Cykelnoter: Et møde med en mur: Grossglockner Hochalpenstrasse

1. juni: Bruck-Heiligenblut (52 km)

Efter en på alle måder udmattende klatretur op ad den berygtede alpevej Grossglockner Hochalpenstrasse i Østrig vil Alpe d'Huez i min optik føles som en flad landevej i Vestjylland, når eller hvis jeg nogensinde begiver mig op ad dette herostratiske bjerg i Tour de France-sammenhæng.

Grossglockner Hochalpenstrasse er ærligt talt på ingen måder skræddersyet til turcykling i den vægtklasse, jeg dyrker (med en kilovægt på den anden side af 30 inkl. cyklens vægt), hvilket jeg ikke har gjort mig klart, inden jeg begiver mig ud på denne (ære)frygtindgydende bjergvej, som strækker sig nord-syd fra byerne Bruck an der Grossglocknerstrasse til Heiligenblut (Ifølge en legende opbevares en flaske med blodet fra ingen ringere end Jesus Kristus i en kirke i Heiligenblut - deraf navnet på byen. Det er tilmed en dansker, som er hovedbidragyder til legenden. Ja ja, så siger vi det... men følg linket nederst på siden, hvis du vil vide mere).

Begge byer fører op til passet Hochtor, der ligger 2500 m.o.h.. Eftersom jeg kommer fra nord, begynder jeg min snegle-tur op til passet i Bruck. De første 10 km er relativt uproblematiske, da vejen følger en floddal, hvilket betyder, at terrænet er overvejende fladt. Dernæst begynder landskabet at slå knuder, hvad der resulterer i stigninger og sving, som minder om båndsalat. Og sådan fortsætter det kilometer efter kilometer, mere præcist 25 af slagsen!!!

De første ca. 10 kilometer er lette uden stigninger af betydning...


...Derefter begynder landskabet at hæve sig...

...og slå knuder...

Der tegner sig hurtigt et mønster for min Sisyfos-ekspedition op til målet, med andre ord passet Hochtor. Mønstret består af korte udladninger af energi de første ca. 200 meter, hvorefter benene føles som en mellemting af gummi og bly, indtil jeg "rammer en mur" og må stoppe, forpustet og udmattet. Min gennemsnitshastighed ligger vel et sted omkring 7 km/t. En snegl på opium vil uden problemer kunne nå passet før mig!

Vejret på turen derop gør ikke ligefrem situationen gunstigere for mig. Det er klamt, fugtigt og i perioder regnfuldt, og jo højere jeg bevæger mig op i atmosfæren, desto koldere bliver det selvsagt, således at det vel ikke er mere end 5-8 grader ved passet, før den lange nedstigning til Heiligenblut.

I perioder er det regnfuldt og, som på billedet her, tåget.

Over trægrænsen ligger der sne - så sent som i maj/juni!

Undervejs møder jeg to fyre, som er i færd med at tilbagelægge turen på racercykler. Jeg lader dem forstå, at det er temmelig hårdt arbejde under de betingelser, jeg har pålagt mig selv. "You have too much on your bike", konstaterer den ene fyr på tyk alpe-tysk accent, som om denne indlysende kendsgerning ikke allerede er gået op for mig!

Derefter beder de mig venligt om at forevige dem begge med et lille slankt lommekamera, som vejer en brøkdel af det spejlreflekskamera, jeg har slæbt på siden turens begyndelse i Danmark. "Enjoy your trip", siger den anden - er det ment sarkastisk? - inden de fortsætter deres tur op til passet, som var der tale om to græshopper på speed.

Det tager mig omtrent 5 timer at nå op til Hochtor, og glæden og lettelsen over at have nået passet med livet (og forstanden?) i behold er selvsagt stor. Dernæst bliver mine mange anstrengelser op til passet belønnet med en 15 km lang rutsjebanetur ned til Heiligenblut - jeg kunne vist godt trænge til lidt Jesu blod efter en sådan tur!