Cykelnoter

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 8, Rumænien

For første gang på hele turen føler kronikøren, at hans ét og alt lader ham i stikken langt, langt ude på landet i Transsylvanien. Humøret bliver hverken værre eller bedre af mødet med tre små plageånder

Første hele dag i Rumænien er ved at gå på hæld, og det er tid til at finde en øde ø, hvor jeg kan kaste anker for natten. Jeg befinder mig i den nordlige del af Transsylvanien eller, hvis jeg skal være helt præcis, Crisana, som er en region i den vestlige del af landet. Det har været en forrygende start på mit rumænske eventyr, og temperaturen – stadig meget varmt - er faldet en smule siden sauna-turen ind til Satu Mare dagen forinden.

Jeg nærmer mig en mindre by, Cehu Silvaniei, hvor det er planen, at jeg skal købe noget vådt og tørt til min snart tomme mavesæk. Inden jeg kører ind i selv byen, er der noget opland med huse på begge sider af vejen. Her ser jeg en stor, lidt ældre, firskåren landmand, der nærmest går midt ude på vejen og i modsat retning af min. Han er ikke typen, man spontant går hen og giver en krammer, brysk og stålsat som han ser ud. I sin ene barkede næve holder han en pisk, og foran ham går en okse, der næsten er ligeså bred, som den er høj. Lettere intimideret passerer jeg de to mastodonter. Hvem møder jeg dog næste gang på min vej? En hvis herre med kappe og sylespidse hjørnetænder?

I byens centrum finder jeg et supermarked. Som én der i forvejen har svært ved at beslutte sig i mødet med overflodssamfundets vareudbud, er det en ekstra byrde pludselig at skulle tyde, hvad fremmedklingende vareetiketter dækker over. Typisk er det de samme ting, der ender i indkøbskurven: Ost, youghurt, brød og bananer. Det er som om, at varieret kost er uforeneligt med lange cykelture.

Landidyl. Rumænien

Solen ligner en æggeblomme, som den gradvist glider ned bag de bløde bjerge. Jeg har rejst mit eget bjerg af ripstop nylon og tynde aluminiumsstænger på toppen af en sæter. Klokken nærmer sig syv. Udsigten er fremragende med udsyn til enge, marker og klynger af skov. Aftendisen driver hen over landskabet. Der lugter lidt af får, og små, sorte kugler i det svedne græs vidner om, at de uldne, firbenede væsner græsser i området. Derfor indstiller jeg mig på en brat opvågnen af brægen og hyrderåb i morgen tidlig. Her og nu er det andre firbenede væsner, der sørger for underholdningen, nemlig hundene i landsbyen for foden af bakken, der har travlt med at glamme territoriet af. Efter en håndfuld kamera-knips af solnedgangen kravler jeg ind i teltet og tilbereder lidt aftensmad, spiser og slapper af til lyden af cikadesang. Jeg gør mig klar til natten og putter mig som et træt insekt i silkelagenposen. Hundene er næsten holdt op med at gø, da jeg falder i søvn.

Jeg vågner ved seks-tiden næste dag og føler mig næsten udhvilet. Jeg iklæder mig dagens arbejdstøj og lyner teltdøren op og stikker hovedet ud i den friske morgenluft. Nu hænger æggeblommen i øst, på vej op til den når det punkt på himlen, hvor man ikke kan holde ud at kigge direkte på den længere. Jeg knipser løs med kameraet, som fortsatte jeg, hvor jeg slap i går. På teltoversejlet ligger morgenduggen i et tætpakket perle-ornament. Morgenvækningen udeblev denne gang – der er hverken hyrder eller får at se nogen steder. Omgivelserne ligner dem, man drømmer om at finde, når man sidder derhjemme og tænker på den forestående cykeltur. Desværre sker det sjældent, at man finder dem i mødet med realiteterne. Den perfekte location findes som regel kun i ens fantasi.

