København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 9, Rumænien

Kronikøren nærmer sig den centrale del af Rumænien, men først er der lige et bjerg, der skal besejres, en overnatning, der skal reddes, og et tordenvejr, der skal rides af

Jeg knokler op ad et mindre bjerg med hårnålesving. Jo højere jeg kommer op, desto mere legoby-agtig fremstår Cluj-Napoca med sin afdæmpede mosaik af bygninger nedenfor. Det er et varsel om, at fra nu af bliver landskabet gradvist mere og mere kuperet, indtil Karpaterne rejser sig i triumf, sådan omtrent i midten af landet. Puha, nu går det endelig nedad igen!

Cykelskoenes evindelige friktionsmusik med klikpedalerne: knirk, knark, knirk, knark. Nogle gange er lyden til at blive vanvittig af! Gearskift, kædens waltz mellem de tre klinger foran og kassetten bagpå. Vinden, der masserer pandebrasken og hovedbunden med sine luftige hænder, blidt eller voldsomt, afhængigt af hastighed og kørselsretning. En indre stemme fortæller mig med jævne mellemrum: Kør mod syd! Lidt længere nede af vejen ligger Bosporus!

Jeg skærer igennem en mindre by. I byens udkant ligger der en klynge tarvelige rønner, der mest af alt ligner de vakkelvorne juniorhytter, danske børn har for vane at bygge i baghaver eller oppe under trækroner. Det er altid her, de ligger, fejet ud i periferien af samfundet, hvor de fortabte bor. Jeg indrammer forfaldet og zoomer ind. Knips. Jeg får øje på en spontan losseplads, der ligger som et frastødende ådsel lige ud til vejen. Flasker, tøj, madrester og andet unævneligt. Knips. Kort efter passerer jeg en flod. En trævogn med en hest påspændt balancerer med bagenden i floden på vej op af det grumsede vand. En kusk holder tøjlerne og styrer slagets gang. To fyre står ved siden af og kigger på, en tredje svømmer rundt i vandkanten. Hvad pokker har de gang i? Har de krydset floden, eller er det bilvask på rumænsk? Rumænien overrasker igen og igen.

Knaldhytter langs vejen. Som priviligeret dansker har man svært ved at forestille sig, at der bor mennesker her

Øjebæ. Der er meget smukt i Rumænien, men også meget grimt som her i udkanten af en by

Bilvask på rumænsk? Her er en hestevogn på vej op af en flod.   

Efter floden kører jeg ind i endnu en by, Ocna Mures. En mørnet gravsten af en nedlagt fabrik møder mit blik i byens udkant – et symbol på trange tider? Ocna Mures er en mellemstor by, så jeg øjner en chance for et tiltrængt toiletbesøg, friske forsyninger og – hvis heldet tilsmiler mig – lidt internet på et offentligt bibliotek. Jagten går ikke så godt. Jeg finder dog et supermarked i centrum og køber lidt snacks. Det ender med, at jeg kører tilbage af den vej, jeg kom, for der lå en tankstation efter, jeg krydsede floden, erindrer jeg. Her må der være et toilet, jeg kan låne. Jeg åbner køleskabet med drikkevarer og bestemmer mig for en halvlitersflaske med kildevand. Jeg sætter den på disken og betaler en brøkdel af, hvad samme vare står til på en dansk tankstation. Købet bruger jeg som et alibi til at spørge efter et toilet. Tankpasseren kan straks se, at jeg ikke ligner en lokal, så han spørger: ”Where are you from?”. ”All the way from Denmark!?”, udbryder han overrasket, da jeg fortæller ham om mit cykelprojekt. Jeg går hen til køleskabet igen og gentager øvelsen fra før – denne gang på tankpasserens regning.

Med flasker fyldt og blæren tømt for indhold fortsætter jeg turen ud af Ocna Mures. En yngre rumænsk kvinde går mig imøde – hun er yndig – det samme er det landskab, som folder sig ud fra saddeltoppen, da jeg har passeret det sidste hus i byen og bliver sluset ud i det åbne terræn: Fløljsbløde bjerge udsat for solens kærtegn, når de ikke ligger hen i skygge. Og se dér, en vældig mørkegrå sky med en riflet kant i hvidt tårner op af horisonten! Det ligner en vildfaren super-tornado fra Alabama! Den er heldigvis ikke på plyndringstogt, så regnjakken forbliver, hvor den er i tasken.

Bølgende, bløde bjerge og en snorlig landevej. Det perfekte roadtrip!

Et skybrud raserer tilsyneladende et sted i horisonten. Jeg fik den heldigvis ikke at føle og kunne derfor blot nyde synet af "paddehatten"   

Blomsterplukkere langs vejen. De fleste plukkere var fra Ungarn, fik jeg at vide. Jeg fik ingen blomst af dem. Til gengæld fik jeg et billede 

Så sker det igen. Jeg kan ikke finde vej (En maskulin eufemisme for at fare vild). Jeg er viklet ind i et spind af små landeveje, og kortet, jeg navigerer efter, er så at sige kommet til kort. Jeg stopper op gentagne gange og studerer de filigranagtige aftegninger på kortet og konsulterer gps'en. Nej, ingen hjælp at hente. Jeg får øjenkontakt med en kusk, der passerer fordi på vejen, hvor jeg er strandet. På hovedet bærer han på noget, der minder om en tyrolerhat. Han giver et ryk i tøjlerne og beordrer hesten til at stoppe. Han snakker tilsyneladende kun rumænsk. Ved hjælp af fagter, strittende pegefinger og bynavne, som jeg ubehjælpsomt forsøger at udtale rigtigt, giver jeg ham en ide om, hvor jeg er på vej hen. Snart dukker rumæner nummer to op, en lidt ældre mand. Ok, jeg skal lidt tilbage af denne vej, og så til venstre og ud af en anden vej, forstår jeg, efter de to herrer er nået til enighed om min videre skæbne. Jeg kvitterer med et ”multo mesc” - mange tak – og cykler et stykke tilbage af vejen, indtil jeg kommer til en lille købmand i et vejkryds.

Her standser jeg. En herreløs hest spændt for en høvogn står og græsser udenfor butikken. Herude skal hestekræfter forstås helt bogstaveligt. Hmm, er det nu også den rette vej, grubler jeg, stadig i tvivl om ruten. I det samme kommer en kunde ud fra lokalet. Kvinden nikker og peger i retning af den vej, som jeg antog for at være den rigtige. Multo mesc igen. Åh nej, vejen er ikke asfalteret! Jeg er slet ikke i humør til dårlige veje og da slet ikke i Rumænien! Desuden er klokken fem nu, og om en time er solen vandret ned under horisontlinjen. Jeg skulle gerne nå byen Blaj, inde mørket falder på. Her venter der mig forhåbentligt et ledigt hotelværelse. Der er mindst 15 kilometer til Blaj.

'Vej'' viser sig at være en stærk overdrivelse. Det er snarere en sti af den kuperede slags. Underlaget er nogenlunde ligeligt fordelt mellem grus, sten og sandet jord, og tit følger den ene type belægning den anden som brede striber på et halstørklæde. Dertil er terrænet bakket, så jeg er nødsaget til at stå af og skubbe cyklen, når forhjulet kører surt i det bløde underlag. Jeg sveder som en gal. Jeg gør det aldrig mere! Eneste formildende omstædighed er de smukke omgivelser: Bløde, græsklædte højdedrag bølger mod den blå, næsten skyfrie himmel, der gradvist mister sin farvemætning i takt med, at solen bevæger sig længere og længere ned i dybet. Jeg når endelig bakketoppen eller passet. Sisyfos stopper og tager en slurk af det fesne flaskevand. Puha! På grund af vejens forfatning er det nærmest umuligt at komme op i fart på nedkørslen. Da jeg når foden af bjerget og passerer en ødegård, gør en hund som et spektakel. En kvinde kommer ud af en dør i huset og giver den strenge ordrer om at dæmpe sig. Først gik det op, og så gik det ned, og nu går det gudhjælpemig op igen!

