søndag den 8. november 2015

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 1. Danmark, Tyskland & Polen


Den 10. august 2015 vristede jeg mig fri af andedammens rød-hvide fangearme. Viljestyrke, tid og lidt feriepenge - mere skulle der ikke til for at realisere dømmen om den lange rejse - samt, ikke at forglemme, min cykel, foruden hvilken jeg aldrig var taget af sted. Dette er første del i beretningen om en cykelrejse, der endte med at vokse sig større end forventet. Det hele begyndte i Køge.     






















Farvel til åndsforladte newspeak-politikere, dansk sensommervejr (gråt frem for alt) og alt det (intet)sigende danskerbrok, jeg fra tid til anden kan høre andre og ikke mindst mig selv udgyde i den ene eller anden sammenhæng, ikke mindst i supermarkedet, når jeg finder ud af, at jeg har betalt hele to kroner for meget for et Schulstad-rugbrød – jeg protesterer! Farvel til de små sko og goddag til den store verden! 

Hvilket vil sige Tyskland først (via Falster – synes udkanten fortjener lidt omtale uden negativ brod), videre østover til Polen, ned gennem den vestlige og centrale del af dette store, katolske EU-bjerg, til Tatrabjergene og Slovakiet, videre til Ungarn, Rumænien, Bulgarien og, endelig, Tyrkiet med Istanbul som endestation, både for mit og Europas vedkommende. Fik jeg nævnt, at jeg cyklede hele vejen, og at det egentlig ikke var planen fra starten, at jeg ville cykle helt til kejser Konstantins by?

København-Istanbul. Ja, når man udtaler de to byers navne efter hinanden, lyder det nærmest som et omkvæd i en popsang. Men sandheden er, at jeg, inkl. cykel og tasker, tog S-toget fra Ordrup (nord for København), hvor jeg bor, til Køge, for dels at undgå den værste forstadstristesse – Herlev, det bliver aldrig os! - og dels for at nå et godt stykke ned i det dybe Sjælland, inden turens første dag var omme (målet var Falster). Reelt set begyndte turen således i Køge, men prøv at sige Køge-Istanbul efter mig... Nej, vel? Det lyder lidt som en bizar halsbetændelse. Men som filminstruktøren John Ford har sagt det: Hvis du står og skal vælge mellem sandheden eller legenden: udgiv legenden!

Mellem turens to geografiske yderkoordinater, 3400 km i alt, befandt sig fem fænomenale, strabaserende og oplevelsestunge uger, som der nu kun er spor tilbage af, herunder fotos og tatoverede stregkoder i min langtidshukommelse, som jeg kan skanne, hvorpå der toner mentale billeder frem af bedårende landskaber, tilfældige menneskemøder eller – mere ufrivilligt - improviseret morgentoilette (på hug) i skove rundtomkring. Samt alt det andet naturligvis, højt som lavt, stort som småt.


Giv dig tid. Bydeformen gjorde mig helt stresset! Sydsjælland

Fra Køge til den tysk-polske grænse

Jeg står på Køge Station, alt er pakket, cykel og ejer er pudset og nusset til den lange tur. Klokken er 14.15. Jeg er selvfølgelig kommet alt for sent af sted. Hjemmefra har jeg udset mig en fri teltplads i en skov via udinaturen.dk, nærmere bestemt på Falster, lidt nord for Nykøbing F, hvilket bliver turens første overnatningssted.

Efter et sandt desperadoridt hen over det flade Nordfalster – skumringen er gået ind i sin sidste afgørende fase – når jeg skoven angrebet af bange anelser: vil det overhovedet lykkes mig at finde teltpladsen i en noget nær mørklagt skov? Jeg finder det forjættede skilt, der indikerer, at her må man frit slå sit telt op, men, øh, hvor!? Jeg rekognoscerer som en jægersoldat, man finder ingen synligt markeret teltplads i smulerne fra dagens sidste lys. Til sidst får jeg nok, trasker ind et tilfældigt sted i skoven og slår lejr for natten i forvisning om, at det nok er O.K., for hele skoven er vist en stor fri teltplads ifølge udinaturen.dk. Klokken er godt og vel ni. 

