Jeg har bestemt ikke svært ved at identificere med den del af befolkningen, som lider af den allestedsnærværende krimi-virus. Imidlertid er det ikke bloddryppende mordgåder, jeg bliver feberhed af, men rejseskildringer, hvor rejsen hovedsageligt foretages på en cykel.
Ligesom en krimifan dybest set godt er klar over, at krimier ikke er stor litteratur - undtagelserne findes naturligvis - er jeg helt på det rene med, at rejseskildringer per cykel ingenlunde er litteraturens svar på Den Kongelige Ballet. Måske er det netop
den kendsgerning, som er så besnærende, men også forbandende, ved cykeltursskildringen; grundlæggende er det bare helt ”almindelige” menneskers (rejse)oplevelser, formidlet med den entusiasme og det engagement, som kendetegner
dilettantens kærlighed til sit eget erfaringsmateriale.
I den henseende er de to seneste danske bud på genren - begge udkommet i år - nemlig På to hjul under Sydkorset og Solo, skrevet af henholdsvis Lars Nielsen og Nicolai Bangsgaard, ingen undtagelser. Her må jeg dog hurtigt indskyde, at titlerne indbyrdes er ret forskellige såvel i form som indhold, selvom de også har lighedspunkter. Men lad os grave lidt dybere ned i de to udgivelser med henblik på at påvise, hvor stor spændvidden er inden for en genre, som mig bekendt ikke bærer et officielt navn, men som jeg i overskriften har døbt cykeltursskildringen.
På to hjul under Sydkorset
På to hjul under Sydkorset (2011) af Lars Nielsen (erfaren eventyrcyklist med hele 145.000 km på sit imponerende turcykling-cv) er en samling på i alt fem rejseskildringer fra kortere eller længere cykelture foretaget på den sydlige halvkugle over en årrække. Som det fremgår af bogens undertitel, endte han med at tilbagelægge 27.000 km på disse ture, der bragte ham til New Zealand, Australien, Chile, Argentina, Peru og Sydafrika.
Lars Nielsens fortællestil er ligefrem, så alle kan være med. Sproget er uprætentiøst og i øjenhøjde med læseren, hvorfor man føler sig i godt selskab, når Nielsen beretter om sine mange oplevelser på den sydlige hemisfære. Omdrejningspunktet for skildringerne er de ofte mange tilfældige møder med mennesker, som krydser Nielsens vej. Ofte møder han en stor hjælpsomhed og imødekommenhed, ikke mindst i situationer, hvor behovet for hjælp er størst. For eksempel bliver han flere gange samlet op af hjælpsomme bilister i den australske outback.
Generelt er det de mange praktiske omstændigheder, der er forbundet med det at rejse på to hjul, som optager Nielsen; det være sig bøvl med lufthavnsbureaukratiet i forbindelse med fragt af hans elskede cykel eller ruteplanlægningen, som tit er en logistisk udfordring, når den skal gå op med de ofte få overnatningsmuligheder i tyndt befolkede egne. Det kan være interessant læsning, når Nielsen formår at formidle det på en levende måde, men også uvedkommende, når det minder lidt for meget om en logbog fra et skib.
Et træk ved På to hjul under Sydkorset, som også er karakteristisk for cykeltursskildringen som genre, er Nielsens beskrivelser af de mange fysiske strabadser, mødet med et problematisk terræn eller vanskelige klimatiske forhold medfører (disse udfordringer bliver ikke mindre af, at forfatteren, som følge af en trafikulykke i 2002, har mistet en del af sin førlighed på sit venstre ben!).
Derudover er der den for cykeltursskildringen så typisk forekommende rutebeskrivelse, hvor Nielsen plotter rejsens stedkoordinater ind, så læseren kan følge med på et (indre) kort (Her er kortsektionen bagest i bogen ikke til megen hjælp).
Som nævnt er bogen en antologi bestående af fem rejseskildringer. Fælles for dem er, at de er fortalt kronologisk, så læseren får en fornemmelse af den enkelte rejses fremadskridende forløb. Risikoen ved at vælge en kronologisk fremstilling er, at man trætter læseren med uinteressante, i værste fald ligegyldige, handlingsrefererende detaljer, hvad På to hjul under Sydkorset desværre er noget tynget af.
Et eksempel: Hvorfor er det lige, læseren absolut skal vide, at den grillkylling, Nielsen køber under en pustepause ved foden af Andesbjergene, ser ”godt gennemstegt ud”? (s.136). Eller at han har købt ”to nye diasfilm” til sit kamera, vel at mærke uden at denne oplysning tjener en fortællemæssig pointe? (s.140). Desværre er der mange eksempler på sådanne småsnakkende passager i bogen, som nok ikke, gætter jeg på, ville falde i nåde for en mere kritisk forlagsredaktørs blik (Bogen er udgivet på det lille forlag Mellemgaard).