En hyrde står blandt sin brægende indtægtskilde i det gyldne aftenlys og kigger lidt forundret, da jeg snegler forbi. Hvilke tanker går der igennem hans hoved mon? Jeg er for stædig anlagt til at spørge ham, om jeg må slå lejr på hans græsmarker; desuden har jeg en tyrkertro på, at jeg snart når den forjættede by. I øvrigt tilsiger min sparsomme vandbeholdning ikke overnatning i det fri, så jeg fortsætter ufortrødent. Et smukt træ står mutters alene, da jeg når et mindre plateau på en bakketop. De bladdekorerede grene står i malerisk silhuet mod aftensolen, der siver igennem den porøse krone. Knips. Fra plateauet går det ned igen ad et stykke ”vej”, der slår alle hidtidige rekorder i uegnet cykelterræn på turen: Sten, nogle store som knytnæver, og skærver spredt gavmildt ud over vejen, til store irritation for alt andet end den traktor, som kører 100 meter foran mig. Jeg står af cyklen og trækker.

Sisyfos når toppen af bjerget, kvæstet og forpustet. Beklagede (den rigtige) Sisyfos sig også over den elendige vej på sin evige færd?

Sidste stykke af "vejen" inden byen Blaj. Her var der sten på størrelse med mindre mandsnæver. Traktoren (billedet) var det rette befordringsmiddel på de kanter 

Blaj er tusmørkeramt, da jeg endelig når byen lidt i halv syv. Jeg finder gps'en frem og scanner byen for hoteller og pensionater. To receptionister på to af hinanden uafhængige hoteller i centrum melder ”alt optaget”. Samme kedelige besked får jeg af receptionisten på et tredje hotel. En tanke strejfer mig, at afslagene skyldes min lidt substistensløse fremtoning, også selvom der står mindst 10.000 på min bankbog. Alle synes, Klods Hans er kikset, undtagen prinsessen, som desværre ikke arbejder som receptionist på nogen af byens hoteller. Jeg mærker et sus af paranoia. Hvad pokker gør jeg nu? Midt i min desperation tager jeg flugten mod byens udkant – hvis jeg er heldig ligger der her et gæstgiveri af en art. Ellers står den på kratcamping, hvilket er absolut sidste udvej, da det næsten er helt mørkt nu.

Snart parkerer jeg foran en købmand. Ingen teltslagning uden friske vandreserver. Nogle lokale sidder og nyder den lune septemberaften ved et bord i forlængelse af butikken. Da jeg kommer ud af butikken igen, nu to liter kildevand rigere, forhører jeg mig blandt selskabet om overnatningsmuligheder i området: Any hotels? Desværre er engelsk ikke deres specialitet, så jeg får ikke meget ud af den pjattede forsamling, der består af nogle fyre og en kvinde. Købmanden, som jeg underligt nok ikke har sprugt til råds, kommer ud af butikken og forklarer på nødtørfigt engelsk, at der vist ligger et pensionat lidt længere nede af vejen, ja, faktisk har jeg kørt forbi for mindre end 10 minutter siden. Multo mesc!

Jeg sætter hurtigt afsted og passerer inden længe en lidt brugt bygning, der godt kunne trænge til en kærlig hånd; malingen på bygningen er skallet af hist og her og nogle af fliserne på trappen op til indgangspartiet sidder løst eller mangler. Der hænger et lysskilt over døren, men har svært ved at tyde, hvad der står, måske 'restaurant' eller 'hotel'. Der sidder en mand på trappen og ryger. Han ligner ikke en hotelansat, snarere en brugtvognsforhandler. Jeg står af cyklen og nærmer mig ham. Jeg når dårligt nok at forklare mit forehavende, før han lyser op og beder mig om at komme med indenfor. Jo, den er god nok - et pensionat! Jeg finder aldrig ud af om stedet er ved at lukke helt ned eller er ved at gennemgå en forvandling under et nyt koncept og navn. Det virker som om, jeg er den eneste gæst dén aften.

Han – vi blev aldrig introduceret til hinanden ved navns nævnelse - er en slags ”ven af huset” og har sådan set ikke så meget med driften af pensionatet at gøre, kan jeg forstå. Han er dog helt sikker på, at der er et ledigt værelse til mig; vi skal blot vente på receptionisten, der kommer straks. I ventetiden fortæller jeg ham om min tur, og modsat de andre rumænere, jeg har mødt, taler han et udmærket engelsk. Blandt andet snakker vi om vejret; ”temperaturen er udsædvanlig høj for årstiden på de her kanter”, forklarer han med henvisning til den varme sommer i regionen. Minutterne går, stadig ingen receptionist. Han kan mærke på mig, at jeg bliver en anelse nervøs. Han forvisser mig dog om, at der venter et værelse på mig, så alt er okay!

Næsten dag vågner jeg på mit billige værelse. Prisen for værelset ligger langt under det danske niveau. Til gengæld er der urinpletter på wc-brættet. Kan man tillade at brokke sig? Pensionatet ligger lige op til en jernbane, men godstogenes rabalder har heldigvis ikke holdt mig vågen i løbet af natten. Jeg faldt i søvn øjeblikkeligt, udmattet som jeg var. En ny og spændende dag venter! Jeg lægger nøglen på receptionsdisken, klar til endnu en dag på kontoret. På vej ud af indkørslen opdager jeg et større skilt på to stolper placeret lige ud til vejen på pensionatets grund. Det ligger halvt ned mod jorden i den ene side, og man skal således lægge hovedet en anelse på sned for at kunne læse bogstaverne på skiltet: Pensiune.

Jeg har cyklet 2000 km! Det er første gang, jeg kan holde kilometer-jubilæum i den størrelsesorden på en cykeltur. Jeg fejrer det med lidt morgenmad og eau de luxe (vand på cykelflaske) ned til en flod, hvor jeg sidder en halv times tid og mediterer. En time efter begynder det at regne. Og snart sætter et kraftigt tordenvejr ind. De første dryp ignorerer jeg, men så begynder det at vælte ned i spandevis, og jeg må trække regntøjet op af tasken. Jeg befinder mig i et åbent landskab, og eneste mulighed for lidt læ er et lille træ, der ikke er meget højere end mig selv. Jeg presser mig ind i træets vildnis af grene, hvoraf kun få udgør reel beskyttelse for den ubønhørlige slagregn. På med regntøjet i en ruf! Regnen stopper dog nærmest, som jeg har fået tøjet på, men det er blot en stakket frist. I horisonten flænser lyn ned igennem atmosfæren i spastiske bevægelser. Jeg står nærmest på det højeste sted i flere hundrede meters afstand! Jeg tager benene på nakken og rutsjer ned af bjerget, der ender i en landsby. Hernede er tordenvejret i sit zenit. Hvis ikke jeg skulle bruge hænderne til at navigere med, ville jeg holde dem begge to for ørerne. Da jeg næsten har cyklet tværs igennem landsbyen, standser jeg ved nogle træer ud til vejen. I mellemtiden er regnen gasset op på fuld styrke igen. Jeg når hurtigt frem til den indlysende konklusion, at det er uklogt at fortsætte turen, hvorfor jeg kryber i flyverskjul under træerne.

Her holder skybruddet pause, og jeg kan knipse et billede af landskabet. Længere nede af vejen begynder et kraftigt tordenvejr, ligesom jeg ankommer til en landsby.