Lidt benzin til rugbrødsmotoren før en fortjent nattesøvn; det er hvad mine knapper resurser rækker til nu. Men en feststemt abeflok på et landsted/gård ikke langt fra min lejr i forlængelse af skoven, vil det åbenbart helt anderledes, for en insisterende technobas hamrer ud i æteren fra et anlæg, mens der bliver råbt, skreget og sunget hooliganagtige slagsange blandt festens deltagere. I skovens dybe stille ro – ikke her! Spektaklet står på til midt på natten, på det tidspunkt nærer jeg ingen illusioner om at få besøg af Ole med de lukkede øjne. Hvilepulsen er ikke-eksisterende, måske dels på grund af forventningens sitrende uro – i morgen Tyskland! - og dels på grund af alle stresshormonerne, der bliver hvirvlet op af en fest, jeg ufrivilligt følger på (sikker) afstand i mit lille, mobile hjem. 





















Tyskland i horisonten. Sejlturen over Østersøen forløber med en velfortjent morfar, hængende på en stol med ludende hoved i et venterum omgivet af et hold snakkelystne kinesere med udsigt til måger i svæv på dækket. Jeg føler mig lidt som Bill Murray i Lost in Translation. Påmønstringen i Gedser var et sandt Shangri-la af feriecyklister bevæbnet med Ortlieb og cykeltights. Flertallet er nok i færd med at tilbagelægge den ret så populære 'Radweg' København-Berlin. Efter landgangen i Warnemünde, lidt nord for Rostock, får jeg en snak med en engelsk turcyklist. Uheldet vil, at fælgen på hans cykel har opdraget sig et fatalt brud, så jeg møder ham trækkende med ”patienten” fra færgen. Der er ikke andet at gøre end at skifte fælgen helt, fortæller han, hvilket så bliver næste dags projekt i Rostock. 

Jeg møder ham en time senere på hovedtorvet i byen på udkig efter et hotelværelse og overvejer selv samme, men også lidt pebrede, løsning, alternativt vandrehjem. ”I'll find a place outside the town where I can pitch my tent”, konstaterer jeg, lidt som én der i al sin indbilskhed giver indtryk af ufravigelig damage control over tilværelsen, men som dybest set ikke har styr på en skid. ”Maybe we'll meet again”, siger englænderen med et smil, med henvisning til, at vi allerede er stødt ind i hinanden to gange inden for en time. Det skete dog ikke – jeg mødte ham aldrig igen.

Jeg tager en alvorlig beslutning: Wild camping. Efter en forgæves udfulgt til et centralt beliggede vandrehjem – alt er optaget – beslutter jeg at campere i det fri. Udsigten til et dyrt hotelværelse huer mig ikke, særligt ikke her i turens indledende fase. Det er derfor bare om at komme ud af Rostock hurtigst muligt og finde noget grønt at gemme sig bag, inden solen går helt ned. Jeg sætter kursen stik syd. Snart triller jeg forbi et trestjernet hotel i en landsbyagtig forstad til Rostock. Hmm, måske det alligevel var et forsøg værd? ”All is full”, får jeg at vide i den nydelige hotellobby, som vel nærmest er antitesen til det fremmedlegeme, jeg føler, jeg er i det sekund, jeg træder ind af døren. Tirsdag er åbenbart primetime i hotelverdenen på de her kanter. Receptionisten indvilliger dog i at tanke vand på mine halvtomme cykelflasker; første vigtige komponent i en vellykket overnatning i det fri. En halv time efter finder jeg en grøn plet i en lille skov, ikke langt fra noget bebyggelse – ikke helt efter bogen, men der er ikke så meget at stille op, nu hvor mørket trænger sig voldsomt på. Natten forløber roligt. 