Skyggespil mod et morgendugget telt. Rumænien

Selvom der hverken er hyrder eller får på græs, vælger jeg at sløjfe lejren, inden klokken har passeret otte. Jeg forsøger altid at få teltet ned så hurtigt som muligt, dermed minimereres riskoen for at blive ”knaldet”. Dernæst pakker jeg taskerne ud fra en fastlagt systematik. Det viser sig hurtigt, at jeg har god tid, så jeg vælger at bruge lidt ”kvalitetstid” på min cykel, dvs. almindelig vedligeholdelse og pleje af samme, inden dagens etape begynder.

Jeg finder kædeolie, skifte- og umbraconøgle frem af værktøjsboksen og giver kæden et dryp for hvert led. Dernæst spænder jeg skruer og møtrikker efter med nøglerne. Da jeg når til forhjulet og skal spænde møtrikhovedet, som holder quick release'en fastspændt på forgaflen, siger det pludselig TJONK. Jeg kan straks mærke, at noget er helt galt, for umbraconøglen, som jeg spænder med, mærker ingen modstand længere. Møtrikhovedet falder ned på græsset, knækket af dér, hvor det for få sekunder siden holdt sammen på stangen af stål, som går tværs igennem navet. Jeg mærker panikken brede sig i kroppen – den der ubehagelige sitrende fornemmelse, som indikerer, at der er fare på færde. Fjenden hedder dog hverken ulv, bjørn eller rasende landmand. Jeg samler møtrikken op og inspicerer, hvordan metallet blotter sit indre, dér hvor bruddet er sket. Med en ødelagt quick release, der vel at mærke holder hjulet fast, så det ikke slingrer og hopper af forgaflen, når man træder i pedalerne, bliver det nærmest umuligt at fortsætte turen.

Fordi situationen tangerer det absurde, har jeg svært ved at finde en passende mine, så den bølger frem og tilbage mellem alvor og antydningen af et smil. En af den slags smil, hvor vanviddet lurer i mundvigen. Tak, skæbne, der fik du sgu mig! Tragi-komisk er det mest dækkende adjektiv for hændelsen; af alle steder på hele turen falder skidtet fra hinanden her langt, langt ude på landet i Transsylvanien! Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor langt der er til nærmeste cykelsmed - nok ikke i landsbyen for foden af bakken.

Heldigvis har mennesket en enestående evne til at være hittepåsom, hvor håbet synes mest udslukt, således også for mit vedkommende, for jeg begynder at udtænke en plan for, hvordan jeg kan komme ud af min suppedas. Det er indlysende, at jeg skal finde en møtrik, der kan erstatte den, som er brækket af. Hov, der sidder møtrikker på hjulskærmene! Jeg skruer en af dem af – der sidder i fovejen en del, så én kan godt undværes. Ja, den passer sørme til quick release-gevindet! Det er langt fra den perfekte løsning, indrømmet, men den lille skærm-møtrik betyder, at hjulet lige nøjagtig sidder så meget i spænd på forgaflen, at jeg kan fortsætte turen omend langsommere end normalt. Jeg skal bare sørge for ikke at køre over bump og huller på vejen (lidt af et kunststykke i Rumænien), så hjulet slingrer og - i værste fald – springer af efterfulgt af cyklens ejer med hovedet først!

Fra himmel til helvede på et splitsekund. Med en møtrik fra en af skærmene lykkedes det at holde forhjulet nogenlunde på plads. Sjældent har jeg oplevet, at materiellet har svigtet så eklatant på en cykeltur

Der stod mange af disse voluminøse høstakke rundt omkring langs vejene. Rumænien

Et æsel på vej er tegn på regn...

Mærkelige dyr. De her gæs vraltede afsted på vejen, lige indtil de hørte en pibe-lyd i rabatten til venstre. Så stod de bomstille hele flokken i ca. 20 sekunder og forsøgte at lokalisere, hvorfra lyden kom. Derefter vraltede de af sted igen, som om intet var hændt. Pibe-lyden viste sig at stamme fra en lille hundehvalp, som havde gemt sig i det høje græs.