Jeg står under træernes paraply og mediterer til regnens trommestikker mod asfalten, lige indtil et lynglimt efterfulgt af smæk med himmeldøren vækker mig af drømmen. Pludselig kan jeg høre en metallisk flue summe ganske svagt ud for mit venstre øre. Lyden får mere bas og diskant i takt med, at den nærmer sig. Jeg drejer hovedet i retning af fluen, der viser sig at være en knallert, på hvis ryg en fyr i t-shirt skutter sig for de våde pile. Han drøner forbi mig, uden at vi får øjenkontakt. Har han set mig? Ja, han har set mig. Lidt længere ned af vejen bremser han, drejer rundt og kører tilbage til den fremmed. ”Come with me”, råber han med regnen drivende ned fra sit mørkebrune hår. ”Okay!”, svarer jeg lakonisk – det er ligesom ikke tidspunktet for en længere forklaring. Jeg forsøger at hægte mig på benzinfluen, så godt jeg kan, og får set landsbyen én gang til. Så stopper han ved en sidegade og gør tegn til, at vi skal dreje her. Sidegaden viser sig at være en jordvej, og regnen har efterhånden forvandlet den til et uskønt morads. Måske skyldes det vejens forfatning, men jeg har en fornemmelse af, at den fortsætter i det uendelige. Jeg begynder at blive en anelse nervøs – forsøger han at lokke mig i en fælde? Endelig stopper han ud for gadens sidste matrikel.

Jeg bliver bedt om at tage plads på en seng lige inden for hoveddøren. Manden, der forbarmede sig over mig i regnen, hedder Robert. Klædt i gummisko, slidte jeans og T-shirt ligner han alle andre moderne mænd. På sengen kan jeg sidde til tordenvejret stilner af. Her sidder Roberts kæreste med husets maskot, en uimodståelig hundehvalp. En udposning på hendes mave afslører, at husets nuværende kæledægge snart kan imødese en overlegen rival. Robert fortæller, at han vil købe noget kaffe hos byens købmand, men at han vil være tilbage snart. Kæresten, der virker lidt træt, kan kun sige fem ord på engelsk, ditto Robert, så ret hurtigt bliver al opmærksomhed rettet mod det lille skind. Hun spørger, om jeg kan tale spansk - nej, desværre – for hun har vist arbejdet i Spanien en overgang.

Robert returnerer, mere våd end nogensinde og med små poser af forskellige kaffeprodukter i den ene hånd: Café au lait, espresso, americano. Jeg vælger én af dem. Til den varme kop er der vafler med vaniljefyld. Robert viser mig rundt i den mørke bolig, hvilket er hurtigt overstået med de kun to værelser, der er stillet til rådighed. ”That looks great”, siger jeg, men kan se på Roberts ansigtsudtryk, at han ikke er enig. Indretningen er spartansk, og sengen, jeg sidder på, tjener både må som ægteseng og sofa til husets gæster. På væggen over sengen hænger et tæppe med et motiv, der forestiller den sidste nadver med Jesus og de tolv disciple. Til højre for sengen står en stationær computer. På nødtørftigt engelsk forklarer Robert, at han har arbejdet som håndværker i Italien (nok til en horribel lav løn), hvorfor han spørger, om jeg ikke forstår lidt italiensk. Fordi rumænsk har rødder i de romanske sprog, forstår mange rumænere italiensk, men også fransk og spansk. Desværre er jeg ikke gangbar på nogen af disse sprog.

Efter en time begynder det at klare op udenfor. Robert viser mig billige cartoon-agtige billeder på sin mobiltelefon, og jeg sidder pligtskyldigt og fniser lidt af dem, selvom jeg ikke synes, de er specielt morsomme. De mildere vinde udenfor ser jeg som en anledning til at bryde op fra mit nye rumænske bekendtskab. Talestrømmen er alligevel ikke overstrømmende imellem os, af gode grunde. Udenfor viser det sig, at cyklen er pløret godt til efter turen op til Roberts hus. Især hjulene er hårdt medtaget. Når jeg skubber cyklen frem, kan jeg mærke mudderets modstand mellem dækkene og skærmene, som når man trykker bremsegrebene halvt ind på sin cykel. Robert finder en spand med vand frem og begynder det møjsommelige arbejde med at fjerne mudderkagerne fra hjulene med de bare næver. Snart er haveslangen i aktion. I mellemtiden er en ældre herre – Roberts far? - dukket op og kommer med gode råd til fjernelsen. Jeg tillader mig den uforskammede luksus bare at stå og kigge på. Jeg siger ”multu mesc” til Robert og faren, efter den sidste mudderklat er fjernet. Nogle grise står og grynter fornøjet i baghaven, da jeg siger farvel til familien for enden af vejen i en tilfældig landsby i Transsylvanien.

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 8, Rumænien

For første gang på hele turen føler kronikøren, at hans ét og alt lader ham i stikken langt, langt ude på landet i Transsylvanien. Humøret bliver hverken værre eller bedre af mødet med tre små plageånder  

Første hele dag i Rumænien er ved at gå på hæld, og det er tid til at finde en øde ø, hvor jeg kan kaste anker for natten. Jeg befinder mig i den nordlige del af Transsylvanien eller, hvis jeg skal være helt præcis, Crisana, som er en region i den vestlige del af landet. Det har været en forrygende start på mit rumænske eventyr, og temperaturen – stadig meget varmt - er faldet en smule siden sauna-turen ind til Satu Mare dagen forinden. 

Jeg nærmer mig en mindre by, Cehu Silvaniei, hvor det er planen, at jeg skal købe noget vådt og tørt til min snart tomme mavesæk. Inden jeg kører ind i selv byen, er der noget opland med huse på begge sider af vejen. Her ser jeg en stor, lidt ældre, firskåren landmand, der nærmest går midt ude på vejen og i modsat retning af min. Han er ikke typen, man spontant går hen og giver en krammer, brysk og stålsat som han ser ud. I sin ene barkede næve holder han en pisk, og foran ham går en okse, der næsten er ligeså bred, som den er høj. Lettere intimideret passerer jeg de to mastodonter. Hvem møder jeg dog næste gang på min vej? En hvis herre med kappe og sylespidse hjørnetænder? 

I byens centrum finder jeg et supermarked. Som én der i forvejen har svært ved at beslutte sig i mødet med overflodssamfundets vareudbud, er det en ekstra byrde pludselig at skulle tyde, hvad fremmedklingende vareetiketter dækker over. Typisk er det de samme ting, der ender i indkøbskurven: Ost, youghurt, brød og bananer. Det er som om, at varieret kost er uforeneligt med lange cykelture.

Landidyl. Rumænien

Solen ligner en æggeblomme, som den gradvist glider ned bag de bløde bjerge. Jeg har rejst mit eget bjerg af ripstop nylon og tynde aluminiumsstænger på toppen af en sæter. Klokken nærmer sig syv. Udsigten er fremragende med udsyn til enge, marker og klynger af skov. Aftendisen driver hen over landskabet. Der lugter lidt af får, og små, sorte kugler i det svedne græs vidner om, at de uldne, firbenede væsner græsser i området. Derfor indstiller jeg mig på en brat opvågnen af brægen og hyrderåb i morgen tidlig. Her og nu er det andre firbenede væsner, der sørger for underholdningen, nemlig hundene i landsbyen for foden af bakken, der har travlt med at glamme territoriet af. Efter en håndfuld kamera-knips af solnedgangen kravler jeg ind i teltet og tilbereder lidt aftensmad, spiser og slapper af til lyden af cikadesang. Jeg gør mig klar til natten og putter mig som et træt insekt i silkelagenposen. Hundene er næsten holdt op med at gø, da jeg falder i søvn.