Kreativ byfornyelse i byen Schwann, Mecklenburg-Vorpommern




















Næste dag ankommer jeg til byen Schwann omkring 12-15 km syd for Rostock. Den videre rute befinder sig blot i form af en løselig, mental skitse. Pilen i mit indre kompas peger i sydøstlig retning, målet er Szczecin i Polen, en tur, der tager tre dage at tilbagelægge. En strøm af små og større veje erobres i de følgende dage. Landsbyer flimrer i ét væk, svært at skelne fra hinanden i deres grå-brune enshed af forfald og (tilsyneladende) forladthed. Områderne, jeg kører igennem, er også nogle af forbundsrepublikkens allerfattigste. Flere steder har nogle beboere fået nok af det klæbende post-DDR-stigma og startet en stille revolution ved at pifte deres huse op i pangfarver a la grønt, gult og rødt. Farverne smitter, som jeg defilerer forbi på min cykel. 


Kan godt mærke, at min fysiske form ikke har nået zenit endnu, men heldigvis er det overvejende flade terræn godt nyt for mine hårdt prøvede benmuskler. Dagtemperaturen simrer omkring 20-25 grader, yderst behageligt pedalklima, men den stiger ret hurtigt og rammer 30 grader allerede på turens tredjedag. I regionshovedstaden Neubrandenburg nærmer det sig hedebølgelignende tilstande. Byens hovedtorv er ucharmerende som i stål, glas og beton. Fødderne når kogepunktet i cykelskoene. Jeg installerer mig midlertidigt på en burgerrestaurant på byens hovedstrøg, bestiller en 'veggieburger' og ser mit snit til at soignere lidt på restaurantens toilet, ligesom cykelflaskerne får et boost frisk vand. Kun wi-fi med adgangskode - jeg dropper det.

Jeg mangler et vejkort til den videre tur østover, et tilbagevendede irritationsmoment, da udbredelsen af gps-navigation i stigende grad betyder, at markedet for fysiske kort er på skrump. Ejer godt nok en gps, som jeg også har taget med, men det relativt lille display vanskeliggør navigation over større afstande, så den kommer kun frem af taskedybet, når jeg eksempelvis skal finde rundt i lidt større byer. Med mit nyindkøbte kort bevæger jeg mig ud af Neubrandenburg. På et tidspunkt er jeg snublende nær ved at vælte på cyklen, da jeg pludselig får problemer med at klikke skoene ud af pedalerne. Jeg skal vist lige blive helt dus med de nye 'clipless'-pedaler af mærket Shimano...

Forfald. Den hvide, "sunde" bygning agerer modvægt. Mecklenburg-Vorpommern 




















Off-road i Mecklenburg-Vorpommern




















Byport i Malchin, Mecklenburg-Vorpommern




















Det er dagen, hvor jeg krydser den tysk-polske grænse. Efter en god nats søvn, mindst fem timer (ren luksus), i et skovbryn, er det på med hjelmen og ud og danse tæt i morgentrafikken. Omkring 11-tiden triller jeg ind i Prenzlau, hvis dominerende vartegn er byens centralt beliggende kirke, der flankeres af en statue af Martin Luther bærende på de hellige skrifter – et sidste sværdslag for den reformerte kirke før det katolske Polen cirka 60 km væk. Der udspiller sig nærmest et ritual, hver gang jeg entrerer en større eller mindre by, således også i Prenzlau: Et par snapshots af bymidten - hvis den ellers er fotogen – generel forvirring, proviantering, madindtag, tolietbesøg samt påfyldning af vand på cykelflaskerne. Der kan snildt gå to timer med at besørge alle disse gøremål.


Solen bager godt, men det blæser lidt, så det kan sammenlignes med en føntørrer, der står et sted mellem 0 og maks, dvs. ret varmt og næsten rart. Når jeg vel at mærke cykler. Jeg når til flækken Penkun, mindre en 30 km til grænsen. På byens torv får to cykelkolleger sig et break i eftermiddagsheden. Den ene, en ung kvinde, sidder og læser i en bog, mens den anden, en ung mand, får sig en morfar på en bænk. Et kærestepar fra Østrig viser det sig. ”Excuse me, do you have a map covering the area?”, spørger jeg kvinden, for jeg er temmelig desperat efter lidt topografiske oplysninger det sidste stykke til Szczecin. Igen klager jeg min kortnød! ”Yes, I do”, svarer hun og fisker et detaljeret cykelkort frem over området. Jeg forklarer hende, hvor jeg er på vej hen, hvorpå hun foreslår, jeg vælger en cykelrute, som er indtegnet på kortet. Jeg prøver at lave en mental kopi af ruten, for jeg kan af gode grunde ikke få kortet med. Imens er fyren vågnet. Han foreslår, jeg tager et billede af kortet med min smartphone, så har jeg det jo lige ved hånden! Smart synes den, der halter langt bagefter den teknologiske udvikling.