Jeg når sikkert frem til nærmest lidt større by i området, Zalau. På nær en strækning med jord og sten har vejene ikke udgjort nogen større manøvremæssig udfordring; med andre ord sidder hjulet stadig, hvor det skal. Jeg beslutter at fortsætte med den nuværende nødreparation til jeg når storbyen Cluj-Napoca senere samme dag. Men nu er det frokosttid, så jeg køber lidt mad i et supermarked i Zalau og sætter mig efterfølgende hen i en nærliggende park for at spise. Jeg har knap siddet der i fem minutter, før jeg bliver antastet af tre forhutlede roma-piger. Den ældste roma-pige - 15 år? - fører ordet med fagter og de fem-seks engelske gloser, hun evner at mobilisere. Hurtigt forstår jeg, at hun tilbyder sig seksuelt over for den fremmed mand mod et passende vederlag i form af penge og mad. Teoretisk set kunne jeg være hendes far! Pludselig stikker hun sin ene hånd ned i én af de åbne tasker foran på cyklen og hiver et af de æbler op, jeg kort forinden har købt i supermarkedet. No, no, no!, udbryder jeg lettere febrilsk, men lader hende beholde sit nye trofæ. Det er vist ikke takt og tone, den unge dame går mest op i. Snart tør den rige turist fra det kolde nord op og forbarmer sig over sine tre plageånder og deler følgelig ud af sin overflod: brød, ost og frugt. Det syntes dog ikke at lægge en dæmper på den 15-åriges kærlighedstilbud: "Need woman?" Går hun på frierfødder?

En cykelsmed sidder bøjet over mit forhjul og installerer den quick release, jeg kort forinden har købt i hans butik. Jeg slap billigt for den og er lykkelig for, at min slingrende hovedpine snart er et overstået kapitel. Byen, jeg opholder mig i, hedder Cluj-Napoca, og med et indbyggertal på over 300.000 er den Rumæniens andenstørste by. Jeg ankom sidst på eftermiddagen dagen før og fandt hurtigt et vandrerhjem ikke langt fra byens centrale plads, der prydes af byens gotiske katedral. 108 km blev det til! En bedrift, der synes at være forbeholdt vovehalse, men forhjulet sad, hvor det skulle, dog svajende en anelse fra side til side, men det gik!

Jeg bruger min eneste hele dag i Cluj-Napoca på at få ordnet cyklen – den bliver fikset inden middag – derefter sight-seeing rundt i byen resten af tiden. Jeg nyder de dage, hvor jeg sætter cykellivet på pause for en stund, som oftest blot for en enkelt dag – én dag er ofte nok – for så bare at fordrive tiden uden at blive konfronteret med cykelcomputerens evindelige påmindelser om antal kilometer, gennemsnitsfart og maks.-hastighed. Faktisk har jeg været i Cluj-Napoca tidligere, det vil sige for mange år siden, i 1997, hvor jeg fik et indtryk af en post-kommunistisk soveby. I dag forekommer byen mig at være fuldstændig forandret: Mange flere (og smartere) biler og omfattende renovering af bykernen samt et rigt udvalg af caféer, butikker og supermarkeder, der ofte er helt på højde med standarden i eksempelvis København.

På vandrerhjemmet falder jeg i snak med en fyr fra Schweiz. Han fortæller, at han er på togrejse alene rundt i Rumænien og sætter snart kursen videre mod Bukarest. Nysgerrigt spørger han ind til min ekspedition, herunder om jeg ikke er 'bange' for at tage af sted på sådan en tur alene, ikke mindst nu, hvor jeg camperer i det fri. ”Jo da, nogle gange, men man vænner sig ret hurtigt til forholdene”, returnerer jeg tit, således også til manden fra alpelandet. Måske er spørgsmålet et udtryk for en grundlæggende angst hos det moderne (by)menneske? Angsten for kontroltab og - måske - angsten for den utæmmede natur, som vi betragter på sikker afstand bag ruden af alskens moderne tryghedsforanstaltninger. Men mest af alt tror jeg, det skyldes angsten for ensomhed.