Jeg vågner ved seks-tiden næste dag og føler mig næsten udhvilet. Jeg iklæder mig dagens arbejdstøj og lyner teltdøren op og stikker hovedet ud i den friske morgenluft. Nu hænger æggeblommen i øst, på vej op til den når det punkt på himlen, hvor man ikke kan holde ud at kigge direkte på den længere. Jeg knipser løs med kameraet, som fortsatte jeg, hvor jeg slap i går. På teltoversejlet ligger morgenduggen i et tætpakket perle-ornament. Morgenvækningen udeblev denne gang – der er hverken hyrder eller får at se nogen steder. Omgivelserne ligner dem, man drømmer om at finde, når man sidder derhjemme og tænker på den forestående cykeltur. Desværre sker det sjældent, at man finder dem i mødet med realiteterne. Den perfekte location findes som regel kun i ens fantasi.

Skyggespil mod et morgendugget telt. Rumænien

Selvom der hverken er hyrder eller får på græs, vælger jeg at sløjfe lejren, inden klokken har passeret otte. Jeg forsøger altid at få teltet ned så hurtigt som muligt, dermed minimereres riskoen for at blive ”knaldet”. Dernæst pakker jeg taskerne ud fra en fastlagt systematik. Det viser sig hurtigt, at jeg har god tid, så jeg vælger at bruge lidt ”kvalitetstid” på min cykel, dvs. almindelig vedligeholdelse og pleje af samme, inden dagens etape begynder. 

Jeg finder kædeolie, skifte- og umbraconøgle frem af værktøjsboksen og giver kæden et dryp for hvert led. Dernæst spænder jeg skruer og møtrikker efter med nøglerne. Da jeg når til forhjulet og skal spænde møtrikhovedet, som holder quick release'en fastspændt på forgaflen, siger det pludselig TJONK. Jeg kan straks mærke, at noget er helt galt, for umbraconøglen, som jeg spænder med, mærker ingen modstand længere. Møtrikhovedet falder ned på græsset, knækket af dér, hvor det for få sekunder siden holdt sammen på stangen af stål, som går tværs igennem navet. Jeg mærker panikken brede sig i kroppen – den der ubehagelige sitrende fornemmelse, som indikerer, at der er fare på færde. Fjenden hedder dog hverken ulv, bjørn eller rasende landmand. Jeg samler møtrikken op og inspicerer, hvordan metallet blotter sit indre, dér hvor bruddet er sket. Med en ødelagt quick release, der vel at mærke holder hjulet fast, så det ikke slingrer og hopper af forgaflen, når man træder i pedalerne, bliver det nærmest umuligt at fortsætte turen.

Fordi situationen tangerer det absurde, har jeg svært ved at finde en passende mine, så den bølger frem og tilbage mellem alvor og antydningen af et smil. En af den slags smil, hvor vanviddet lurer i mundvigen. Tak, skæbne, der fik du sgu mig! Tragi-komisk er det mest dækkende adjektiv for hændelsen; af alle steder på hele turen falder skidtet fra hinanden her langt, langt ude på landet i Transsylvanien! Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor langt der er til nærmeste cykelsmed - nok ikke i landsbyen for foden af bakken. 

Heldigvis har mennesket en enestående evne til at være hittepåsom, hvor håbet synes mest udslukt, således også for mit vedkommende, for jeg begynder at udtænke en plan for, hvordan jeg kan komme ud af min suppedas. Det er indlysende, at jeg skal finde en møtrik, der kan erstatte den, som er brækket af. Hov, der sidder møtrikker på hjulskærmene! Jeg skruer en af dem af – der sidder i fovejen en del, så én kan godt undværes. Ja, den passer sørme til quick release-gevindet! Det er langt fra den perfekte løsning, indrømmet, men den lille skærm-møtrik betyder, at hjulet lige nøjagtig sidder så meget i spænd på forgaflen, at jeg kan fortsætte turen omend langsommere end normalt. Jeg skal bare sørge for ikke at køre over bump og huller på vejen (lidt af et kunststykke i Rumænien), så hjulet slingrer og - i værste fald – springer af efterfulgt af cyklens ejer med hovedet først! 

Fra himmel til helvede på et splitsekund. Med en møtrik fra en af skærmene lykkedes det at holde forhjulet nogenlunde på plads. Sjældent har jeg oplevet, at materiellet har svigtet så eklatant på en cykeltur

Der stod mange af disse voluminøse høstakke rundt omkring langs vejene. Rumænien

Et æsel på vej er tegn på regn...

Mærkelige dyr. De her gæs vraltede afsted på vejen, lige indtil de hørte en pibe-lyd i rabatten til venstre. Så stod de bomstille hele flokken i ca. 20 sekunder og forsøgte at lokalisere, hvorfra lyden kom. Derefter vraltede de af sted igen, som om intet var hændt. Pibe-lyden viste sig at stamme fra en lille hundehvalp, som havde gemt sig i det høje græs. 

Jeg når sikkert frem til nærmest lidt større by i området, Zalau. På nær en strækning med jord og sten har vejene ikke udgjort nogen større manøvremæssig udfordring; med andre ord sidder hjulet stadig, hvor det skal. Jeg beslutter at fortsætte med den nuværende nødreparation til jeg når storbyen Cluj-Napoca senere samme dag. Men nu er det frokosttid, så jeg køber lidt mad i et supermarked i Zalau og sætter mig efterfølgende hen i en nærliggende park for at spise. Jeg har knap siddet der i fem minutter, før jeg bliver antastet af tre forhutlede roma-piger. Den ældste roma-pige - 15 år? - fører ordet med fagter og de fem-seks engelske gloser, hun evner at mobilisere. Hurtigt forstår jeg, at hun tilbyder sig seksuelt over for den fremmed mand mod et passende vederlag i form af penge og mad. Teoretisk set kunne jeg være hendes far! Pludselig stikker hun sin ene hånd ned i én af de åbne tasker foran på cyklen og hiver et af de æbler op, jeg kort forinden har købt i supermarkedet. No, no, no!, udbryder jeg lettere febrilsk, men lader hende beholde sit nye trofæ. Det er vist ikke takt og tone, den unge dame går mest op i. Snart tør den rige turist fra det kolde nord op og forbarmer sig over sine tre plageånder og deler følgelig ud af sin overflod: brød, ost og frugt. Det syntes dog ikke at lægge en dæmper på den 15-åriges kærlighedstilbud: "Need woman?" Går hun på frierfødder?

En cykelsmed sidder bøjet over mit forhjul og installerer den quick release, jeg kort forinden har købt i hans butik. Jeg slap billigt for den og er lykkelig for, at min slingrende hovedpine snart er et overstået kapitel. Byen, jeg opholder mig i, hedder Cluj-Napoca, og med et indbyggertal på over 300.000 er den Rumæniens andenstørste by. Jeg ankom sidst på eftermiddagen dagen før og fandt hurtigt et vandrerhjem ikke langt fra byens centrale plads, der prydes af byens gotiske katedral. 108 km blev det til! En bedrift, der synes at være forbeholdt vovehalse, men forhjulet sad, hvor det skulle, dog svajende en anelse fra side til side, men det gik!

Jeg bruger min eneste hele dag i Cluj-Napoca på at få ordnet cyklen – den bliver fikset inden middag – derefter sight-seeing rundt i byen resten af tiden. Jeg nyder de dage, hvor jeg sætter cykellivet på pause for en stund, som oftest blot for en enkelt dag – én dag er ofte nok – for så bare at fordrive tiden uden at blive konfronteret med cykelcomputerens evindelige påmindelser om antal kilometer, gennemsnitsfart og maks.-hastighed. Faktisk har jeg været i Cluj-Napoca tidligere, det vil sige for mange år siden, i 1997, hvor jeg fik et indtryk af en post-kommunistisk soveby. I dag forekommer byen mig at være fuldstændig forandret: Mange flere (og smartere) biler og omfattende renovering af bykernen samt et rigt udvalg af caféer, butikker og supermarkeder, der ofte er helt på højde med standarden i eksempelvis København.