Høsttid. Brandenburg



Kirken i Prenzlau, Brandenburg






































Skræmmekampagne på tysk. Brandenburg




















Szczecin. Godt mørnet i hoved og bentøj efter en hård og varm dag i sadlen. Dagens kilometerregnskab siger 100 km. Klokken er omkring syv. Tid til at finde et billigt logi for natten. Valget falder på et tostjernet Ibis-hotel i centrum af byen. Jeg ånder lettet op, da den lidt tilknappede receptionist meddeler, at der er et ledigt værelse til mig. 208 zloty siger prisen. Aner ikke, hvor meget én zloty er i danske kroner - jeg synes, jeg har haft andet og vigtigere ting at tage mig til end at undersøge vekselkurser. ”How much in euro?”, spørger jeg receptionisten, der bruger det meste af et halvt minut på at konvertere prisen til euro på hendes regnmaskine. ”30 euros”, svarer hun. Okay, tænker jeg, altså omkring 210 danske kroner, det kunne have været meget værre! 

Efter jeg har betalt for overnatning og cykelparkering – ja, hele to euro koster det for at få lov til at parkere sin cykel i hotellets P-kælder – overgiver jeg mig betingelsesløst til dobbeltsengen. Nå, måske jeg lige skulle tjekke prisen for værelset på Valutaomregner.dk, bare for at være helt sikker på prisen, tænker jeg. Jeg slå 208 zloty ind og opdager til min gru, at overnatningen koster 390 kroner! Fandens! Enten har receptionisten regnet forkert, eller også har jeg sovet i timen. En god forretning forvandles på et splitsekund til en dårlig deal.


Invasion af Polen


Gadeliv i Szczecin. St. Jacobs Katedralen i baggrunden



Gadeliv i Szczecin



søndag den 21. april 2013

Min veninde fra Tyskland (Et portræt af en turcykel)




Nogle objekter bliver man så tæt knyttet til, både fysisk og følelsesmæssigt, at de nærmest tåler sammenligning med en nær ven, kæreste eller et skattet familiemedlem. Måske har man sågar givet tingen – for eksempel en gammel udgået sportsvognsmodel - et navn, som var det et nuttet kæledyr af kød og blod. Helt så bimmelim er jeg dog ikke i forhold til den cykel, som har båret mig på sin stærke ryg gennem blandt andet Sverige og det kontinentale Europa. Men jeg er godt på vej, skulle jeg hilse at sige!

Et tegn på, at det nok med tiden alligevel ender så grelt som eksemplet ovenfor, er, at jeg nu giver min cykel en betingelsesløs undskyldning for ikke have introduceret den – eller snarere hende - for dig, ærede læser, før i dette indlæg og altså knap to år efter, at jeg har oprettet nærværende blog. Som om cyklen havde en egen bevidsthed og kan føle smerte!

Cyklen bærer det lidt omstændelige officielle navn VSF Fahrradmanufaktur T-700. Tallet angiver modellen og VSF Fahrradmanufaktur er selvsagt navnet på firmaet, som har hovedsæde i Oldenburg i Tyskland, hvor det siden 1987 har lavet (semi)håndbyggede kvalitetscykler til det kræsne cykelfolk. Mig bekendt er Dansk Cyklistforbunds butik i Rømersgade (København) det eneste sted i DK, som forhandler VSF-cykler, og det var da også her, jeg købte mit eksemplar tilbage i efteråret 2010.

