tirsdag den 8. december 2015

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Tredje del, Central- og Sydpolen (Krakow)

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 3, Central- og Sydpolen (Krakow)


Fra luksus til slutspurt. Jeg bevæger mig ned gennem det vestlige og centrale Polen til foden af Tatra-bjergene og Krakow. På min vej møder jeg pilgrimme og hjælpsomme mennesker.   




Poznan. Morgenmad på Hotel Moderno. Følelsen af at være gået forkert overmander mig prompte, da jeg iført mine (langt fra pletfrie) sandaler træder ind i den højtloftede sal, hvor morgenmaden venter. Indretningen minder om en finere liebhaverbolig med moderne feinschmeckermøbler, der er betrukket med sortlakeret læder af første sortering. Arne Jacobsens ånd svæver over stedet. Det gør Karl Marx' ikke ligefrem; til gengæld vender den gamle kommunist sig nok i sin grav. I midten af rummet troner et fem meter højt palmetræ, der ser ægte nok ud men er kunstigt kurateret i al dens malplacerede eksotisme.

Jeg finder et passende bord med en stol (sæde i lædersort). Det er morgenbuffet deluxe: Talrige, dyre oste og patéer, sirligt serveret på kvadratiske tallerkener. Til hver tallerken hører en fiks salattang, sort, naturligvis. Rundt om buffetten fører køkkenpersonalet – klædt i sorte uniformer - løbende status på kvalitet og kvantitet; som var de kirurger på en operationsstue, dog uden masker og latexhandsker. Hver gang jeg rumsterer med min stol – når jeg skal op og hente nye forsyninger i Slaraffenland eller ønsker at komme tættere ind til bordkanten - føler jeg nærmest, at jeg forstyrrer den højere kosmiske orden i lokalet. Ligesom jeg tænker ekstra meget på ikke at larme unødigt, hver gang jeg lander min kaffekop på undertallerknen. Personalet skulle bare vide, at jeg for et døgn siden lå i et klamt telt i en snavset skov. Ingen roomservice og intet Please, don't disturb-skilt på teltdøren. Og ingen luksusdyr i miles omkreds. Hver gang jeg tager en bid, er jeg spændt ud mellem nydelse og skam. Jeppe vågner snart.

Stary Rynek, Poznan



















Da jeg et par timer efter står på gaden uden foran hotellet, ved jeg allerede, hvor jeg skal overnatte næste nat. Via en hostelbooking-side på nettet fandt jeg nemlig et centralt beliggende vandrehjem i byen, så nu skal jeg bare have tiden til at gå, indtil vandrerhjemmet åbner for indtjekning om eftermiddagen. Rart ikke at skulle piske af sted for én gangs skyld og bare drive rundt som en adspredt cumulussky. Og så finder jeg ENDELIG centrum, som blandt andet udgøres af Stary Rynek, byens gamle markedsplads, der består af fire længer med historiske tre- og fireplanshuse samt en øjebæ af et moderne kompleks i midten - byplanlægning på polsk? Men det er også her, man finder byens flotte, hvide rådhus. Poznan blev udsat for umenneskelige bombardementer mod slutningen af Anden Verdenskrig, ligesom mange andre polske byer, hvilket i særlig grad gik ud over den gamle bydel, der blev lagt i ruiner. I dag er ruinerne forvandlet til kønne, velskulpturerede minder over en svunden tid.