På vandrerhjemmet falder jeg i snak med en fyr fra Schweiz. Han fortæller, at han er på togrejse alene rundt i Rumænien og sætter snart kursen videre mod Bukarest. Nysgerrigt spørger han ind til min ekspedition, herunder om jeg ikke er 'bange' for at tage af sted på sådan en tur alene, ikke mindst nu, hvor jeg camperer i det fri. ”Jo da, nogle gange, men man vænner sig ret hurtigt til forholdene”, returnerer jeg tit, således også til manden fra alpelandet. Måske er spørgsmålet et udtryk for en grundlæggende angst hos det moderne (by)menneske? Angsten for kontroltab og - måske - angsten for den utæmmede natur, som vi betragter på sikker afstand bag ruden af alskens moderne tryghedsforanstaltninger. Men mest af alt tror jeg, det skyldes angsten for ensomhed.

Skt. Michael katedralen i Cluj-Napoca, Transsylvanien.

Gadestemning i Cluj-Napoca, Rumænien

Livet som blomstersælger i Cluj-Napoca. I baggrunden Skt. Michael-katedralen

Ikke alt er smukt og fotogent i Cluj-Napoca. Her nogle kilometer udenfor bykernen

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 7, Ungarn & Rumænien

Kronikøren er tæt på at smelte helt væk på den ungarske slette. Hedebølgen skyller ham helt til Rumænien, der mest af alt minder om en drøm.

Man siger, at asfalten smelter, når temperaturen når et vist punkt. Jeg hverken mærker eller ser tendenser i den retning, men at det er kogende varmt heroppe i det nordøstlige hjørne af Ungarn, behøver man vist ikke en klimatolog for at konstatere. Netop denne sommer har en dyne af varme lagt den centrale og østlige del af Europa ned med temperaturer langt over 30 grader, og jeg mærker nu på egen krop, at rygterne taler sandt; sveden forgrener sig i flodsystemer fra issen og panden ned i øjnene, der misser af ubehag, når den salte væske rammer iris.

Jeg køber forsyninger i et supermarked – Lidl – og bænker min efterhånden hårdt prøvede enderegion på den anden siden af vejen. På denne tid af døgnet – tidlig formiddag – er varmen stadig diplomatisk anlagt. Freden sænker sig, mens jeg langsomt rebooter kroppens energidepoter, der forhåbentligt sender mig ud af Sátoraljaújhely og et godt stykke videre ud over de ungarske stepper. På bænken mærker jeg et voksende velbefindende, hver gang jeg tager en bid af morgenbrødet. Jeg mærker også, at aftenens sociale oplevelser bidrager positivt til kroppens restitution. Igen og igen viser undersøgelser, at menneskelig kontakt, herunder berøring, er sundt, ja ligefrem en forudsætning for den psykiske og fysiske velfærd. Mange tak, Tünde! Eller köszönöm, som det hedder på de her kanter. 

Himlen har valgt kun at bruge spanden med den blå maling i dag. Jeg kigger mig over skulderen, da jeg er nået et godt stykke ud af byen (med det lange navn), hvor de opdyrkede hektarer begynder at dominere synsfeltet. I forgrunden står solsikker opmarcheret i den ubønhørlige hede, nedbøjet, som var de solens underdanige slavehær. Jeg står af cyklen og finder kameraet frem. I baggrunden slår Tatra et sidste formiddagsdovent dvask med halen. Motiv indrammet. Knips.

Hvad skal man mene om landskabet i Ungarn? Fladt mestendels med snorlige veje. Sultent fejer blikket henover horisonten og vejen længere fremme, men bliver ofte skuffet af den herskende monotoni. I hvert fald heroppe i landets øverste højre hjørne, der ligger i søndagstursafstand til både Slovakiet, Ukraine og Rumænien. Trafikken er temmelig sparsom på de brankede landeveje. Måske har folk i området valgt skyggen på terrassen derhjemme, frem for at søge ind til den nærmeste større by for at smelte blandt alle de andre lørdagshandlende. Jeg patter løs på cykelflaskerne, så vandspejlet i dem synker med foruroligende hast. Igen, en mark med solsikker, men denne gang af den solsvedne slags. 'Solsvedne' er en underdrivelse – de er simpelthen grillet til ukendelighed af solens kvælertag og ligner forkullede skamstøtter over den globale opvarmning.

Tørstegte solsikker. Ungarn

Mange af de landsbyer, jeg cyklede igennem, havde én eller flere af disse blå vandposter. Tilsyneladende var mange af dem ikke i brug. Ungarn

Jeg passerer en siesta-ramt landsby i ny og næ. Eller, ravnekroge er måske en mere dækkende betegnelse. Nogle huse ser temmelig kondemneringsmodne ud – afpillede tagkonstruktioner og retangulære huller i murværket, hvor der engang har siddet vinduer - som havde en krig huseret for år tilbage, uden at nogen efterfølgende har haft penge og resurser til at udbedre skaderne. Er det her Udkants-EU?

Når det er så varmt, som det er tilfældet, begynder man at fantasere om alskens drikkevarer på køl i supermarkeder. Der kører en reklameblok non-stop med læskende kolde drikke for mit indre blik. Endelig en købmand! Imens jeg forsøger at finde en halvandenlitersflaske med kildevand, nyder jeg lokalets mere menneskelige temperaturer mod min svedige og solcreme-beskyttede hud. Fem minutter efter sidder jeg udenfor butikken og genfinder kroppens væskebalance. Lidt vand i ansigtet og lidt snacks til maven. Afsted igen!

Kondemneringsmodent hus. Dette er et worst case-eksempel. Ungarn

Villa, vovse og Lada. Ungarn

Jeg må være ærlig – underholdningsværdien er langt fra helt i top, de to hele dage, jeg ender med at opholde mig i dette altovervejende lavland. Det sagt er ungarsk – altså sproget – en vedvarende kilde til spontane smil på læben, især de i danske øjne lange og gebrækkelige bynavne, der flotter sig med flere på hinanden følgende konsonanter og en håndfuld stavelser. Og tit synes de lange bynavne at være omvendt proportional med byernes størrelse. Selvværdet i de små ungarske landsbysamfund fejler vist ingenting.

Da jeg når en lidt større by, Kisvárda, ud på eftermiddagen, sætter jeg alle sejl ind på at finde et kort, der dækker resten af min færden mod den ungarsk-rumænske grænse, og gerne et godt stykke ind i det næste land på turen. Kortet, jeg har kørt med siden Slovakiet, rækker kun til og med denne by! Jeg cykler ind i centrum af byen, slår mig ned på en bænk på hovedstrøget, slapper af en stund, og får lidt fast føde til den videre tur. Mindre end tredive meter fra mig står en brud og brudgom med et mindre følge af venner og familie foran en bygning, nok byens rådhus. Stemningen er afslappet. Ingen ris og konfetti. De går ind. Jeg bliver nok aldrig gift med andet end min cykel.

Sza-bol-csver...