På butikkens hjemmeside hedder det, at dette er ”En cykel anvendelig til næsten alt: Turen til arbejde, lange dagsture og ferietur”. Beskrivelsen flugter ret godt med min egen oplevelse af cyklen: den har et bredt spektrum af anvendelsesmuligheder; fra den daglige pendling fra og til arbejdet, over indkøbs- og søndagsture til de lange stræk med cykeltasker for og bag. Sagt på jysk er det en rigtig god allround-cykel.

Opdatering 8. april 2015: Kedeligt at måtte meddele, at Cyklistforbundets butik er stoppet med at sælge VSF-cyklerne.

Fra begyndelsen var det meningen, at jeg udelukkende ville bruge den som turcykel, men siden min anden og noget ældre hverdagscykel – en middelmådig citybike - er stået af racet, så at sige, er jeg i stor stil begyndt at bruge den i hverdagen også. Nedenfor vil jeg komme lidt mere ind på cyklens fortrin i forhold til turcykling.


Foto-stop i naturskønne Østrig. Cyklen føles ikke specielt tung trods høj bagagevægt 


Hvad er en god turcykel? Det er der efterhånden skrevet mangt og meget om (en hurtig søgning på nettet vidner herom). Og som med så meget andet her i tilværelsen, er der ikke én holdning til, hvad den ”perfekte turcykel” er for en størrelse. Men kigger vi på min ”tyske veninde”, er der flere parametre som er opfyldt, når man sædvanligvis vurderer en cykels touring-potentiale.

For det første er cyklens gear-register ideelt til turcyklingsbrug, med et bredt udvalg af lave gear, hvad man bliver taknemmelig for i bjergrige områder, hvor rugbrødsmotoren er på overarbejde. Der sidder tre klinger foran (48,36,26), hvilket giver gode muligheder for at variere og afstemme gearingen efter det enkelte terræns hældning. Bagpå sidder der en 9-speed-kassette med 11-32 tænder. Cyklen har i øvrigt 27 gear, og ikke 30, som den nyeste årgang af cyklen er udstyret med.

Og så er der hjulene, som er konstrueret således, at de kan modstå maksimal belastning, hvorfor de er skræddersyet til turcykling. Med det menes, at hvert hjul har 36 eger - et relativt højt antal - og at de krydser hinanden i en slags fletværk, hvilket øger hjulets modstandskraft. Derudover er egernes diameter 2 mm, et godt udgangspunkt for et stærkt hjul. Fælgen er med et hulkammer, der betyder, at den udgøres af to vægge (på engelsk: 'double wall'), hvilket afstiver og konsoliderer fælgen yderligere i forhold til fælge med kun én væg. Også her imødekommer cyklen de krav, man bør stille til en god, robust turcykel.   


Det er vigtigt at påpege, at min cykel ikke er helt identisk med den cykel, som Dansk Cyklistforbund solgte i deres butik på købstidspunktet, idet jeg - netop for at optimere cyklen til touring – valgte at skifte cyklens medfødte flade styr ud med et multigripstyr, også kaldt butterflystyr, ottetalsstyr og tyskerstyr! Det var faktisk en sælger i butikken, som foreslog mig denne løsning, og monteringen af multigripstyret blev klaret af mekanikeren i butikken kvit og frit! Samtidig blev de ergonomiske håndtag, som sad på det oprindelige styr, flyttet med over på det nye styr, så komforten er med andre ord helt i top!

Multigripstyret med de ergonomiske håndtag optimerer komforten betragteligt

Det er lidt en temperamentssag, hvorvidt man foretrækker det ene styr frem for det andet, men også et spørgsmål om æstetik. Fordelen ved multigripstyret, som jeg oplever det, er flere; dels den oplagte: flere håndgreb stillet til rådighed, så hænderne ikke så let ”falder i søvn”, og dels at multigripstyret i højere grad dæmper/absorberer pludselige stød, der forplanter sig fra et bump på vejen og op i håndfladerne. 

I forlængelse af styr-skiftet valgte jeg også at bytte cyklens originale saddel ud med en Brooks B17-saddel, som af mange turcyklister regnes for at være den ultimative tur-saddel. Mange ved, inklusive denne signatur, hvor ubønhørlig en jomfruelig Brooks-saddel kan være over for ens endeparti, men når den først er kørt til og har formet sig efter ens anatomi, er det en fantastisk behagelig saddel, ikke mindst til langturscykling (Husk cykelbukser). 