Jeg tjekker ind på Rosemary's Hostel ved 13-tiden. Det er stadig tidligt på eftermiddagen, men mit vovemod bliver kvitteret med held, for receptionisten sidder heldigvis bag sit skrivebord, så ingen problemer at rykke ind. Som navnet antyder, er vandrehjemmet en art temapark over den polskfødte filminstruktør Roman Polanskis værker. Hvert rum i huset har sin egen unikke indretning, der minder om scenografien i en af instruktørens berømte film. For eksempel er husets hovedfærdselsåre, trappen, en pastiche på den mørke og uhyggelige trappeskakt i Rosemary's Baby, og det er lige før jeg mærker en kold, tung hånd på min skulder, hver gang jeg vandrer op til mit værelse eller ned til gadedøren. Og mindre uhyggeligt bliver det bestemt ikke, når jeg føler, at jeg blot er én af ganske få gæster på vandrehjemmet. Måske fordi sommeren er ved at gå på hæld og turisterne så småt er ved at rejse hjem eller...

Rosemary's Hostel. I ånden fra Roman Polanski



















Én hel dag i Poznan bliver det til. Storbylivet bliver ret hurtigt ensformigt og – paradoksalt nok – ensomt. Jeg har faktisk ikke rigtigt for alvor samtalet med et andet menneske siden København – her kan der også gå dagevis med munden lukket, men det er trods alt mit hjem. Det føles derfor rart, da jeg får en snak med receptionisten på vandrehjemmet, altimens jeg læsser cyklen lykkeligt uvidende om det brølende limbo af en hovedvej, jeg snart begiver mig ud på for at komme ud af byen. Han spørger naturligvis ind til mit ”lille projekt”, og jeg svarer, næsten lidt overivrigt, for mængden af ord har hobet sig op bag min tungerod og kommer nu nærmest ud som en bølge med skumtop.

Asfalt, der løber hastigt under mig, når jeg kigger ned. Jeg knokler mig godt gammeldags ud af Poznan på benzinfluernes nåde. Jeg farer vild et øjeblik og må vende om, da jeg kører ud af en bivej langs hovedvejen, der ender blindt. Senere furagerer jeg i en by ved den grimme hovedvej og mediterer med min frokost på en bænk i centrum. Solen bager brød. Selvfølgelig kommer jeg til at skubbe til min nyindkøbte youghurt, så den tipper og lander med halvdelen af sit indhold på den ellers nydelige torvebænk. Jeg forsøger at tørre det værste op med mine medbragte servietter og spuler noget af stadset væk med vand fra en af cykelflaskerne. Jeg skammer mig over min youghurt-inkontinens. Er der mon nogen, der kigger med?

































Til gengæld er jeg meget i tvivl, om skammen står på spring, når den enkelte polak - tilsyneladende ukritisk - smider om sig med affald i naturen. Der går knap ti meter på de polske landeveje, hvor der ikke ligger flasker, dunke og mademballage i den ene eller anden form. Selv på grønne strækninger – skove og nationalparker - hvor folk burde besinde sig og undlade at rulle ”affaldslemmen” ned ligger skraldet og råber til de højere magter. Jeg bliver først harm, dernæst deprimeret og - til sidst – immun. Måske tager jeg grundigt fejl, men det virker som om, at mange polakker ikke rigtigt er vågnet op til de tømmermænd, der uvægerligt opstår i kølvandet på den store forbrugsfest. I det mindste kunne de hyre et sjak skraldemænd til at rydde op efter sig.

Måske bor nogle af affaldssynderne i de nyopførte villaer, der møder mit blik flere steder på min vej. Det er ikke huse bygget til mennesker i den socialistiske stat, men huse der stråler af amerikansk selvfedme og drømmen om et langt og lykkeligt liv med materiel velstand. Sjovt nok er de stort set alle skåret over samme læst: Toplanshuse i rød-brunt tegl med sort, glaseret tag og en bred gitterlåge, som afgrænser matriklen fra den omkringliggende verden. Jeg forestiller mig, at manden i huset er håndværker og arbejder på langtidskontrakt i Danmark, mens konen passer hjemmet og børnene. Hvis de da overhovedet er flyttet ind endnu.