Næste dag vågner jeg i en skov. Jeg er ikke vågnet af mig selv. Der er menneskestemmer ikke langt fra mit telt, men jeg har svært ved at vurdere, hvor tæt de er på, hvor mange de er, og om de nærmer sig eller bevæger sig væk. Det er dem, som har vækket mig. Klokken er omkring halv syv. Stemmerne akkompagneres af en tør lyd, som når to træstykker bliver slået mod hinanden. Klap, klap, klap. Hvem er det? Jægere på klapjagt? Jeg går i panik, fumler med briller og kontaktlinser, som jeg skyndsomt få prikket ind på højre og venstre øjeæble. Febrilsk pakker jeg taskerne, men stopper med mellemrum i et sekund og stiller skarpt på stemmerne. Klap klap klap. Jeg stikker hovedet ud af teltdøren – der er intet at se. Pludselig kan jeg ane en skikkelse bag en mindre jordvold og noget krat omtrent hundrede meter fra mit telt. Det er en kvinde. Ikke langt fra kvinden står en mand. De kan vist ikke se den paniske dansker, og det er vist kun dem. Tilsyneladende står de og sorterer tømmer – en tidlig søndag morgen! - og hver gang et stykke træ rammer et andet, siger det naturligt nok 'klap'.

Disse blommer kunne man plukke langs landvejene i Ungarn. Da jeg stort ingen forints havde tilbage min sidste dag i landet, faldt de på et tørt sted (i min mave) 

På et tidspunkt skulle jeg krydse en flod. Den eneste mulighed for at passere floden var med denne kabelfærge. Medmindre jeg ville køre en længere omvej. Desværre havde jeg ikke nok forints til turen over, men den flinke "færge-cowboy" forbarmede sig heldigvis over mig! Ungarn

Den sidste dag i Ungarn er om muligt endnu varmere end dagen før. Desværre har jeg ikke taget et termometer med på turen, så det bliver kun til vilde gæt i varmen: 30? 32? 35? Nej, 42! Jeg tror knap mine egne ører, da hotelreceptionisten i Satu Mare oplyser mig om den reelle temperatur i området. Jeg har netop indlogeret mig på et centralt beliggende hotel i byen. Satu Mare ligger i Rumænien, mindre end tyve kilometer fra Ungarn, og turen ind til byens centrum byder på luftspejlinger og tanker om varmetilpasning: 1) Brug ikke alt for meget energi 2) Sørg for at drikke rigeligt med vand hvert 10-15 minut.

Til min overraskelse beder en politibetjent mig om at se mit pas ved grænseovergangen, allermest som jeg tror, at Schengen har afskaffet denne anakronisme for flere år siden. ”It doesn't look like you”, konstaterer han med henvisning til den unge mand, som er portrætteret i mit pas. Jeg får dog lov til at slippe ind i det forjættede land alligevel, og laver en post-it i min hjerne om, at det nok er en god ide at få fornyet passet, når jeg engang er kommet hjem igen. Senere finder jeg ud af, at Rumænien ikke er med i Schengen.

Ved grænseovergangen mellem Ungarn og Rumænien var jeg både tørstig og stolt. Nok mest tørstig.

Om aftenen går jeg rundt på og i nærheden af den centrale plads i Satu Mare med en nærmest helt surrealistisk følelse af, at jeg ved egen benkraft er nået helt til Rumænien. Jeg får lidt mad på en restaurant og køber lidt mad og snacks i en kiosk. Temperaturen er dalet en smule, og det føles næsten behageligt nu. Jeg er dødtræt og kan kun fokusere på helt jordnære ting i bunden af Maslows behovspyramide. Jeg går tilbage til hotellet, siger godnat til portieren og lister op ad trapperne til min lille airconditionerede suite. Derefter går der ikke lang tid, før jeg falder i søvn.

Efter morgenmad og udtjekning fra hotellet næste dag sætter jeg mig ned i den lille park midt på byens centrale plads. Jeg studerer kortet over Rumænien og tegner en rute ud af Satu Mare på min gps. Kort forinden, da jeg tjekker ud, viser det sig, at jeg ikke har mulighed for at rulle min cykel med taskerne ud ad døren, der fører ind til det depot, hvor mit ét og alt har stået sikkert natten over. Begrundelse: Der står kasser og andet, der spærrer for vejen, hvilket betyder, at jeg er nødt til at bugsere cyklen ud først, derefter taskerne af et par omgange. Besværet er til at overse, men en ansat på hotellet undskylder flere gange med en beklagelig mine for noget, der i mine øjne dybest set er ligegyldigt. Jeg forvisser den brødbetyngede mand om, at det er helt 'okay'. Oplevelsen sætter nogle tanker i gang hos mig. Måske sidder tiden med Nicolae Ceausescu (1965-89) stadig som en kronisk refleks hos den del af rumænerne, for hvem årene med den megalomane tyran stadig står lysende klart i erindringen. En gang slave, altid slave, som man siger.

Det er helt fantastisk! Jeg befinder mig midt i en drøm, og drømmen hedder Rumænien! Satu Mare fortoner sig i horisonten, mens jeg bevæger mig længere og længere ind i landet. Regionen, jeg kører igennem, hedder Maramures, der blandt andet er kendt for sine gamle trækirker. På begge sider af vejen står rækker af huse med strømførende kabler dinglende i luften fra pæl til pæl langs den snorlige landevej. Det synes at være reglen mere end undtagelsen, at hvert hus er forskanset bag en port eller låge inden for hvilken, der er bundet vindrueklaser op på en to-meter hævet og vandret espalier. Dertil står der ofte en overdækket brønd med et kegleformet tag på husets grund. Det er som om, alting har fået et mere sydligt og utæmmet præg, efter jeg forlod Ungarn og kørte ind i Rumænien. Der strejfer hunde rundt på må og få i gadebilledet – Rumænien classic – og heste spændt for høvogne i rustikt træ passerer fra tid til anden forbi akkompagneret af et nik eller et råb fra en vejrbidt kusk. Til forskel fra Ungarn bliver Rumænien aldrig for alvor kedelig – der er altid noget at more eller undre sig over!

Bevæger man sig ud på landet i Rumænien, møder man tit og ofte dette syn.

Brønd med tophue. Rumænien

Et forsøg på at pimpe villaen op med lidt middelalderromantik?

Vindrueklaser på espalier. Rumænien

København-Istanbul. Fra hedetur til tyrkisk te. Konturer af en rejse på cykel til Europas ende. Del 6, Ungarn

En tidlig aftentime ankommer kronikøren til Ungarn og bliver stillet over for følgende valg: Hotel eller ikke hotel - det er spørgsmålet! Da mørket sænker sig, synes valget at stå mellem bænk eller telt. Heldigvis forbarmer en engel sig over den arme mand i sidste øjeblik

Jeg ruller kilometerne ud foran mig som en rød løber og nærmer mig Ungarn. På mange måder befinder jeg mig allerede i Ungarn, for den sydlige del af Slovakiet er udpræget ungarsk. Indtil første verdenskrigs afslutning var Slovakiet en del af det østrig-ungarske imperium, hvad Trianon-traktaten ændrede radikalt på, til stor fortrydelse blandt den ungarske befolkning i området, der som den tabende part måtte vinke farvel til landsmændene syd for den nye, vedtagne grænsedragning. I Slovakiet såvel som i Rumænien bor der stadig mange ungarer, men eftersom flertallet holder en lav profil omkring deres nationale tilhørsforhold – der er ikke mange der går rundt med ungarske flag på ryggen eksempelvis - er det umuligt at identificere dem i gadebilledet. Til forskel fra romaerne, der lettere skiller sig ud med en hudfarve, der er mørkere og en påklædning, der er mere spraglet.

Jeg drejer af det forkerte sted tæt ved grænsen og cykler ud ad en mindre landevej, indtil jeg undrende spørger mig selv: Hvor begynder Ungarn? På det tidspunkt har jeg cyklet tre kilometer med kurs væk fra grænsen. Det hænder, at vildveje kan overraske positivt, ligesom her, for jeg passerer en telefonpæl, der så at sige er sprunget ud i en mindre skov på sit hoved med grene strittende ud til alle sider. En telefonpæl kan åbenbart også have en dårlig hårdag. Jeg tramper tilbage til den fatale vejfletning og panorerer forbi en roma-enklave, der dels består af tre- og fireetages betonblokke og ynkelige, faldefærdige træhytter, der nok ikke overlever næste gang, et stormvejr fejer hærgende forbi.