En yderligere kvalitet ved cyklen, som mange turfolk forventer, er med på tjeklisten over den perfekte turcykel, er det superstærke bagagebærer, i det her tilfælde af mærket Tubus. Mange turcyklister sværger til Tubus, da mærket befinder sig i eliten inden for slidstærke og robuste bagagebærere, som kun sjældent bukker under for metallisk træthed. Personligt ville jeg foretrække et lidt bredere bagagebærer – 2-3 cm – men dem laver Tubus vist også, så når jeg engang får en god økonomi, køber jeg nok en storebror til den lillebror, som befinder sig på cyklen p.t.. Bagagebæreren på forgaflen, ligeledes Tubus (Lowrider-modellen), har jeg selv monteret, så det var altså en merudgift og ikke installeret på cyklen fra ny af.

Det næste jeg vil kommentere, har egentlig ikke så meget at gøre med et must-have i forhold til en turcykel, men blot en ting ved cyklen som jeg bare er stærkt tilfreds med: den indbyggede dynamo i navet. Udover at jeg ikke skal tænke på at medbringe et sæt batterilygter på den korte eller lange cykeltur, specielt i den mørke vintertid, producerer dynamoen et fantastisk stærkt og klart lys og det endda uden mærkbar friktion, når du træder i pedalerne.

Men er der da slet intet kritisabelt ved cyklen, spørger du sikkert med en vis portion sund skepsis, som man ikke mindst føler, når noget synes at være lidt for godt til at være sandt. Jo, det hele er ikke lige godt på cyklen, men kun én ting ved cyklen er jeg decideret utilfreds med: de hydrauliske fælgbremser (af mærket Magura). Dels fordi jeg generelt vægrer mig imod alt for meget moderne højteknologi på en cykel - man er lidt ilde stedt, hvis skidtet for eksempel går i stykker på en cykeltur i Bolivia, og den lokale smedsmed ser vantro på en, når man siger "hydraulisk bremse". Men ikke mindst fordi bremseklodserne har en kedelig vane med at ”fryse fast”, når man slipper bremsegrebet, så de uvilkårligt kommer i kontakt med fælgen. Ad åre og når jeg forhåbentligt får den nødvendige kapital, vil jeg ikke udelukke, at jeg installerer et nyt bremsesystem efter klassisk model (=manuelt trækværk). 


Cyklens økonomi:

10.600 kr. inkl. rabat (600 kr.) pga. medlemskab af DCF. Prisen er dog steget til 11.499 (medlemspris)/11899 (Ikke-medlem)

Dertil merudgifter:

Butterflystyr inkl. skumgreb: 251 kr.
Abus ringlås: 240 kr. 
Brooks-saddel: 599 kr. 
Front-bagagebærer: 585 kr. 

Link til specifikationerne på cyklen (NB: Det er en nyere (dame)model og ikke 100 pct. identisk med min):
http://www.fahrradmanufaktur.de/katalog/trekking?product_id=670


mandag den 2. juli 2012

Copenhagen to Venice on bicycle 2012

It took me 19 days to get to Venice from Copenhagen. I was cycling 1900 kilometers through Denmark, Germany, Austria and Italy on a heavy loaded bike. I was David against Goliath in The Alps and left my handle bag with all my valuables to its own fate at a campsite in Germany... 

 

Veni, Vidi, Venice!

 

I've posted a handful of accounts written in Danish about my bike trip in the late spring/early summer 2012 which naturally has its limitations in terms of how many readers I'll appeal to abroad Denmark. Therefore I've made a decision to write an english summary so non-Danish speakers also have a chance to get a glimpse of my adventurous bike trip which started in Copenhagen and finished 1900 km later in Venice. I hope the summary below will inspire and entertain!