En moderne totem


















Efter et par dage når jeg byen Czestochowa. Samtidigt har jeg bevæget mig fra den vestlige del til den centrale og sydlige del af landet. I Czestochowa beslutter jeg mig for at tilbringe natten på en campingplads, tæt på byens hovedstrøg og det historiske klosterkompleks Jasna Góra, som er byens vartegn. Jeg finder ud af, at byen er et attraktivt pilgrimsmål for mange, især polske, katolikker, som valfarter til den ”hellige” by for at opleve det berømte ikonmaleri ”Den sorte madonna fra Czestochowa”, hvis oprindelse går tilbage til det 14. århundrede. Og backpacker-katolikker skorter det bestemt ikke på i det halve døgn, jeg opholder mig i byen, for det vrimler med dedikerede hærenheder af pilgrimsrejsende, som var det et større spejdertræf i Jylland. En messende præst – måske fra taget af Jasna Góra - sender bønner og prædikener ud over tusmørkebyen forstærket via et højtaleranlæg, så jeg kan ligge i mit nylon-kloster og lytte med. Samtidigt beder jeg til, at Hans Hellighed snart går i seng.

Et døgn efter okser jeg ind i Krakow. Benene er mere møre end stegt kalkun, da jeg endelig når den historiske by ved 19-tiden. Da jeg triller over bygrænsen, står dagens kilometertæller på +140, så dagen ryger direkte ind på førstepladsen over ”længste cykeldag” overhovedet, både på denne og tidligere cykelture, jeg har været på. Etapen ryger også ind på top tre over ”den vildeste etape nogensinde” på min personlige hitliste. Dagens første forhindring var noget så banalt men væsentligt som manglende nattesøvn, så jeg måtte forlade mig på kroppens adrenalinpumper og grundform, som nu efter to uger i sadlen var gået fra bronze til sølv.

Jeg når knap nok at vinke farvel til campingpladsen i Czestochowa, før jeg støder ind i en stime morgenduelige pilgrimme, der kortvarigt standser og knæler foran en Maria-statue, blot et stenkast fra Jasna Gora. Højt hævet på et podium installeret på klostermuren velsigner en decibelforstærket præst de fremmødte. Øjet i det høje. Med lige dele nysgerrighed og vantro foreviger jeg optrinnet, hvorpå jeg hurtigt stempler skoene i pedalerne og glider ud af byen. Jeg cykler til Olsztyn, hvor der ligger en borgruin fra middelalderen højt hævet på en klippeafsats. Det er et signal om, at landskabet så småt ændrer karakter fra det overvejende flade Vestpolen til det geografisk mere dramatiske Sydpolen.

Pilgrimstræf i Czestochowa



Fra sit podium velsigner præsten de fremmødte pilgrimme, der befinder sig uden for billedrammen. Der er ligeså mange tomme stolerækker som i en dansk folkekirke



















Indtil videre har det ikke været et stort problem at finde vej med hjælp fra et vejatlas i forholdet 1:600.000. Men pludselig viser det sig, at jeg har kørt tre kilometer ud af det forkerte spor, fordi kortets detaljeringsgrad simpelthen er for grovmasket. ”Det har jeg fandme ikke tid til det her!”, hvæser jeg, som om kortet var et lille uartigt barn, men der er ikke noget at gøre andet end at lave et U-sving og køre tilbage op ad en lang og stejl bakke for at nå den fatale skillevej... Tre skridt frem og tre tilbage. Men det bliver værre endnu. Jeg kegler rundt som en blind hund på rulleskøjter og må til sidst konstatere, at jeg er faret vild. Min manddom lider et knæk. Hvis nu bare min gps kunne redde mig i land, men nej, den er tilsyneladende ligeså forvirret som sin ejer.

