var ikke her, jeg hovedløst glemte min taske med pas, penge, kreditkort og kamera.

Jeg havde ikke problemer med cyklen undervejs bortset fra et kædebrud en enkelt gang. Jeg fik dog hurtigt lappet den med et kædesamleled, og alt var godt igen.

Man bliver klog af skade, siger man, og lidt klogere blev jeg da også på, hvor min smertegrænsen ligger i forhold til, hvor stor spidsbelastning min krop kan holde til, da jeg som en anden snegl med hus på ryggen cyklede op ad Grossglockner Hochalpenstrasse (Se tidligere indlæg). 

Havde jeg den viden og erfaring om denne frygtindgydende bjergvej, før jeg tog af sted, som jeg har nu, ville nok ikke, naiv som jeg var, begive ud på denne sadomasochistiske klatretur. Alle veje fører jo som bekendt til Rom (og mange af dem til Venedig!), så jeg ville uden problemer kunne finde et mere "humant alternativ" til dette monster af en vej.

Udsigt fra Grossglockner Hochalpenstrasse. Smeltevand fra bjergene søger ned mod dalen.

Nu hvor vi befinder os på fortrydelsernes holdeplads, vil jeg også i samme åndedræt fortryde et sidespring til "De Tre Tinder", som er tre forrevne bjergtinder, der, skulder ved skulder, står på et højt hævet bjergplateau i Dolomitterne (Lidt nord for Cortina d'Ampezzo). 

Naturreservatet, hvor de De Tre Tinder ligger, er specielt kræs for vandrere, og der var da også mange vandrere, da jeg som den eneste turcyklist befandt mig i dette naturskønne område. 

Turen derop går ad en snoet bjergvej med stigninger på 12, 13, 14.... og 18 %!, og til trods for jeg var godt hærdet efter manddomsprøven på Hochalpenstrasse, fik jeg ikke desto mindre kamp til stregen. Ja, den sidste kilometer op til passet måtte jeg stå af cyklen og skubbe den, simpelthen fordi det blev lidt for "spændende". 

Sigtbarheden ved passet var i øvrigt elendig (på grund af tåge), så jeg kunne knap nok ane De Tre Tinder gennem tågesløret, da jeg langt om længe (og udmattet!) nåede toppen...

Dolomitterne. På sneglefart op til "De Tre Tinder", hvor alt var indhyllet i et tågeslør.

Havde du en god tur, spørger du måske igen. JA! FANTASTISK! Og jeg ville til en enhver tid cykle turen igen med den nye viden og de erfaringer, jeg har med mig i bagagen fra en tur, hvor meget gik godt, og kun lidt gik galt.