 

The day before the adventure begins. Bags are packed on a day where everthing felt a bit chaotic

   

I launced the trip from the city where I live, Copenhagen. From thereon I headed south to the Baltic shores of Germany, through the eastern part of Germany, Bavaria (Bayern), Austria and Italy via the mountains of Dolomites. From the outset the itinerary was sketchy to say at least, but I had a clear idea which towns and locations I desired to investigate during my trip. Between these points of interest I drew a virtual guideline on Google Maps but I didn't follow it strictly as I alternated it several times on my way down Europe.


Germany is a vast european country, especially when you measure it vertically north-south so I spent more than half of the time on the trip in this culturally and geologically versatile country. For this reason the following paragraphes are dedicated to Germany. 

 

As I cycled my way down through Germany the landscape changed many times, from the forests and green fields of Mecklenburg-Western Pomerania (Mecklenburg-Vorpommern) to the plains of Brandenburg and the lush mountains of Thuringia (Thüringen). In Bavaria the landscape is dominated by big rivers like Vils and Danube (Donau). 

 

Idyllic landscape in Thuringia.

 

The differences are also a matter of religion as the catholic south (predominantly Bavaria) is more noticeable when it comes to show religious symbols in public (e.g. cruxifiks and figures of Virgin Mary next to roads) than the northern part of Germany which is dominated by (the more subtle) protestantism. 

 

Differences are also remarkable when you compare the state of the roads in the "Old East" (former DDR) with the roads in "Western Germany". Due to lack of funds in the eastern regions of Germany the quality of the roads and streets in this part of the country vary to a degree where roads with smooth tarmac are followed abruptly by roads with paving stones or potholes which evidently is a pain to cycle on with a heavy loaded bike. I've had my fill of bad roads for a long time!

 

Some roads in the "Old East" had smooth tarmac...

 

...other roads needed improvements...

 

...and there were roads like this which were utterly horrible for any cyclists to cycle on!

 

In spite of the bad roads in the eastern part of the country Germany is in many aspects a Shangri-La for biketouring. As mentioned earlier the landscape varies a lot so you never get bored of dull and monotonous strecthes without anything to see, and germans are in general nice people which I experienced on first hand when a nice guy invited me to spend a night in his house in the Harz region. Germans also have a gentleman's approach in the traffic which means that it's generally very safe and comfortably being a cyclist in Germany.


Another attraction were the many awesome towns lined along my way down Germany. In that aspect Regensburg in Bavaria is outstanding for its great cathedral and the old roman bridge which cross the Danube river. Other towns I liked were Bayreuth, Kulmbach, Weimar, Burghausen and Rostock. 

 

An encounter with a stranger was sometimes an occasion to immortalize myself. Here posing on the old roman bridge in Regensburg

 

But the main attraction is the many amazing cycle ways which criss-cross Germany. Some of them have their own separate track without interference from motorized traffic at all (for example in forests or along rivers), whereas other cycle ways follow less trafficked roads or roads in which a path beside the mainlane is dedicated to cyclists. Occasionally I joined one of these cycle tracks which are marked with signs in rich numbers so that you hardly need a map to navigate to when you start following the chosen track.

 

Signpost marking the cycle way "Berlin-Copenhagen"

Austria was a breathtaking experience since it was the first time in my life I was entering a region with mountains higher than 2000 meters above sea-level. As I crossed the German-Austrian border 60 km north of Salzburg I could spot the hazy mountains erecting in the horizon remembering me of what would come after two days of rest in Salzburg. It was like being in a dream moving on bike close to these tremendous mountains with summits capped in snow. Could this be real? I blinked my eyes deliberately to ensure that I was fully awake.    


By the way: Cycling in a mountainous landscape isn't necessarily a hard job as long as you run in the valleys or along the rivers where there's virtually no steep ascents to climb. That was the case on my first day in the Austrian Alps - second day was a different story facing the steep curving roads of Grossglockner Hochalpenstrasse... which I'll talk about later in this essay...


Awesome! Mountains in Austria appear like a dream.

In Italy I was welcomed by the mountains of Dolomites as soon as I crossed the border between Austria and Italy. Compared to the Eastern Alps The Dolomites are more ragged and dramatic which invited to amazing vistas at nearly every spot in this beautiful part of Italy. 