I min vildfarelse spørger jeg to fyre, som står foran et hus, om vej. De viser sig at være i familie med hinanden, en onkel og en nevø. Nevøen, en yngre mand i 30'erne, viser sig at være ganske god til engelsk, i hvert fald rækker hans engelske gloser til at konkludere at ”this is a shitty map” med henvisning til mit kort. ”You must follow this road 8 kilometers and the turn left at a junction and then left at the next junction and then right”, forklarer han, mens jeg forsøger at memorere hans anvisninger, så godt jeg formår. Ti minutter senere har jeg selvfølgelig glemt alt. Men jeg cykler i sydlig retning ud fra den betragtning, at så længe jeg gør det, kan det ikke gå helt galt. Jeg stopper flere gange undervejs og grubler over min situation; et par gange kører en bil op på siden af mig, hvorpå vinduet bliver rullet ned og en eller anden spørger om vej!



Middelalderborgen i Olsztyn


Linedanserskulptur i Olsztyn


































På et tidspunkt rammer jeg en hovedvej – jeg ved stadig ikke, hvor jeg befinder mig. En gammel mand på en bænk rejser sig op og antaster mig, da jeg endnu en gang stopper op i min store forvirring. Han er uden tvivl den mest snakkesaglige polak, jeg har mødt indtil videre, desværre kan han kun tale polsk. Jeg forsøger mig med lidt tysk, mens min pegefinger glider over kortet. Tilsyneladende forstår han godt, hvor jeg er på vej hen, for han vifter med sin finger i retning af en mindre sidevej, som starter på den anden side af hovedvejen, samtidig med at han ihærdigt gentager den samme sætning. Jeg har en følelse af, at han forsøger at fortælle mig noget vigtigt. Desværre er vejen ikke indtegnet på kortet, og jeg tør simpelthen ikke begive mig ud på en vej, som i værste falder ender blindt. Jeg er ved at miste tålmodigheden med min nye polske ven og forsøger at afbryde med et ”vielen Dank, vielen Dank”, mens jeg gør tegn til at cykle videre.

Jeg svinger til venstre ud ad hovedvejen uden en klar strategi, dvs. ingen strategi overhovedet! Jeg får dog snart kolde fødder, stopper op og overvejer seriøst at vende om og køre tilbage igen. I modsat retning nærmer en cyklist sig, en ældre lidt væver fyr iført briller, cykelhjelm og cykeldress. Han standser og råber mig an, på polsk selvfølgelig, men jeg gætter han siger noget i stil med: ”Hey, hvor er du på vej hen!?”. Han stiger af cyklen og krydser vejen. Fyren viser sig at hedde Frederic og er hjælpsomheden selv; han beder mig om at følge med, for han er helt sikker på, hvilken vej jeg skal cykle ad, og det er ikke nærværende hovedvej. Vi kører tandem tre-fire kilometer, indtil han stopper og forklarer, at jeg skal dreje dér og fortsætte ad en anden hovedvej. Vejen figurerer også på kortet, og langt om længe får jeg følelsen af at være på rette spor igen.

Hjælpsomme Frederic. Fyren til højre hjalp os med at oversætte fra polsk til engelsk



















Jeg er ved at være ret udmattet, klokken nærmer sig hastigt seks, og jeg må holde en pause for at spise og samle kræfter til den afsluttende spurt ind til Krakow. Jeg er virkelig kommet ud på landet i Polen; ser løsgående høns pile rundt ved og på vejen. Længere fremme kommer en bondekone gående med en ko foran sig. Snart kører jeg gennem et smukt landskab med klippeformationer; det viser sig at være Ojców National Park lidt nord for Krakow. Jeg føler mig heldig – havde jeg valgt en anden rute, ville jeg slet ikke være kommet igennem parken. Måske var det det, den gamle mand ved hovedvejen forsøgte at fortælle mig? At jeg skulle gøre mig selv den tjeneste at lægge vejen forbi dette naturskønne område? I Krakow venter et værelse på mig. Jeg er lykkelig og træt. 

Ojców Nationalpark








Ojców Nationalpark. Fallosklippen bærer navnet Herkules' kølle















Ingen kommentarer:

Send en kommentar