Kritikken til trods er På to hjul under Sydkorset en fin cykeltursskildring, der glimtvis er både underholdende og morsom. Det er der et eksempel på her, hvor Nielsen på sin tur rundt om Australien falder i snak med en turcyklist fra England, der undrer sig over danskerens cykelrute:
”Han undrede sig over, hvorfor jeg cyklede med uret, fra øst mod vest. Det ville automatisk give mig modvind hele vejen rundt om Australien, sagde han. Han forklarede, at vindene stort set fulgte de samme baner rundt om kontinentet. Det var derfor, jeg syntes, der havde været så pokkers meget vindmodstand hidtil siden Sydney - og det ville vare over 12.000 kilometer endnu, tilbage til Sydney. Det var takken for en alt for kort tid til tilrettelæggelsen. Hastværk var lastværk – den måtte jeg lige fordøje! ”Have fun!” var hans afsluttende og grinende bemærkning inden vi skiltes”. (s.59)
SOLO - 4 år jorden rundt på cykel
Sammenlignet med Nielsens rejseoptegnelser er Solo
på mange parametre en mere vellykket cykeltursskildring. Kort fortalt
er Solo beretningen om Nicolai Bangsgaards jordomrejse på cykel, som det
tog ham knap fire år (2006-2010) om at gennemføre, først sammen med en
god ven, men snart solo, da vennen vælger at trække sig ud af projektet i
det østlige Tyrkiet.
Til forskel fra På to hjul under Sydkorset er Solo (udgivet på Bangsgaards eget forlag Worldtravellers Press) ikke kun en rejseskildring, der befinder sig på et ydre, konkret plan, men i ligeså høj grad en personligt farvet beretning, der giver læseren en særlig adkomst til en ung mands tanker. Dette kommer blandt andet til udtryk, når Bangsgaard sætter ord på savnet af venner og familien hjemme i Danmark eller som her, hvor han befinder sig på det tibetanske plateau, isoleret fra omverdenen og alene med sine egne tanker: ”Bliver her til aften kortvarigt ramt af ubehagelige hvad-laver-jeg-her-tanker. At ligge i det fjerneste hjørne af Kina i 4.420 m med frost om ørerne er ikke hverdagskost for en dansk akademiker. Men jeg slår tanken væk med, at jeg er træt og bør sove i stedet for at tumle med store (og ubrugelige) tanker.” (s.65).
Nicolai Bangsgaard er i glimt en blændende formidler, ikke mindst når han gør brug af reportagens metoder og kobler den konkrete iagttagelse og beskrivelse med det personlige engagement. En kende øretæveindbydende indledte jeg mit essay med at hævde, at cykeltursskildringen er resultatet af dilettantens kærlighed til sit eget erfaringsmateriale. ’Dilettant’ er Bangsgaard så langt fra, hvad man kan forvisse sig om i følgende passus, hvor
reporteren Bangsgaard reporterer fra den thailandske højtid
Songkran, det buddhistiske svar på nytårsaften, der blandt andet markeres ved en kaosagtig vandkamp:
”Den religiøse vandstænkning har gennem årene udviklet sig til en gigantisk vandkamp i gaderne fra morgen til aften, alle mod alle. Sådan er den moderne verden. Det er satans til vanvid. Trafikken i gaderne står nærmest stille. Stemningen koger i en sydende suppe af dansende, glade mennesker, og de normalt så respektfulde og afdæmpede thaiere viser pludselig en meget ekspressiv side. Der er kaos og der er madness, der er forløsninger af opbyggede aggressioner, frustrationer og af ekstrem ophidselse og livsglæde. Lovløsheden råder, men inden for fornuftens rammer” (s.98).
Under læsningen af Solo opdager man, at det ikke kun er Bangsgaards ærinde at beskrive og fortælle, men også at forholde sig refleksivt til sig selv og den verden, der omgiver ham. Bangsgaard er uddannet antropolog, hvilket kaster nogle spændende horisontudvidende (felt)analyser af sig, når han udlægger de bagvedliggende incitamenter og bevæggrunde til, hvorfor mennesker handler og ytrer sig, som de gør.
Med de antropologiske briller på observerer han blandt andet, at mennesker og folkeslag har en tendens til at lufte (negative) fordomme i beskrivelsen af befolkningen i nabolandet, hvad der - viser det sig - aldrig holder stik med realiteterne, når forfatteren krydser landegrænsen og oplever en række af dementier herpå.
Som jeg har beskrevet ovenfor, er Solo meget mere og andet end en beretning om livet på alverdens landeveje i fotogen forening med en cykel. Måske er det netop den kendsgerning, som gør bogen til et på mange måder mere interessant bekendtskab end På to hjul under Sydkorset, der har en tendens til cykle rundt i det samme tematiske lavland. Og så er der også den mærkbare forskel på de to udgivelser, at Bangsgaard er begavet med en sproglig musikalitet.
Der er mange gode takter i Solo, og kun få fejltrin. Hvad sidstnævnte angår, kan fremhæves en træthed mod slutningen af bogen, hvor der bliver længere og længere mellem Bangsgaards dagbogsnotater, og hvor han giver indtryk af, at Afrika og Europa blot er to "forhindringer", der skal overstås i en fart, så han kan komme hjem til sin forsømte familie i Middelfart.
Jeg er nu heller ikke udelt begejstret for de urimeligt mange og i længden trættende rejse-/ordsprogscitater, som indleder hvert nyt afsnit; her kunne forfatteren med fordel have publiceret halvdelen af citaterne - og gemt resten til parmiddagen!
Men
noget må hr. Bangsgaard have gjort rigtigt, for mit turcykling-syndrom er blevet markant forværret, efter jeg har cyklet mig igennem Solo, ét af de mere vellykkede eksempler på cykeltursskildringen, jeg er stødt på.
Nicolai Bangsgaards hjemmeside:
http://www.nicolaibangsgaard.dk/
Lars Nielsens hjemmeside:
http://www.long-rider.com/