 

As I cycled my way further southwards the landscape changed from the landscape dominated by mountains to the flat lands of The Po Plain. It was a peculiar shift of geograhy to experience as I left the last gasps of the Dolomites and entered the Po Plain which is flat as any pizza can be!

 

The Dolomites. Ragged and dramatic.

   

Except for one rainy day (seven hours of pouring rain!) and a harmless crash on my bike (!) I had a good impression of Italy. It's easy to fall in love with this beautiful country although not every inch of Italy is gorgeous (Some roads are loaded with heavy traffic with no shoulders for cyclists). 

 

Among other things I had a positive impression of was a nice town called Vittorio Veneto which is located some 75 km north of Venice. I also liked the Villa Barbaro drawn by the famous architect Andrea Palladio which is located in a small town called Maser about 60 km north-west of Venice. And Venice... This magnificent town floating on water! I guess an introduction is superfluous...  

 

Vittorio Veneto is pittoresque as only Italian towns manage to be

 

The Rialto Bridge in Venice.

 

Accommodation on the trip was not a big issue as I was bringing a tent with me. Mostly I camped at campsites but the number of campsites in certain areas of especially Germany and Italy are sparse so I did "stealth camping" as well which went well (no one took notice of my appearance). I also checked in at youth hostels and hotels. In Italy hotels were the only option in many situations which were a serious threat against my lowbudget ethic!  

 

As a whole everthing went well on the trip but problems to some extent are hard to avoid on a bike trip and I'm no exception to that rule (The risk of troubles is increasing the longer your trip lasts of course). Apart from the bad roads in the former communist part of Germany, which you can categorize as a nuisance, I faced a more grave incident when I mindlessly left my Ortlieb handle bag unattended outside a sanitary estate at a German campsite for about half an hour! 

 

It's unnecessary to state that I was shocked when I - back in the tent - realized that my handle bag wasn't present beside me when I needed to pick something from it - whether it was my passport, camera, credit card or the plenty of euros in hard cash... I panicked and rushed to rescue my precious belongings and... the handle bag stood more or less where I've left it 30 minutes before... and with all my valuables untouched by undesirable hands! 

 

Camping. It wasn't on this campsite I mindlessly left my handle bag unattended for half an hour

 

I won't categorize the next episode as a 'problem'. 'Failure' is a more suitable term to describe my hard working and very slow way up to the pass "Hoctor" (2500 meters above sea-level) which is the endpoint of the famous Alp-road "Grossglockner Hochalpenstrasse" in Austria. Before I set out for this crazy bike climb I had no idea how hard and exhausting this trip would be except for a vague conception that it would be a physical challenge. The road would bring me from the region of Salzburg in north to the region of Eastern Tirol near the border between Austria and Italy. 

 

Grossglockner Hochalpenstrasse: Relentless and fearsome!

 

With a heavy burden on my bike (approx. 25 kilo of luggage) the countless ascents which lasted for about 25 kilometers appeared a deal more merciless than if I climbed the same stretch on a light racing bicycle. This lighter alternative seemed more and more appealing as I met several guys on racing bicycles and no one - apparently - dared to climb this steep road on a heavy loaded touringbike - except a silly guy from Denmark (where the existence of mountains are none). 

  
The pace of my climb was as following: 200 meters of pedaling, alert at first, then slower and slower until I "hit the wall" and stopped of exhaustion and fatigue while I respired furiously. When I reached the pass Hoctor after five hours of climbing I was relieved, wet of rain and slightly proud. You may ask me: Would you cycle the Grossglockner Hochalpenstrasse again? My answer is: No way! And definitely not on a loaded bike! 

 

The Hochtor pass. I'm not thouched by the moment only damn wet!

 

My bike stood the test from Denmark to Italy save a chainbreak in Austria. It happened on the day after my adventure on Hochalpenstrasse and I have a theory that the chain responded to the pressure from the tough gear shifts on the steep roads up to Hoctor.

 

You might ask me: Did you have a succesful bike trip to Venice? I respond: Yes! Awesome! I'll repeat it any time again with the knowledge I have now from a bike trip where much went well and only little failed.