Telefonpæl med morgenhår. Slovakiet

"Romaslum". Læg mærke til parabolerne. Slovakiet

Op ad en frygtelig stejl bakke. Det er som om grænsedragningen ikke er helt tilfældig, her hvor landskabet puster sig op i en magtdemonstration mellem de to lande. Men jeg er også ved at være mør i alle ledder og kanter. Klokken har rundet 17.00, da jeg prustende krydser grænsen, men der står selvfølgelig ingen velkomstkomite parat med kippende flag og hornorkester i vejkanten. Heltemodtagelser findes kun i fjernsynet. EU har langsomt pillet dramaet ud af Europas grænser til trods for tendenser i den senere tid, der peger i den modsatte retning med et påskud om at dæmme op for den såkaldte 'flygtningestrøm'. Jeg er lykkeligt uvidende om flygtningekrisen, der er under opsejling, og er vel selv en slags 'bekvemmelighedsflygtning', med den undtagelse at mit hjemland ikke er hudflettet af en vanvittig krig.

På grænsen fejrer jeg endnu en milepæl på turen. Hovedretten består af lunken flaskevand og snacks fra styrtasken. Der er menneskestemmer 20-30 meter inde i krattet på den slovakiske side; børn- og voksenstemmer blander sig med fuglekvidder. For mit indre blik visualiserer jeg mig en romalejr kantet af farvestrålende hestevogne. Det kunne meget vel være sigøjnere på skovtur. Jeg foreviger det historiske øjeblik med cyklen i positur foran grænseskiltet. Så nåede jeg sgu til magyarernes land!

Fra grænsen flyver jeg ned af en lang bakke, som ender i en mindre by, Hollóháza. Selvom det er fredag eftermiddag, er der ikke meget liv i gaderne. Instinktivt snuser jeg efter en hæveautomat, men ser ingen. Er det her overhovedet centrum, spørger jeg mig selv. Jeg kigger mig omkring og får øje på to ældre mænd, der sidder og får sig et glas og en passiar uden for et værtshus. Ved siden af ligger en købmand. Jeg går ind i butikken og får lov til at betale for lidt proviant med de få euroer, jeg har tilbage. På spørgsmålet om byen har en ATM, nikker købmanden, men synes åbenbart ikke, at det er besværet værd at forklare den høje blonde, hvor i byen den ligger. Ved siden af købmanden står en ung kvinde, måske kæresten; men heller ikke hun får jeg mange informationer ud af. Nå, pyt! Før eller siden må det da lykkes mig at køre forbi et pengetræ!

Skov og krat på begge sider af vejen. Tusmørket breder sig skyndsomt fra øst. Jeg sætter i turbofart mod eneste lidt større by på de her kanter, Sátoraljaújhely, der presser sig op mod grænsen til Slovakiet. Jeg grubler lidt over mine valgmuligheder; enten hedder det primitiv overnatning i skovagtige omgivelser, eller også står den på hotelovernatning i byen, som jeg af pladshensyn vil undlade at nævne alt for tit. Da jeg ikke har nok vand til en hel nat i det fri, vælger jeg hotellet, velvidende at jeg løber en chance, for hvad nu hvis alle værelser er lejet ud? Fredag aften er som bekendt primetime i hotel- og restaurationsbranchen.

Mit vægelsind synes at lege kispus med mig i dag – måske de mange kilometer i sadlen har påvirket frontallapperne? - for da jeg langt om længe opdager en hæveautomat i en lille by, undlader jeg at hæve! Jeg har simpelthen svært ved at overskue hvor mange forints, der går på én euro eller én dansk krone. Og det er tilsyneladende rigtig mange forints at dømme på de svimlende transaktionsmuligheder, som lokker på skærmen, fra 10.000 til 100.000! Bange som jeg er for at brænde inde med alt for mange forints ved grænsen til Rumænien et par dage ude i fremtiden, cykler jeg videre mod Sátoraljaújhely. Her må jeg da kunne hæve et passende antal forints, når jeg vel at mærke kender vekselkursen.

Skoven og det lidt bakkede landskab begynder så småt at ebbe ud i et fladt agerland. På min højre flanke ligger der noget, der minder om et fuglereservat med enge og buske. Der er i hvert fald en flerstemmig pippe-symfoni i gang og en hel eskadrille af mangeartede fugle på vingerne. En del af områdets beboer tilhørende homo sapiens har valgt, at weekenden passende kan starte med en aftentur til reservatet, for flere har parkeret cyklen og spejder efter fugle i det gyldne aftenlys. Jeg er velsagtens den mest eksotiske fugl, de møder dén dag. Vil jeg kunne rejse teltet her i tilfælde af akut mangel på et overnatningssted? I skjul bag en busk med en rødkælk som nærmeste nabo? Nej, landskabet er simpelthen for åbent her, og det ville i øvrigt forstyrre det helt specielle liv på egnen.

Kort før Sátoraljaújhely ligger der en stubmark kantet af noget træbeplantning. Jeg tænker, at der måske venter en lille grøn plet ud til marken, hvor jeg kan pløkke mit telt. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg har gang i – var planen ikke et billigt hotel? Nogle gange er hjernen et kundepunkt af konflikter, og når man er træt, sulten og lidt presset, har man en tendens til at handle i affekt. Jeg afsøger området, men døber ret hurtigt min lille akutte hjerneblødning for Projekt Dødfødt. På vej ned af byens hovedgade er det tæt på at være helt mørkt. Ifølge min gps skulle der ligge op til flere hoteller i byen, men enten er mange af dem lukket, eller også er min gamle gps ved at synge på sidste vers.

”Desværre, alt er booket”, får jeg at vide på et af byens hoteller. Det vrimler nu ellers ikke med gæster i hotellobbyen. Skuffet forlader jeg stedet. Gadelygterne lyser op, da mørket næsten har vredet det sidste lys ud af dagen som en presset citron. Gaderne bliver kun sparsomt lyst op; noget der ligner fyrrewatts-belysning og mange meter mellem hver lygte. Bystyret forsøger vel at få de kommunale penge til at række så langt som muligt. Såfremt hotellerne står i kø på byens hovedstrøg, gør de immervæk ikke meget væsen af sig med skiltning og spotlys på facaden. Jeg spørger oraklet, min gps, til råds flere gange. Blandt andet mener den, at jeg er rig nok til et firestjernes hotel i udkanten af byen. Jeg cykler derud og finder sjovt nok ud af, at jeg ikke er rig nok (+400 kr.). Det er ved at være alvor; klokken er snart otte, og alle muligheder for (billig) overnatning i byen synes snart at være udtømte. Desperat cykler jeg tilbage til centrum og spejder efter et gæstgiveri på byens hovedtorv. Nej, ingenting.

På torvet sidder to unge kvinder på en bænk og nyder den milde sommeraften i hinandens selskab. Jeg glemmer for et øjeblik, at jeg er klassens generte dreng, og henvender mig til dem: ”Undskyld mig, kan I fortælle mig, hvor der ligger et hotel i nærheden?”. Den ene lyser op i et smil og begynder straks at konferere med veninden på ungarsk. ”Kom med os”, siger Tünde, der er den mest udadvendte og snaksomme af de to, da de har tænkt lidt over mit spørgsmål. Tünde spørger lidt til mit cykelprojekt, mens vi bevæger os hen ad torvet og ender uden foran noget, der minder om et hotel. Gennem et større vinduesparti kan vi kigge ind på noget der ligner en reception med skranke og brune læddermøbler, men der ser ret mennesketomt ud. Hoveddøren er låst. Tünde forsøger at ringe hotellet op fra sin mobil, for der er en seddel på døren med kontaktoplysninger. Hun kommer igennem til en ansat og giver en opvisning i, hvordan ungarsk kan lyde. Et helt igennem mærkeligt sprog, der synger lidt i samme tonalitet som finsk. 

”Hotellet er ved at lukke helt ned”, forklarer Tünde efter endt telefonopkald. ”Men vi skal nok finde noget overnatning til dig”, beroliger hun mig. Hun virker helt igennem reel, og jeg slækker lidt på alle mine forbehold og min angst. Snart skal veninden videre i teksten og siger farvel til os begge. Derefter drejer den nystiftede dansk-ungarske alliance ned af en sidegade. Tünde har et hotel i tankerne. Vi small-talker lidt undervejs, mens hun foretager et opkald på sin mobil. Der er bryllup i familien i morgen, en kusine skal giftes, fortæller Tünde, og stressniveauet er højt, for som medarrangør er der en masse praktiske gøremål. Tünde lader sive ud, at jeg da også er velkommen, men beskeden (og dum!), som jeg er, slår jeg det hen med et ”jeg må nok hellere komme videre i morgen”. Snart oplever man lidt venlighed fra en fremmed, før man mærker den trælse danskerrefleks; den refleks der forhindrer, at man for alvor kommer ind på livet af folk, man ikke kender. Et ungarsk bryllup kan umuligt være kedeligt!

Som vi nærmer os hotellet, bliver jeg klar over, at det var dér, jeg fik beskeden om, at alt var optaget. ”Der har jeg allerede været!”, udbryder jeg opgivende. Tünde tygger lidt på andre hotel-alternativer. ”Vi tager ud til min by”, konkluderer Tünde. ”Min by” er en slags forstad, hvor der åbenbart ligger et hotel eller pensionat med plads til en træt viking – i bedste fald. Jeg er lidt forvirret, men vælger at tro på, at min nye skytsengel kan hjælpe mig ud af suppedasen – eller gullashsumpen. Tünde taler med en eller anden i sin mobil igen. Det viser sig at være hendes søster, Fanni, der ankommer i en Berlingo-lignende bil, næsten synkront med at Tünde har afsluttet samtalen med hende. ”Cyklen skal om på ladet”, befaler Tünde, ”og du skal også derind, for der er ikke plads foran i bilen til tre”. Jeg når dårligt nok at tænke en kritisk tanke til ende, før vi er på vej ud af byen. Hvis nu politiet stoppede os på vejen, kunne politirapporten lyder noget i stil med: ”Fastklemt dansker med cykel på ladet af en Berlingo. Han virkede konfus”.

Vi kører ud af byen på samme vej, som den jeg kørte ind af for over en time siden. Og Tünde og Fannis hjemby, hvor der efter sigende ligger et hotel, cyklede jeg også igennem tidligere på aftenen. Snart drejer vi ind på en holdeplads foran en restaurant. Fanni skal åbenbart videre, så hun kører igen. ”Kom”, siger Tünde, ”vi skal denne vej”. Vi går om bag restauranten og fortsætter et stykke ind i mørket, hvorefter hotellet toner frem i det sorte. Vi entrerer den oplyste lobby. Jeg forsøger at mobilisere hele mit trætte fortolkningsapparat, mens Tünde snakker ungarsk med de ansatte på hotellet. Hun får fat i en gammel dame, der, viser det sig, er moren til hotellets ejer, en kvinde i 30'erne, som ikke er til stede. At dømme på den gamle dames ansigtsudtryk ser det ikke lovende ud. Og nej, min bange anelse bliver bekræftet: Grundet et større hold af gæster er alle værelser desværre lejet ud. Pokkers!

Vi forlader slukøret hotellet og ender foran restauranten igen. Snart går den den unge hotelejer os i møde og gentager egentlig bare, hvad moren lige har meddelt os. Mens jeg står og ærgrer mig i skæret fra restauranten, lægger jeg mærke til et græsareal lige ved siden af, hvor vi står. Jeg lyser op og vender mig om mod hotelbossen og spørger hende: ”Ville det være muligt at overnatte i mit telt dér?”. Jeg peger på grønsværen, der er malet helt sort i mørket. ”Ja, det må du godt få lov til”, lyder det bekræftende. Jeg mærker et lettelsens suk i mit bryst. Tünde forklarer, at jeg roligt kan lægge mig til at sove i mit telt i 'hendes' by, for her er der ingen sigøjnere, der kommer og stjæler i nattens muld og mørke. ”De (romaerne) stjæler, hvor de kan slippe af sted med det”, lyder det advarende. Men Tünde er ikke helt tilfreds med udfaldet af sin hjælpsomhed. Det er lidt som om hun tænker: ”Mere end en time har jeg brugt på at hjælpe denne viking med at finde overnatning, og så må han tage til takke med et usselt telt? Nej, det skal være løgn!”. ”Vent et øjeblik”, lyder det pludseligt fra Tünde. Hun har vist fået en god ide og iler tilbage til hotellet. Lidt efter vender hun tilbage med godt nyt: Tilsyneladende har hun besnakket den gamle dame til at lade mig overnatte på et gæsteværelse i sit hus!

70 kroner er prisen for én nat. Værelset er hyggeligt indrettet. Jeg betaler med euro til den gamle dame, der virker en anelse reserveret og afmålt over for den fremmed. Men kan man fortænke hende i det? Pludselig bliver ens hjem invaderet af en to meter høj viking på cykel en fredag aften! Jeg får nøglen til hoveddøren, så jeg kan komme og gå, når det passer mig. Derefter ender vi nede på restauranten. Min mave forlanger en stor treretters menu omgående, men køkkenet er halvvejs lukket ned for aftenen, så jeg må tage til takke med øl og pizzaslice. Jeg hænger ud sammen med Tünde, Fanni og deres venner på restaurantens terrasse. Himlen er dækket af forsølvede støvpartikler. Der bliver drukket tæt her fredag aften, men ingen går over stregen i ølbrovtende adfærd, eller det der er værre.

Min sidemand, Jabor, fortæller om Ungarns historie; fra stormagt til ”småstat”. Ja, i den henseende deler landet mod nord og det altovervejende flade sletteland mod syd den samme smertelige oplevelse; for Danmarks vedkommende som konsekvens af nederlaget i 1864, for Ungarns vedkommede som resultat af Østrig-Ungarns endelige kollaps i 1920, der betød at landet mistede 70 % af sit territorium. Lettere beruset skitserer Jabor landets udstrækning før krigen på en lap papir med en god luns af det nuværende Rumænien. På Jabors forespørgsel lærer jeg ham at tælle til ti på dansk. Han samler på 1-10 på alverdens sprog, bedyrer han. Da han når til suuuv, slår Jabors tunge knuder. Selv er jeg klar til at tælle får, men det bliver nok ikke aktuelt, for jeg er dødtræt. Inden jeg lusker tilbage til den gamle dame, siger jeg endnu engang mange tak til Tünde. Første aften i Ungarn har været alt andet end kedeligt!

Torvet i Sátoraljaújhely, hvor jeg mødet Tünde om aftenen. Hun sad med sin veninde på første bænk til højre

Efterskrift: Jeg beklager, at der ikke er flere billeder fra denne del af turen. Det skyldes dels distraktion, og fordi jeg var stresset. Mest af alt ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik taget et billede af Tünde & co. Men jeg håber, fortællingen i sig selv skaber en masse billeder på nethinden!